Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Tilladt for børn over 11 år
Filmen veksler mellem en urovækkende, dramatisk og tragi-komisk stemning, og den har et gennemgående råt og vulgært sprogbrug. Der er flere scener med blodig vold, mennesker, der kommer alvorligt til skade og mennesker, der udviser truende adfærd. I en scene flygter en brændende person ud gennem en ildspåsat bygning. Senere ses hans slemt forbrændte ansigt. I en anden scene bliver en mand slået ned og kastet ud af et vindue. I en tredie scene skyder en mand sig selv, og en blodpøl ses ved hans hætteklædte hoved. I en fjerde scene hoster en mand blod op i ansigtet på hovedkarakteren og i en femte scene bliver en tandlæge udsat for let vold med et tandlægebor. Filmens tragi-komiske stemning og sorte humor skaber imidlertid en distance til volden, der heller ikke er udpenslet. De voldsomme scener forløses hurtigt og hovedkarakteren kommer ikke til skade. Filmen vurderes derfor kun at kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
Premiere: 
11.01.2018
Originaltitel: 
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri
Spilletid: 
1 time 55 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
Versioner: se alle
2D, Babybio, Seniorbio
Billetter
5.2
4.4
VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (145 votes)

Resumé

Komedie-dramaet 'Three Billboards Outside Ebbing, Missouri' handler om den fandenivoldske Mildred Hayes, der efter flere måneder uden nyt om sin datters mord, selv tager sagen i egen hånd.

Hun presser politiet med en række reklamesøljer på vejen ind mod byen, hvor hun udpeger deres inkompetence i sagen.

Det skaber stor national opmærksomhed omkring Mildred, der både får det positive og negative at føle ved episoden, som skaber en større strid med de lokale håndhævere end hun havde regnet med.

'Three Billboards Outside Ebbing, Missouri' behandler en række forskellige tematikker omkring retfærdighed, racisme og kvindelig selvstændig, men skildret med en sort humoristisk undertone. Filmen har allerede opnået fire Golden Globe-priser bl.a. for bedste film og regnes som en Oscar-kandidat til uddelingen i marts.

Instruktøren har tidligere stået bag de sorte komedier In Bruges og Seven Psychopaths. (copy: kino.dk)

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... en film, man både kan grine af, græde over og blive både forpustet og lidt klogere af." (Louise Kidde Sauntved)

  • BT

    "En betagende film med uforglemmelige præstationer, som jeg tror vil få mange nomineringer og klart er filmen, man skal overgå for at vinde Oscars i år." (Michael Lind)

  • Filmland P1

    "McDonagh er tydeligvis et barn af Quentin Tarantino og hans postmoderne leg med genrekonventionerne [...]. Men her er mere på spil. Ikke bare nogle bedre figurer og nogle brillante genretwists, men også et samtidsportræt, der faktisk gør indtryk." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Det er Frances McDormand, der giver krop, intelligent syrlighed og skarp kant til figuren Mildred, og det gør hun fænomenalt." (Nanna Frank Rasmussen)

  • Politiken

    "Samspillet mellem McDormand og Harrelson er fremragende." (Joakim Grundahl)

  • Weekendavisen

    "Frances McDormand skaber en tidløs karakter i rollen som den berøvede mor." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

Niclas Dalby

Den berømte teolog, kirkefader og filosof Aurelius Augustinus er blandt andet kendt for sin sætning om håb, vrede og mod. "Håbet har to smukke døtre; deres navne er Vrede og Mod. Vreden over tingenes tilstand og modet til at ændre denne tilstand." og netop denne smukke skildring af håb er nok det tætteste, man kan komme på at beskrive Martin McDonag's nyeste film, hvor vreden er drivkraften for stort set alle karakterer; Vrede mod dem selv, mod omverden og mod de, der står dem selv nærmest. Den engelskfødte instruktør, der uden tvivl er bedst kendt for sin debut i 2008 med In Bruges, har med Three Billboards instrueret og skrevet én af de mest rørende og naturlige film om ovenstående temaer de seneste mange år. Vrede i denne film anses dog ikke som en sygdom, der skal kureres; som en parasit, en synd, der kun kan fjernes gennem accept, tilgivelse og forståelse, men som en følelse, der via handlinger i en uretfærdig verden driver en til at kæmpe imod og skabe sin egen retfærdighed. Og hvad gør vi med den information, eller mangel på samme, der tvinger vreden frem i os? 

Hollywood har det med at skabe en bestemt ramme angående vrede. Det anses som en dæmon, der kun er ude på at destruere uden blik på den motivation denne følelse kan give en. For Frances McDormand's karakter, Mildred, er det hele drivkraften for hendes eksistens og har været sådan det seneste år siden hendes datter, Angela, blev brutalt voldtaget og myrdet. Der har siden da ikke været noget gennembrud i sagen, intet DNA-match eller øjenvidner og det lokale politi har ladet sagen hvile og gået kold og politichefen Willoughby har i Mildred's øjne svigtet hende og samfundet for den retfærdighed hun higer efter. Mildred tager derfor sagen i egen hånd, lejer tre store skilte uden for byen, og tvinger sig opmærksomhed via teksten på disse skilte, hvilket forårsager dybe riller i det lokale samfund og ikke mindst spørgsmålet om hvorvidt man nogensinde kan gå for langt for at finde svar. Woody Harrelson's karakter er dog ikke den eneste hun ender med at involvere, da hans trofaste politibetjent, Dixon, spillet af Sam Rockwell, bliver dybt frustreret over den uretfærdighed, hun tvinger over Willoughby's skuldre og ender med i store dele at tage sagen i egen hånd. 

Ud fra beskrivelsen kan Three Billboards let komme til at lyde som en almindelig småkedelig krimifilm med enkelte twists og dybe tanker, men instruktør McDonagh formår på smukkeste vis at træde uden om stort set alle klichéer, der er at finde i denne genre. Mysteriet om hvad der var sket med Angela, kunne let komme til at fylde og overskygge karakterernes personligheder, men i denne film tager han os med på en langt mere personlig rejse, hvor Mildred's vrede mod samfundet er hvad der driver historien. Katalysatoren er mordet på Angela, men det er ikke fokuset i historien og når man tager en retning som denne, er det nærmest ubeskrivelig vigtigt at kreere interessante personligheder, der ikke blot vises for at skubbe historien frem; Og McDonagh har ikke blot skrevet en uhyggelig nær film, men karakterer, der er så dybt forskellige, sårede og vrede, at det hele går op i en højere enhed. Vi finder gennem de næsten 120 minutter ud af, at det ikke blot er Mildred, der er dybt såret, men især også Dixon, der på grund af hans baggrund har opbygget en vrede mod stort set alle omkring ham; En vrede, han umuligt kan kontrollere når bægeret flyder over, hvilket forårsager nogle af de mest brutale og rørende scener i hele filmen. Sam Rockwell er en åbenbaring i denne film og har ikke været bedre siden Moon fra 2009. Det samme kan siges om Woody Harrelson, der i min optik lige så godt kunne have fået en pris for sin præstation. Den ældre, noget mere erfarne politichef har selv en bagage, der tvinger ham til at se livet gennem andre øjne; et syn, der ofte går imod Mildred's om hvor langt man kan tillade sig at gå for at skaffe retfærdighed. 

Filmen tilhører dog hverken Rockwell eller Harrelson, men Frances McDormand, der ikke kun giver sit livs bedste præstation, men den bedste hele året og fortjener om nogen en Oscar for det hun leverer i Three Billboards. Hun er kort sagt eminent og formår at gå fra den ene følelse til den anden på et kort øjeblik, hvilket ofte tager seeren på sengen. Denne uvidenhed om hvor vi har hende er med til at skabe en utryghed, der tvinger ens sanser til konstant at være vågne og når rulleteksterne løber over skærmen er man nærmest udmattet. Det er dog ikke kun gennem hendes kropssprog, hun formår at dominere filmen, men også via monologen; Især en bestemt scene med en lokal præst får nærmest en til at sluge hele hendes karakter råt, noget der sjældent formås på så kort et øjeblik. 

Three Billboards er dog ikke kun en mørk, brutal fortælling om vrede, men har samtidig øjeblikke af utrolig humor, rørende scener og smukke karakterer, der konstant holder en vågen. Filmen vandt en Golden Globe for bedste manuskript og det er let at forstå hvorfor. Sjældent har en film formået at balancere så mange følelser og genretræk på så fornem vis som McDonagh's seneste, der i fremtiden let kan anses som en klassiker. 
Det er ikke alt i livet, der skal lære os at være mere tolerante overfor hinanden og det er sjældent sundt at efterlade vrede uden at gøre noget ved den og med denne smukke historie har McDonagh virkelig genskabt Augustinus berømte sætning. Three Billboards er ikke kun en fantastisk film, men den bedste i år og fortjener al den ros, den i skrivende stund får fra alverdens seere og anmeldere. 

Stem op!
10
Stem ned!
0
(reset)
S. Rico

Filmen går lige til sagen fra første scene, hvor hovedpersonen Mildred kører forbi 3 gamle reklamesøjler, der ikke længere er i brug på en mindre indfaldsvej til byen Ebbing. Hun får en idé, og de 3 billboards bliver udstyret med en kort tekst på rød baggrund. Men først da vi som publikum ser de færdige skilte, bliver det klart, hvad det hele handler om. Og så folder historien sig ellers ud.

I lang tid tror man, at det er en af den slags film, der handler om den lille person, der skal forsøge at opnå retfærdighed op imod det korrupte lokalsamfund. Men nej, det er langt mere nuanceret end som så. Det er slet ikke historien, der er det vigtigste. Der er nærmere et krimi-komedie-selvtægts-drama, der viser et satirisk tragi-komisk billede af et fucked up amerikansk samfund. Og netop fordi det hele er så fucked up, så skal man heller ikke forvente nogen speciel tilfredsstillende slutning.

Man kan til gengæld forvente en meget anderledes oplevelse med overraskelser og masser af humor. Og ikke mindst en Frances McDormand, der spiller totalt fucking awesome!

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter