Cookie- og Privatlivspolitik
Ryan Gosling som The Wolf Man... Er varulve-filmen tilbage?

Ryan Gosling som The Wolf Man... Er varulve-filmen tilbage?

Næste fuldmåne nærmer sig! Men er genren i sig selv ramt af en forbandelse?

Stem op!
5
Stem ned!
0
(reset)

Bloggen er skrevet af kino.dk-medarbejder Daniel Hartvig Nielsen.

Legenden om en mand, der transformerer sig til en varulv ved fuldmåne har eksisteret i årtusinder. Det har ligeledes været en bestandig del af filmens verden, hvor det var en af de første filmmonstre. Først i stumfilmen ’The Werewolf’ fra 1913, og senere blev The Wolf Man en af de klassiske Universal-monstre i 1940’erne.

I årenes løb har vi pletvis kunnet blive skræmt af det behårede bæst på biografernes lærreder. I starten af 1980’erne oplevede vi en decideret opblomstring af undergenren med titler som 'An American Werewolf in London' og 'The Howling', der stadig står som nogle af de bedste med det frådende uhyre i centrum.

Er vi igen nu på vej ind i en ny bølge af kvalitetsfilm med varulve?

Noget kunne tyde på det. For selvom gyser-ulven absolut aldrig har været uddød, så ser det ud til, at større studier nu er klar til at satse på genren, der er klar til at kæmpe side om side med vampyren og zombien for at være det mest populære horrorikon igen.


Ryan Gosling i 'Drive' ©Oddlot Entertainment

Ryan Gosling bliver Wolf Man

Den seneste (og måske største) indikation er, at Universal planlægger et nyt take på deres klassiske monster ’The Wolf Man’ med Ryan Gosling i den behårede titelrolle. Det sker eftersigende på baggrund af Hollywood-skuespillerens egen opfordring og idé.

Filmen kommer i kølvandet på først det kuldsejlede The Dark Universe med Tom Cruises The Mummy fra 2017, hvis plan var at relaunche alle Universals klassiske monstre i et samlet, moderne univers. Men succesen udeblev, og den idé blev skrottet.

Senest har produktionsselskabet Blumhouses The Invisible Man oplevet stor popularitet ved billetlugerne, og det har givet studiet blod på tanden. Universal arbejder således nu på at bringe flere af deres ikoniske monstre til live i forskellige former og udgaver.

Her er Ryan Goslings ’Wolf Man’ et af de projekter. Et manuskript er allerede skrevet, og det vil eftersigende være sat i vores nutid med en Nightcrawler-inspireret fortælling med et overnaturligt twist.

Den ny ’Wolf Man’ er måske ikke ens betydning med, at varulve er på vej til at blive det nye sort i filmland. Vi fik trods alt en filmudgave med Benicio Del Toro og Anthony Hopkins for bare 10 år siden. Ligesom, at velansete skuespillere som bl.a. Jack Nicholson og Michelle Pfeiffer ('Wolf') og Hugh Jackman ('Van Helsing') også alle har gjort sig som de store bæster siden 80'ernes varulve-periode.


The Howling (1981) ©Embassy Pictures

Vareulve-klassiker skal genindspilles

Hvad, der til gengæld understøtter undertegnedes teori om, at varulve-filmen igen er på vej til at blive en eftertragtet vare i Hollywood er, at en genindspilning af 'The Howling' (på dansk: 'Vareulven') også er på tale. Filmen fra 1981 er et hovedværk i undergenren.

Det er It-instruktøren Andy Muschietti, der tidligere har udtrykt ønske om at stå bag en ny udgave af Joe Dantes ulve-klassiker, som i januar i år skulle have indledt forhandlinger om et remake med streaminggiganten Netflix.

Sidste år fik en varulv lov til at spille en rolle i The Conjuring-spinoff-filmen Annabelle Comes Home fra Warner Bros. Ligesom, at vi har set monstret i forskellige udformninger i flere store franchise-produktioner som Harry Potter og Twilight.


Transformations-scenen fra 'An American Werewolf in London' (1981).

Vareulvefilmens forbandelse

Ikke nok med, at vareulve-filmenes ulykkelige hovedpersoner er ramt af en forbandelse, der fremtvinger hår, skarpe tænder og en smag for blod, når fuldmånen dukker op, så er undergenren i sig selv ramt af en forbandelse.

En forbandelse, der gør, at lige meget, hvor meget en varulve-film anstrenger sig, så vil den altid blive holdt op imod den legendariske transformations-scene fra 'An American Werewolf in London' (1981) – som ingen endnu formået at overgå – og måske aldrig vil.

Filmen, og ikke mindst dén scene, indbragte make up-mesteren Rick Baker sin første Oscar – ud af i alt syv. Baker vandt i øvrigt også for ’The Wolf Man’ i 2010.

Transformations-scenen viser med uovertrufne praktiske effekter, hvordan hovedpersonen David forvandler sig til en varulv med forlængede lemmer, pels, tænder og i store smerter. Noget af en manifestation - ikke bare i genren og monsterdesigns - men også i make-up-faget generelt.

Med ’An American Werewolf in London’ har genren spændt ben for sig selv. Vi har fået alt fra action-baskere med 'Dog Soldiers' og 'Underworld' til goofy teenage-udgaver i 'Teen Wolf' - tilmed danske forsøg i 'Ulvetid' og Når dyrene drømmer. Men ingen har rent visuelt ramt niveauet fra John Landis' film i 1981.

Kan vi 80 år efter 'The Wolf Man' og 40 år efter 'An American Werewolf in London' måske i 2021 tage vareulve-filmen til det næste niveau?

Det vil tiden vise. Jeg venter i hvert fald spændt på næste fuldmåne i filmhimlen.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter