Cookie- og Privatlivspolitik
Dengang en midaldrende mand i klovnekostume ødelagde en generation af børn

Dengang en midaldrende mand i klovnekostume ødelagde en generation af børn

En hyldest til Tim Currys Pennywise

Stem op!
8
Stem ned!
0
(reset)

Jeg har været omkring de 10-11 år, da klovnen Pennywise kom ind i mit liv med kridhvidt ansigt, fordrukne øjne, rød næse og sylespidse tænder. Første gang, jeg så et glimt af hans ondskab, var i forfilmen til mini-serien 'It', der blev vist på et VHS-bånd nede fra den lokale filmudlejer.

Indholdet var lidt for uhyggelig til min aldersgruppe, og traileren pumpede forventningerne op. Med andre ord, den var legendarisk, allerede før jeg så den.

Aldrig har jeg plaget så meget for at få lov til at leje en film, som med 'It'. Jeg havde jo set ’Twin Peaks’ og ’Pet Sematary’ og med lovning om, at dette var en sensation inden for gys, var jeg solgt! Ingen ’Killer Clowns from Outer Space’ kunne måle sig med den rå og makabre uhygge, som Kings dansende cirkus-freak lagde op til.

Da ’It’ (eller ’Det onde’) endelig udkom på VHS, hev jeg straks de 3 timer og 12 minutter med hjem, så den i min forældres store seng flankeret af dem begge samt min tvillingebror. Vi elskede hvert øjeblik. Familiehygge!

Følelsen af ren terror gik dog hånd i hånd med en sød fornemmelse af ung idoldyrkelse. Skuespilleren Jonathan Brandis, der spillede Bill, blev mit absolut største tween-crush fra filmens verden. Hans dybt personlige årsag til at tage kampen op mod monstret, der dræbte hans lillebror, rørte mig.

Men det var Pennywise, der stjal showet… så tilbage til ham…

Drankeren Pennywise
Er mini-serien en bedre udgave af Stephen Kings roman end den opgraderede filmatisering fra 2017? Nej, det mener jeg ikke.

Warner Bros.’ storfilm er langt mere ambitiøs, har et endnu bedre fokus på børnene og sidst er Bill Skarsgårds Pennywise en mere utilregnelig mentalpatient-udgave af dræberklovnen. Et frisk take på en velkendt karakter. Men mit nostalgiske forhold til Pennywise - og især Tim Currys klamme portræt - er stadig en vigtig del af min opvækst som filmmenneske. Det portræt har sået kimen til en evig kærlighed for universet.

Tim Curry er det hemmelige våben i den ellers ujævne (vi nævner ikke slutningen!) mini-serie. Han er perfekt på sin helt egen måde. Ikke en bedre, men en helt anden Pennywise end Bill Skarsgård. 

For det første er Curry en midaldrende mand. Og det alene var jo ulækkert. Hans fysik var tung, slet ikke så akrobatisk. Og de der rødsprængte øjne fik os alle til at mistænke enhver ældre uhumske mand nede fra brugsen eller drankeren på hjørnet for at være monstre i sin fritid. John Wayne Gacy eksisterede jo.

Currys klovn var lidt mindre overnaturlig. Lidt mere realistisk. Han var mere mand i klovnekostume end det intergalaktiske væsen, som bogen og den nye film præsenterer. Man anede Currys egne vanvittige træk inde bag makeuppen - træk der også gav ham roller som satan selv i ’Legend’ og som verdens sejeste rum-trans i The Rocky Horror Picture Show.

Vigtigst var det jo nok, at Tim Currys klovn skete i min barndom. At han var min første Pennywise, at han lokkede mig ind i horror-verdenens ubehag, at han var med til at kickstarte en passion for Stephen King med sin uforglemmelige over the top samt forstyrrende jordnære præstation.

Jeg har svævet lige siden…

Find billetter til 'It del 2' her:

 

Lyt også til vores store Stephen King-podcast ved at klikke på billedet herunder:

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Thomas

Pennywise er uden den mindste tvivl den ledeste 'villain' i mit filmunivers. Han definerer gru og er inkarnation af den rene ondskab. Du kan tage dem alle: Jason, Leatherface, Freddy Krueger og Michael Myers. Ingen er bare tæt på at have vakt så meget frygt i mig som Pennywise.

Jeg ved ikke, hvad det er præcis, der gør det. Men mit gæt er, at netop Tim Currys fortolkning af ham er så forbandet creepy, at det sætter sig på sindet.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter