Cookie- og Privatlivspolitik
Oversete favoritfilm #30: Man of Steel

Oversete favoritfilm #30: Man of Steel

Introvert men eksplosiv Superman

Stem op!
16
Stem ned!
0
(reset)

Denne oversete favoritfilm er valgt og leveret af Dennis Kirkegaard Jensen.

Jeg har set Man of Steel på den positive side af 20 gange. Det er subjektivt set min yndlingsfilm nogensinde. Hver gang, jeg føler mig nede, ser jeg filmen og giver mig selv hen til en version af vores egen verden, hvor den mægtigste mand er en introvert tænker fra Krypton/Kansas og ikke Donald Trump.

Der er noget rent og ægte ved at følge et individ, der trods enorm fysisk og psykisk modstand hele livet, stadig tror nok på sig selv, til ikke at gå på kompromis med sine overbevisninger. Det er denne dualitet, der kendetegner den nyeste udgave af Superman på det store lærred, og ultimativt det der gør karakteren mere kompleks end tidligere udgaver.

Henry Cavills portrættering er en mand af få ord, men han kompenserer ved at levere ansigtsudtryk til hvert et ord i ordbogen, hvilket formår at vække følelser og forståelse for hans motivation og handlinger. Udover det er han den første skuespiller nogensinde, der rent faktisk har en fysik, der tilnærmelsesvis minder om hans tegneseriemodstykke. En overset kredit, når man skal portrættere et af de mægtigste væsener i dette fiktive univers. Den samlede pakke er en aura af fortrolighed og intimitet, der går perfekt i spænd med filmens fortæller-stil som er ganske interessant.

Man of Steel/Warner Bros.

De første ca. 20 min. er en introduktion af Krypton - vist på en måde, man kun kan konkludere som værende et flashback. Da Clarks rumskib lander i Smallville, er der et glimrende klip, der fører til Clark som fisker på en kutter i nutid. Det er forfriskende på det tidspunkt det sker, fordi man som seer netop skal til at læne sig trygt tilbage i sofaen og tænke; “Ahh... Jeg behøver ikke investere mig helt vildt, fordi det næste der sker, har jeg allerede set udspille sig i Donners Superman-film.” Klippet markerer også introduktionen til historiens lineære fortælling, som normalt er ganske simpel for disse oprindelses-fortællinger: Et ellers almindeligt menneske finder ud af, at han er ekstraordinær. Bortset fra at i denne fortælling ved Clark dog godt, han speciel -han har ikke hørt andet hele sin opvækst, men han ved ikke hvorfor (hans alien-arv), og han kender ikke potentialet af sin skæbne.

Clarks egenskaber får man som seer delt med ham gennem frekvente flashbacks, der fremhæver vigtige begivenheder og emotionelle rutsjeture i hans fortid. Disse flashbacks er på sin vis irrelevante for den lineære historie, og skal nærmere nydes som en slags udforskning af Clarks psyke, der mange gange skaber forståelse for hans beslutninger enten præ- eller post-flashbacket. Disse non-lineære ‘minder’ kan hurtigt distrahere en fra den lineære historie, og de fortsætter til det punkt, hvor Clark møder et hologram af sin biologiske far, som oplyser ham om hans potentiale og motiverer ham til at omfavne sin skæbne.

På dette tidspunkt er motiver, handlinger og fortælling også eskaleret så intensivt, at yderligere flashbacks blot ville distrahere fra fornøjelsen af, blot at se disse ting udspille sig. Den sidste tredjedel af filmen formår at binde en fin sløjfe på de optrappende konflikter og elementer på fantastisk vis – sådan her har du aldrig kunne nyde Superman på film før!

Man of Steel/Warner Bros.

Lad os spole tiden tilbage til 2006 et ganske kort øjeblik for at fremme pointen. Året hvor Superman Returns udkom. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer om filmen, men jeg tror, jeg taler på de flestes vegne, når jeg siger, at den var kedelig. Superman har meget mere at byde på end at blive skudt på, blive udsat for Kryptonit og flytte tunge ting. Superman Returns blev skidt modtaget blandt den almene biografgænger, og Superman blev lagt på is i Phantom Zonen i syv år inden udgivelsen af 'Man of Steel'.

Da 'Man of Steel' udkom var det tydeligt, at det denne omgang var det kritikerne, der var ude med riven. De mener, at filmen bevæger sig over i for meget af et rendyrket blockbuster-territorium i tredje akt, og hvis du deler denne holdning, så beder jeg dig grave din hukommelse, og forsøge engang at tænke over den Superman vi fik i 'Superman Returns' i retrospekt - og i 'Man of Steel' er Superman ikke engang fuldt bevidstgjort om sit potentiale (i forhold til sine enorme kræfter)! Clark har kun været Superman og båret symbolet for håb i noget, der minder om 48 timer, før han står overfor en uundgåeligt fysisk konfrontation med Zod. Dét sted, hvor Zack Snyder får lov at vise, hvad han er den bedste til i industrien; Action.

Resultatet er et virvar af adskillige omfattende action-set-pieces, udover hvad jeg nogensinde har set! - Det er hæsblæsende, visuelt forbløffende og nærmest overvældende. Filmfans af den gamle skole er af den holdning, at action udelukkende er visuel larm, fordi enhver konfrontation altid kan løses med ord. Jeg er ikke uenig i dette, men det er at romantisere filmkunsten for meget. Film fortsætter med at have relevans, delvist fordi de reflekterer verdens nuværende tilstand, og desværre står det klart i ‘17, at vold tilsyneladende intet formål behøves at have. Lige netop action kan tilføje et element til film, jeg mener mange kritikere overser: Underholdningsværdi. Og Zack Snyder instrueret action er underholdende af mange årsager, men jeg vil fremhæve ét teknisk element, der for mig er blevet den altafgørende faktor for definitionen og forståelsen af god action; Overskuelighed.

Man of Steel/Warner Bros.

Mange instruktører ‘gemmer’ overskueligheden gennem forskellige teknikker. Nogle benytter sig fx af alt for mange hyppige close-ups. En metode der highlighter den umiddelbare tilfredsstillelse af at se sammenstødet på tæt hold. Det er en utrolig ufølsom måde at opleve action på - som at lave den klassiske ‘To ryk og en aflevering’ i soveværelset. Andre negligerer den ekstensive koreografi, hvilket resulterer i håndlangere, der står og piller bussemænd i baggrunden, eller falder omkuld uden nogen mening (jeg kigger på dig Nolan!). Denne metode er bare doven. Nogle er simpelthen bare heller ikke detalje-oritenterede nok til, at en action-sekvens ved nærmere eftertanke giver mening. Hvad fanden lavede Vision i ⅔ af action-sekvensen i lufthavnen i Captain America: Civil War?

Zack Snyder-instrueret action eksisterer som en direkte kontrast til visuel larm. Jeg beskriver hans action som visuel ballet, og hvis nogen af jer har set Behind the scenes-materiale til fx Man of Steel, vil i vide hvilket arbejde Zack ligger i koreografi. Enhver skuespiller har en computer genereret model af sig selv, som oftest kun bliver brugt til scener umulige at skyde eller umulige for det menneskelige øje at følge. Det efterlader et lækkert blend af CGI med praktikalitet. Ikke for meget - ikke for lidt.

Al denne forkælelse for det tekniske efterlader en autentisk følelse for the blotte øje. Fra spyttet der forlader Cavills mund ved ordene: “- and it hurts? - DOESN’T it?!” til Nam-Ek der råber misfornøjet, da jægerfly skyder ham ind i en lygtepæl. Der bliver råbt, spyttet og skreget. Udtrykket skaber en fornemmelse af at være vidne til et overmenneskeligt bar-slagsmål. Hele Zack Snyders koncept og konstruktion af den verden, han ønsker at opbygge med the DCEU, kommer perfekt til udtryk gennem hans action. Bedste eksempel i 'Man of Steel', for mit vedkomne, er action-sekvensen i Smallville. Der er SÅ mange elementer i spil, og øjeblikket fungerer oven i købet som en vigtig milepæl for Clark; Første gang i sit liv han stålsat imødekommer en fysisk konfrontation, uden nogen mulig fornemmelse for resultatet. Han følger bare sin intuition.

Man of Steel/Warner Bros.

Superhelte, der interagerer med vores verden, har altid været Zacks koncept og vision med DCEU. Superhelte begrænset og ‘indespærret’ af den menneskelige forståelse, accept og politik - eller nærmere mangel på samme. Konceptet skaber en ufattelig beundringsværdig kontrast, i og med det forsøger at etablere noget så fantastisk indenfor hverdagsagtige rammer. Det er ultimativt det, der adskiller DCEU fra andre konkurrerende tegneserie-franchises på det store lærred. Jeg synes, det er innovativt og vigtigt for den samlede betydning af genren, når vi engang skal kigge tilbage på Guldalderen af tegneseriespillefilm.

Naturen af selve konceptet, tonen og stemningen i DCEU-film er en invitation til at reflektere over moderne samfundsmæssige og menneskeskabte problemstillinger. Det er til tider dystert, mørkt og modløst - tider vi alle har kæmpet med. Mange er af den overbevisning, at når disse problemstillinger opleves gennem superhelte, vanærer man selve idéen med deres oprindelse, idet superhelte - siden Superman løftede en bil over hovedet - har stået for større-end-livet optimisme, forståelse og overskud. Denne holdning kan jeg acceptere. Hvis du er en af dem, der mener, at konceptet dermed er selvmodsigende og irrelevant, så vil jeg heller ikke være på tværs - der eksisterer ikke superhelte i vores verden, og det er et indiskutabelt faktum. Hvad du finder irrelevant, finder jeg bare ambitiøst og fascinerende. I 'Man of Steel' udforskes temaer som: Opvækst kontra arv, vores syn og behandling af fremmede, organisk kontra kunstig, tilpasning, styrke gennem modstand osv.

Det, jeg får fra Warner Bros., er noget, som hverken Marvel/Disney eller 20th Century Fox efter min mening leverer på; Differentiering af temaer og følelser på tværs af film, infrastrukturel franchise-opbygning, verdens-konstruktion og tegneserie-nøjagtighed. Superman er ikke en sjov karakter. Hans humor er meget situations-bundet. Det faktum, at Warner Bros. ikke går på kompromis med karakterernes identitet i forsøget på at gøre tonen og stemningen mere fordøjelig, sætter jeg især pris på. Det kommer til at skabe en meget mere reel dynamik medlemmerne imellem, når vi rammer Justice League til november, i stedet for, at ALLE karakterer kommer ensartede til udtryk på tværs af det emotionelle spektrum.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Bukselak

Det er muligt jeg bør se den igen, men denne scene irritere mig vandvittigt. Supermand kan redde sin stedfar, men dum som faren er. Ej det skal du ikke, det kan da ikke blive mere åndssvagt. Jamen jeg melder mig bare frivilligt til og dø. Hmmm kæft hvor er det dumt. Hvorfor kunne han ikke bare få et hjertestop i den første med Christopher Reeve. Det giver ingen mening, og virker direkte dumt i mine øjne.
https://m.youtube.com/watch?v=-j7lezDWh4M

Eller er det bare mig som ikke forstår denne scene, kan han ikke blive Supermand hvis dette ikke sker. Ej stop sikke noget fis, det manuskript kunne have været bedre.

Også ideen i, at andre kan se Supermands rigtige far som et hologram, det giver ikke mening for mig. Han er med til og kæmpe, jamen han er jo død, det virker mildest talt bare tåbeligt.

Heldigvis er den da bedre end Superman Returns og Superman Vs Batman. En okay Søndagsfilm, hvor man ikke behøver og tænke. Jeg mener stadig der har kun været en rigtig Supermand Christopher Reeve. Han er stadig ikke slået af pinden.

Som andre nævner spiller Henry Cavills sin rolle alt for overdrevet, jeg mener heller ikke, at han lever sig ordentligt ind i denne rolle. Det virker til tider lidt plat. En skam for det kunne have været en god film, hvis bare historien var bedre.

Rasmususer/683795

Pointen er ikke at han ikke kan blive Superman uden at Fatter Kent får en tur til Oz. Point var at der var ikke nogen der var klar til at der var sådan en som ham.

Perry laver den observation, ligesom Fatter Kent gjorde, at mennesker som enhed ikke ville kunne holde det ud at vide der var sådan en som Superman et eller andet sted derude uden at der var nogen from for kontrol over denne person, før der er en eller anden form for modvægt, some Zod senere kom med. Vi har brug for denne person for de der er andre som kun han kan håndtere.

Hologrammet... ved ikke hvad problemet er der, udover at Lara ikke var med i det. Hologrammet gør ikke noget ud over at give instrukser til et rumskib og Lois. Graffikken er bare så god han ser rigtig ud... på trods af at han bliver projekteret af en maskine der er 20.000 år gammel.

Mht om der skal tænkes over den... ja det skal der, mere end de fleste andre superhelte film, ellers misser man temlig mange detalier der ellers får skidet til at hænge sammen.
Hvad Caville gør med rollen, jeg vil sige det er en del af realismen de har prøvet at proppe ind i filmen. Det at være Superman er noget Clark vokser ind i som en rolle han spiller, mens faktum er han voksede op som en mærkelig outsider som bøllerne var efter i skoletiden.
Er nogle af tingene han gør som Superman overdrevne? Ja, det er de, men det er en ny rolle for ham at optræde på den måde, så der vil være fodfejl. Men hele pointed med Superman er at folk ikke vil tro han i virkeligheden er en bondeknold fra Kansas.

utyskeuser/406080

.. det ville jeg nok ikke kalde Man of Steel, men den får unægteligt en god portion ekstra (og unødvendigt) had pga. BvS.

Den bliver nok aldrig en favoritfilm for mig, men det er en film som er hvad Kevin Smith så smukt siger: "utterly watchable". Selvom det tog mig et gensyn for at fange hvilken retning DCEU gik i og gøre op med mine egne forventninger om hvad jeg ville se i en Superman-film, er det også en film jeg har set en del gange efterhånden.

Nå ja, så er musikken jo helt fantastisk.

PernilleSolouser/16711

Elsker Man Of Steal.
En af de mest undervurderet film.

Har også set den hav af gange. Ærgelig at de ødelagde det med Batman vs. Superman...

Horsi

At prise Man of Steel mens du laser out mod Nolan og Civil War så har du selv inviteret mig til at deltage. Jeg er stor fan af både instruktøren med hans Dark Knight trilogi og Civil War. Så ved at lange ud efter dem har du selv bedt om et tog der kører i den modsatte retning. For man kan ikke kritisere det uden at skulle se meget grundigt på det du kalder en fantastisk film. Skal vi tælle de ubeskrivelige mængder af subplot? Eller hvad med milliard jesus referencer. Skal vi tale om hvordan næsten ingen karakter udvikling sker fordi det drukner i eksplosioner. Jeg ved godt at eksplosionerne i sig selv er flotte - for Znyder er god til visuals. Men som historie fortæller er han ikke 5 ører værd i min optik. Jeg ved godt hvad det er du ser i denne version af Superman men jeg synes virkelig ikke det er der og det skaber et problem. Hvis Superman er bruting, mørk og dyster hvor skal Batman så stå henne? Det plejer at være hans plads. Jeg er ikke ude efter at såre dig, men jeg mener du overser nolge ufattelige store huller i den film.

Inshapedk

'At lange ud' er nok for meget sagt, og jeg håber ikke du har taget det ilde op - jeg elsker ALLE superhelte film. Jeg elsker genren.
Sammenligning er bare et nemt værktøj at bruge fordi det giver læseren noget at sammenligne med, og udover det (som er hele årsagen til din kommentar), så skaber det debat.
Din optik er du med rette berettiget til, men jeg ser ikke det du ser. Jesus-referencerne er et givet, men lignende sammenligninger var at finde i Superman Returns OG i tegneserie-bladene. Det er en moderne indfaldsvinkel på Superman's karakter. At han den ultimative gud på et hold (Justice League) af guder i hvert af deres respektive domæner.
Jeg tror du skal tænke over, at Man of Steel er den første film i en franchise. Jeg elsker måden hvorpå det nærmest er omgivelserne der definere Supermans udvikling. I Man of Steel var han ukendt og skræmmende at forstå for befolkningenn. I BvS har halvdelen af befolkningen taget som til sig, men det resterende frygter ham på det nærmeste. Og til slut i BvS ser verden hans ultimative ofring (apropos Jesus), hvilket medfører, at når han vender tilbage i Justice League, vil verden være taknemmlig for hans tilstedeværelse. Det vil give ham den selvtillid der skal til for at han kan udvikle sig.
- og mig skal du ikke tænke på. Jeg er trods alt Zack Snyder fan, så jeg møder en del modstand som filmfan generelt ;)

Horsi

Jeg er glad for at høre at det ikke var for hårdt.
Jeg har aldrig været en fan a superman så jeg tager dit ord for det. Han er kedelig i min optik.
I min optik er Wonder Woman gjort rigtigt fordi DC tit kører guder der bliver mennesker approach. Desværre har Znyder ofret blive mennesker til JEG ER GUD. Nogen uenig? Nej godt TILBED MIG. Hvad gør ham til en spændende menneske? Absolut ingenting. Du siger han udvikler sig men jeg ser ingen udvikling - jeg ved knap nok hvad han kan lide og ikke lide. Det er mere et video game spil hvor du fårs hans statestikker og powers listed op end en film hvor vi lærer om karakteren. BvS er så hullet at det var pinefult at slæbe sig igennem.

Inshapedk

Det er svært at argumentere mod; "Jeg synes Superman er kedelig."
Jeg synes Superman er den bedst-etablerede karakter, der er kommet ud af fiktion nogensinde, så vi bevæger os tydeligvis på hver sin ende af spektrummet her.
Jeg synes ikke man vende den anden kind til, at Clark tager en klar beslutning om at hjælpe menneskeheden. Hvis det ikke er udvikling, så ved jeg ikke hvad er.
BvS der kørte i biograferne har en hullet oplevelse - enig. BvS UC er en ligeledes fantastisk film efter min mening.

Horsi

Det er sandt at det er svært at argumenteret imod så tillad mig at forklare lidt.
Superman er formet som den perfekte lille barn læs Jesus som vil gøre det rigtige. Han har en række kræfter som han bruger til den ende. Han kommer fra de tidligere DC comics hvor alle deres helte var så perfekte og bare ville gøre det rigtige men nøj hvor blev det hurtigt kedeligt. Derfor begyndte comicsne at ændre sig og blive mere personlige. De formede folk med større fejl og rebeller og det var skønt. Det var med til at forme den mørke og tragiske Batman jeg elsker og som vi kender i dag. Deres helte gik i den transformation fra at være helte/guder til at være guder der blev til mennesker. De mixed mythoes med virkelighed. Desværre rammer Man of Steel fuldstændig forbi det markat. Znyder forsøger at ramme både det gamle og det nye version. I Man of Steel skal man forsøge at rede verden men man må sige han demolere mere end han redder. Så ingen point for at være den gode superhelt der redder folk. Hans egen far synes han skulle lade en gruppe skoleelever drukne i floden så han ikke siger noget. Hvad så med Jesus symbolismen? Helt blæst ud af propotioner og denne "gud" der så har nedstiget til os men vi ved intet om ham. Hvad kan han lide? Hvad er hans interesser? Hvad ønsker han sig af livet? Hvad motivere ham til at gøre det rigtige? Hvordan ved han at det han gør er det rigtige? Hvis der er noget Wonder Woman filmen viser os er at det ikke er så enkelt.
Derfor er han i min optik kedelig. Jeg kender og aner så lidt om han at jeg ikke gider investere tiden og energien i at kende ham. Han er bare en lille goody, goody der tror han gør det rigtige insmurt i Jesus symbolisme uden at jeg aner noget om ham mens han begravede mig under et ton af bygninger som han var med til at smadre.

johnny

jeg elsker også man of steel. men at lange ud efter civil war og dens action der er vi bestemt ikke enige.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter