Cookie- og Privatlivspolitik
Derfor ændrede Nicolas Winding Refn mig og dansk film for evigt

Derfor ændrede Nicolas Winding Refn mig og dansk film for evigt

Den danske filmskaber og filmnørd fylder 50 år

Stem op!
8
Stem ned!
0
(reset)

Nyt blod til dansk film og mit filmhjerte
Vi har alle filmskabere, der står vores filmhjerter mere nær end andre. For mig er en af disse filmskabere Nicolas Winding Refn. Ja, det er som om, han laver film direkte til mig.

I anledning af den danske instruktørs 50-års fødselsdag hylder jeg således ham og hans forrygende film.

Mit første møde med Winding Refn var hans spillefilmsdebut, nemlig den fandenivoldske Pusher fra 1996, som han bragede ind på den danske filmscene med. Den ændrede dansk film for evigt - og mig.

Jeg havde nemlig inden den ikke et egentlig forhold til dansk film, da jeg så den som ung teenager. Men med ét var der altså en dansk film, der gik direkte i blodet på mig - og har siddet der lige siden. Tak for det, Nicolas - eller Jang, som han også kaldes.



Fire år forinden - i 1992 - blev Winding Refn optaget på Den Danske Filmskole, men valgte at droppe ud for at lave netop den dejligt voldelige ’Pusher’. Den første film i, hvad der siden blev en trilogi.

Ja, filmnørden Jang var i den grad trådt ind på filmscenen med sin intense fortælling om en pusher, der kun bliver mere og mere desperat, da han står i gæld til en grum narkokonge.

Uden at gå i detaljer bliver jeg nødt til også at nævne et par af skuespillerne, nemlig Kim Bodnia, Zlatko "du skylder mig penge, Franke" Burić og naturligvis Mads Mikkelsen - en Jang-genganger. De greb mig om struben på samme måde som filmens knugende intense fortælling.

Det er ikke alene en forrygende viril film, men også en af de bedste danske film nogensinde - og en af mine absolutte favoritter fra Jangs spillefilms-ouevre, der indtil videre tæller 10 titler.



Jeg var hooked på Jang!
Siden mit første møde med Winding Refn og ‘Pusher’ var jeg mere end sulten på at se alt, hvad jeg på daværende tidspunkt kunne få fingrene i fra hans hånd.

Jeg så således efterfølgende den tungt depressive Bleeder, hvor bl.a. trekløveret Kim Bodnia, Zlatko Burić og Mads Mikkelsen var tilbage. Sidstnævnte i en for mig ret så relaterbare rolle - nemlig som filmjunkien og videoudlejnings-eksperten Lenny.

Lenny leverer bl.a. en af dansk films bedste monologer, hvor han i en lind talestrøm remser diverse filmgenrer op, der står på hylderne i videobutikken. Ja, Winding Refns indre filmnørd fornægter sig ikke.



Med Jangs tredje spillefilm og langt mere afdæmpede Fear X blev jeg suget ind i en verden af mystik med John Turturro i rollen som en mand, der er på jagt efter sandheden bag sin hustrus mord. Winding Refns første engelsksprogede film. Den bør ikke overses.

Et drønende vildt ridt tilbage i Pusher-land
Efter det økonomiske flop ’Fear X’ vendte Jang nu tilbage til Pusher-land med de to voldsomt vilde efterfølgere, der igen tog livgreb om min strube.

Først Pusher II med Mads Mikkelsen i en af sine bedste roller, nemlig som den kriminelle Tonny, der forsøger at få styr på sit liv efter at være blevet løsladt fra fængsel. Det er naturligvis lettere sagt end gjort.

Man finder desuden også her en af de mest rørende og knugende slutscener på film. Se den!



Den første film af Jang jeg imidlertid så i biografen, var hans i mine øjne skammeligt oversete og blodigt brutale Pusher III fra 2005. Stikord: Motorsav. Voldsomme sager. Jeg elskede og elsker det!

Se desuden også Phie Ambos dokumentarfilm 'Gambler' fra 2006, der skildrer den desperate og turbulente tid med at få de to Pusher-efterfølgere på benene.

Inden der dog går filmtitel-opremsning i den, så lad mig vende tilbage til det, det egentlig handler om her, nemlig hvorfor (og hvordan) Jang og hans film ændrede mit liv.



Derfor ændrede Winding Refn og hans film mit liv
Ganske vist er der filmene - de blodige, brutale, intense og genrebevidste film - der taler direkte til mig og ind i min filmverden.

Lige fra netop ‘Pusher’ videre til den syrede Bronson fra 2008 - med en muskuløs Tom Hardy som en af Englands mest berygtede kriminelle - og den tungt dragende Valhalla Rising i 2009 med en enøjet Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Videre op til det den bredt populære, prisvindende og kritikerroste Drive fra 2011 med Ryan Gosling som mut ’driver’ - tilsat et pulserende godt synthscore.

Ja, Jang er ikke alene en yderst begavet replikskriver, men også en forførende formskaber og stilsikker instruktør, der med sikker hånd komponerer billeder, der går op i en højere enhed med musikken. Det ser man netop og bl.a. i den visuelle lækkerbisken 'Drive'.



Det er også formskaberen Winding Refn, der er noget af det, jeg sætter stor pris på hos ham som filmskaber.

Men en ting er filmene, noget andet er manden bag, nemlig filmnørden Jang.

Ja, nørden, der har flere favoritfilm tilfælles med mig - bl.a. mesterværkerne ’The Texas Chain Saw Massacre’ fra 1974 og kannibalsjaskeren ’Cannibal Holocaust’ fra 1980.

Det er på den måde altså ikke kun hans egne film, der giver mit filmhjerte bankende liv, men også de film, han selv ser op til og inspireres af. Film, der ligeledes inspirerer mig til at gå på jagt i filmhistorien - også den mere obskure og snaskede af slagsen.



Her bør Jangs streaming-service byNWR også afslutningsvis nævnes. For her skinner filmnørden i den grad også igennem, da han med dette site graver diverse underkendte, oversete og obskure titler frem til glæde for alle os filmelskere.

Så fra mig til Jang skal derfor lyde et ubetinget og ærbødigt hurra og mange tak. Ikke kun for hans film (ja, dem alle!), men altså også til manden og ikke mindst filmnørden bag.

Nicolas Winding Refns 10 film:
- The Neon Demon (2016)
- Only God Forgives (2013)
- Drive (2011)
- Valhalla Rising (2009)
- Bronson (2008)
- Pusher III (2005)
- Pusher II (2004)
- Fear X (2003)
- Bleeder (1999)
- Pusher (1996)

Udvalgte titler af Jangs (og mine) favoritfilm:
- ‘The Night of the Hunter’ (1955)
- ‘Peeping Tom’ (1960)
- ‘Night of the Living Dead’ (1968)
- ‘Flesh For Frankenstein’ (1973)
- ‘The Holy Mountain’ (1973)
- ‘The Texas Chain Saw Massacre’ (1974)
- ‘Suspiria’ (1977)
- ‘Alien’ (1979)
- ‘Cannibal Holocaust’ (1980)
- ‘The Shining’ (1980)
- ‘Sixteen Candles’ (1984)
- ‘Videodrome’ (1983)
- ‘Pretty Woman’ (1990) 

PS: En obskur bonus. Søg lige på ‘Glubsk - Sultens Gud’ på YouTube, og du finder en no-budget horror-snasker, der netop har Jang på rollelisten som det sultne monster Glubsk. Gisp!

Bjarke Friis Kristensen
Bjarke er en fast del af kino.dk, hvor han aldrig går af vejen for at skrive om gys, gru og grumme mord. Hans hjerte bløder nemlig for filmisk snask i alle afskygninger. Fra kannibaler og mordere til spøgelser og monstre. Han går dog heller ikke af vejen for en god romantisk komedie.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter