Cookie- og Privatlivspolitik
Året der gik for superheltene

Året der gik for superheltene

Dom over heltenes film i 2017

Stem op!
12
Stem ned!
0
(reset)

Blogindlægget er skrevet af Dennis Kirkegaard Jensen, der er fast blogger på kino.dk.

Endnu et år er passeret, og det mæthedspunkt for superheltefilm, mange har talt om siden Spider-Man 2 udkom i 2004, ser ud til stadig at have lange udsigter. Intet mindre end seks (give or take) superheltefilm blev det til i år, og at dømme ud fra dette nye år, får heltene mindst lige så meget at se til det kommende kalenderår.

2017 år bør klart være med i debatten, som et af de stærkeste superhelte-år vi har haft, og har bl.a. budt på den bedst indtjenende oprindelsesfortælling nogensinde i 'Wonder Woman', overrasket kritikere og fans med forbløffende høje gennemsnitlige bedømmelser, det andet reboot for Spider-Man, og så har vi sagt farvel (så længe?), til den mest dedikerede mand nogensinde i en superhelterolle.

Læs med mens jeg dissekerer og vurderer årets heroiske film, og lad os sammen sige farvel til året, der gik for superheltene ‘17.

Wonder Woman
'Wonder Woman' var en bedrift. En langefinger til de grimme facetter bag kulisserne i Hollywood.

Den første superheltefilm instrueret af en kvinde. Patty Jenkins der måtte vente over et årti på at få tildelt endnu en spillefilm efter at have instrueret den anmelderroste Monster (2003), som oven i købet bragte Charlize Theron en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Den første superheltefilm i et årti med en kvinde i hovedrollen, og indiskutabelt den første superheltefilm med en kvinde i hovedrollen, der nogensinde har fungeret.

Men selv på mikroniveau er 'Wonder Woman' unik. Sammenlignet med DC’s øvrige film foregår 'Wonder Woman' stort set uden for den eksisterende kontinuitet og er meget mere plotdrevet, end de mytologisk- og tema-baserede DC-film før den.

Jeg vil rose filmen for sin troskab til karakteren Wonder Woman og hendes oprindelsesfortælling. Patty lagde et ekstraordinært arbejde i, at vise kvinder fra deres mindst Hollywood-stereotypiske side, men nærmere som individer, der ikke er bange for at tage deres skæbne i egne hænder, i stedet for at vente på den store, stærke mand kommer og fører dem. Faktisk hviler meget af filmen på et rolleskifte i det klassiske jomfru-i-nød-koncept, da Steve Trevor ofte er den objektiverede og svage.

Alligevel formår filmens handling at levere det budskab, at vi sammen kan føre hinanden nye vej. Diana fører bogstaveligt Steve tilbage til London, Steve fører bogstaveligt Diana til hjertet af krigen, men under overfladen fører de hinanden til hver deres hjerte og lærer hinanden at elske.

Faktisk vil jeg gå så vidt at sige, at 'Wonder Woman' er en perfekt film, op til det punkt hvor Wonder Woman og filmens skurk, Ares, står ansigt til ansigt med hinanden. Ikke nok med at Ares’ afsløring ikke vækker megen begejstring, så er deres slagsmål virkelig under standard til sammenligning med Supermans actionsekvenser i Smallville (Man of Steel) og Batmans actionsekvens i pakhuset (Batman V Superman), som efter min mening er de to bedste superhelte actionsekvenser nogensinde koreograferet.

 

Logan
På samme måde, som det lykkedes Captain America: Winter Soldier, 'Man of Steel', Watchmen og The Dark Knight at favne bredere end deres superheltegenre, lykkedes det 'Logan' at omfavne det dystopiske western road-trip miljø og elevere symbiosen til sådan et niveau, at det transcenderer superheltegenren.

'Logan' er først og fremmest en fremragende film. En fremragende film der bare tilfældigvis har superhelte med. 'Logan' bærer kraftigt præg af den kollektive vision, instruktør James Mangold og Hugh Jackman havde, for at give Jackman og hans portræt af Wolverine en respektfuld afsked.

Tonen, stilen og temaerne, der udforskes i 'Logan', er mere voksne og grundet end tidligere set i det Fox-ejede X-Men univers, og 'Logan' gør sig virkelig fortjent til sin R-rating, hvilket ikke altid er tilfældet. Der er noget beundringsværdigt i ikke at misbruge sin høje censur ved at vise en masse unødvendig vold, patter og brugen af skældsord bare fordi man kan, men nærmere bruge R-ratingen til at udforske ekstremiteterne når nødvendigt for øget dramatisk effekt.

Hugh Jackmans præstation som Wolverine har altid været, og er også i 'Logan', perfektion. Jeg har mange gange bandet og svovlet over overhovederne der overset X-Men franchisen, for at lægge en dæmper på Wolverine’s vildskab, som jeg mener, har været underspillet på alle tidspunkter med undtagelse af denne film og redningsaktionen af X-Mansion i X-Men 2.

Når du praktisk talt er en bokser med uforgængelige knive i handsken, så mener jeg ikke, Wolverine nogensinde er kommet til sin ret underlagt en PG-rating, og efter at have set 'Logan', er jeg faktisk i tvivl om karakteren nogensinde bør igen.

Tak for realiseringen James Mangold og Hugh Jackman, og tak Hugh for din troskab. En værdig afsked for den mest dedikerede superhelteskuespiller, vi nogensinde har haft æren af, og KLART den bedste Wolverine-film nogensinde.

Thor: Ragnarok
Af Marvels treenighed, der først blev rullet ud fra selskabet (Thor, Captain America og Iron Man), er Thor den mindst populære karakter hos både fans og kritikere, og det er tydeligt, efter modtagelsen af Thor: The Dark World og tidlige rapporter fra produktionen af Ragnarok, at Marvel ikke havde nogen ide om, hvad de skulle stille op med karakteren.

Så hvad gør man? - man henter en instruktør som har bevist at kreativitet er det sidste han mangler. En instruktør som ikke har en stor nok stemme til at måle pikkemænd med selskabet, men nok af en distinkt stemme og stil i faget til, at kunne levere noget specielt (Se Hunt for the Wilderpeople og What We Do in the Shadows, hvis du vil se, hvilken stemme og stil jeg taler om). Taika Waititi alene var årsagen til, at Ragnarok hele tiden har været på andenpladsen på min personlige liste af film, jeg havde de højeste forventninger til i ‘17 - og F**K den leverede!

Mit eneste problem med Ragnarok er noget, jeg ofte ytrer som værende et gennemgående problem for franchisen. Karakter-integritet. Thor er ikke en sjov karakter. Hverken i kildematerialet eller i hans film.

Det er tydeligt, at Marvel har efterladt deres oprindelige vision for karakteren og placeret deres tiltro hos Taika. Derfor står Ragnarok desværre i en lidt nervepirrende kontrast, hvis man er under den opfattelse, at dette skulle være en naturlig progression for karakteren. Thors velkendte dramatiske og seriøse karaktertræk er skiftet ud med humor og selvsikkerhed.

Når det så er sagt, er Ragnarok som en enkeltstående film REN ekstase på alle parametre. Action-sekvenserne er forbløffende med enkeltstående billeder så smukke, man kunne pryde sin stuevæg med dem, og som på det nærmeste er revet ud af paneler fra tegneserierne.

Historien byder på megen risici for Thor, hvilket bevirker at hans enorme kræfter virkelig kommer til udtryk for en gangs skyld - fantastisk!

 

Justice League
Alle, der kender mig her fra kino.dk, ved, at jeg kunne skrive en roman om 'Justice League', men grundet det i forvejen omfattende emne her, vil jeg forsøge at trimme fedtet fra.

Taget i betragtning af, at denne film er et produkt af to meget forskellige instruktører, synes jeg, filmen giver sig ud overraskende harmonisk. Havde det ikke været for Henry Cavills computer-genererede overlæbe, så ville jeg ikke kunne skelne planlagte optagelsesdage under Zack Snyder fra de omfattende reshoots under Joss Whedon.

Filmens ikoniske karakterer er glimrende portrætteret af deres respektive skuespillere, og holdet har en fantastisk dynamik. Alle viser, hvorfor de er helte hver især, når de vælger at lægge deres individuelle filosofier fra sig for at opnå et fælles mål. De modstridende argumenter var dog virkelig det interessante at se udspille sig.

Filmens plot var papirtyndt, og når vi taler om plottet, var skurken der kun for at føre det videre. Når målet er at se disse helte forenet og kæmpe for en fælles målsætning, så leveres der dog på den front.

Nye til at blive introduceret i DCEU er Aquaman, Cyborg og The Flash. Jason Momoa som Aquaman er en genistreg af en casting, da han med sit grove udseende perfekt reflekterer 90’er udgaven af Aquaman visuelt. Cyborg var overraskende nok den karakter der skilte sig mest ud for mit vedkommende. Ray Fisher bragte sin helt egen stil og særlige karisma til rollen, hvilket eleverede både det givne materiale, men også selve karakteren som den var skrevet. Ezra Miller som The Flash maler et glimrende portræt af en uerfaren helt, der samtidig skal reflektere vores oplevelse som publikum af at se disse karakterer komme sammen.

Det skaber en mulighed for noget rendyrket komik, som mange mener, har været tiltrængt for DC’s film. Det er også Flash, der efter min mening, står for det mest ikoniske, originale og humoristiske øjeblik i filmen, der involverer et andet medlem af holdet. Mere kan jeg ikke sige. Andet end det øjeblik alene er værd at gå ind og se 'Justice League' for - ren nørde-orgasme.

Iron Man 4: Homecoming
'Iron Man 4' er klart bedre end Iron Man 3. Tony står overfor for en masse problemstillinger, primært forårsaget af hans nyeste rekruttering til Avengers-holdet, Spider-Man. Tony mener, Spider-Man roder sig ud i problemer langt over hans ydeevne, taget i betragtning af hans manglende erfaring med potentielt verdensomspændende katastrofer.Ved siden af sine heltegerninger sker der rigtig meget på hjemmebanen for Peter Parker, som vi følger …

Undskyld, det var naturligvis 'Spider-Man: Homecoming' jeg mente. Hvor pinligt … Nej, fuck it, jeg beholder sgu den introduktion, for den opsummerer faktisk perfekt mine følelser omkring Homecoming.

Det her er bare ikke Spider-Man for mig. Al kompleksiteten omkring Spider-Man er ingen steder at finde i denne udgave af karakteren. Edderkoppemanden er et væsen drevet af rendyrket instinkt - manden har et fremmedlegeme fusioneret med eget DNA for guds skyld! Et fremmedlegeme der agerer uden for hans kontrol, og som han må hengive sin tiltro til, i de mest krævende situationer i hans liv.

Denne kompleksitet var totalt forsømt i Homecoming. Der er intet her, Peter skal lære at affinde sig med og lære at leve med. Han skal bare lære at administrere alle funktioner i hans nye dragt. Fladt.

Homecoming er dog som film glimrende ud fra filmkundskabens regler, med en god rejse for Peter både i form af handling og karakterudvikling. Filmens tone og stil er både passende og vedholdende for den venlige væg-kravler og differentiere sig på utrolig vis nok til, rent faktisk at tilbyde noget nyt til Spider-Mans eftermæle på det store lærred. Imponerende taget i betragtning af, at dette er det andet reboot af karakteren inden for relativ kort tid.

Præstationerne i filmen er fantastiske, og det kan virkelig være svingende med så ungt et cast.

Sidst men ikke mindst, faktisk måske allervigtigst, så fik vi endelig en stærk skurk fra Marvel. Michael Keaton fortsætter sin renæssance med et portræt af en skurk med en grundet motivation - sin familie. Noget, vi alle kan relatere til, at være beskyttende overfor. Desværre kan jeg bare ikke relatere til denne Spider-Man.

Guardians of the Galaxy Vol. 2
'Guardians of the Galaxy Vol. 2' deler virkelig vandene. På den ene side finder du folk som mig, der sætter pris på det lidt vovede udspil. Relativt få havde regnet med at få serveret en så personlig fortælling, som var tilfældet med GotG2, og derfor kan jeg sagtens forstå de folk på den anden side af spektret.

Dem, som mener, GotG2 skuffede, fordi den ikke leverede på det helt grandiose, univers-ændrende niveau som forgængeren. Det er cool. Det fedeste ved film er den subjektive oplevelse, der følger med, og den frugtbare debat denne subjektivitet skaber.

For mit vedkommende kunne jeg bedre lide GotG2 end den første. Jeg synes ikke, etteren er det mesterværk andre gør. Filmen har dog tydeligvis affødt en visuel æstetik for selve udseendet af Marvels film med fokus på en særlig farvepalette, som både kommer til udtryk i 'Thor: Ragnarok' og den kommende Black Panther (at dømme ud fra trailerne).

GotG2 er tyndere på plot end sin forgænger, og fokuserer i stedet på at udforske nogle ømme, relaterbare og familiære temaer. Som at se en sæbeopera udspille sig i rummet. Tonen er trods dette komisk hele vejen igennem, og jeg forventer ikke andet fra GotG og instruktør James Gunn efter succesen fra den første.

Derfor fandt jeg filmen hverken dårligere eller bedre end forventet, til trods for den til tider horrible dialog: “He may have been your father, boy, but he wasn't your daddy” … WTF?!

Som franchise vil jeg rose GotG for at have etableret alt, som ikke lykkedes David Ayer at etablere med Suicide Squad - et vildt ensembledrama med karakterer, der bevæger sig på en hårfin grænse mellem helte og selvtægtsmænd med et stærkt fokus på en spiselig tone og sjove øjeblikke eleveret af alt popkultur-relevant.

Superheltefilm i 2018
Hvilke udfordringer, der bliver stillet vores helte i ‘18, skal nok blive spændende at følge. Indtil videre er intet mindre end otte film i produktion med udgivelse næste år ('Black Panther', New Mutants, Infinity War, Deadpool 2, Ant-Man & The Wasp, Venom, X-Men: Dark Phoenix og Aquaman), så I kan allerede nu begynde at se frem til et endnu længere indlæg næste år (Yaaaiiii!).

Med to film mere end i år, og nogle fede satsninger på mindre kendte navne, ser det altså ikke ud til at mæthedspunktet for genren alle taler om, er indenfor rækkevidde. Personligt ser jeg rigtig meget frem til 'Venom'. Spider-Man var min helt store helt som lille, og Venom var hans visuelt mest modbydelige fjende. Så modbydelig det skabte utryghed i en lille hormonforstyrret Dennis.

Jeg er stadig i tvivl, om karakteren har substans nok til at udfylde minutter 90 minutter spilletid uden at have Spider-Man at læne sig op af, men alt kan ordnes med et glimrende manus … og Tom Hardy!

Men er det ikke i sidste ende det, der udgør succesen for enhver film uanset genre? Så længe det er en fantastisk film, er det egentlig ligegyldigt om der er en superhelt på rollelisten eller ikke.

Min personlige rangering af superheltefilmene i år:

1. Logan
2. Thor: Ragnarok
3. Wonder Woman
4. Justice League
5. Guardians of the Galaxy Vol. 2
6. Spider-Man: Homecoming 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

Inshapedk

Tak for din tid som altid Wayne. Det er altid en fornøjelse at finde dine holdninger i mine kommentarer uden nogen form for nedgørelse af mine egne.

Jeg skal blankt indrømme, at jeg faktisk ikke var klar over at Daredevil havde samme action-koreograf som Batman V Superman, men skal da glædeligt indrømme, at det klart lige eleverede min interesse i at gå i gang med Daredevil (!).

Succesen af Guardians of the Galaxy har virkelig efterladt en vedvarende indtryk hos Kevin Feige. Så meget så han tilsyneladende er dedikeret i forhold til implementere mere humoristisk tone og en mere farverig palette. På godt og ondt. Ligesom tegneserier ser forskellige artister give deres bud på karakterer KONSTANT, synes jeg den kreative frihed hos Marvel konstant virker nedadgående.

Du skal klart se Justice League fordi jeg ved du holder af karaktererne - og der er masser af glimrende øjeblikke for hver af disse. Historien og skurken er en anden og knap så positiv snak. Godt nytår.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Der findes ingen rigtige holdninger - og heldigvis er man ikke eninge om alt, hvad skulle vi ellers tale om?

Daredevil's to første sæsoner er efter min mening det bedste der er lavet til streaming/tv, nogensinde. En helt som reelt slår sig - og skurke som ikke bare lægger sig ned når de får et slag. Det er vanvittigt godt koreograferet. Du har i den grad noget at glæde dig til.
Marvel - enig, det bliver tyndere og tyndere efterhånden. Jeg er ikke fan af at det ender i ren komedie - selvom et par gode oneliners altid kan løfte en film.
I det hele taget er det svært at se hvor den næste "The Dark Knight" skulle komme fra - når vi taler superhelte, generelt.

Justice League skal jeg selvfølgelig se - når den bliver tilføjet til min Bluray samling på et tidspunkt.

Godt nytår :-)

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Inshapedk

Jamen kan kun sige jeg er enig. Jeg tror desværre for mange, at når kommunikationen ikke foregår face-to-face, så bliver der bogstavelig talt læst for meget mellem linierne, og en holdning bliver som følge deraf betragtet som et angreb.
Jeg har set den velkendte one-shot action-sekvens fra første sæson, som jeg synes er spektakulær. Men nu er jeg givetvis også kæmpe fan af one-takes.
Uha. Jeg tror mange vil pege på Logan som den nye 'The Dark Knight'. Nolan's trilogi er elsket både for tonen og den gode historiefortælling. Tonen er nok ved at være mættet for superheltene vil jeg give dig ret i. Jeg har svært ved at se hvor man skulle differentiere sig der. Gode fortællinger kan vi dog aldrig få for meget af.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter