Moonlight

Godt filmen vandt Oscar for bedste film. Fremragende, fremragende - skal ses - skal ses.

Mennesket og dets identitet har været emne for megen debat gennem tiderne og ikke mindst, hvordan identitet og selvet defineres. Vi defineres gennem vores personlighed, erfaringer, grunde, fortid såvel som nutid. Vi føler os ofte nødsaget til at tro vores selv kun består af kroppen og ansigtet vi ser i spejlet, da overfladen er den hurtigste vej til at dømme på. Moonlight stiller præcis dette spørgsmål, men besvarer det gennem lyrisk og visuel poesi, hvor svaret findes ved de fejl, mangler, sejre og den frelse, vi selv har søgt gennem barndommen og vores opvækst. Kroppen er som en kapsel for vores egentlige identitet, en underbevidsthed, der stiller spørgsmål ved dets egen eksistens og relevans i et miljø, hvor den stærkeste overlever.
Instruktøren Barry Jenkins har formået at stille spørgsmålet og samtidig skabe et karakterdrevet mesterværk, hvor identitet, sexualitet, venskab, familie og miljø alt sammen bliver behandlet på en velbalanceret måde, hvor han hele tiden holder fokus på filmens reelle hovedpersoner, men samtidig breder vingerne til universelle temaer og hvordan mennesket stigmatiseres ved unormal opførsel set med nærmiljøets duggede briller. Det er et modigt projekt, men Jenkins har selvtillid til skabelsen og den process, vores hovedperson gennemgår, hvor historien er i fokus og identitetsudviklingen er det essentielle. Det er en film, der aldrig går på kompromis og formår at skabe smuk poesi i selv de mørkeste dage.

Moonlight er en film om opdragelse og skabelsen af en person, der hele tiden er i kontakt med det miljø, han prøver at undslippe og hvordan dette miljø former hans fremtid - en fremtid, der synes at være skrevet i sten og virker umulig at undslippe. Det er samtidig en film, hvor historien strækker sig over mange år, da vi følger vores hovedperson fra barn til teenager og voksen, hvor hver del af hans liv føles som et kapitel i en bog. En sort skærm med teksterne "i.Little", "ii.Chiron" og "iii.Black" giver os information om hvornår vi er i personens liv, men den springer aldrig frem og tilbage. Filmen er som tre akter, der deles af mandens identitet med hver del i fokus.
Manuskriptforfatteren Tarell Alvin McCraney har skrevet historien med inspiration fra sit eget teater-projekt "In Moonlight Black Boys Look Blue" og er blevet normineret til en Oscar for sit arbejde med filmen, hvilket synes at være på sin plads, da filmen ikke kun føles som en adaption af et stykke, men som en direkte oversættelse, hvor selv stykkets titel bliver visuelt brugt. Den blå farve bliver stillet i skarp kontrast til den røde, hvor vi i flere scener føler Little's håb om en bedre fremtid blive knust for øjnene af ham grundet moderens trang til det forkerte. Alt føles imod vores hovedperson, der på trods af hjælp fra en fremmed, aldrig formår at bryde sin moders lænker og hans identitet kører i ring alt imens verden omkring ham forandrer sig. Protagonisten er, i modsætning til mange andre film, derfor ikke en person udefra, men Chiron selv, der aldrig føles stærk nok til at bryde fri.

De tre skuespillere, der spiller Chiron, Hibbert, Sanders og Rhodes, skaber hver deres liv til figuren, hvilket blandt andet gøres ved at Jenkins aldrig lod dem møde hinanden - hver person skulle give noget nyt til karakteren og selvom det kan lyde som en stor risiko at løbe, så får man aldrig på fornemmelsen, at Jenkins ikke ved, hvordan Chiron skal fremstilles og hans historie fortælles. Man føler den røde tråd gennem Chiron's liv, det tomme og håbeløse blik i Little ses i Black og selvom karakteren vokser visuelt og kroppen forandrer sig, så er det stadig de samme konflikter, han slås med. Underbevidstheden stiller de samme spørgsmål selvom årene er gået og på trods af den visuelle forandring har Little aldrig forladt vores hovedperson. Der er skabt en konstant forandring, der aldrig løber af sporet og Jenkins har instrueret en film, der føles hel på trods af sin opdeling.

Der er en række temaer, der konstant lurer i baggrunden, men de moralske og etiske problemer skjules aldrig. Chiron's mangel på tryghed findes ved hans konstante søgen efter sexuel identitet - en problemstilling, der ender med at definere hans tilgang til livet. Dette ses blandt andet ved brugen af vand i filmen, der har en stor rolle i Chiron's selvopfattelse og måde at søge tryghed på. Jenkins viser os flere gange vores hovedperson med hovedet under vand efter en konflikt og vandet bliver efterhånden brugt som en talisman for renselse for Chiron, der tidligt i livet skal lære at svømme med hjælp fra Juan, der påtager sig faderrollen for Chiron's rigtige fader, der ingen steder er at finde. Musikken og scenografien understreger scenens vigtighed ved at lade scenen vises som taget ud af en drøm - et sted i en drøm, hvor tryghed sejrer.

Moonlight er en film, der føles velbalanceret, tålmodig og ikke mindst ekstrem vigtig. Man kan til tider stille spørgsmålstegn ved hvorfor en film reelt set er lavet og hvad den prøver at fortælle, men dette er man aldrig i tvivl om her, da Moonlight ikke blot er genredefinerende, men fortæller en historie om identitet og miljø. Der er sparsom med dialog, men spørgsmålet, som Little stiller i filmens første akt, "Am I a faggot?" runger konstant i baggrunden, der mod filmens tredje akt igen kommer til syne, hvor Black understreger hvorfor han er som han er.
Moonlight er en af årets vigtigste film, der forhåbentlig når så bredt som overhovedet muligt, da mennesket skylder sig selv at se en film som denne, der tør tage spørgsmålet "Hvem er jeg?" gennem universelle temaer og problemstillinger med fokus i et miljø, hvor svaret er "ingen".

som jeg bare fandt umådelig kedelig. Vel nok den kedeligste film, jeg har set de sidste 5-6 år. Ikke dårlig; bare kedelig.
Jeg så ingen kemi mellem figurerne overhovedet.
Havde jeg set den i fjernsynet, så havde jeg valgt at slå over på pausefiskene eller Før Søndagen.

Det var ikke en af de film, jeg typisk ser, og faldt derfor ikke helt i min smag.

Er helt enig i at skuespillet, historien, hvordan filmen er lavet, stemningen m.v. er fantastisk og klart en favorit til at hente Oscars hjem.

En virkelig god film hvor alt; skuespil, historie, scener, omgivelser, you-name-it bare går op i en højere enhed.

Du kan ikke andet end at føle stor medlidenhed med den lille sorte dreng der ikke passer ind i ghetto'erne i Miami da han er homoseksuel. Derudover skal han samtidig leve med en mor som er misbruger som svigter ham gennem sin opvækst. Det rammer og det rammer hårdt.

Lille, sort og bøsse. Vokset om med en stofafhængig alenemor, og mobbet af de andre børn gennem hele barndommen.

Hårde odds for hovedpersonen Chiron, som vi følger i tre perioder af hans liv - som dreng, teenager og som voksen.

I første akt; "Little" møder vi Chiron, er han en dreng på flugt fra sine jævnaldrende.
Manglen på en faderfigur opvejes af en drugdealer, Juan, som tilbyder ham lidt af det han mangler på den front. Det fører til nogle scener, som trods alt giver ham en form for voksenkontakt. Vi møder også hans eneste ven Kevin, som er det samlende punkt for de tre perioder, og som opfordrer ham til at kæmpe og sætte sig i respekt.

Andet akt, "Chiron"; Juan er død, men Chiron, som nu er teenager, besøger stadig hans kæreste Teresa som giver ham husly. Moderen er fortsat narkoman og absolut til ingen hjælp. Chirons bedste ven er stadig Kevin, og deres venskab udvikler sig - samtidig med at Terrel, en bølle er efter Chiron. Summen af det hele udvikler sig til vold.

Tredje Akt, "Black" Chiron er gået i Juan's fodspor - måske fordi han var den eneste han kunne se op til. Som drugdealer bor han nu i Atlanta og her kontaktes han igen af Kevin som han ikke har set de seneste 10 år.

Handlingen er selvfølgelig vigtig, når Kevins liv skal defineres - men det der gør Moonlight særlig, er den særlige stemning som skabes. På trods af at Chiron lærer at slå fra sig, træner sig stor, og skaber en mur omkring sig selv - så er der stadig en følsom dreng indeni, som sukker efter nærhed og ømhed.

8/10

I én af de centrale scener i "Monlight", får hovedpersonen, drengen "Little", svømmeundervisning af sin "reservefar", drugdealeren Juan. Scenen er vigtig, fordi den efter min mening rummer filmens hovedbudskab: Hvis man er født i Miamis kriminelle, afroamerikanske miljø, er man nødt til lære at navigere i et "hajfyldt farvand", men scenen viser også, hvordan Juan lærer Little at nære tillid til andre, og at turde bevare sin følsomhed og nyde de øjeblikke af nærhed, sanselighed og poesi som tilværelsen også byder på - her symboliseret ved vandelementet.

I skolen er Little udsat for grov mobning. Ikke bare på grund af sin ringe størrelse, men også fordi han i modsætning til de andre drenge, nægter han at slå igen. På hjemmefronten er der ikke meget hjælp at hente. Moderen er på stoffer og svinger mellem flæbende omklamring af sønnen til kulde og afvisning. Tilfældigt, men svineheldigt for Little møder han så drugdealeren Juan, der sammen med kæresten Teresa nærmest adopterer ham. Trods sit lidt specielle erhverv, besidder Juan nemlig både den personlige integritet og empati, der gør ham til en faderfigur og rollemodel for den usikre Little.

"Moonlight" er baseret på et teaterstykke. Der er dog ikke tale om filmet teater, selv om filmen har bevaret strukturen med de tre skarpt opdelte "akter", der repræsenterer forskellige faser og aldre i Little's liv. Ud over barndommen, møder vi ham i teenageårene, hvor han når frem til en slags accept af at være homoseksuel i en rå, machopræget sort kultur, og hvor han omsider fraviger sit ikke-voldsprincip, hvilket fører ham en tur i ungdomsfængslet. I sidste del møder vi den voksne Little, nu med navnet "Black" og nu med guldtænder, store bøffer og egen dealervirksomhed - næsten en tro kopi af hans nu afdøde mentor, Juan.

Castingen af de totalt ukendte sorte skuespillerne er vovet, men de spiller alle hamrende godt. Jeg var lidt distraheret af, at de tre skuespillere der deler hovedrollen slet ikke ligner hinanden, men på en eller anden måde giver det mening, og heldigvis slipper vi for at se skuespillere, der er sminket ældre. Det kan gå gruelig galt!

Soundtracket der dels består af traditionelle hip-hop numre, dels af nykomponeret underlægningmusik af Nicholas Britell, er med til at skabe filmens helt unikke, og autentiske atmosfære, og så er det ren guf for øregangene.

Moonlight bliver nok en film, der vil dele vandene mellem dem, der ikke kan få armene ned over denne fantastiske kunstneriske film med det gode budskab - og så os andre, der ikke helt kan se, hvad the big deal er.

Om den kommer til at dele vandene kræver dog, at nogen tør indrømme, at de ikke bryder sig om den. For man er næsten dømt til at være et dumt svin, hvis man ikke kan lide en film, der har fokus på sorte homoseksuelle i et hårdt miljø.

Jeg bliver dog nød til at være politisk ukorrekt her. For uanset hvor meget jeg ville ønske, at jeg elskede filmen, så kan jeg ikke ignorere, at den i bund og grund var møg-hamrende kedelig. Så er det sagt! Det er ikke nok, at en film handler om nogle minoriteter, som har det hårdt. Den skal også være fortalt enten underholdende eller interessant.

I første akt, ”Little”, følger vi den ca. 9-10-årige Chiron, som nærmest ikke siger et ord og har det svært i skolen og derhjemme. Først til allersidst kommer det frem, at han er homoseksuel. Hvis jeg ikke havde læst en anmeldelse af filmen på forhånd, så havde jeg nok været helt lost de første 30-40 minutter ift. hvad der egentlig foregår.

Herefter følger vi i anden akt, ”Chiron”, teenageren Chiron, der kæmper med de samme problemer som i første akt, men som nu kommer tættere på sin barndomsven Kevin. I tredje akt, ”Black”, er den voksne Chiron blevet en hård negl, som efter 10 år møder Kevin igen.

Filmen har tematisk en del til fælles med Brokeback Mountain, som også handler om homoseksuelle, der ikke kan leve det liv, de gerne vil. I begge film er der ingen accept af homoseksuelle i deres respektive miljøer (midtvesten i 60’erne hhv. Miami’s fattige sorte kvarterer).

Moonlight adskiller sig imidlertid fra Brokeback Mountain ved at have næsten 100% fokus på indre konflikter og så godt som ingen ydre konflikter eller handling. Forestil jer, at man i Brokeback Mountain tog hele den del af historien væk, der handler om Ennis (Heath Ledger) og Jacks (Jake Gyllenhaal) ægteskaber med hhv. Alma (Michelle Williams) og Lureen (Anne Hathaway). Forestil jer, at man også fjernede den intense kemi mellem Ennis og Jack, og at scenerne mellem dem blev skåret ned til nogle få scener. Forestil jer så endelig, at Ennis kun blev spillet af Heath Ledger i en tredjedel af filmen. Så er der altså ikke ret meget tilbage af det, som gjorde Brokeback Mountain til så fantastisk en film.

I Moonlight er hovedpersonen Chiron endnu mere fåmælt end Ennis, og selv om han spilles ganske ok af de tre skuespillere, så mærker man ham ikke rigtig. Det er svært at få følelserne ud over scenekanten, når der er tale om indre konflikter, samtidig med at personen næsten intet siger. Og det hjælper heller ikke, at karakteren bliver spillet af 3 forskellige skuespillere, som man skal nå at lære at kende.

Der er dog flere lyspunkter ved filmen. Mahershala Ali spiller fremragende som den unge Chirons læremester og erstatningsfar. Chirons mor bliver også spillet helt fantastisk og med stor nerve af Naomie Harris. Chirons ven Kevin (som i sagens natur også spilles af tre forskellige skuespillere) er ok, men lidt neutral. Og så er der musikken, som flere gange undervejs er virklig godt skruet sammen.

Alt i alt er der masser af fin skuespil, men eftersom underholdningsniveauet er helt nede på 1-2 stjerner, så kan jeg ikke give mere end 3 små stjerner.

Jeg var solgt, da jeg i august så traileren til 'Moonlight'. Traileren kombinerede smuk musik med ligeligt smukke billeder og et tema, der muligvis er mere relevant end nogensinde før.

'Moonlight' er opdelt i tre kapitler: 1. Little, 2. Black og 3. Chiron. Hvert kapitel skildrer en periode i hovedpersonen Chirons liv. Chiron er en ung, sort fyr, der er født og opvokset hos sin stofmisbrugende mor i Miami. 'Problemet' ligger bare i, at Chiron er homoseksuel, og i et overvejende sort miljø, hvor det handler om at vise sin maskulinitet og styrke gang på gang, er Chiron et offer for både mental og fysisk mobning og tortur.

I 'Little' ser vi Chiron som lille dreng, måske en seks-syv år gammel. Han er en stille dreng, som holder sig for sig selv, men finder ly i en pusher ved navn Juan. Juan forstår Chiron som ingen andre har, og han bliver hurtigt til en faderfigur for Chiron. I én af filmens absolut smukkeste sekvenser lærer Juan ham at svømme, og det siger meget om livet som sort og homoseksuel; At kunne svømme er at kunne overleve omgivet af farer, og kan man svømme, er der intet andet, der kan røre én.

I 'Black' er Chiron teenager, og han går nu i high school, men bliver stadig mobbet, omend værre end nogensinde før, og han kæmper med en side af sig selv, han ikke havde før han blev teenager: Han er homoseksuel, og han er sikker på det.

I 'Chiron' ser vi kulminationen af Chirons rejse, og han er nu voksen, muligvis som et andet menneske, end vi havde forestillet os.

Udelukkelse og opdagelsen af sit eget jeg er kæmpe temaer i 'Moonlight', og på overfladen kunne det ses som bare endnu et 'coming of age'-drama. Men hvor 'Moonlight' i virkeligheden adskiller sig fra alt andet er i, hvordan filmens historie fortælles. Vi ser reelt tre lange scener med ca. 10 år imellem dem. Alt kan være sket i det tidsrum, men vi forstår alligevel Chirons pinsler og udfordringer, og det skildres på en næsten atmosfærisk poetisk vis med smuk klassisk musik, og ekstremt isolerende fotografering.

Billedsiden af 'Moonlight' skal have sit eget afsnit. Det første skud sætter stadiet for, hvad vi kan forvente for resten af filmen, og det er et håndholdt, dynamisk kamera med en forkærlighed for 'deep focus', det vil altså sige, at det er et meget smalt plan, der faktisk er i fokus. Hvis der er fokus på en person, vil baggrunden altså være komplet utydelig. Dette giver os en vanvittig autentisk og intens følelse af at være lige oppe i ansigtet på Chiron og hans udfordringer og oplevelser hele tiden.

Skuespillet er ligeledes fremragende, hvor højdepunkterne nok er Mahershala Ali og Naomie Harris, som respektivt spiller Juan og Paula, Chirons mor. Det skal også nævnes, at de tre, der spiller Chiron i forskellige stadier i hans liv, alle er chokerende dygtige (da jeg ikke har set dem i noget andet før), og de spiller alle med en ægthed, jeg ikke har set i film i mange år.

+ Afsindigt relevant og barsk film, glimrende skuespil, instruktion, fotografering og musik.