Cookie- og Privatlivspolitik
Quentin Tarantinos filmografi #6: Inglourious Basterds

Quentin Tarantinos filmografi #6: Inglourious Basterds

Da Tarantino ændrede verdenshistorien

Stem op!
14
Stem ned!
0
(reset)

I forbindelse med Quentin Tarantinos kommende film Once Upon a Time... in Hollywood gennemgår vi mandens film i kronologisk orden. Vi er nu kommet til Inglourious Basterds.

Titel: Inglourious Basterds
År: 2009
Genre: Krigsfilm, thriller, komedie 
Instruktør: Quentin Tarantino
Medvirkende: Brad Pitt, Christoph Waltz, Michael Fassbender, Diane Krueger, Mélanie Laurent, Til Schweiger, Eli Roth, Daniel Brühl


“I think this just might be my masterpiece.”

De sidste ord i Quentin Tarantinos sjette værk, krigsfilmen 'Inglourious Basterds', lægger ikke skjul på, hvordan Tarantino selv anskuer sit alternative take på udgangen af Anden Verdenskrig. 

Personligt er jeg tæt på rørende enig med Tarantino på den her. ’Inglourious Basterds’, der i år fejrer 10 års-jubilæum, hører til i toppen af instruktørens film - måske kun overgået af den uovertrufne game changer Pulp Fiction.

Hvorfor har jeg det sådan med Tarantinos brutale og glorværdige bastarder? Læs med her: 

"Au revoir Shoshanna!"
Åbningen i ’Inglourious Basterds’ gav mig kuldegysninger. Første gang jeg så den, var til en branchevisning en del tid før den danske premiere. Klokken var 8:00, og jeg havde solide tømmermænd. Med andre ord: mine parader var nede, og jeg tog imod alle indtryk med tifold. I dag har jeg genset filmen mange gange, og oplevelsen er ikke blevet mindre uden procent-rester i blodet. Bare så det er slået fast.

Men den åbning! Den 20 minutter lange, mesterlige åbning!

Når alverdens filmskoler skal lære de nye generationer af filmskabere, hvordan man: skriver dialog, skaber stemning og etablerer karakterer, så håber jeg, de bruger åbningen fra ’Inglourious Basterds’. Scenen er en lille perfekt kortfilm i sig selv. 

Redigeringen er ligeledes uovertruffen, og minder mig blot om, at dette var den sidste Tarantino-film, som blev klippet af hans faste og uundværlige klipper, Sally Menke (1953-2010). 

Vi befinder os i Frankrig på landet. Her ankommer den berygtede SS-standartenführer Hans “The Jew Hunter” Landa til bonden LaPadites gård. Efter at have studeret bondens døtre, drukket frisk mælk og småsludret på fransk slår Landa over i engelsk for derefter at blive brutalt og psykologisk truende. På sand Hitchcock-suspense-maner afslører kameraet 10 minutter inde i samtalen, at LaPadite gemmer en jødisk familie under gulvbrædderne.

Jødejægeren finder frem til sit bytte, og scenen ender med, at soldaterne massakrerer familien - på nær en! Den unge pige Shoshanna, der i en sekvens, der mimer afslutningen på John Fords The Seachers (1956), formår at løbe væk med en skydeskive på ryggen og livet i behold. Alt imens Landa råber: ”Au revoir Shoshanna!” 

Så er vi gang!

00ernes bedste skurk
Skuespilleren bag det lingvistiske geni, Hans Landa, er den sande genistreg i Tarantinos film. Instruktøren har da også selv udtalt, at han var tæt på at aflyse hele produktionen, da de ikke havde fundet den rette Landa.

De skulle bruge en skuespiller, der kunne være karismatisk og intimiderende på flydende tysk, fransk og engelsk samt være i stand til at levere komisk timing. Leonardo DiCaprio var kort på tale, men først med den østrigsk-tyske tv-skuespiller Christoph Waltz faldt alt på plads. ”Vi kastede næsten op over ham af ren begejstring”, har Tarantino senere fortalt.

Waltz, som ingen i Hollywood havde hørt om førhen, vandt på den anden side af 60 priser - deriblandt en Oscar og en Golden Globe - for præstationen som Hans Landa. Han er efter min mening 00ernes bedste skurk. 

’Inglourious Basterds’ byder dog ikke kun på én god præstation. Også Mélanie Laurent som den primære protagonist Shoshanna er dragende, skrøbelig og ikonisk stærk på én og samme tid. Og Brad Pitt er forrygende morsom som Aldo Raine, der får sin egen mindeværdige intro med sin “We’re gonna be doing one thing, and one thing only: killing Nazis”-tale. Første gang jeg så filmen, var jeg ikke helt med på Pitts tilgang til rollen - i dag ser jeg den som en perfekt røvballe-modstykke til Landas sofistikerede ondskab.

Også Michael Fassbender fik et decideret gennembrud med denne film. Hans navn var allerede på vej op, men med rollen som den britiske soldat, der går undercover som tysker, blev Fassbender en del af Hollywood-eliten.

En anden genistreg er, at Tarantino fik tyskere til at spille tyskere, franskmænd til at spille franskmænd osv.

Sprog og kulturelle forskelle er jo i sig selv en pointe i filmen. Det ser vi bl.a. i skurkens djævelske leg med sprog, men også i den intense Morricone-inspirerede barscene, hvor Fassbenders spion afsløres, fordi hans dialekt er lidt skæv, og sidst og ikke mindst fordi han giver et forkert tegn med fingrene. Overlegne detaljer i en amerikansk film, der tør have mere end ét sprog.

Film kan overvinde ALT… med en Louisville Slugger
Tarantinos første række af film var forbryder-film med et pulpet twist (Reservoir Dogs, Pulp Fiction, Jackie Brown). Med Kill Bill og Death Proof blev Tarantino endnu mere grindhouse, og selvom kærligheden til det udpenslede er fortsat, var ’Inglourious Basterds’ med til at udvikle Tarantino som filmskaber.

Han er blevet historielærer - den mere kulørte og voldelige pendant til Spielberg. 

I samtlige af de efterfølgende film, har Tarantino behandlet væsentlige dele af verdenshistorien. Slavetiden. Nybyggertiden. Og med hans kommende film 1960ernes brydningstid. I ’Inglourious Basterds’ er det som bekendt Anden Verdenskrig, men ikke som den almindelige krigsfilms-tilgang. Nej, Tarantino er ude efter to ting her. Han hævner og hylder. 

Lige siden The Bride tog hævn i ’Kill Bill’ har Tarantino haft hævn på sinde. I ’Death Proof’ hævner kvinderne sig også over for en sindssyg morder. I Django hævner slaven sig på slaveejeren. I ’Inglourious Basterds’ står jøderne for den søde hævn mod det tredje rige. 

Brad Pitts beskidte dusin af jødiske dræbermaskiner hævner sig med baseballkøller, ramboknive og maskingeværer.

Shoshanna hævner sig med ild, og det er garanti for kuldegysninger, når hun en time og 40 minutter inde til David Bowies ’Cat People’ (Fighting fire with Fire) tager sin krigsmakeup på som en scene taget fra Commando… klar til den ultimative Nazi-barbecue med Goebbels, Heinrich Himmler, Martin Bormann og Adolf Hitler på menuen. “My name is Shosanna Dreyfus and THIS is the face... of Jewish vengeance!

Men det vigtigste er slet ikke karakterernes hævn. Det er filmens hævn, og det er netop dét, der gør dette til Tarantinos vigtigste værk. ’Inglourious Basterds’ ændrer verdenshistorien ved at dræbe Adolf Hitler i en kugleregn, og afslutte krigen på SIN måde. Tarantino leverer med andre ord katarsis for det 20 århundredes største ondskab. Og budskabet er klokkeklart: Film kan alt!

’Inglourious Basterds’ er Tarantinos endelige værk om filmen som kunstform. Film kan redde verden. Udøve retfærdighed og genskabe balance. For pokker, det er jo celluloid der futter Hitler og co. af i biografens mørke.

”You know something... I think this just might be my masterpiece.” Ja Tarantino, det har du sgu nok ret i.

Once Upon a Time... in Hollywood får dansk premiere den 15. august.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Julius

Jeg så Inglourious Basterds i sidste uge efter ikke at have set den i rigtig lang tid, og hold nu op, hvor den holder. Alt der er værd at sige om den er allerede skrevet i det skønne indlæg. I modsætning til Stine var jeg hooked på Pitts Raine fra første scene, og ville argumentere for at det er hans hidtil bedste skuespilpræstation, jeg har set. (Har ikke set Hollywood endnu, don't kill me)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter