Filmen 'Den store skønhed' handler om forfatteren Jep Gambardella, der for år tilbage skrev en roman, ’L’apparato umano’ (Det menneskelige apparat), der tog både kritikere og publikum med storm.
Siden har den aldrende forfatter, takket været sit ungdomsværk, levet et glamourøst liv blandt Roms kulturspidser fyldt til bristepunktet med fester, kvinder og mere eller mindre overfladiske bekendtskaber - alt imens hans foragt over de udnævnte kunstneres åndsliv, eller mangel på samme, er stærkt tiltagende.
I bund og grund er Jep Gambardella en mand i krise, der desillusionerende observerer en verden fuld af kunstige og vulgære relationer, i sin endeløse jagt på den egentlige skønhed. Handlingen både lyder og er rendyrket art-house med sine konstante referencer til historiske og nutidige kunstværker og ikke mindst de mere tvivlsomme af slagsen.
De færreste film, der hylder kunsten, er samtidig ude i et sarkastisk ærinde overfor selvsamme, hvilket gør ’Den store skønhed’ til en sjældenhed, der ikke mindst giver performancekunsten hårde, men også vittige, ord med på vejen. Også den overfladiske livsstil dyrkes og står for skud i det komiske drama, som samtidig er en hyldest til kontrasten mellem skønhed og forfald, den ægte kunst og ikke mindst Rom.
Den altoverskyggende hovedrolle, som den ultimative verdensmand, spilles til perfektion af 53-årige Toni Servillo, der bl.a. kunne ses som den italienske præsident Giulio Andreotti i ’Il divo' fra 2008. Filmen var instrueret af Paolo Sorrentino, som i 2011 instruerede Sean Penn i ’This Must Be the Place’.
Med ’Den store skønhed’ giver han nu sit bud på det moderne liv portrætteret ved et guddommeligt filmet Rom, der næppe har gjort sig bedre på film siden Federico Fellinis ’La dolce vita’ fra 1960.
'Den store skønhed' modtog en Oscar for Bedste ikke-engelsksprogede film.
Selvom den var lidt lang, så nød jeg hele filmen!
Journalist på Dagens Nyheder
http://www.dagens.dk/nyheder
Flotte billedkompositioner, blandet med filosofering om liv og død. Jagten på anerkendelse, skønhed og kærlighed. Eneltheden ved detaljen og de helt store linjer.
Alt i alt en helt speciel film, med en særlig stemning.
Se den hvis du godt kan lide smukke billeder ledsaget af en lige så smuk lydside. De første 12 minutter er eksempelvis nærmest én lang lækker musikvideo. Filmen er generelt fyldt med lækre billedkompositioner. Især ses der en stor forkærlighed for symmetri og klare farver.
Dette mixes så med mere mørke scener, hvor dialogen er det primære. Den ældre forfatter snakker med sine venner om meningen med livet og andre "småting". Det kan godt blive lidt tungt indimellem. Men som samlet værk er det en ret tilgængelig kunstfilm - også for os almindelige dødelige der normalt foretrækker underholdning og action.
Hold da op hvor var det fantastisk at falde i søvn til, mere total intetsigende og kedelig film skal man lede længe efter ...
Fantastisk stemning hele filmen igennem. Uforglemmelig scenografi. Gedigen filmkunst. Den variende musik er god og velvalgt til de mange forskellige scener. Filmen er lang men føles ikke lang. Det er som en lang happening der bare bliver ved uden døde punkter. Men for virkeligt at få noget ud af filmen skal man være i humør til at se en anderledes film.
En smuk sanselig rejse i det moderne Rom, hvor både billeder og musik er sublime, men hvor historien ikke kan bære 2 timer og 22 minutter.
Bruger anmeldelser (8)
Skriv din egen anmeldelse