Atomic Blonde

Actionfilm pakket ind som en agentfilm. Desværre er agent-indpakningen ret uinspirerende. Det er det helt klassiske plot, hvor alle jagter en komplet liste med navnene på de forskellige landes hemmelige agenter. Ikke specielt originalt.

Til gengæld er der nogle helt vilde intense slåskampe, som det gør helt ondt at se på. Det er actionscenerne og de bloddryppende naturalistiske slåskampe, der er filmens nerve. Suppleret med et genialt 80'er soundtrack.

Måske er filmen ikke det bedste der er set, indenfor agent action genren. Plottet er en anelse søgt.

Men for dælen sømmet er i bund, og Theron beviser endnu en gang at hun mestrer actionrollen til UG. Sjældent har man set så gennemført og veludført action.

At det hele er pakket ind i en farverig tegneseriestil må være en smagssag. Jeg synes det lykkedes.

En af mine kolleger nævte Atomic Blonde for mig, så tjekkede jeg traileren og vidste bare, at den skulle jeg se.
Først og fremmest vil jeg fremhæve det vildt fede soundtrack. Bedre end til Baby Driver. Og når man netop var teenager i 80'erne, så var det fantastisk, at se hvordan de har udnyttet både George Michael's "Father Figure" og Nena's "99 Luftballons" til de flotte billeder.
Og Charlize Theron sparker seriøs røv i seje støvler!
Personligt valgte jeg filmen mest pga. af James McAvoy, fordi jeg synes han har spillet nogle gode roller. Heller ikke her bliver jeg skuffet.
Selv jeg som er så hærdet og ret god til at gætte, hvornår der kommer nogen frem bag en dør og siger "buh", jeg hoppede alligevel i stolen et par gange af overraskelse.
Og som sidste krølle på min win-win oplevelse, så foregår det i Berlin, som er en af mine yndlingsbyer.

Se den før din nabo! :-)

Jubii hun smadret alle de onde .. Det så fed en film ... girl power Ja tak ... tæt på årets film... og vi har en dansk skuespiller med... Ja tak ♤♡Go Roland Møller

Det eneste positive er en specifik slåskamp i filmen, som er ret godt fuldført. Ellers er filmen fuld af dårlige klicheer som ikke giver mening. Charlize Theron har aldrig spillet dårligere og det er tydeligt hun ikke selv fatter hvorledes hun skal spille sin karakter. Danske Ronald burde have brugt en anelse mere tid på motivations arbejdet, så han kunne komme mere helstøbt ind i rollen. Det er ærgerligt at han forspilder den chance, men måske er talentet ikke dertil. Jeg troede dog han kunne mere end dette.
Og come on, Charlize Theron kysser med en anden kvinde....Vi lever i 2017, så dette i sig selv burde ikke være trækplaster.
Det skal nævnes at filmen er flot optaget og godt soundtrack, men dette burde ikke stå alene. Som helhed fik jeg intet ud af de 2 timer i biografmørket. Den får to stjerner for kamp koreografien!

Ud fra traileren og den pr, der var gjort for filmen, havde jeg den antagelse, at der i bund og grund var tale om en kvindelig version af John Wick: let skrevet plot med tonsvis af action. Den ene af de to antagelser leverede filmen. Den anden, ja, den tog røven på mig. Jeg var overrasket over, hvor godt historien egentlig var skrevet. Tænk, man skulle endda bruge sin hjerne, holde styr på karaktererne og de små detaljer.
Jeg var underholdt fra begyndelsen til slutning, hvor jeg nød hvor overraskende den var i sin historie, hvor flot den var filmen og filmens overordnede æstetik. Og så det fede soundtrack, naturligvis!
Kan klart anbefale filmen!

Udmærket letvægtsunderholdning, temmelig rodet handling, men med gode stunts, masser af slagsmål og skyderi, og et glimrende soundtrack med fed 80er musik. Filmen er glemt i det øjeblik du forlader biografen, men det er jo også fint nok nogle gange.

Atomic Blonde foregår i Berlin få dage før murens fald i 1989. Den kolde krig var på sit højeste, MI6, Stasi, CIA og KGBs kæmpede deres spionkrig og tusinder af østtyskere forsøgte at flygte fra Øst- til Vestberlin. Muren var tæt overvåget, og de østtyske soldaters stående ordre var at stoppe, og om nødvendig dræbe, enhver der prøvede at flygte til Vestberlin. Alligevel lykkedes det cirka 40.000 personer at flygte over muren, i de 28 år den stod. Udover det, så har handlingen i filmen vist ikke meget med de virkelige begivenheder at gøre …

Lorraine Broughton, aka Atomic Blonde, er en yderst hårdtslående engelske agent, hvis seneste mission ikke gik helt som forventet. Derfor sidder hun nu hjemme i London, hvor hun bliver debriefet af sine overordnede. Hun ankom til Berlin få dage før muren faldt, hvor hun bliver involveret i en sag om liste over vestlige agenter, som russerne naturligvis gerne vil have fat på. Handlingen er en anelse tyndbenet, hvis vi skal være helt ærlige. Primært handler det for Lorraine om at tæske og skyde så mange russere og østtyskere, til tonerne af hårdpumpet 80’er europop, som muligt. Undervejs får Lorraine dog også tid til at dyrke lidt horisontale øvelser, med den franske agent Delphine Lasalle.

Vurdering
På en måde kan det godt virke en anelse plat, men 80’er musikken som kører for fuldt drøn under samtlige actionscener i Atomic Blonde, fungerer max. Som nævnt tidligere, så var jeg ung i 80’erne, og musikken og teksterne der blevet lavet i det årti, er måske blevet lavet bedre før, men ikke siden. Det er et faktum! Så et soundtrack med den musik, gør det væsentligt lettere for mig at holde af filmen :) David Bowies “Cat People”, New Orders “Blue Monday”, Depeche Modes “Personal Jesus” og Nenas “99 Luftballons” er bare ren akaciehonning for øregangene. Så musikken spiller bare i Atomic Blonde.

Lad mig bare slå det fast med det samme, det er ikke skuespillet i Atomic Blonde, der skal drive én ind i biografen. Bevares, både Charlize Theron (Lorraine Broughton) og Roland Møller (Aleksander Bremovych), forstår da at dele tæv ud så det forslår :). Men begge skuespillere kan meget mere end det. Se bare på Roland Møller i Under Sandet, hvor han i øvrigt også var et umanerligt dumt svin. Sofia Boutella (Delphine Lasalle), som ser lidt mere delikat ud i denne film end hun gjorde i The Mummy, fungerer glimrende som den pigeglade franske agent. James McAvoy, John Goodman og Eddie Marsan, udfolder desværre kun glimtvis deres evner.

Som nævnt bliver der udelt mange tæsk i Atomic Blonde. I en grad, så blodet sprøjter og til tider rammer kameraet. Det der på en måde gør det mere råt, er at disse slåskampe ikke er optaget i dunkel belysning, med delirium tremens-cam eller med 117 klip i sekundet. Med andre ord, man kan rent faktisk se hvad der sker. Faren her, ligger i at disse slåskampe så skal koreograferes perfekt, for at det skal komme til at virke troværdigt. Der er lige nogle få gange hvor det lige halter en anelse, men her vinder, i mit perspektiv, de rå “ægthed” i sekvenserne helt klart.

Man må sige at instruktør David Leitch, som har været stuntmand på en hav af actionfilm, og kameramanden, får testet om ovenstående koncept holder, i en 10 minutter lang actionsekvens 80 minutter inde i filmen. Scenen er optaget med steady-cam og uden (synlige) klip. Ikke alene skal Lorraine og diverse med- og modspilleres ageren koreograferes perfekt når de er i billedet, men også når de er udenfor framen. Samtidig skal kameramanden, som bliver en meget aktiv del af scenen, drible rundt om skuespillerne. Det er lidt svært at beskrive med få ord, der sker simpelthen så meget i de 600 sekunder. Men det er lige før at jeg vil anbefale filmen, blot på grund af de 10 minutter. Det er filmactionkunst når det er bedst!

Konklusion – Atomic Blonde
Atomic Blonde varer lige under to timer, hvilket er lige i skabet. Havde den varet længere, havde det nok været for meget af det gode. Altså fed musik, super action og lidt lækker sex … men man tager ikke rigtigt noget med hjem, udover det faktum, at man rent faktisk har været underholdt supergodt i 125 minutter. Alt i alt henter Atomic Blonde lige akkurat 4 stjerner hjem.

blog.nilsbuch.dk