Cookie- og Privatlivspolitik
Oversete favoritfilm #32: The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford

Oversete favoritfilm #32: The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford

Western med Brad Pitt

Stem op!
5
Stem ned!
0
(reset)

Af gæsteblogger Julius Kamper

2007 var året, hvor vi så nogle af nyere tids bedste westerns. Coen-brødrenes No Country for Old Men er blandt mine yndlingsfilm nogensinde, og ’There Will Be Blood’ har én af mine favorit kuespilspræstationer nogensinde. Begge disse ting har formentlig også medført, at The Assassination of Jesse James By the Coward Robert Ford (fantastisk catchy titel i øvrigt) aldrig nåede samme topstatus som de to andre film. Kan det simpelthen bare skyldes ærgerlig timing?

’The Assassination of Jesse James’ er en fremragende film. Fænomenalt skrevet og instrueret af newzealænderen Andrew Dominik og har blandt andre Brad Pitt, Casey Affleck, Jeremy Renner, Sam Shepard og Sam Rockwell på rollelisten. Mesterfotografen Roger Deakins har stået for billedsætningen, mens duoen Nick Cave og Warren Ellis leverede et kriminelt undervurderet atmosfærisk soundtrack.

Alle disse roser burde jo tyde på, at filmen blev et kæmpe hit, men det var den ikke. Kommercielt var der tale om et flop, og på trods af mængden af ros fra anmeldere, var det aldrig nok til at få den gennemsnitlige biografgænger ind og se den. Det er synd og skam, for filmen er langsomt blevet til en af mine undervurderede favoritter over det sidste stykke tid, og det skyldes primært én ting: 

Filmens mod. 

Det er afsindigt modigt at afsløre filmens slutning i selve titlen. (Medgivet kender de fleste mennesker nok godt historien om Jesse James alligevel, men min pointe gælder stadig.) Hvis vi fra starten ved, hvordan filmen i bund og grund slutter, hvorfor skulle vi så gide se hele molevitten igennem?

Hvad kunne drive den generte og usikre Bob Ford, til at forråde USA’s mest frygtede kriminelle geni på det tidspunkt? Nu begynder vi straks at dykke dybere. Drivkraften i “Assassination” er helt og holdent karaktererne. Casey Affleck stjæler hver eneste scene med den indelukkede, oversete, socialt akavede og generelt foragtede lille wanna-be Bob Ford, der i bund og grund bare vil være en del af den seje bande.

Fords helt, Jesse James, som der allerede er skrevet adskillige bøger om, nyder i korte træk den meget åbenlyse fascination, ærefrygt og hengivenhed, Ford udviser. Det er tydeligt, hvordan han er vant til at være “the man”, men når en så åbenlys forgudelse viser sig, kan han ikke lade være med at lege lidt med. Han drager da bestemt også sine fordele af Fords hengivenhed, da han pludselig har fået sig en stikirenddreng, der i korte træk vil gøre alt for at komme lidt tættere på sin helt.

Skildringen af Jesse James i Fords øjne er også dybt fascinerende, for vi ser ham altid som værende den altdominerende figur, når de to er sammen (Det er han også generelt, men når de to er sammen, ser vi ham altid gennem Fords øjne). Kompositionen er altid til fordel for James, vi ser ham altid moderat nedefra ofte med horisonten i baggrunden, og selvom vi hører om nogle af hans fysiske defekter i filmens åbningssekvens (blandt andre at hans øjne hurtigt tørrer ud, så han ofte blinker), ser vi ham aldrig gøre det, når han er sammen med Ford. Vi får, som seere et næsten mytisk billede af James, men så snart vi ser ham med andre mennesker, fremstår han som værende skrøbelig og direkte på kanten til et sammenbrud.

Således kommer en vanvittigt nuanceret karakterskildring af to mennesker frem alene gennem en visuel præsentation af én af dem. Dét er god instruktion og fremragende visuel storytelling. Uden at afsløre præcis hvordan filmen slutter (jeg håber på, at jeg bare kan få én mere til at værdsætte den med dette indlæg), har det en fremragende og dybfølt kommentar om svage menneskers jagt på stærke menneskers ære. Og især hvordan forestillingen om at man nemt kan erstatte den rolle, en tidligere person udfyldte, alene fordi man selv var personen til at skubbe dem af pinden.

Den dybere mening bag filmen er hårdtslående ægte og relevant, og slutningen hænger stadig i mig den dag i dag. Det er en fremragende film, og det er en skam, hvor få mennesker der kender til den.

Vil du også skrive gæsteblogs til kino.dk? Send en mail til Stine Teglgaard (stine@kino.dk) med dit bud. Ikke alle kommer igennem, men de der gør, belønnes med 2xfribilletter

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter