Cookie- og Privatlivspolitik
Blade Runner 2049: Hvad gør os til mennesker?

Blade Runner 2049: Hvad gør os til mennesker?

Blogger ser nærmere på et af filmens væsentligste temaer

Stem op!
21
Stem ned!
0
(reset)

(Indlægget indeholder SPOILERS til Blade Runner 2049. Har du ikke set den endnu, hvad laver du så? Skynd dig at se den.)

Da man var barn, var der intet, man ønskede sig mere end at være “den udvalgte”. Om det var at finde et brev fra Hogwarts om morgenen, om det var at være en arvtager til en Jedi-ridder, eller om man var en vampyrdræber med en større skæbne. Det er en drøm, alle formentlig har haft på et tidspunkt; at få at vide, at ens liv ikke bare er en nihilistisk prik i et univers, der ikke kunne være mere ligeglad med dig, men at det har et formål, et formål, der ville løfte én udover det mondæne hverdagsliv.

Idéen om en helt født i ydmyge kår, som er kommet til verden med et større formål, er nok en kliché ældre end nogen anden. Men hvorfor ikke? Det er da en god historie. Det skaber en personlighed, vi kan forstå og sætte os ind i, og det giver et solidt fundament for nytænkning i historiefortælling og world-building.

Det mest slående ved heltens rejse er vel, at den er uhyrligt inspirerende. Langt størstedelen af os vil aldrig blive valgt. Når vi kommer til teenageårene, går det langsomt op for os, at vores liv vil være helt aldeles almindelige, hvilket kun bliver slået fastere i takt med at vi bliver ældre. Og hvor de fleste mennesker aldrig vil føle lettelsen af at deres livsprofeti går i opfyldelse, kan vi stadig få vores liv til at “betyde noget”.

Blade Runner 2049 

Og her når vi så til Denis Villeneuves 'Blade Runner 2049', som på slående eksplicit vis omgår heltens klassiske rejse. Fra begyndelsen tror hovedpersonen K (og publikummet), at han er centrum for en kæmpe omvæltning: Et barn født af to replikanter, som ikke burde eksistere, men alligevel gør; født udelukkende pga. skæbnens tilfældigheder. Miraklet, Sapper Morton nævnte, var ikke en jomfrufødsel, men som godt som, og det placerer en profeti på K.

K blev udvalgt, og hele hans liv så ud til at føre til denne åbenbaring. Han starter filmen som en døsig slave med intet i sig udover lydighed. Han begynder sin efterforskning efter en pensionering som alle andre, men finder så liget af en gravid replikant, og i takt med at han bliver klogere, går det op for ham, at barnet, han søger, er ham selv. K begynder at se den samme dato overalt (6.10.21), men da han så ser DNA’et fra et barn født før strømsvigtet, opvokset på et børnehjem, opstår spørgsmålet: Kan det være ham?

Og når K i høj fart flyver mod San Diego, ser vi for første gang i filmen håb hos hovedpersonen, hos det kvindelige hologram, Joi, og måske vigtigere end nogen anden, hos os selv. Håbet vokser, da K endelig møder Deckard i Las Vegas, som i 2049 ganske tematisk passende er blevet forvandlet til et monument for kvindelig frugtbarhed, og endelig finder sin identitet. Det er her, heltens rejse peaker. K har fundet og accepteret sin identitet, og han kæmper sig nu fremad for at stå ansigt til ansigt med overmagten. 

Blade Runner 2049 

Og så bliver håbet pludselig taget fra os. Luv sporer K til Vegas, kidnapper Deckard, knuser Joi og efterlader K til at dø. Han vågner hos replikant-modstandsbevægelsen, men håbet bliver en sidste gang knust for os, da K får at vide, at han ikke er barnet, men er almindelig og fabriksproduceret som alle andre replikanter. Hverken født, ønsket eller nødvendig. Det føles, som om der kun er sorg tilbage, og da K i stilhed forlader modstandsbevægelsen, giver filmen os ikke meget håb.

Men så sker der pludselig noget. For da K træder udenfor, blandt de farverige hologrammer, der oplyser de brutale skyskrabere og en blid regn fra oven, ser han op og ser Joi. Eller, han ser en reklame for produktet Joi. Et hologram, tårnende over ham, nøgen, indbydende, og hun knæler og ser ham i øjnene. Vi ser K se tilbage på denne parodi af kvinden, han elskede, og mens han står alene i mørket, træffer han et valg.

Blade Runner 2049 

Jeg ser scenen som K, der endelig forstår den fundamentale parallel mellem sig selv og Joi. De var begge skabt til ét formål: at tjene. De er begge masseproducerede værktøjer, bundet fra fødslen til at dreje tandhjulene på den kapitalistiske maskine, der driver Jorden og kolonierne i rummet. Og alligevel, indser K, elskede Joi ham. Hun troede på ham, hun ofrede sig for ham. På sin egen måde døde hun for ham. Og han forstår, at denne figur foran ham ikke er Joi. Hun er fremstillet på samme måde som Joi, hun er programmeret som Joi, men hun er ikke Joi. Joi havde, på sin vis, transcenderet, hvad hun var skabt til at være.

Og da K står dér på den tomme og efterladte bro, tænker han tilbage på den første samtale med kommissæren, da hun gav ham ordre til at finde barnet. “At blive født er at have en sjæl, tror jeg,” siger han. Han ved nu, at det er forkert. At træffe et valg er at have en sjæl. At tro er at have en sjæl, og han tænker tilbage på Mariette og Frieza, replikanterne der lærte ham, at “dø for den rette sag er det mest menneskelige, vi kan.”

Så K bestemmer sig for at handle. Han finder Deckard, og efter en frygtelig slåskamp ved Havmuren, redder han ham fra Wallace og Luv. Han bringer Deckard til Stelline, det egentlige barn, og lægger sig på de snedækkede trin, dødeligt såret. I det blide snefald, ser K ligeud mens vi hører “Tears in the Rain”, og til sidst dør han.

Slutningen af filmen er første gang, vi ser K forme sin egen vej. Han afviser ønskerne fra de mange dukkeførere, Frieza, Kommissær Joshi og Wallace, og han gør det mest åbenlyse: Genforer en far med sin datter. En simpel handling med et rent motiv, smuk i sin uskyldighed, der vil gøre en forskel. Det er et valg, ingen andre ville have truffet, en uigenkaldelig individuel beslutning truffet af K, og fra den beslutning beviser han, at han er menneskelig. Præcis som Joi, som blev mere end hun var skabt til, fandt K til sidst sin menneskelighed.

Blade Runner 2049 

For det er valgene, vi træffer, der gør os til dem, vi er, hævder filmen. Det er viljen, der skaber mennesket, viljen til at handle, til at beslutte og til at være. At være et menneske er at skabe sit eget liv og lade verden blive påvirket af dig og til sidst at smede sin egen lykke. På denne måde er jeg ikke et sekund i tvivl om, at 'Blade Runner 2049' er en hyldest til kræfterne bag overbevisning og menneskelig handlekraft. Gennem K, som ikke blev valgt, men selv valgte, fortæller filmen os, at kernen bag at være menneske er at finde sin egen vej.

Dit liv vil være et blink i universet. Det er et faktum. I det store billede vil menneskeheden kun være her i et splitsekund. Og for de fleste af os vil det være komplet ordinære splitsekunder, fyldt med de utallige kedsomheder og mondæne stunder, som livet giver os. Men vi har fået gaven menneskelighed, og vi kan vælge. Vi kan altid vælge, og så længe vi kan vælge, kan vi leve. Forstå lykken i den handlekraft, du har, find betydning i de beslutninger, du træffer, og acceptér at på trods af, at vores liv ikke har en overvældende større betydning, så har de altid en værdi.

Indlægget er skrevet af Julius Kamper, der er blogger på kino.dk.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til stine@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Frederikuser/246401

God film. det er flot lavet med farverne og god historie, der holder sig meget i stilen til 1.
eyeads.dk/

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter