Cookie- og Privatlivspolitik
'Kannibalmassakren' får mig til at gispe efter vejret ved hvert grumt gensyn

'Kannibalmassakren' får mig til at gispe efter vejret ved hvert grumt gensyn

Den kontroversielle film fylder 40 år

Stem op!
8
Stem ned!
0
(reset)

Filmens titel alene varsler grufulde scener, blodigt kød og kannibal-død. Det gælder både den engelske og danske titel - henholdsvis ’Cannibal Holocaust’ og Kannibalmassakren. Så er stilen ligesom lagt.

Ja, italienske Ruggero Deodatos mesterlige kannibalsjasker fra 1980 står stadig her 40 år senere som noget af det mest urovækkende, provokerende og ulækre filmiske værk nogensinde.

Det er bl.a. af netop ovenstående årsager, at jungle-gyset har en stor plads i mit filmhjerte. For når film slår på disse kontroversielle strenge, er det en både fascinerende, dragende og dilemmafyldt oplevelse, hvilket er et klart plus i min verden.



Det gælder alt lige fra bl.a. filmens brug af virkelige drab på dyr til en brutal voldtægt og en kvinde spiddet på en pæl fra top til bund. Gisp! 

Mest notorisk er nok netop de rigtige dyredrab - bl.a. på en stor skildpadde, hvor maveskjoldet åbnes med de blævrende indvolde til fuldt filmisk skue.

Hvad handler 'Kannibalmassakren' om?
Filmen handler om et filmhold, der forsvinder efter, at de har bevæget sig ind i Amazonas jungle for at lave en dokumentarfilm om en indfødt stamme.

En antropologiprofessor finder imidlertid deres optagelser, som viser både filmholdets grumme skæbne og kannibalernes brutale liv. Der indledes derfor en redningsaktion for at finde de forsvundne filmskabere.



Det er præmissen for filmen, der altså på den måde leger med spillet mellem, hvad der er virkelighed og hvad, der er fiktion - det foldet ud i holdtholdt kannibal-gru.

Blodig virkelighed eller grufuld fiktion?
En stor del af filmen består således af filmholdets ”dokumentaristiske” optagelser, hvorfor filmen kan siges at være forgangsfilm indenfor den såkaldte found footage-genre.

En genre, der senere blev meget udbredt med 'The Blair Witch Project' i 1999, og siden da har affødt et væld af film i den holdholdte genre.

Det er da også ”dokumentar”-optagelserne, der bl.a. er med til at give filmen sin realistiske slagside - det sammen med netop de eksplicitte dyredrab.

Filmen blev primært optaget på location i netop Amazon-junglen, hvor de indfødte således spillede sammen med de amerikanske og italienske skuespillere.

Det er bl.a. netop i denne vekselvirkning med virkelighed og fiktion, at filmen har en af sine helt store filmiske, fortællermæssige og foruroligende styrker.

En leg, der desuden også afføder problematikken omkring, hvordan man med en dokumentar kan fremstille og iscenesætte virkeligheden til egen vinding.

For filmholdet er bestemt ikke uskyldige fluer på væggen, men terroriserer den indfødte kannibal-stamme for fuld skrue.

Et plotelement, der videre afføder spørgsmålet om, hvem der i er de egentlige kannibaler.



Hvorfor filmens kontroversielle ry?
Som allerede nævnt indgår der op til flere rigtige drab på dyr i filmen.

Det bør desuden nævnes, at filmen ved sin premiere i 1980 skabte sin del af furore. Instruktøren Deodato måtte nemlig troppe op i retten for at stå skoleret på anklagen om, at skuespillerne i filmen var blevet dræbt i virkeligheden.

Deodato havde nemlig bedt skuespillerne om at holde sig fra offentligheden for på den måde at opretholde illusionen om deres blodige skæbne.

I samme retssag måtte Deodato også forklare en af filmens mest legendariske scener, nemlig den nævnte scene med en kvinde spiddet på en pæl fra top til bund.

Måden den urovækkende scene var skabt på var dog såre simpel. Kvinden sad nemlig på en cykelsadel på pælen og havde så den øverste del af pælen i munden. Illusionen om og det ikoniske billede af en kvinde spiddet var hermed skabt.

Instruktøren blev dog hurtigt løsladt igen, da hovedrollerne dukkede op - og det naturligvis i levende live.

Selvom Deodato altså blev renset for de alvorlige anklager, blev filmen forbudt i en lang række lande for netop dens brutale indhold - bl.a. grufuld voldtægt og de ægte drab.

Et mesterværk eller et makværk?
Det skulle gerne stå klart, at her er tale om et kannibalgnaskende mesterværk. Det er i hvert fald, hvad jeg har forsøgt at advokere for i ovenstående.

’Kannibalmassakren’ er bestemt fortsat hård kost - og en film, der stadig får mig til at gispe efter vejret ved hvert gensyn.

Jeg havde desuden fornøjelsen af at møde selveste Deoadato til en visning af filmen på festivalen Blodig Weekend i København tilbage i 2014. Jeg kan sige så meget som, at han altså er virkelig sød - og at se filmen på det store lærred var en stor og grum oplevelse.

Ja, upåagtet hvor kontroversiel, grufuld og ulækker filmen måtte være, så elsker jeg den af hele mit blodige hjerte.

Se den på eget ansvar...

Bjarke Friis Kristensen
Bjarke er en fast del af kino.dk, hvor han aldrig går af vejen for at skrive om gys, gru og grumme mord. Hans hjerte bløder nemlig for filmisk snask i alle afskygninger. Fra kannibaler og mordere til spøgelser og monstre. Han går dog heller ikke af vejen for en god romantisk komedie.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
rene

hvor kan man se den lyder som en man bør se mener også min far en gang har snakket om den

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.