Cookie- og Privatlivspolitik
Sådan laver du dit eget Captain Marvel-kostume

Sådan laver du dit eget Captain Marvel-kostume

Tidligere kino-praktikant nørder igennem

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Har du nogensinde haft en karakter fra en film, en tv-serie eller et spil, som du elskede så højt, at du ikke længere bare kunne nøjes med at samle på figurer eller plakater, udklip og mere?

For det har jeg.

Jeg elsker nogle karakterer så højt, at det ikke længere er nok bare at kigge på dem eller samle på dem – jeg har snart 30 Hawkeye figurer stående derhjemme på en hylde. Og jeg har tilfældigvis også en symaskine som jeg nogenlunde ved, hvordan man skal bruge. Eller rettere, det gjorde jeg i starten.

Jeg vidste man kunne sy lige ud og zig zag, mens at skulle sy strækstof var et helvede. Resten vidste jeg ikke så meget om.

Da de første billeder af Brie Larson som Carol Danvers iført Andy Parks kostumedesign kom ud, blev jeg helt vildt glad inden i. Det var baseret på kostumet som Kelly Sue DeKonnick havde givet hende, da Carol blev Captain Marvel i stedet for Ms. Marvel. Og Brie Larson så bare fucking sej ud.

(Kilde: Marvel Studios/Andy Park)

Så selvfølgelig skulle jeg også have det kostume.

Jeg stod foran to muligheder: enten kunne jeg købe det online, som man sagtens kan, fordi der findes fantastiske købemuligheder (alt fra en billig kopi til en 1500+ kroner version af kostumet).

Eller også kunne jeg lave det selv. Det ville betyde, at jeg skulle finde stof jeg kunne bruge, at jeg skulle til at finde ud af, hvordan pokker kostumet var sat sammen, og mest af alt, skulle jeg til at finde ud af, hvordan jeg overhovedet kunne finde ud af, at lave hendes hjelm, med lys i øjnene og det hele.

Selvfølgelig valgte jeg at lave det selv. Om det var fordi, jeg synes jeg kunne bruge udfordringen (også selvom jeg egentlig burde bruge de 100+ timer det kommer til at tage mig at skrive på mit speciale) eller om det var fordi det var en kæmpe overspringshandling, ved jeg ikke.

Men pludselig er jeg på vej ned til min lokale stofbutik med et ønske om, at jeg skal købe blåt og rødt læderlignende stof, og så finde noget guldfolie jeg kan bruge. Og så fandt jeg også en gammel yogamåtte frem fra kælderen, som jeg ikke brugte. Jeg smuttede derefter ned i den lokale festbutik og købte en billig blond paryk, som jeg ville anvende til Carols mohawk.

Og så var det sgu bare med at gå i gang.

Der er noget vildt spændende over at finde alle de billeder, der var udgivet af kostumet og finde ud af, hvordan det var sat sammen. Jeg sad og forstørrede dem på Photoshop for at se, om jeg ikke kunne få alle detaljerne med – og med lidt andet kostumeerfaring (jeg har både et Kate Bishop/Hawkeye og et Clint Barton/Ronin-kostume hængende i skabet) fandt jeg hurtigt ud af, at Carols nye kostume så ud til at være lavet af seks dele:

- Hjelmen (og håret)

- En bodysuit (ærmer, ben og krop)

- En vest (med stjerne på)

- Armbeskyttere

- Benbeskyttere

- Et bælte

Og så var det ellers bare med at gå i gang.

Jeg fandt en online pepakura model til hjelmen og gik i gang. For de uindviede, så er pepakura en slags foldemetode, som man egentlig bruger til kraftig papir eller pap. Man kan lave alle mulige forskellige former. I cosplay-miljøet er det en ganske populær metode at bruge, når man skal arbejde med skum.

Og det er her yogamåtten kommer i spil, fordi den brugte jeg til at forme denne hjelm fra bunden. Der skulle lidt tilpasning til, og efter to lags træmaling var skummet også blevet solidt nok til at jeg kunne stole på, at den ikke ville brase sammen i hovedet på mig.

Så gik jeg i gang med parykken fra festbutikken. Jeg klippede den ud i strimler, som jeg så syede en af gangen op på et andet stykke stof. Så ville håret blive lidt tættere, og så ville jeg også kunne kontrollere hvordan det så ud, når jeg skulle til at sætte det med hårlak.

Det var en længere proces, som jeg kæmpede med i nogle dage, men endte med et nogenlunde godt resultat. Så kom jeg til at style mohawken fremad i stedet for tilbage, men det fik jeg hurtigt fikset ved at givet det syntetiske hår en omgang hårshampoo og en tørretur.

Efter jeg var færdig med hjelmen, malede jeg den med røde, blå, sølv og guld-farver, inden jeg gav den endnu et lag træmaling for at være sikker på, at malingen ikke ville vaskes af.

Så fandt jeg en gammel lyskæde til 15 kroner fra supermarkedet frem, limede tre LED-lys på per øje og indsatte endnu et stykke skum i inderside af hjelmen, så lysene ikke ville blænde mig, når jeg havde hjelmen på.

Nu skulle jeg så bare i gang med resten af kostumet.

Jeg startede med bodysuitet, og ærmerne – det var egentlig dem, jeg synes var de sejeste. Det viste sig så også, at det var nogle af de mest indviklede dele af processen, fordi jeg skulle bruge forskellige metoder til at sammensætte det. Og benene – specielt lårene – skulle jeg til at finde ud af, hvordan jeg skulle lave.

Det endte med en del stof, en del tittekanter og noget tyld. Og så en hel masse timer på at sprætte op, sy om, sprætte om igen og prøve mig frem. Og så, når jeg endelig var færdig med det ene ben blev det tid til det næste.

Da jeg var færdig med ærmer, top og ben sammensatte jeg kostumet indtil videre, og fandt ud af, at det passede ret godt.

Så gik jeg ellers i gang med vesten – den ville vise sig at være meget mere besværlig end jeg troede, mest på grund af de forskellige dele, detaljer og mere, og det tog flere omgange med at gøre den færdig.

Stjernen i midten af Carols bryst lavede jeg ud af det samme skum jeg brugte til hjelmen, og jeg tog også tiden til at lave to krystalformede skumdele som ville komme på armbeskyttererne, når jeg en gang nåede dertil.

Jeg tror, det endte med, at vesten ville bestå af 37 forskellige dele som skulle syes sammen – to gange, for det var 37 dele på venstre side og 37 dele på højre side. I princippet er det ikke indviklet, det er bare et større puslespil med at få det hele til at passe sammen.

Jeg malede stjernen i midten og limede noget velcro på bagsiden samtidig med, at jeg syede tilsvarende velcro-del på vesten, isatte en lynlås, og så var den færdig.

Nu manglede jeg kun benbeskyttere, armbeskyttere og bælte – og alt i alt tog de faktisk ikke så lang tid at lave.

Benbeskytterene lavede jeg med den gode gamle 'jeg dækker hele mit ben til i plastik-folie', tegner på det og klipper det så op metode, og gik så i gang med at overføre fra folie til stof, og syede så resten sammen. Det samme gjorde jeg med armbeskyttere.

Nogle gange var jeg nødt til at give op på nogle af detaljerne, fordi mine syfærdigheder ikke var i stand til at udføre dem, men så lærte jeg det på vejen. Jeg fik lært at isætte usynlige lynlåse til benbeskytterene, og dertil siger jeg tak til YouTube og alle de tutorials, jeg har været igennem i løbet af dette projekt.

Til sidst kom bæltet, som var noget af det nemmeste at lave på hele kostumet, og som bare skulle gøres færdig med en omgang velcro.

Og så var det bare med at prøve det på, alt på samme tid og håbe på, at det så badass ud, så jeg kunne have det på ind i biografen på premieredagen.

Nu står jeg bare med det valg til Avengers: Endgame-premieren: skal jeg tage mit Captain Marvel kostume på, eller skal jeg vælge at erklære min udødelige kærlighed til Clint Barton ved at have mit Ronin kostume på? 

Du kan altid følge mine cosplay eventyr på Instagram!

 

Kate Bishop/Hawkeye og Clint Barton/Ronin

Captain Marvel er aktuel i biografen.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Mushtaba

New Disney
Marts New
Dasnk
Film

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter