Cookie- og Privatlivspolitik
Han scorede hattrick og lignede den nye Spielberg. Men så gik det galt!

Han scorede hattrick og lignede den nye Spielberg. Men så gik det galt!

50 år i dag: En hyldest af M. Night Shyamalan

Stem op!
22
Stem ned!
0
(reset)

Blogindlægget er skrevet af redaktør Stine Teglgaard. En loyal type, der vil give sine instruktør-idoler mange chancer… og så lige én til!


M. Night Shyamalan fylder 50 år i dag. Filmnørder, ja selv almindelige filmkonsumenter, kender til hans kringlede navn. Og selvom de måske ikke tør kaste sig ud i at udtale det, så kender de i hvert fald til et par af hans film. For de første par værker var vitterligt banebrydende og hver premiere var et event.

Personligt var jeg ligesom alle andre helt oppe at støde over ankomsten af Shyamalan tilbage i start 00erne. Jeg gik i gymnasiet, da jeg en kølig januaraften blev introduceret til hans filmiske univers uden nogen form for advarsel. ’The Sixth Sense’ tog fusen på mig, og ja, jeg så ”dead people” bagefter.

I dag hører Shyamalan ikke længere til Hollywood-eliten. Det gik galt hen ad vejen, og for en overgang var han nærmest en joke i filmverden. Men sikke en start. Og ikke bare med ’The Sixth Sense’.

For mit vedkommende kunne Shyamalan intet forkert gøre mellem 2000 og 2006. Jeg mener helt ærligt, at Shyamalan med de tre film The Sixth Sense (1999), Unbreakable (2000) og Signs (2002) præsterede et af filmhistoriens stærkeste film-hattricks.

Lad mig forklare...

The Sixth Sense (1999)
I dag er det præcis 21 år siden, at Shyamalans store gennembrud udkom i de amerikanske biografer. Den makabre thriller tog røven på en hel generation, blev forbilledet for et nyt kuld af kryptiske filmskabere og er i dag eksemplet på en vellykket plot-twister.

Til dem, der ikke kender handlingen, følger filmen en psykolog (Bruce Willis), der hyres til at hjælpe en indadvendt dreng (Haley Joel Osment) videre fra sin ide om, at han kan kommunikere med spøgelser. Problemet er bare, at det kan han faktisk.

’The Sixth Sense’ er af samme kaliber som ’The Silence of the Lambs’, hvor grusom uhygge går hånd i hånd med stemningsfuldt Oscar-nomineret drama, og derfor rammer bredere end bare fans af genren. Alle målgrupper vil sidde med samme følelse: WTF!

Shyamalan var blot 25 år, da han skrev manuskriptet som en slags ’Exorcisten’ møder ’Ordinary People’. Branchen kendte ham for hans solide manus til familiefilmen ’Stuart Little’ (som blev en kæmpe succes efter ’The Sixth Sense’). Alligevel turde den unge mand spille højt spil, og han krævede simpelthen, at han selv skulle instruere, samt at ingen filmselskaber måtte byde under 1 million dollars for rettighederne til manuskriptet.

Efter en decideret budkrig i Hollywood, fik Disney rettighederne, og de havde den rette hovedrolle - ingen ringere end Bruce Willis, der skyldte dem en film. Rollen som drengen Cole blev fundet gennem en større castingproces, hvor den 11-årige Haley Joel Osment blev opdaget. Hans præstation er stadig en af filmhistoriens stærkeste børnepræstationer.

’The Sixth Sense’ er uden tvivl Shyamalans mest anerkendte film. Hans mesterværk. Det er filmen, som flest folk stadig holder af, der skabte ham et navn, og som introducerede os for en ny auteur. Efter succesen kunne Shyamalan få lov til alt. Alle øjne var på ham. Kunne han være Spielbergs arvtager til blandingen mellem det fantastiske og jordnære? Var han en ny mester i suspense? En ny Hitchcock? Kunne han tage fusen på os igen?


Unbreakable (2000)
Svaret kom allerede året efter med opfølgeren ’Unbreakable’ - også med Bruce Willis.

Her markerede Shyamalan sig virkelig som en auteur, der via en genkendelig stil og tematikker blev et brand sig selv.

’Unbreakable’ følger en familiefar, som går nærmest bedøvet igennem tilværelsen. Som om han venter på, at noget skal ske. Som om han bærer et uopfyldt potentiale i sig. Da han en dag overlever en kæmpe togulykke, opdager han, at han ikke kan komme til skade. Derefter går det op for ham, at han kan mærke ondskab, bare ved at røre et menneske. Med disse superheltekræfter begynder han nu at genopdage sig selv, alt imens en tegneserie-ekspert har ham på radaren.

’Unbreakable’ er min favorit af Shyamalans film. Og en af mine favoritsuperheltefilm nogensinde.

Det er en slags anti-superheltefilm, da universet og alle handlinger virker super realistiske – også sammenlignet med Nolans Batman-trilogi. Willis har ikke en kappe, men en regnfrakke. Dem, han bekæmper, er almindelige mennesker, der begår ubehagelige forbrydelser. Måske har han slet ikke superkræfter, men han er bare skabt til storhed. Samtidig lever filmen op til konventionerne. Der er en oprindelseshistorie, en helt med ikke almindelige kræfter og en skurk, som spejles i ham.

Udover stemningen elskede jeg også alle kendetegnene, som gik igen fra ’The Sixth Sense’.

Vi er atter i et regnfyldt Philadelphia. Vi møder igen menneskæbner, der skal balancere familien med noget overnaturligt. En ulykke spiller en central rolle. Stemningen er trist og fuld af suspense. Hovedrollen er en introvert. Instruktøren medvirker i en lille cameo. Og slutningen giver en garanteret AHA-oplevelse hos publikum!


Signs (2002)
Efter de to Willis-film, overtog Mel Gibson og Joaquin Phoenix stafetten, da Shyamalan lavede sit sidste værk i sit flotte hattrick.

Ligesom før ændrede han genren. Med ’Signs’ skiftede han gys og superhelte ud med science fiction-genren, nærmere invasion fra rummet.

Jeg er godt klar over, at flere stod af allerede på ’Unbreakable’, men selvom ’Signs’ kommercielt er karrierens andenstørste film stod endnu flere af her. Jeg gjorde ikke! ’

Signs’ var en suveræn biografoplevelse, og senere hen har den været mindst lige så god på sofaen.

Handlingen følger en familie bestående af en enkemand, hans to børn og hans unge svoger. Da en række mærkværdige tegn dukker op i deres kornmarker, er det blot første tegn på, at en kommende invasion. Snart er hele jorden angrebet af ondskabsfulde rumvæsner. Først handler det om overlevelse, men langsomt begynder faren at forstå, at de alle fire skal spille en stor rolle i menneskehedens overlevelse. Det er nemlig skæbnen, og hans kone gav ham alle tegnene, før hun døde (i en bilulykke).

99 % af filmen holdes rumvæsnerne skjulte. De er dog konstante som en trussel, og i sædvanlig og aller bedste Shyamalan-stil er suspense-opbygningen suveræn. Lydeffekterne og små glimt skaber hele fjendebilledet – og afslører en filmskaber, der har styr på sin Spielberg.

Slutningen er endnu en af dem, hvor alt viser sig at have bygget op hertil. Jeg kender mange, der ikke kan lide ’Signs’ pga. netop slutningen. Men jeg er vild med den. Med skæbne og tro som de grundlæggende tematikker er filmen den mest ”spirituelle” i det såkaldte hattrick, men det gør mig intet. Jeg kan godt lide Shyamalans langt fra kyniske nerve og hans modigt sårbare tilgang til historiefortælling.


Nedturen
Efter den stærke start var en M. Night Shyamalan-film altid et event i sig selv. Selvom titlerne havde klaret sig vidt forskelligt økonomisk, var instruktøren lig stærk suspense, fantasifulde ideer og overraskende slutninger.

I dag er tonen desværre en anden. Et eller andet sted gik det galt. Og selv jeg har måttet give op på ham.

The Village fra (2004) var næsten lige så stærk som de tre første. Den emmede af gotisk uhygge, eventyr og velspillede karakterer. Jeg holder af filmen, men her blev hans tilgang til slutninger FOR tænkte. Jeg var dog stadig på ham som filmskaber.

Nedturen kom først rigtigt med Lady in the Water (2006). Et slags moderne havfrue-eventyr, som jeg kan huske de markedsførte som instruktørens hjemmelavede godnathistorie til sit barn. Derefter kom den katastrofale The Happening (2008), hvor Mark Wahlberg taler med onde planter, og mennesker begår selvmord på stribe. Suspensen var (selvfølgelig) god. Men hans historier blev for fjollede. Parodier på ham selv.

Det gik lavine-stærkt ned ad bakke med fantasy- og science fiction-filmene The Last Airbender og After Earth. Publikum og anmelderne forlod ham en gang for alle, og siden da stod den mest på tv og mindre produktioner for Shyamalan.

Heldigvis har de sidste par værker haft mere medvind. Det er som om, han er kommet tilbage på rette kurs med de to alternative superskurkefilm Split og Glass (der foregår i samme univers som 'Unbreakable'). Også bedsteforældre-gyset The Visit var en forbedring.

Men niveauet er langt fra hattrick-dagene. Så indtil han opper sig, synes jeg, du skal se eller gense hans tre mesterværker. Tre genrefilm der turde udfordre konventionerne. En spøgelsesfortælling med en dyb menneskelig historie i centrum. En superheltefilm om at føle sig fortabt som menneske. En skæbnebestemt invasion fra rummet.  

M. Night Shyamalan er næste gang aktuel i 2021 med et projekt uden titel.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
DJN

Både Lady in the Water og The Happening er langt bedre end både The Visit (seriøst? Moderen havde ikke set så meget som set et billede af sine forældre, eller vist sine børn et billede af deres bedsteforældre, før de blev sendt afsted??) og Split. Men sidstnævnte kan måske skyldes, at jeg ikke bryder mig om James McAvoy. Syntes faktisk Split var så ringe, at jeg nægter at se Glass, selv om jeg var vild med Unbreakable.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter