Et enestående mesterværk
I forbindelse med Quentin Tarantinos kommende film Once Upon a Time... in Hollywood laver vi en kronologisk gennemgang af alle hans film. Efter blogindlægget om gennembruddet Reservoir Dogs er vi kommet til nr. 2 i rækken, nemlig mesterværket Pulp Fiction, der den 25. juli får repremiere i København, Aarhus og Odense.
Find dine billetter her
Titel: Pulp Fiction
År: 1994
Genre: Krimi, drama
Medvirkende: John Travolta, Samuel L. Jackson, Uma Thurman, Harvey Keitel, Bruce Willis, Ving Rhames, Eric Stoltz, Rosanna Aquette, Christopher Walken, Maria de Medeiros, Tim Roth, Amanda Plummer
Hvordan kan man skrive noget som helst nyt om en af de mest omtalte og signifikante film i de sidste 25 år? En film der gjorde vidunderbarnet Quentin Tarantino til det hotteste navn på filmstjernehimlen og indbragte ham en Oscar for Bedste Manus og Guldpalmen i Cannes? Eneste mulighed er at krydre teksten med en personlig vinkel om første oplevelse med filmen og dens plads i mit filmhjerte, og det vil jeg hermed gøre.
Min første gang
Men lad os starte ved Adam og Eva. Eller rettere Pumpkin og Honey Bunny. Plottet, der som en rigtig arthouse-film er fortalt i ikke kronologisk orden, begynder nemlig på en diner, hvor en umiddelbart fredelig dialog mellem omtalte Pumpkin og Honey Bunny udmønter sig i det ofte citerede: ”All right, everybody be cool, this is a robbery. Any of you fucking pricks move, and I'll execute every motherfucking last one of ya!”.
Så er vi ligesom i gang. Stemningen er sat for resten af filmen - en evig vekslen mellem skarpt skrevne replikker og pludselig ”in your face” vold. En vekslen der også viste sig i Tarantinos debutspillefilm Reservoir Dogs, men som blev udforsket yderligere i 'Pulp Fiction', og som skulle blive instruktørens varemærke i de efterfølgende syv film.
Scenen ramte mig som en kanonkugle. Man sidder med en vis undren og lytter til den trivielle dialog, men ved ikke hvad de taler om, og pludselig, ud af de blå, en eksplosiv tilkendegivelse af deres hensigter med diner-besøget. Det er dog intet i forhold til, hvad der følger efter.
Scenerne, der rent faktisk foregår inden åbningssekvensen, introducerer Vincent Vega og Jules Winnfield, der skulle blive det mest ikoniske lejemorderpar i filmhistorien. Klædt i sorte jakkesæt og med Samuel L. Jacksons afrogarn og John Travoltas glinsende tyskerhår er der tale om en perfekt 1970er-stil. Dagligdagsdialogen (en samtale om hashbarer i Holland og forskelle mellem USA og Europa) fortsætter, og den er leveret så stramt og humoristisk, at man kunne forblive i samtalerne for evigt.
Men igen overrasker filmen, for makkerparret er jo på en opgave. De skal hente en kuffert, der tilhører deres chef, gangsteren Marsellus Wallace, i en ussel junkielejlighed, og Samuel L. Jacksons intimiderende forhør af den handlingslammede Brett og efterfølgende recitation af bibelpassagen Ezekiel 25:17, inden han skyder den sagesløse mand ned, rammer som en knytnæve af stil og exploitation. Resten af filmen følger samme spor med den ene huskværdige scene efter den anden.
Følelsen af at se noget helt nyt og anderledes på et fortællemæssigt plan krydret med humor og forrygende skuespilpræstationer var det, jeg sad tilbage med efter at have stiftet bekendtskab med 'Pulp Fiction'. Jeg havde ikke set ret mange arthouse-film på dette tidspunkt, så at fortælle en historie uden kronologisk orden, var noget nyt for mig i 1996, hvor jeg som 13-årig (nok lidt for tidligt) så filmen på vhs. Jeg havde heller ikke set 'Reservoir Dogs' på dette tidspunkt, hvilket kun forøgede min fornemmelse af nyskabelse yderligere. Kombineret med den über-cool stil, de voldelige episoder og mindeværdige karakterer var jeg solgt og så filmen igen. Og igen. Og igen.
En videonørds 'Citizen Kane'
Det var dog først noget senere, jeg forstod den dybde, filmen bød på i form af Tarantinos forkærlighed for filmiske referencer. 'Pulp Fiction' ramte mig på et tidspunkt, hvor jeg gik fra at se mainstreamfilm med Arnold Schwarzenegger til at dykke ned i filmhistorien på et helt andet niveau og dyrke klassikere som Citizen Kane, Persona og The Godfather. Tarantinos film gjorde det sjovt at lægge mærke til de små henvisninger til tidligere værker.
Instruktøren, der havde sin kæmpe filmviden fra et job i en videoforretning, havde lavet en pastiche over 1970ernes underlødige krimifilm med et utal af intertekstuelle vink til hans yndlingsværker. Psycho, Bonnie and Clyde, Mean Streets og blaxploitation-bølgen fra 1970erne skulle danne det postmoderne grundlag, der gav filmen endeløs gensynsværdi og fik selv den mest kritiske anmelder til at nikke genkendende til legen med mediet. 1990erne var et årti, hvor postmodernismen havde sin indflydelse i både kunst, litteratur og film, og Tarantino var (og er stadig) produkt af denne tid. Film som Natural Born Killers lå før, og gyseren Scream kom efter, men 'Pulp Fiction' var hovedværket, jeg og de fleste andre vender tilbage til.
John T. & Samuel L.
Tarantinos nostalgiske kærlighed til fordums filmtider kom også til udtryk i castingen af John Travolta. Sen-70ernes største charmør og førsteelsker havde oplevet en karrierekrise, men fik et midlertidigt comeback i rollen som den tågede lejemorder Vincent Vega. Filmens toppræstation står Samuel L. Jackson dog for, og han skulle blive en af Tarantinos mest anvendte skuespillere. Han har aldrig før eller siden været bedre. Tarantinos replikker ligger bare helt perfekt i munden på Jackson, som vi også har set senere i bl.a. Jackie Brown, Django Unchained og The Hateful Eight.
Uma Thurman, der udødeliggjorde filmplakaten med sit fængende blik, rygende cigaret i hånden, krydsede ben, pistol og en kulørt roman (altså en ”pulp fiction”) under hånden, spiller Mia Wallace i en karrieredefinerende rolle. Tarantino var også imponeret og gjorde hende til blikfang og altoverskyggende hovedrolle i Kill Bill-filmene som The Bride.
Bruce Willis har måske ikke sin bedste rolle som bokseren Butch, men er en fin tilføjelse for star power, mens Harvey Keitel som ”oprydderen” Wolfe giver en vanlig solid præstation. Ving Rhames fik et gennembrud som Marsellus Wallace, en intimiderende gangsterboss, der må gå grueligt meget igennem.
En twist-konkurrence, en gimp og det soundtrack
Jeg har allerede nævnt et par af de første mindeværdige scener fra filmen, men det slutter langtfra der. Faktisk er 'Pulp Fiction' fyldt til bristepunktet med sekvenser, der sidder fast i hukommelsen til evig tid.
To af dem forekommer i forlængelse af hinanden. Vince har fået ansvaret for at underholde sin chefs kone, Mia, og tager hende med på en restaurant, inden de ender i Jack Rabbit Slim's verdensberømte twist-konkurrence. Chuck Berrys 'You Never Can Tell' passer sublimt til den efterfølgende dans, der for Travoltas vedkommende står i skarp kontrast til hans ultratrænede og veludførte moves i Saturday Night Fever.
Senere danser Mia stenet rundt i lejligheden til 'Girl, You'll be a Woman Soon', hvorefter hun tager en overdosis, som en desperat Vincent må tage sig af. Vi har tidligere fået at vide, at Marsellus har kastet en anden person, der gav hende en fodmassage, ned fra fjerde sal, så hvis hun skulle omkomme, hvad ville der så ske med Vincent? For at vække hende tilbage til livet, har hun brug for adrenalin, og eneste mulighed er en ubehageligt stor kanyle direkte i hjertet. Intensiteten i scenen er ude af skalaen og er med til igen at overrumple publikum.
Butchs historie, om at blive betalt for at tabe en boksekamp, er måske filmens svageste - lige op til det punkt, hvor han kører ind i Marsellus Wallace. Efter en hårdtslående sekvens af vold ender Marsellus nemlig i en ækel S&M-kælder. "Bring out the gimp" er vel blevet en af filmens mest kendte citater og scenen viser Tarantinos evne til at overraskelse gang på gang. At filmens mest hardcore gangsterboss bliver offer for en grum voldtægt, kommer i bogstavelig forstand totalt bagpå én, og Bruce Willis’ action-persona bliver fint inkorporeret i den blodige redningsmission.
Musikken spiller i det hele taget en enorm rolle, ikke kun i filmen selv, men også i kraft af det soundtrack, som fulgte med. Jeg anskaffede mig cd’en, med det samme, jeg havde set filmen, og udover at jeg aldrig ville have troet, at jeg skulle høre surferhits på stereoanlægget i teenageværelset, betød de korte dialog-segmenter på skiven, at scenerne sad endnu bedre fast og er blevet en naturlig del af min hverdag. Sådan tror jeg, at mange filmfans har det.
Hvordan står 'Pulp Fiction' så i dag? Personligt er det stadig min Tarantino-favorit og en topfilm fra start til slut, der definerede den generation, jeg selv tilhører. Den forrygende Forrest Gump vandt godt nok Oscaren for bedste film, men det er 'Pulp Fiction', der gav evig genlyd i filmhistorien.
IMDb-trivia
- Filmen kostede kun otte mio. dollars at producere, hvoraf de 5 mio. gik til skuespillernes løn. Den indtjente 213 mio. dollars på verdensplan.
- Vincent Vegas 1964 Chevelle Malibu-bil tilhørte Quentin Tarantino og blev stjålet under indspilningerne til filmen. I 2013 blev bilen fundet igen, nu med en ny ejer, der intet kendte til dens fortid.
- Uma Thurman afslog til at begynde med rollen som Mia, men Tarantino var så stålsat på at få hende med ombord, at han læste hele manuskriptet op for hende over telefonen.
- Ordet "fuck" bliver sagt 265 gange, hvilket er syv gange færre end i 'Reservoir Dogs'.
- Bruce Willis var stor fan af 'Reservoir Dogs' og tog derfor et løndyk for at være med. Fra at have tjent 10 mio. dollars på at lægge stemme til babyen i Look Who's talking-filmene i 1989 og 1990 til 800.000 dollars i 'Pulp Fiction'.
- Quentin Tarantino spiller Jimmie i filmen. Han overvejede rollen som Lance, men valgte at give den til Eric Stoltz, for at han kunne være bag kameraet i scenen, hvor Mia tager en overdosis.
Glæd dig til næste film i rækken: Tarantinos undervurderede Jackie Brown fra 1997.
Fedt med et QT-spotlight. Det er svært at sætte ord på hvor fænomenalt et værk, Pulp Fiction faktisk er, men du gør det godt her, Daniel. Flowet i scenerne, dialogerne, kameraførslen, den ukronologiske fortælling, det hele spiller simpelthen så godt sammen i en vidunderlig pærevælling af en Hollywood-hyldest kreeret af den største filmnørd af dem alle.
Jeg har set Pulp Fiction utallige gange, og alligevel kan jeg aldrig helt huske rækkefølgen i kapitler og sceneskift, og det betyder bare at man aldrig ser passivt til, men nyder hvert eneste knivskarpe sekund i filmen. Der er ikke ét gram fedt på, ikke én dårlig replik, ikke én dårlig skuespilpræstation.
Tak Daniel, og tak Quentin.
Ja, det er svært at skjule sin begejstring over filmen, og selvom det må siges at være et populært valg, er der i min optik en grund til, at P.F. hyldes i den grad, som er det er tilfældet.
Pulp Fiction er en af Tarantinos bedste, og måske den bedste. Min favorit er dog stadig Kill Bill, hvilket nok skyldes formen - samt de mange virkelig ringe karate og Kung-Fu film jeg så som ung. Der er fine referencer til især Bruce Lee at finde i de to film.
'Kill Bill' er også forrygende, og vi kommer til den senere i vores blog-serie. 'Pulp Fiction' ramte mig dog på et ganske særligt tidspunkt i mit liv, så den står som noget helt specielt for mig. :)
