Cookie- og Privatlivspolitik
Quentin Tarantinos filmografi #4: Kill Bill: Vol. 1 & 2

Quentin Tarantinos filmografi #4: Kill Bill: Vol. 1 & 2

En sværdsvingende Uma Thurman på blodigt hævntogt

Stem op!
9
Stem ned!
0
(reset)

I forbindelse med Quentin Tarantinos kommende film Once Upon a Time... in Hollywood laver vi en kronologisk gennemgang af alle hans film. 

Vi er nu kommet til hans fjerde film – en todelt affære - nemlig den både elegante og yderst brutale hævnsaga Kill Bill: Vol. 1 (2003) og Kill Bill: Vol. 2 fra henholdsvis 2003 og 2004.

Køb dine billetter til Once Upon a Time... in Hollywood herunder:



Titel: ’Kill Bill: Vol. 1’ og ’Kill Bill: Vol. 2’
År: 2003 og 2004
Genre: Hævnfilm, action, martial arts
Instruktør: Quentin Tarantino
Medvirkende: Uma Thurman, David Carradine, Daryl Hannah, Michael Madsen, Lucy Liu m.fl.

Hvad handler ’Kill Bill: Vol. 1’ om?
Seks år efter den desværre en smule oversete Jackie Brown vender Quentin Tarantino tilbage med sin ambitiøse og medrivende Kill Bill-saga i to dele. Ja, han har selv kaldt det for én film – og derfor er den det også i vores gennemgang af hans filmografi - altså den fjerde i rækken fra instruktørens hånd.

Men hvad handler den første del så om? Jo, her vågner en tidligere toptrænet snigmorder op efter fire år i koma – og besat af tanken om hævn. Hævn over hendes tidligere chef Bill og hans enhed af lejemordere, der for fire år siden dræbte hendes kommende mand og alle gæsterne til deres bryllup.



Bruden blev imidlertid skudt af Bill og gik altså i koma samt mistede det barn, hun ventede sig.

Der er på den måde lagt op til den helt store hævnfortælling – og det er da også lige præcis, hvad Tarantino serverer i to overdådige, elegante og brutale dele.

For Bruden – eller The Bride - vil nemlig nu have sin retfærdige hævn og jager derfor morderne én efter én - som hun krydser af på sin kill list for til sidst at få ram på Bill.

Og hvad med ’Kill Bill: Vol. 2’?
Black Mamba - der også går under netop dæknavnet The Bride - begyndte som sagt sin hævn over morderne fra eliteenheden Deadly Viper Assassination Squad (ja, et meget tarantinosk navn), der sammen med hendes tidligere chef Bill var skyld i den massakre, som forvandlede hendes bryllup til et blodigt inferno.



Nu er The Bride næsten halvvejs igennem sin liste af kommende ofre, men mangler de sidste af sine tidligere kollegaer, nemlig den stilfulde Elle Driver og den smudsede Budd Sidewinder – det inden sagaens helt store og afsluttende opgør, nemlig med Bill selv. Ja, Kill Bill!

De mindeværdige karakterer
Netop filmens karakterer er noget af det, der står stærkt frem i filmen – ikke bare i deres rent visuelle vælde, men også hvad personlighed og dialog angår.

Her er det naturligvis oplagt at starte med at kigge på Uma Thurmans rolle som The Bride, der ruller rundt i den famøse Pussy Wagon.

Hun er siden gået hen og blevet en af de mest ikoniske heltinder på film – det også i kraft af sin legendariske gule track-suit, men også bare hendes vilje til overlevelse og ikke mindst blodig hævn.



Blandt skurkene og The Brides modstandere finder man ligeledes mindeværdige karakterer.

Det i skikkelse af en cool og beskidt Michael Madsen som Budd, videre til den stilfulde Daryl Hannah som den skarpt klædte Elle Driver samt den sværdsvingende og iskolde Lucy Lui og ikke mindst en karismatisk David Caradine som hovedskurken Bill.

Vi må heller ikke på nogen måde glemme Chiaki Kuriyama som den våbenberedte og skolepigeklædte Gogo Yubari.

Sværdsvingende action
Der er naturligvis også op til flere forrygende kampscener, der bl.a. involverer det ikoniske Hattori Hanzo-sværd. Således leveres der både kampscenen i snevejret mellem The Bride og Lucy Lius iskolde O-Ren Ishii, der bl.a. også svinger sit sværd, så blodet sprøjter som et rødt springvand.

 

Videre er der den vildt koreograferede scene, hvor The Bride går op imod adskillige kampberedte modstandere klædt i sort. Ganske enkelt medrivende, elegant og svimlende.
 
Et væld af filmreferencer
Filmene fungerer også som et slags kærlighedsbrev til nogle af Quentin Tarantinos favoritgenrer, nemlig både spaghetti-westerns, kinesiske kampsportfilm og ikke mindst japansk samurai-action.

Man finder således naturligvis sin del af referencer til japanske samuraifilm, bl.a. Akira Kurosawas Yojimbo (1961), hvor de sidste af de såkaldte the Crazy 88 får lov at leve, mens The Bride fortæller, at de kan smutte hjem til deres mor.

En anden film med spruttende blod er den japanske Lady Snowblood (1973), der således mere end én gang får referencer med på vejen, bl.a. i den kvindelige hævnfortælling samt sværdduellen i snevejr.



En meget iøjefaldende reference – og måske den mest ikoniske? – er henvisningen til ’Game of Death’ (1978) eller på dansk ’Leg med døden’. Referencen finder man nemlig i Uma Thurmans gule track-suit, der er en direkte hyldest til den, som kampsportslegenden Bruce Lee bærer i martial arts-klassikeren.

Der er også hyldester til adskillige westerns, bl.a. Sergio Leones klassiker The Good, the Bad and the Ugly (1966), hvor åbningsscenen I ‘Kill Bill Vol. 1’ er en reference til en lignende scene i Leones western.

Fra anerkendte klassikere til underlødig exploitation
Man finder naturligvis også - som Tarantino har for vane - et væld af øvrige referencer, både til kendte, mindre kendte eller blot obskure titler.

Her kan man således gå på jagt efter referencer til en del andre film – bl.a. hævnfilmen og den svenske ’Thriller: A Cruel Picture’ (1973), der refereres til i skikkelse af Elle Driver og hendes klap for øjet, mens den noget mere hæderkronede klassiker Citizen Kane (1941) også får et anerkende nik med på vejen.



Der er desuden også hyldester til George A. Romeros sort/hvide zombieklassiker Night of the Living Dead (1968) og blaxploitation med Pam Griers Coffy (1973). Ja, der er nok af filmreferencer at holde øje med.

Et formidabelt soundtrack
Et tilbagevendende kendetegn for Quentin Tarantino er også filmenes soundtracks. Det er bestemt også tilfældet med Kill Bill-sagaen.

Her kan man således lægge ører til Nancy Sinatra ikoniske og underspillede ‘Bang Bang (My Baby Shot Me Down)’, videre til den noget mere muntre ‘Don't Let Me Be Misunderstood’ af Santa Esmeralda, der danner baggrundstæppe for blodsudgydelserne i den føromtalte kampscene mod Crazy 88.



En af Tarantinos favoritkomponister er Ennio Morricone, så her finder man naturligvis også musik af den italienske mester, nemlig med ’Il Tramonto’ fra westernfilmen ’The Good, The Bad and The Ugly’.

Et af de numre, der er svære at få ud af hovedet efter filmene er desuden upbeat-nummeret ’Woo Hoo’ (som også er det, der synges i nummeret – igen og igen), spillet veloplagt af gruppen THE 5.6.7.8's.

Så hvis du trænger til en ordentlig omgang samurai-og-hævn-action Tarantino style, så er der bestemt ingen vej udenom ’Kill Bill: Vol. 1.’ og ’Kill Bill: Vol. 2’ – det er der nu i det hele taget ikke.

Køb dine billetter til Once Upon a Time... in Hollywood herunder:

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Wayne

Jeg genså filmene for en uge siden, og den/de holder i den grad stadig.

Tarantino havde aldrig instrueret kampscener, så han lærte det mens kameraet rullede. Det er tydeligt at han og jeg har set mange af de samme kung-fu og samorai film (vi er født samme år), og desuden er bidt af den visuelle tegneserie form. Bruce Lee har ikke levet forgæves jvf. The Brides gule træningsdragt.

Når Tarantino hævner, så gør han det mere grusomt end nogen anden. Genialt.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter