Cookie- og Privatlivspolitik
Mit største filmtraume er…

Mit største filmtraume er…

Hvad er dit?

Stem op!
17
Stem ned!
0
(reset)

William Friedkins horrorklassiker The Exorcist fra 1973 er kendt som en af filmhistoriens mest skræmmende film. Det fik jeg i en tidlig alder at mærke på mit skrøbelige ungdomssind til en filmaften med vennerne.

Denne for mig skelsættende aften skulle vise sig at afføde mit første og største filmtraume med netop den djævelske ’The Exorcist’.

Jeg har vel været omkring 11-12 år, da vi mødtes for se film på stribe. I udgangspunktet hyggeligt og uskyldigt - det blev dog noget mindre hyggeligt sent på aftenen.  

For efter de første par film var løbet over skærmen, skulle vi se den allerede dengang for mig myteomspundne besættelses-gyser.

Jeg vidste dog ikke, hvad der skulle ramme mig denne aften, før det var for sent…

Uforbeholden rædsel
Jeg husker ikke meget andet fra filmen end en uforbeholden rædsel. Det til trods for, at jeg ikke så mange minutter af den dæmonbesatte gru. Og det lidt jeg så var ud igennem fingrene for mine øjne.

Siden den oplevelse skulle der gå mange år, før jeg overhovedet turde nærme mig William Friedkins opkastspruttende klassiker.

Jeg har siden da set min angst i øjnene - dog som fuldvoksen og noget mere horror-hærdet filmfan.

Og nej, filmen var naturligvis ikke nær så skræmmende, som da jeg var de der 11-12 år gammel. Men traumet sidder stadig i mig. På godt og ondt.

For kan det ikke være en god ting med et - om ikke andet - lille filmtraume?

Kan et filmtraume være godt?
’The Exorcist’ er for mit vedkommende en af de stærkeste og mest mindeværdige filmoplevelser, jeg har haft. Jeg husker for eksempel ikke de andre film, vi så den aften. 

Det er også et af de filmminder, der var med til at gøre mig bevidst om, hvad en film kan. En film, der sidenhen har været med til at danne grobund for min kærlighed til film - og i særdeleshed horrorgenren. Hvilket jeg den dag i dag er glad for.

Men et filmtraume behøver ikke nødvendigvis kun at være forbundet med horrorfilm.

Det kan vel også blot være film, der vækker stærke følelser, som er for voldsomme til at kapere. En brutal krigsfilm måske? Eller et drama om ulykkelig kærlighed? Eller noget helt tredje?

Hvad er dit største filmtraume?

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

Nadja Nielsen/Noir Weiss

A nightmare on Elm street 3: Dream warriors. Både min yndlings film og min værste film traume! Når Freddy konfrontere Taryn og han fingre bliver til kanyler fyldt med blå væske. "Come on, We're old friends you and I" OG HENDES STIKMÆRKER "BLINKER" SOM ØJNE!!!!!! Jeg så den film da jeg var 5 (nok heller ikke passende) men selv nu 21 år senere kan den scene stadig give mig "the chills" og må sige at effekterne stadig holder til den dag i dag! Jeg føler at enhver god gyser giver en form for traume. For det er dem du altid vil huske...

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
maria

Jeg så filmen Species, ved et uheld da jeg var barn. Den handler om en Alien der forvandler sig til en smuk kvinde. Den vil gerne formere sig ved at have sex med mænd, og bagefter slår hun dem ihjel. De scener hvor hun forvandler sig fra kvinde til Alien, gav mig traumer mange år efter :)

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
DJN

Jo, The Exorcist satte også et traume i mig.
Ligeså The Brood... DAMN, jeg gik LANGT uden om børn i hættejakker i måneder efter :D
A Nightmare on Elm Street, så den første gang kl. lort om natten med en veninde, og jeg skulle cykle hjem bagefter, bl.a. lange en kirkegård, og jeg skulle ned i kælderen med cyklen. Damn, jeg var skræmt :D

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
TheDayDreamer

Det er ikke som sådan en gyser, men den ene film der alligevel, stadig den dag i dag kan gøre mig ilde til mode når jeg ser den, er den sort/hvide film "Elefantmanden" fra 1980, instrueret af David Lynch. Det er historien om manden Joseph Merricks liv, i 1800-tallets London, hvor han er født med en sygdom der gør at han er udstødt fra samfundet, og har levet det meste af sit liv som en attraktion i et såkaldt "freakshow", indtil der en dag er en ung læge der finder ham og tager ham til sig, og vil vende verdens syn på ham. Hans sygdom giver ham en masse deformiteter, og deraf kommer hans øgenavn

Jeg kan huske at jeg så filmen første gang i så ung en alder at den virkelig satte sit præg på mig - dengang virkede Johns fremtoning ufatteligt skræmmende, men når jeg husker filmen nu, mindes jeg lige så meget brugen af musik, og pointen i at det faktisk slet ikke er elefantmanden der var skræmmende, men den måde samfundet anskuer ham på og behandler ham, på trods af at det viser sig at han på ingen måde er et udyr, men faktisk er et virkelig intelligent, empatisk og veltalende individ.

Filmen er, i min optik, mere end noget andet en samfundskritik, og det gyser i mig når jeg tænker tilbage på hvordan nogle af folkene behandlede ham, virkeliggørelsen af den ondskab som er en del af den menneskelige natur, når vi møder ting vi ikke forstår.

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Susanne Storm Hansen

Var i biffen som teenager og anede ikke hvilken film det var vi skulle se. Hader virkelig de alien film, synes det er så skræmmende og har vel ikke set nogen af dem siden ☺️
Og The exorcist som jeg kun havde set klip af, og var mere end nok, for jeg turde ikke se hele filmen før jeg blev meget voksen.
Og så soldier blue - frygtelig hvad der skete dengang med indianerne (film med Peter Strauss).
Og min absolut favoritfilm - The deerhunter - som jeg har set 10 gange. Så frygtelig og gjort mega indtryk på mig siden jeg så den 1. gang.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Michael

Scenen med Nedrys flugt, man kan først og fremmest mærke den uro og stress der er inde i ham om han når at komme med båden indne den sejler uden ham eller om han skulle blive busted inden. Han kører så fast og skal ud i regnen og hægte jeepen fast til at træ, han møder den her nuttede dinosaur som virker uskyldig og legesyg, da den pludselig angriber med gift og rammer Nerdy blandt ande ti øjnene så han ikke kan se, hvorefter han blevet ædt imens han skriger.
Det skræmte mig helt vildt, tror det satte nogle tanker igang at ikke alt er hvad det ser ud til at være, blev lidt mere skeptisk overfor hunde selv kaniner :D dog ikke mere idag, men dengang når scenen kom skulle jeg altid lige ud og se hvad mine forældre lavede.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Marianne Juul

Helt klart da Mufasa dør!

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Tania

Så mange år efter HADER jeg stadig Klovne

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Andersuser/728541

Den version med Donald Sutherland... Jeg turde ikke sove i to dage efter den film...

Stem op!
4
Stem ned!
0
(reset)
Brian

Gik i biografen fordi vi troede, at det var en film, hvor der var biljagter og hvad ved jeg!
Nææhhh det var en gyser!
Glemmer aldrig de røde øjne i filmen, og jeg så ikke ret meget af den fra 3. række!
Een af de andre fra dengang var en gyser, hvor der kom monstre op af sumpen eller vandet! Kan desværre ikke huske titlens, men steg op og voldtog kvinderne, og jeg mener, at der kom afkom ud af det!
Da een af os gik på toilettet, så fulgte hele rækken af os 5 rollinger med! Hvor var det skønt at komme ud i lyset i bare 5 minutter, men husker desværre ikke titlen

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter