Cookie- og Privatlivspolitik
Oversete favoritfilm #30: Man of Steel

Oversete favoritfilm #30: Man of Steel

Introvert men eksplosiv Superman

Stem op!
16
Stem ned!
0
(reset)

Denne oversete favoritfilm er valgt og leveret af Dennis Kirkegaard Jensen.

Jeg har set Man of Steel på den positive side af 20 gange. Det er subjektivt set min yndlingsfilm nogensinde. Hver gang, jeg føler mig nede, ser jeg filmen og giver mig selv hen til en version af vores egen verden, hvor den mægtigste mand er en introvert tænker fra Krypton/Kansas og ikke Donald Trump.

Der er noget rent og ægte ved at følge et individ, der trods enorm fysisk og psykisk modstand hele livet, stadig tror nok på sig selv, til ikke at gå på kompromis med sine overbevisninger. Det er denne dualitet, der kendetegner den nyeste udgave af Superman på det store lærred, og ultimativt det der gør karakteren mere kompleks end tidligere udgaver.

Henry Cavills portrættering er en mand af få ord, men han kompenserer ved at levere ansigtsudtryk til hvert et ord i ordbogen, hvilket formår at vække følelser og forståelse for hans motivation og handlinger. Udover det er han den første skuespiller nogensinde, der rent faktisk har en fysik, der tilnærmelsesvis minder om hans tegneseriemodstykke. En overset kredit, når man skal portrættere et af de mægtigste væsener i dette fiktive univers. Den samlede pakke er en aura af fortrolighed og intimitet, der går perfekt i spænd med filmens fortæller-stil som er ganske interessant.

Man of Steel/Warner Bros.

De første ca. 20 min. er en introduktion af Krypton - vist på en måde, man kun kan konkludere som værende et flashback. Da Clarks rumskib lander i Smallville, er der et glimrende klip, der fører til Clark som fisker på en kutter i nutid. Det er forfriskende på det tidspunkt det sker, fordi man som seer netop skal til at læne sig trygt tilbage i sofaen og tænke; “Ahh... Jeg behøver ikke investere mig helt vildt, fordi det næste der sker, har jeg allerede set udspille sig i Donners Superman-film.” Klippet markerer også introduktionen til historiens lineære fortælling, som normalt er ganske simpel for disse oprindelses-fortællinger: Et ellers almindeligt menneske finder ud af, at han er ekstraordinær. Bortset fra at i denne fortælling ved Clark dog godt, han speciel -han har ikke hørt andet hele sin opvækst, men han ved ikke hvorfor (hans alien-arv), og han kender ikke potentialet af sin skæbne.

Clarks egenskaber får man som seer delt med ham gennem frekvente flashbacks, der fremhæver vigtige begivenheder og emotionelle rutsjeture i hans fortid. Disse flashbacks er på sin vis irrelevante for den lineære historie, og skal nærmere nydes som en slags udforskning af Clarks psyke, der mange gange skaber forståelse for hans beslutninger enten præ- eller post-flashbacket. Disse non-lineære ‘minder’ kan hurtigt distrahere en fra den lineære historie, og de fortsætter til det punkt, hvor Clark møder et hologram af sin biologiske far, som oplyser ham om hans potentiale og motiverer ham til at omfavne sin skæbne.

På dette tidspunkt er motiver, handlinger og fortælling også eskaleret så intensivt, at yderligere flashbacks blot ville distrahere fra fornøjelsen af, blot at se disse ting udspille sig. Den sidste tredjedel af filmen formår at binde en fin sløjfe på de optrappende konflikter og elementer på fantastisk vis – sådan her har du aldrig kunne nyde Superman på film før!

Man of Steel/Warner Bros.

Lad os spole tiden tilbage til 2006 et ganske kort øjeblik for at fremme pointen. Året hvor Superman Returns udkom. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer om filmen, men jeg tror, jeg taler på de flestes vegne, når jeg siger, at den var kedelig. Superman har meget mere at byde på end at blive skudt på, blive udsat for Kryptonit og flytte tunge ting. Superman Returns blev skidt modtaget blandt den almene biografgænger, og Superman blev lagt på is i Phantom Zonen i syv år inden udgivelsen af 'Man of Steel'.

Da 'Man of Steel' udkom var det tydeligt, at det denne omgang var det kritikerne, der var ude med riven. De mener, at filmen bevæger sig over i for meget af et rendyrket blockbuster-territorium i tredje akt, og hvis du deler denne holdning, så beder jeg dig grave din hukommelse, og forsøge engang at tænke over den Superman vi fik i 'Superman Returns' i retrospekt - og i 'Man of Steel' er Superman ikke engang fuldt bevidstgjort om sit potentiale (i forhold til sine enorme kræfter)! Clark har kun været Superman og båret symbolet for håb i noget, der minder om 48 timer, før han står overfor en uundgåeligt fysisk konfrontation med Zod. Dét sted, hvor Zack Snyder får lov at vise, hvad han er den bedste til i industrien; Action.

Resultatet er et virvar af adskillige omfattende action-set-pieces, udover hvad jeg nogensinde har set! - Det er hæsblæsende, visuelt forbløffende og nærmest overvældende. Filmfans af den gamle skole er af den holdning, at action udelukkende er visuel larm, fordi enhver konfrontation altid kan løses med ord. Jeg er ikke uenig i dette, men det er at romantisere filmkunsten for meget. Film fortsætter med at have relevans, delvist fordi de reflekterer verdens nuværende tilstand, og desværre står det klart i ‘17, at vold tilsyneladende intet formål behøves at have. Lige netop action kan tilføje et element til film, jeg mener mange kritikere overser: Underholdningsværdi. Og Zack Snyder instrueret action er underholdende af mange årsager, men jeg vil fremhæve ét teknisk element, der for mig er blevet den altafgørende faktor for definitionen og forståelsen af god action; Overskuelighed.

Man of Steel/Warner Bros.

Mange instruktører ‘gemmer’ overskueligheden gennem forskellige teknikker. Nogle benytter sig fx af alt for mange hyppige close-ups. En metode der highlighter den umiddelbare tilfredsstillelse af at se sammenstødet på tæt hold. Det er en utrolig ufølsom måde at opleve action på - som at lave den klassiske ‘To ryk og en aflevering’ i soveværelset. Andre negligerer den ekstensive koreografi, hvilket resulterer i håndlangere, der står og piller bussemænd i baggrunden, eller falder omkuld uden nogen mening (jeg kigger på dig Nolan!). Denne metode er bare doven. Nogle er simpelthen bare heller ikke detalje-oritenterede nok til, at en action-sekvens ved nærmere eftertanke giver mening. Hvad fanden lavede Vision i ⅔ af action-sekvensen i lufthavnen i Captain America: Civil War?

Zack Snyder-instrueret action eksisterer som en direkte kontrast til visuel larm. Jeg beskriver hans action som visuel ballet, og hvis nogen af jer har set Behind the scenes-materiale til fx Man of Steel, vil i vide hvilket arbejde Zack ligger i koreografi. Enhver skuespiller har en computer genereret model af sig selv, som oftest kun bliver brugt til scener umulige at skyde eller umulige for det menneskelige øje at følge. Det efterlader et lækkert blend af CGI med praktikalitet. Ikke for meget - ikke for lidt.

Al denne forkælelse for det tekniske efterlader en autentisk følelse for the blotte øje. Fra spyttet der forlader Cavills mund ved ordene: “- and it hurts? - DOESN’T it?!” til Nam-Ek der råber misfornøjet, da jægerfly skyder ham ind i en lygtepæl. Der bliver råbt, spyttet og skreget. Udtrykket skaber en fornemmelse af at være vidne til et overmenneskeligt bar-slagsmål. Hele Zack Snyders koncept og konstruktion af den verden, han ønsker at opbygge med the DCEU, kommer perfekt til udtryk gennem hans action. Bedste eksempel i 'Man of Steel', for mit vedkomne, er action-sekvensen i Smallville. Der er SÅ mange elementer i spil, og øjeblikket fungerer oven i købet som en vigtig milepæl for Clark; Første gang i sit liv han stålsat imødekommer en fysisk konfrontation, uden nogen mulig fornemmelse for resultatet. Han følger bare sin intuition.

Man of Steel/Warner Bros.

Superhelte, der interagerer med vores verden, har altid været Zacks koncept og vision med DCEU. Superhelte begrænset og ‘indespærret’ af den menneskelige forståelse, accept og politik - eller nærmere mangel på samme. Konceptet skaber en ufattelig beundringsværdig kontrast, i og med det forsøger at etablere noget så fantastisk indenfor hverdagsagtige rammer. Det er ultimativt det, der adskiller DCEU fra andre konkurrerende tegneserie-franchises på det store lærred. Jeg synes, det er innovativt og vigtigt for den samlede betydning af genren, når vi engang skal kigge tilbage på Guldalderen af tegneseriespillefilm.

Naturen af selve konceptet, tonen og stemningen i DCEU-film er en invitation til at reflektere over moderne samfundsmæssige og menneskeskabte problemstillinger. Det er til tider dystert, mørkt og modløst - tider vi alle har kæmpet med. Mange er af den overbevisning, at når disse problemstillinger opleves gennem superhelte, vanærer man selve idéen med deres oprindelse, idet superhelte - siden Superman løftede en bil over hovedet - har stået for større-end-livet optimisme, forståelse og overskud. Denne holdning kan jeg acceptere. Hvis du er en af dem, der mener, at konceptet dermed er selvmodsigende og irrelevant, så vil jeg heller ikke være på tværs - der eksisterer ikke superhelte i vores verden, og det er et indiskutabelt faktum. Hvad du finder irrelevant, finder jeg bare ambitiøst og fascinerende. I 'Man of Steel' udforskes temaer som: Opvækst kontra arv, vores syn og behandling af fremmede, organisk kontra kunstig, tilpasning, styrke gennem modstand osv.

Det, jeg får fra Warner Bros., er noget, som hverken Marvel/Disney eller 20th Century Fox efter min mening leverer på; Differentiering af temaer og følelser på tværs af film, infrastrukturel franchise-opbygning, verdens-konstruktion og tegneserie-nøjagtighed. Superman er ikke en sjov karakter. Hans humor er meget situations-bundet. Det faktum, at Warner Bros. ikke går på kompromis med karakterernes identitet i forsøget på at gøre tonen og stemningen mere fordøjelig, sætter jeg især pris på. Det kommer til at skabe en meget mere reel dynamik medlemmerne imellem, når vi rammer Justice League til november, i stedet for, at ALLE karakterer kommer ensartede til udtryk på tværs af det emotionelle spektrum.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Simon

Efter min mening har Henry Cavill det helt rigtige look som Superman.
Men nu har jeg selv haft skuespilundervisning og haft interesse for det det meste af mit liv, og vil klart mene at han decideret overspiller i flere scener. Det er ikke meget - han putter bare lidt for meget på nogle replikker. Det er som om han ikke rigtig føler det, men virkelig gerne vil vise og skære hans tvivl om sorg ud i pap - og det er bare et tegn på ringe skuespilevner. Han er ikke rigtig "in it".

Derudover synes jeg også at hele actiondelen til sidst er for meget. Superman virker, i mine øjne, en smule tungnem, når han bare smadrer der ud af.
Det havde været rigtig interessant med en scene, hvori Superman's virkelige indre kamp bliver illustreret - han har de her enorme, nærmest guddommelige kræfter, og hans far, Jor-El, siger til ham "You can save them, Kal-El. You can save all of them."
Men kan han det?
Det havde jo været interessant at se scener hvor Superman forsøger BÅDE at bekæmpe Zod og hans kumpaner, mens de forsøger at dræbe civile.
Ku være en scene med Zod der forsøger at smadre en hel bygning, så den vælter, og Supeman så samtidig forsøger at bære bygningen ned i sikkerhed, samtidig med at Zod angriber ham.
Undervejs kunne Superman så lære, at nej - han kan ikke redde alle, men han kan redde nogle, og det må han acceptere.
Det ville gøre filmen mere mørk - fordi den ville illustrere Supermans relative magtesløshed, i forhold til hans kræfter.
Han har de her mægtige kræfter, og han burde kunne redde alle - men det er måske ikke så let alligevel.

I stedet valgte Snyder at fokusere på, at Zod og Superman er ligesom guder/titaner, og derfor skulle actionen i filmen også være "guddommelig og total".
For mig at se er det hvordan en teenager tænker, ligesom Bay tænker, når han laver action i Transformers. Det er bare "more is more is more is more"-tankegangen, og den virker slet ikke på mig, og mange af os andre, der er ikke var særlig imponeret over Snyder's tilgang til Superman-materialet.

Håber de finder en ny instruktør, der fremover kan lægge fundamentet for DCEU, fordi Snyder har været et fejlcast fra starten af.

Inshapedk

Jeg sætter virkelig pris på du deler dine tanker i det omfang. Dejligt at indlægget kan genere den form for entusiasme for at komme med sin egen holdning.
I forhold til dit første afsnit, kan jeg ikke gå så meget i dybden med det, da jeg simpelthen er lodret uenig.
Er Henry Cavill Leo? - absolut ikke, men han er efter min mening ganske fint udrustet til at spille Superman. Måske en introduktion til andet i hans katalog kunne hive dig lidt i en anden retning - i så fald vil jeg anbefale dig at se The Man From U.N.C.L.E, som han er fabelagtig i!
Dit andet afsnit synes jeg er en rigtig fin observering. Det kunne have været lækkert med en sådanne scene, der netop ville illustrere hans magtesløshed.
Den eneste lighed jeg finder mellem Snyder og Bay, er de til tider unødige eksplosioner. Specielt når det er ting der intet sprængfarligt er ved der alligevel formår at sprænge. Når det så er sagt stopper sammenligningerne også. Der er ingen overskuelighed i Bay's action. Bare masser af frekvente jump-cuts fra robot til robot (i Transformers tilfælde, som du selv bringer op).

Simon

Det er fint at være uenig mht skuespilpræstation.
Jeg kan da også godt selv li Arnold Schwarznegger - jeg ved da godt han er ikke er en super skuespiller, men i mine øjne har han karisma og så gør han det super i nogle roller.
Grunden til at jeg sammenligner med ham, er, at jeg oplever det som om, at folk synes godt om Henry Cavills præstation, fordi han netop ligner Superman så godt. Jeg synes bare han putter lidt for meget 'sugar' (udtryk inden for skuespil når man forsøger at vise publikum liiidt for udtrykte følelser, uden at have rigtig indlevelse i scenen) på sit skuespil ind i mellem. Og det hiver mig ud af det - fordi han virker som en skuespiller der er bevidst om, at der er folk, som observerer ham - og det kan en god skuespiller godt abstrahere fra.
Men altså - det hele er jo subjektivt og relativt, og jeg synes det er fedt du har den entusiame om filmen. Jeg var svært skuffet første gang, men kan da sagtens se den nu, for hvad den er, og synes den er blevet lidt bedre med tiden. Men jeg ser den bare absolut ikke som et mesterværk.

Grunden til at jeg sammenligner med Bay, er, at Snyder virker som en der er mere interesseret i bulder-og-brag-scener, end egentlig at retfærdiggøre action-delen.

Action-scener i MCU kan også tangere bulder-og-brag-scener, men oplever at de er lidt mere grundet, end dem Snyder laver.
Men måske er det bare mig - jeg ser bare intet fantastisk i at se Superman SMADRER løs på Zod, og ikke umiddelbart gøre en indsats for at rede metropolis, ud over at han forsøger at banke Zod til plukfisk.
Samme gælder i Batman v Superman. Den sidste scene med Doomsday virker bare så more-is-more-is-more-is-more.

Men måske er det mig der bare har tabt interessen for de her scener. :P

Inshapedk

Hvis vi kan skabe enighed om Arnold, så kan vi blive enige om mange ting Simon :D
Præcis. Alt ved film er subjektivt, hvilket er enormt smukt. Du ser noget jeg ikke ser i Henry Cavill's præstation og fred være med det.
Du er i det mindste god til at retfærdiggøre for din holdning i forhold til Snyder. Jeg ser mindst ligeså megen retfærdiggøren for action-delen hos DC som jeg gør hos Marvel, og jeg skal naturligvis ikke kunne sige om du er mættet af det store showdown, der mere eller mindre er en normalitet i denne genre. Hvis du kan jeg godt forstå det. Det er efterhånden trivielt, men et eller andet sted også bare nødvendigt i dette fortællerformat efter min mening.

Wayne

På alle måder er det svært at se Man of Steel som en "overset" Favoritfilm.

Det var uden sammenligning den mest hypede biograffilm i 2013, kun Hobitten Dragen Smaugs Ødemark på samme niveau.

Men jeg har fuld forståelse for at du har den som favoritfilm. Den har bestemt flere gode kvaliteter.

Vi bliver bare aldrig enige om at actiondelen er en af dem. Dels viser den en Superman som er medvirkende til en kamp, som ultimativt er med til at slå mennesker ihjel. Godt nok forsvarer han sig selv, og andre - men "min" Superman ville have været klog nok til at trække kampen hen til et ubeboet område, eller ud i rummet.
Det ved Snyder godt, i bagklogsskabens klare lys - og derfor kom BvS også til at være en slags undskyldning, og opgør med lige præcis det.

Derudover synes jeg at action for action's skyld blev overdrevet - det varer simpelthen for længe. Jeg er stor fan af Snyder, men MoS skuffede mig især på den del.

Inshapedk

Gode gamle Wayne - glad for du er at finde i kommentarerne. Det havde ikke føltes rigtigt uden.
Ked af du er ude med riven denne gang, men som du selv nævner, så er vi som dag og nat i forhold til Man of Steel.
Jeg vil dog knytte den kommentar, at det er Superman der tager initiativ til at gøre kampen luftbåren, og dermed tvinger Zod længere fra civile. De havner også i rummet, men kampens hede tvinger dem tilbage til Metropolis.
Ved det ikke vil ændre dit syn på Man of Steel og fred være med det.

Wayne

En superhelteblog, uden mig?

Nej, vel :-)

Nu skriver jeg jo også at filmen har mange gode kvaliteter, jeg gav den trods alt 7 ud af 10 stjerner hos IMDb. Det er på ingen måde en dårlig film. Men de store forventninger jeg havde til filmen blev altså ikke indfriet.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter