Cookie- og Privatlivspolitik
Fødselar: Derfor er Saoirse Ronan tidens bedste skuespillerinde

Fødselar: Derfor er Saoirse Ronan tidens bedste skuespillerinde

Bliv klogere på den 4x Oscar-nominerede irske skuespillerinde

Stem op!
11
Stem ned!
0
(reset)

 Denne blog er skrevet af medievidenskabsstuderende Rikke Ingemann Jensen.

Den irske skuespillerinde Saoirse Una Ronan, hvis navn ingen kan udtale, kunne den 12. april fejre sin 26-års fødselsdag.

I den anledning vil jeg tage et kig på hendes lange CV fra hendes korte levetid og vurdere, hvad der gør hende til vore tids bedste skuespillerinde - og ikke mindst min yndlings af slagsen.

En af reglerne i showbiz er, at man kommer langt med et navn, som alle kan genkende og udtale. Noget tyder på, at denne regel er forbigået Ronan, for hendes fornavn har bragt sved på panden hos mange talkshow-værter, når de har skulle introducere hende.

Saoirse udtales, ifølge hende selv, ’Sair-sha’ og betyder på frihed på irsk. Selvom skuespillerinden er af irsk afstamning, er hun født i New York, hvor hun boede, indtil hun var tre år. Hun betegner dog sig selv som stolt irer, og der er ingen tvivl om, at hun kommer derfra, når hun åbner munden. Hendes stemme er meget karakteristisk og med tyk irsk accent.

The Seagull ©  ‎Mar-Key Pictures

Hun startede karrieren i noget så atypisk for hende som en romantisk komedie. Rollen som Izzie i ’I Could Never Be Your Woman’ med Michelle Pfeiffer fra 2007, var den første gang, man kunne opleve Ronan på det store lærred.

Det store gennembrud skete dog allerede senere på året, hvor Joe Wrights periodedrama ’Atonement’ (på dansk Soning) fik premiere. Her spillede den blot 12-årige Saoirse Ronan side om side med store skuespillere såsom Harriet Walter, Benedict Cumberbatch, James McAvoy og Keira Knightley - og det var for denne film, at hun fik sin første Oscar-nominering.

Ronan og Oscar-nomineringerne
Saoirse Ronan er den syvende yngste nogensinde til at blive nomineret til en Oscar i kategorien bedste birolle, og i hendes karriere, der hidtil har varet i 13 år, er hun blevet nomineret til en Oscar hele 4 gange. Hun har dog ikke vundet en af de gyldne statuetter (endnu), men mon ikke det nok skal lykkes på et tidspunkt, inden hun ender med at blive den nye Leonardo DiCaprio, der måtte vente lang tid på sin statuette.

Saoirse er blevet nomineret for bedste kvindelige hovedrolle 3 gange i alt - for Brooklyn, Lady Bird og senest for rollen som Jo March i Little Women.

Ronans bedste præstationer
Hvad er det så, der gør, at denne 26-årige skuespillerinde igen og igen bliver nomineret til alverdens priser? Jeg dykker her ned i hendes filmkatalog og udpeger mine favoritpræstationer, der har gjort hende til min yndlingsskuespillerinde.

Soning © UIP
Soning
Gennembrudsrollen er måske også hendes bedste præstation hidtil. Filmen foregår i 1935, hvor den 13-årige Briony Tallis ser sin storesøster tage tøjet af og hoppe i springvandet sammen med hushjælpens søn Robbie Turner. Den unge Briony misforstår situationen og sætter sig for at ødelægge forholdet. Da hun bliver ældre, indser hun dog, at hun ikke har reddet sin søster, men nærmere ødelagt forholdet til søsterens store kærlighed.

12-årige Saoirse spiller her den unge Briony, der blot prøver at hjælpe sin søster. Hun gør det med så stor overbevisning og viser modenhed langt over sin alder. De store blå, uskyldige øjne og hendes fantasi giver karakteren dybde og sjæl. Suveræn præstation, der er en Oscar-statuette værdig. Derudover er det en fantastisk film med fine præstationer af hele holdet.

The Lovely Bones © UIP
The Lovely Bones
Denne vilde thriller, der giver selv den mest rutinerede biografgænger gåsehud, handler om skolepigen Susie, der blev myrdet. Hun følger sin familie på jorden oppe fra himlen, mens de prøver at finde ud af, hvad der skete med Susie. Samtidig ser hun morderen slette sine spor og gøre klar til at dræbe igen.

’The Lovely Bones’ er en af de film, der har givet mig mest gåsehud nogensinde. Det er en ubehagelig, men god film, med fantastiske præstationer leveret af både Saoirse og Stanley Tucci.

Saoirse Ronan aflagde audition ved at sende en testscenevideo ind, og efter sigende var filmens instruktør Peter Jackson så imponeret, at han skippede den fysiske audition, og gav hende rollen på stedet. Hendes præstation blev udnævnt som den tredje bedste præstation udført af en skuespillerinde i 2009 af TIME magazine. Ronans barnlige uskyldighed rammer ethvert publikum, og man kan ikke lade være med at græde for stakkels Susie og hendes tragiske skæbne.

Lady Bird © UIP
Lady Bird
Mange blev overrasket, da Saoirse blev udvalgt til hovedrollen i Greta Gerwigs ungdomsfilm ’Lady Bird’. Hidtil havde hendes karriere primært bestået af periodedramaer eller thrillers, og nu befandt hun sig i ukendt territorium i rollen som en mopset uansvarlig teenagepige fra Sacramento.

Filmen er en coming-of-age fortælling, der foregår i 2002, hvor den 17-årig selvudnævnte Lady Bird bare gerne vil så langt væk fra sin hjemby som muligt.

Saoirse har selv udtalt, at filmen var anderledes at lave end hendes forrige, og at hun stod overfor nye udfordringer. Især Sacramento-dialekten var svær at lære for den irske skuespillerinde. Hun havde mødt instruktøren Greta Gerwig tilbage i 2015, og nu skulle de endelig lave et projekt sammen. Dette blev starten på et venskab, der har medført endnu en film i 2019.

’Lady Bird’ viser en helt anden side af Saoirse Ronans skuespil og appellerer til en anden målgruppe end hendes forrige film. En smuk og humoristisk fortælling, der er relaterbar for mange unge. Saoirse modtog sin tredje Oscar-nominering for sin fine præstation.

Little Women © Sony Pictures
Little Women
Filmatiseringen af Louisa May Alcotts klassiker genforener Greta Gerwig og skuespillerne Saoirse Ronan og Timothée Chalamet, der alle arbejdede sammen på ’Lady Bird’. Filmen følger de fire March-søstre i tiden efter den amerikanske borgerkrig.

’Little Women’ er en klassiker, som de fleste amerikanske unge har læst i skolen, og derfor betyder den en del for mange. Selvom Saoirse Ronan var bosat i Irland i hendes teenageår, har bogen alligevel betydet meget for hende, og ifølge instruktøren Greta Gerwig, var det netop dette, der gav hende selvtillid.

Hun kendte rollen ud og ind og var klar til at gøre alt for at være den bedste Jo March. Hun var så selvsikker, at hun marcherede direkte op til Gerwig og annoncerede, at hun skulle spille Jo, lige så snart hun fandt ud af, at Gerwig havde sikrede sig rettighederne til filmatiseringen.

Rollen fik hun, og det er til stor glæde for hende selv og publikum. Ronan er perfekt som den viljestærke pige, der tør drømme stort, selvom samfundet ikke tillader det. Hun er en moderne Jo, der inspirerer sit publikum, og får dem til at elske hende. Hun er sårbar og modig, sjov og elskværdig på samme tid. Kort sagt er Ronan i sit es, og født til at spille Jo March.

’Little Women’ havde premiere i udlandet i december 2019, og den skulle have haft premiere i Danmark til marts, men den er udskudt på ubestemt tid grundet Coronavirussen.

Fra barnestjerne til respekteret ung skuespillerinde

Saoirse Ronan overgår de andre skuespillerinder i hendes aldersgruppe såsom Anya-Taylor Joy, Sophie Turner og Abigail Breslin, der også var nomineret til en Oscar i en ung alder, da hun altid formår at holde sit skuespilsniveau højt. Hun startede som skuespiller i en ung alder, men har udviklet sig og forbedret sig over årene.

Hendes vilde præstation i 'Soning' er ikke en engangsfornøjelse, hun leverer gang på gang. Saoirse har udviklet sig fra barnestjerne til en dygtig ung skuespillerinde, der er et ikon for mange andre unge skuespillerinder.

Selvom hun ofte er med i historiske dramaer, er hendes roller vidt forskellige, og man kan se, at hun yder sit bedste hver gang. Ud fra hendes interviews kan man høre, at hun laver en masse research og virkelig engagerer sig i alle sine projekter, og det tager jeg hatten af for. 

Derudover virker hun som en virkelig flink person, som jeg godt gad spise High Tea med i Irland en dag. 

Hvad er din favorit-rolle med Saoirse Ronan? Skriv det gerne i kommentarfeltet.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Elizabethuser/580870

Hvordan kan det være, at skribenten først har 'set' Saoirse, som forresten er et udemærket navn, nu?
Lave research?
Saoirse Ronan har lavet flere fantastiske film præstationer, end nævnt i denne artikel!
Hanna, City of Ember, Mary, Queen of Scots, The Host og min absolutte favorit, Byzantium

Rikke Ingemann Jensen

Hej Elizabeth

Jeg har skam været fan af Saoirse Ronan i mange år, helt siden jeg så ‘Soning’ for 7 år siden :) denne artikel er dog først skrevet nu her i forbindelse med hendes fødselsdag.

Alle hendes film og præstationer er fantastiske, jeg nævnte blot et par stykker, for at holde artiklen i en læsevenlig størrelse. Er fuldstændig enig med dig, er selv også rigtig glad for Mary Queen of Scots :)

Glad for at høre at nogen også er stor fan af hende.

Vh Rikke Ingemann Jensen

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter