Cookie- og Privatlivspolitik
Ny svensk dansefilm er ren Call Me by Your Name møder Flashdance

Ny svensk dansefilm er ren Call Me by Your Name møder Flashdance

"'I morgen danser vi' sendte mig ekstatisk ud af biografen"

Stem op!
4
Stem ned!
0
(reset)

En biografoplevelse inspirerede mig for nyligt til at skrive en lille hyldest til en af mine absolutte yndlingsfilm - Flashdance fra 1983.

Det nye svensk-georgiske drama I morgen danser vi om en ung danser i Georgiens nationale dansekompagni, der mod traditionerne forelsker sig i en anden mand, sendte mig nemlig ekstatisk ud af biografen. Jeg var vild med stemningen i filmen, jeg var vild med menneskerne, og ikke mindst med dansen.

Nu er 'I morgen danser vi' aktuel i biografen
 

’I morgen danser vi’ er som skræddersyet til mig af flere grunde. Blandt andet forførte den mig på samme måde som Call Me by Your Name, med sin ungdommelige og romantiske stemning, jeg ikke havde lyst til at forlade igen.


Desuden ramte den mig pga. min store kærlighed for dansefilm. Jeg havde glædet mig til at se en ny dansefilm, men jeg havde ikke forventet, at en film om georgisk nationaldans ville give mig så intense Flashdance-vibes. Det var ren fornøjelse!

Rejs dig når du falder
Min fascination af dansefilm startede med ’Flashdance’. Siden har jeg mødt mange andre dansefilm, som jeg med glæde ser igen og igen, men 'Flashdance' har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg så den første gang som teenager, da jeg gik og drømte om en karriere som danser, og den talte direkte til mine dansedrømme, og til fantasien om at alt kan opnås, så længe man har gå-på-mod og et godt soundtrack.

Min egen erfaring med dans er ikke georgisk nationaldans, men det er ikke det, der er pointen. Pointen er de inspirerende dansescener, den intense stemning - som kun træningsmontager med opløftende musik kan producere - et dansestudie man nærmest kan lugte, og det at alt er på spil og afhænger af en enkelt altafgørende præstation. Dans er den perfekte dramatiske metafor for livet. Man skal rejse sig og prøve igen, når man falder. Alt det elsker jeg også ved ’Flashdance’.

’Flashdance’ var på mange måder også en førstegangsoplevelse for mig, i forhold til filmoplevelser. Det var første gang, stilen i en film virkelig gjorde indtryk på mig. Min første oplevelse med at forbinde en films visuelle udtryk med specifikke følelser – uden jeg rigtigt forstod hvorfor og hvordan. Særligt det røde og orange lys som bruges gennem hele filmen, påvirkede mig. Og de fleste scener er i dag stadigt brændt ind på min nethinde.

Protagonisten og hendes 80’er-stil var for mig også noget af det absolut sejeste. Jeg har klippet flere grå sweatshirts i stykker, i forsøg på at tilegne mig lidt af den overlegne og sexede attitude, jeg så hos Alex. I dag kan jeg stadigvæk ikke modstå hende.

Skulle jeg se lidt mere objektivt på Adrian Lynes film, kunne jeg sagtens finde frem til ting, man kunne have gjort anderledes, men det er mig ligegyldigt med denne film. Den har formet sig som en essentiel del af min filmopdragelse, og som et glædeligt minde jeg kan vende tilbage til igen og igen. Og jeg er vild med at se alle de elementer jeg elsker fra ’Flashdance’ i et moderne romantisk drama. Især et så vellykket som ’I morgen danser vi.

I morgen danser vi er aktuel i biografen
 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter