Call Me By Your Name

Jeg forstår hverken kærligheden eller hypen. Filmen er en LangtUnderMiddel-mådigt fortalt kærlighedshistorie. At kalde den en ny Brokeback Mountain er da fornærmende mod Ang Lee’ mesterværk, der rent faktisk havde en historie at fortælle. Handlingen er også alt for langtrukkende. Man venter, på der sker noget, og når højdepunkterne opstår, var ventetiden ikke engang det værd. Den får én stjerne for det overbevisende skuespil fra hovedpersonen. Selv sexscenerne ligner noget, der er blevet skrottet fra Fifty Shades filmene.

Visuelt mega flot filmet, kærligheden imellem de to udfoldelse, med hjælp fra 2 forældre der har set accepter, så den unge "mand" oplever noget af det smukkeste som kan opstår 2 personer imellem.

Dejlig film...som har flere tangenter at spille på, anderledes end Brokeback Moutain.

Gik hjemad med tanken husk nu livet er lige nu!

En film, der ved hjælp af fantastiske stemningsbilleder og smuk musik, skaber en skøn ro, hvor den betagende forelskelse mellem Elio og Oliver får lov til at udvikle sig. Man bliver efterladt med en tomhed og et ønske om at kunne tilbringe sin sommer i Norditaliens 80’ere.

Den spiller på alle de tangenter, som gør at den kan knække selv den hårdeste biografgænger. Rørende historie om kærlighedens plads i et ungt-voksens liv. Timothée gør sig velfortjent til den oscar, ved at give et af de bedste skuespilsperformances i mands minde, hvad angår film i denne genre! En kærlighedshistorie man ikke må overse - og vælg da hellere denne fremfor Fifty Shades x)

Ja ja, jeg havde jo godt nok lidt på fornemmelsen, at det ikke ville være noget for mig. Men med Oscar nomineringer i de bedste kategorier og utrolige gode anmeldelser fra alle fronter, så var der ingen vej uden om. Så jeg satte mig i biografsædet med åbent sind og hjerte - og håbede på en god oplevelse.

Men forgæves! Call Me By Your Name er en rendyrket romantisk film uden en egentlig historie. Der er intet drama, og alt forsøg på humor falder til jorden. Men værst af alt: de to hovedpersoner er kedelige og intetsigende. Skuespillet er fint, men de er bare helt uinteressante. Og så er det altså en drøj omgang at komme igennem en film på 2 timer og et kvarter, når der hverken er noget reelt indhold eller nogen personer, man kan relatere til. Heldigvis var der en flot billedside, og jeg nød udendørsscenerne fra landsbyen, familiens have og cykelturene rundt i naturen. Det visuelle udtryk hæver derfor filmen fra 1 til 2 stjerner.

Godt manus, gode skuespillere og en god underholdning

FANTASTISK! Intet mindre!

Uden nogensinde at have været i det nordlige Italien i længere tid end det at det tager at se Call Me By Your Name føler man mod slutningen af filmen, at dette skønne abrikosrige område fyldt med smuk natur, rolige bække og grønne marker er ens andet hjem. Fra de gammeldags huse til de brolagte veje, fra de grå springvand midt på handelspladsen til den smukke å, der snor sig gennem landskabet, så formår instruktør Luca Guadagnino og scenograf Sayombhu Mukdeeprom at gøre os bekendte med et område, som var vi en del af det. Landskabet er ikke blot en ydre faktor, men en karakter i sig selv, der føles lige så smuk og skrøbelig som vor hovedpersoner og Call Me By Your Name er et studie i filmisk kunst og indlevelse, hvor stort set alt lykkes til perfektion. 
Året er 1983 og i det varme, solrige norditalien finder vi den 17-årige dreng Elio, der besøger sine forældre i deres hjem. Faderen, Mr. Perlman, er en højtstående professor og moderen er en smuk, levende oversætter af alt, hvad der er italiensk kultur. Alt ånder på overfladen fred og ro, men inde i Elio befinder sig en kamp mellem identitet og sexualitet; En identitet han har måttet leve med det meste af sit liv som en klog dreng, der synes flere år ældre end han er og en sexualitet, der gennem de seneste måneder og år har skabt tvivl om denne følelse af genkendelighed. 
En amerikansk studerende, Oliver, kommer på besøg, da han skal under Mr. Perlmans oplæring af den græsk-romerske kultur og han er på udseendet meget anderledes end sønnen Elio; Oliver er en høj, flot og ekstrem selvsikker person alt imens Elio er en lille, ranglet dreng, men under overfladen har de meget mere til fælles end hvad nogen af dem nok havde drømt om, da de først mødte hinanden. 
Der er meget, der virker i Call Me By Your Name, men intet så meget som den nærmest uhyggeligt smukke kemi mellem Charlamet og Hammer. Hvor man i  film som Free Fall og Weekend, der forsøger at tackle mange af de samme temaer, til tider føler at karaktererne og præstationerne ikke er tilstrækkelig nok udviklet eller følelsesmæssigt til stede i progressionen af historien, så sørger Guadagnino for at bruge en stor del af filmens første akt på at personliggøre karaktererne, så man kan forholde sig til dem og deres liv. Vi skal ikke mere end 30 minutter ind i filmen og allerede der føler Elio og Oliver sig som en del af vores liv og vi en del af deres. Dialogen imellem dem er nænsomt skrevet, smukt udført og vist på en scenografisk måde, der forhøjer oplevelsen af at være sammen med dem som mennesker. 
Det er netop det, at de er så forskellige ved første øjekast der gør, at historien mellem dem virker så troværdig og smuk. Langsomt gennem filmen piller de det ene lag af efter det andet og følelserne får frit spil, men kun inden for de smalle rammer, som Elio har skabt i hovedet på sig selv. Han forsøger at skjule følelserne fra sine forældre og har samtidig en kæreste ved siden af, Marzia, og denne interne krig mellem de sande følelser og den langtidssikrede løsning er hvad der gør Elio til en kompleks og nærværende karakter - inderst inde ved han at romancen mellem ham og Oliver en dag må stoppe.
Dette formår Guadagnino at klargøre blandt andet gennem lange klip uden dialog kun med den italienske scene og naturens symfoni i baggrunden. Der er en konstant følelse af melankoli, sorg og tab, hvilket står i smuk kontrast med det vi visuelt ligger mærk til fra landskabet og de klare farver. 
Den italiensk-fødte instruktør, der især er kendt for 2009-filmen I Am Love og A Bigger Splash fra 2015 viser endnu en gang hvordan kærlighed skal portrætteres på en naturlig og følsom måde og kan især stilles op imod Blue Is The Warmest Color fra 2013, der vandt en Golden Globe for bedste udenlandske film. For uanset hvad man synes om den franske film, om man elsker eller hader den, så var der bestemt tidspunkter under sex-scenerne, hvor man følte, at de blev ved lige længe nok og ikke formåede at skubbe filmen i nogen retning hverken før, under eller efter, men i Call Me By Your Name er scenerne med til at hjælpe Elio med at identificere sig selv og de følelser han har. Efter at have mistet sin mødom føler han sig sikker på sin kærlighed til Marzia, men kun for et øjeblik, da han kort tid efter fantaserer om hvordan det måtte føles at være sammen med en anden mand; Med Oliver. Det hele er fortalt på en utrolig naturlig måde, hvor vi næsten er inde i Elio's hoved under hver eneste beslutning han tager og de konsekvenser beslutningerne måtte indebære. 

Det hele drejer sig dog hverken kun om historien, karaktererne eller landskabet, for hvis en film skal formå at sætte et endelig præg på de, der ser den, bliver musikken også nødt til at gøre et indtryk og her gør Guadagnino et mesterligt valg, der kun ophøjer filmens samlede kvalitet. Musikken er valgt af instruktøren selv og indeholder blandt andet musik fra kunstnere som The Psychedelic Furs, Johann Sebastian Bach, John Adams og tre numre af Sufjan Steven og er alle med til at underbygge vores forhold til Elio; Pianostykkerne står i ét med Elio, der selv spiller piano og sætter stemningen sammen med landskabet og de smukke farver. 

Filmens smukke og rørende budskab ligger i at både vi og karaktererne selv ved at deres forhold på et tidspunkt må ende, og hvad vi stiller op med de følelser dette måtte indebære. Vores følelser er mod slutningen i symbiose med Elio's og især en scene mellem faderen, spillet af Michael Stuhlbarg, og Elio er noget nær det smukkeste og mest rammende i en situation som denne. 
Call Me By Your Name er årets smukkeste kærlighedshistorie og blandt årets bedste film - om det er nok til at vinde Oscaren er svært at sige, men chancerne er bestemt gode. 

Superflot film, som man bliver glad i låget af at se. Dejlige locations, gode skuespillere, internationalt miljø, ung mand springer flot ud i et religiøst miljø med utroligt forstående forældre. Filmen er lang, men ikke for lang. Man får lyst til at rejse til Italien med det samme og se sig om efter en lækker amerikaner :-).