Filmen 'The Square' handler om, Christian, der er kunstnerisk leder af et museum i Stockholm.
Mens han gør klar til åbningen af museets næste installationsprojekt, The Square, udsættes den succesfulde kurator for tricktyveri på åben gade. Hændelsen får ham til at tage sagen i egen hånd, og sammen med sin assistent opsporer han gerningsmandens lejlighedskompleks.
Hvad der herefter følger er en serie af mindre heldige beslutninger, mødet med en aparte journalist og lanceringen af en PR-kampagne, der får lige rigeligt med opmærksomhed.
'The Square' mestrer den svære balance både at være humoristisk og underholdende og samtidig udfordrende på et kunstnerisk plan.
Denne stil har filmens svenske instruktør medbragt fra bl.a. sin succesfulde Force Majeure, der også behandlede det moderne menneskes moralske luner, men 'The Square' kan også sammenlignes med det Oscar-vindende, italienske mesterværk Den store skønhed.
Filmen modtog Guldpalmen i Cannes, hvilket ikke er sket for en svensker siden 1951, hvor Alf Sjöberg kunne tage sin anden hovedpris med fra den sydfranske filmfestival.
Danske Claes Bang spiller hovedrollen som Christian, og filmen anses allerede nu som lidt af et gennembrud for den 50-årige skuespiller. (copyright: kino.dk)
Nogle steder er The Square chokerende på en overraskende og provokerende måde.
Filmen er lidt for lang. Den første halvanden time er god satire over alt den bullshit, der er i kunstverdenen. Her farer en museumsdirektør, fint spillet af Claes Bang, rundt i et farceagtigt plot om at få sin stjålne mobiltelefon tilbage – selvom det er helt unødvendigt. Det sker, samtidig med at en argentinsk kunstner udstiller sit værk, The Square, der blandt andet består af grusbunker på gulvet. Ja, altså kunst, der kun er kunst, fordi det står på et museum (og det er pointen).
I filmens sidste 45 minutter skal alle handlingstrådene samles igen og skabe en vigtig pointe om det moderne menneskes hule væsen, og det er ikke lige så sjovt som satiren.
The Square er dog stadig original, mindeværdig og en værdig Cannes-vinder. Anbefales.
The Square er en af de sjoveste film, jeg nogensinde har set. Det er første gang, jeg skal se en film flere gange i biografen, for jeg må bare se den igen, inden den kommer på VOD.
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af denne film. Den har ikke et klassisk lukket handlingsforløb, hvilket perfekt illustrere virkelighedens moderne tilværelse, hvor ikke alle spørgsmål bliver besvaret og ikke alt har en mening i en større kontekst.
Jeg følte mig underholdt hele vejen igennem og til tider var filmen virkelig humoristisk i sin akavethed og realisme. Den er klart seværdig, især hvis man kan lide at blive overrasket og udfordret på den klassiske filmgenre og et anderledes men medrivende forløb.
Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg synes om denne film.
På den ene side var det interresant at se en anderledes film som ikke er den traditionelle Hollywood film. Men det var måske også det som gjorde at jeg til tider følte mig lidt forvirret omkring hvad det egentlig var som skete i filmen.
Skuespillerne synes jeg gjorde et udemærked stykke arbejde og var kun positivt overrasket over deres præsentationer.
Der er rigtig mange budskaber i denne film. Nogen kommer tydeligere frem end andre, men flere ting som giver stof til eftertanke.
På den mindre positive side så synes jeg at filmen var meget rodet. Handlingen kunne til tider være svær at gennemskue og da filmen var slut følte jeg at jeg manglet svar på en hel del.
Ja, så jeg ved ikke helt hvad den endelige konklusion skal være. Se den for at se en anderledes film end den traditionelle hollywood film.
The Square was an shocking and delightful film viewing experience; emotionally and viscerally wild, and yet so cerebral and conceptually complex. Absolutely packed with ideas, which the vignette style really complimented and facilitated in a way that was exhilarating without being in any negative sense overwhelming.
The editing and cinematography had such strong voices and humor of their own, while still giving generous time and space for the films incredible performances to breathe. I left the cinema almost exhausted from having clenched my whole body in my seat the entire time - the building and maintaining of suspense is incredibly mastered; which seems somewhat miraculous considering that drawn-out awkwardness and uncomfortable silences seemed to reign supreme in Östlunds scenes.
Particular favorites include the hilarious play between Danishness and Swedishness (and political correctness), the role of children in the film (as always, more mature than the adults in Östlunds world) and the examples of our every day relationship to strangers.
This film will have you judging, pitying, but also loving and forgiving the fascinating cast of characters whom you can't help but see yourself in - no matter how painful it might be to admit.
An important watch I'm looking forward to re-experiencing soon.
"The Square" har måske ikke helt samme skarpe sammenhængskraft som Östlunds tidligere "Force Majeure". Men præcist som sin foregænger leverer den afsindigt smukke billeder og (for det meste) knivskarpe observationer om det moderne menneske og samfund. Dertil er den lejlighedsvist hylende morsom og giver en sublim Claes Bang et velfortjent gennembrud!
The Square kræver at man som publikum glemmer sine forventninger til en film. Den gør som den vil, med tydelige inspirationer fra Paulo Sorrentino og Roy Anderson.
Tempoet er lidt op og ned og det kan sagtens skræmme mange væk, ligesom Ruben Östlunds seneste film Force Majeure sikkert gjorde. Men måske det ikke er så dårlig en ting at udfordre dig selv med noget anderledes end mainstreamfilm.
Jeg var godt underholdt og når scenerne haltede lidt i indhold eller kontekst, var der altid små, sjove detaljer og/eller flot kameraarbejde som løftede det hele og jeg sad mange gange under filmen og hoppede i sædet af begejstring over humoren og detaljerigheden.
Jeg synes, denne film var fantastisk! Jeg kedede mig ikke et eneste sekund, og den satte så mange tanker i gang hos mig, både under og efter filmen. Jeg skraldgrinede også, samtidig med at der var tidspunkter, hvor jeg var meget ubehagelig til mode. Der var nogen, der nævnte Marina Abramovic i en anden kommentar, og hende tænkte jeg også på, eftersom jeg så hendes udstilling på Louisiana, og denne film foregår overvejende på et moderne museum, og "menneskeaben" er en performance-kunstner. Man kan heller ikke komme ind på museets "The Square" udstilling uden at vælge om man A) stoler på folk eller B) ikke stoler på folk - og det minder om de folk, der måtte klemme sig imellem Marinas og hendes medkunstners nøgne kroppe for at komme ind på museet. Publikum sættes konstant i situationer, hvor de skal tage stilling til ting, der enten er A) eller B). Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Hvad er godt og hvad er dårligt? Hvem er god, og hvem er ond? Sandheden er, at vi som mennesker alle er gode og onde på samme tid, og verden er et meget komplekst sted, der består af gråzoner. Jeg var især ramt af de problemstillinger filmen belyste omkring rum i alle dets betydninger. Det blev meget tydeligt for mig, især i scenen med menneskeaben under gallamiddagen, at vi som mennesker opererer under et usagt regelsæt omkring de regler og normer, der hersker i et givent "rum" - omend vi taler om et meget bredt, udefinerbart rum som kultur, klasse og nationalitet eller et meget specifikt rum som en middag eller opgangen til en bygning. Baseret på disse indforståede regler omkring hvordan man opfører sig i disse rum, skaber vi orden i vores verdensopfattelse og forstår hvordan vi skal forholde os. Hvis reglerne/normerne så nedbrydes, og vi pludselig står på herrens mark uden nogen rammer for hvordan vi skal forholde os til et givent rum, så vil fornuften bryde sammen, fordi den netop opererer efter regler og rammer for at regne ud hvordan den skal handle. Når den ikke kan gøre det, så må instinkterne tage over - vilddyret, menneskeaben, ID'et - og det er roden bag meget såkaldt ondt i denne verden. Jeg synes, alle karaktererne var utrolig veldefinerede og realistiske - både hovedrollerne og bikaraktererne, hvilket er noget af en formåen. Lidt ligesom Games of Thrones er ingen af karaktererne 100% sympatiske, men ingen af dem er heller 100% usympatiske. De er alle rigtige mennesker med fejl og mangler, der prøver at gøre deres bedste, men samtidig også lider under de samme illusioner, og den samme angst, usikkerhed og selvopholdelsesdrift, vi alle opererer under. Umiddelbart er min eneste kritik, at bifortællingen, der involverer Elisabeth Moss' karakter, virker uforløst. Sidste scene med hende består af en telefonopringning, og jeg forstod simpelthen ikke pointen med denne scene, og hvad den fortæller overordnet set omkring hendes rolle i filmen. Derudover følte jeg også, at hendes karakter var den svageste i filmen, fordi hun var den eneste, jeg ikke helt oplevede som et "rigtigt" og afrundet menneske - hun virkede lidt mere som en idé, der skulle repræsentere en pointe. Hun var en kvinde, der tydeligvis var skrevet af en mand, men hun fungerer, så længe man kun opfatter hende gennem hovedpersonens point of view - hun belyser meget omkring hans maskulinitet og den mand, han vælger at være, men er total nyttesløs i sin egen ret. Enten det, eller også var der et eller andet jeg gik glip af/misforstod. For det virker som en ukarakteristisk afvigelse i en ellers perfekt film, og jeg har svært ved at forstå, at instruktøren kunne begå en sådan "fejl". Seks stjerner og min varmeste anbefaling! Dette er en af de der "kunstfilm", der er værd din tid! Den minder mig om, at kunstfilm stadig er relevante. Hvorfor film som kunstart kan gøre en forskel, udover bare at underholde.
Den er bestemt er værd at se! Claes Bang spiller fremragende den uheldige og selv-fede kunstneriske museums-leder i Stockholm. Vores antihelt får hele tiden rodet sig ind i situationer, som får et uventet udfald. Det er svært ikke at krumme tæer eller grine undervejs i de mange akavede scener, som fx i en artist talk, hvor en fra publikum lider af Tourettes syndrom og bliver ved med at afbryde ’talken’ med obskøne ytringer og i den misforståede politiske korrekte ånd, lader de ham blive ved med at afbryde på trods af ingen kan få noget ud af ’talken’. Filmen tager også prisen hjem for årets mest u-erotiske sex-scene, som efterfølges af en meget morsom kondom-seance. Der bliver vendt temaer som tillid, velfærd vs. fattigdom, fordomme, danskere vs. svenskere m.m.
Forestil dig Søren Faulis “den store kul-tur” mixet med et afsnit af Klovn tilsat Marina Abamovic. Bland godt og skru op for intensiteten - så har du “ The square”. Vildt gode skuespil præstationer. Et par liidt lange scener og et par uforløste tråde i plottet er lidt ærgerlige, men spolerer ikke det overordnede meget gode indtryk
Bruger anmeldelser (54)
Skriv din egen anmeldelse