Cookie- og Privatlivspolitik
Skæv fordeling i Cannes

Skæv fordeling i Cannes

Ryst posen

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

CANNES. Nogle af de bedste film på årets filmfestival er chanceløse i kampen om Guldpalmen, fordi de vises i sidekonkurrencen, Un Certain Regard. I flere tilfælde har serien ellers budt på bedre film.

Årets hovedkonkurrence har indtil videre præsenteret en række prestigefyldte titler, men der er forskel på prestige og kunstnerisk kvalitet. Flere af filmene kunne med fordel have været vist ”udenfor konkurrence”, og dermed afgivet deres plads til de bedste film fra Un Certain Regard. Resultatet havde været en mere interessant og uforudsigelig kamp om Guldpalmen.
 
Hovedkonkurrencen
Der er ikke meget begejstring at spore blandt journalisterne, og de fleste tillægger sig håbefulde udmeldinger, som ”Jeg tror endnu ikke, vi har set Guldpalmevinderen”, men faktum er, at der kun mangler at blive vist fem film efter dagens visning af ’The Beguiled’ - en vellykket genindspilning af Don Siegels film med Clint Eastwood fra 1971 (denne gang fortalt fra et kvindeligt synspunkt) men heller ikke mere end det.

The Square/Plattform Produktion
’Loveless’ er stadig den kandidat, der har vundet mest respekt, mens der er (overordnet) ros til aids-dramaet ’120 Beats per Minute’, den sydkoreanske ’The Day After’ (et fint lille snakkespil af Hong Sangs-soo) og Ruben Östlunds The Square (billedet). Sidstnævnte er en skarp svensk satire med Claes Bang i hovedrollen som en dansk museumsdirektør på glatis i Stockholm. Når filmen er bedst, kan den minde om en kølig, skandinavisk udgave af The Great Beauty. Den vil måske mere, end godt er, men ’The Square’ hører utvivlsomt hjemme i en hovedkonkurrence, der gerne skal vise filmmediet fra sin fineste, og mest udfordrende, side.

Andre film er til gengæld unødvendigt kedelige indslag i hovedkonkurrencen på verdens vigtigste filmfestival, men det er det er ikke desto mindre tilfældet for to film om to store franskmænd.

Redoubtable/Les Compagnons du Cinéma
’Redoubtable’ handler om Jean-Luc Godards liv som instruktør og kulturbærer i slutningen af 1960’erne, og selvom filmen er proppet til bristepunktet med intertekstuelle referencer og filmiske virkemidler, er det i sidste ende en temmelig traditionel biografisk fortælling. Den er heller ikke særlig sjov eller særlig skarp, men den er alligevel at finde i festivalens fineste selskab. Det er måske ikke så underligt for en biografi om en af filmhistoriens største auteurs, tilmed instrueret af manden bag The Artist, men det et stillestående portræt, der fra første til sidste scene fremstiller Godard som en selvcentreret tåbe.

Auguste Rodin (1840-1917), billedhuggeren bag den verdensberømte ’Grubleren’, er den anden store franske skikkelse i hovedkonkurrencen. Filmen er desværre selvoptaget og blottet for selvironi. Portrættet falder hurtigt sammen under sin egen kedelige vægt, og når selv Vincent Lindon ikke formår at gøre titelkarakteren til et tilnærmelsesvist interessant menneske, begynder alarmklokkerne at ringe. At den overhovedet vises på festivalen, udover de åbenlyst patriotiske årsager, er en gåde.

The Meyerowitz Stories/Gilded Halfwing
Endelig har hovedkonkurrencen budt på Netflix-filmen ’The Meyerowitz Stories’. Dustin Hoffman spiller en aldrende skulptør, der ikke giver sine børn (bl.a. Adam Sandler og Ben Stiller) meget opmærksomhed, men som til gengæld går meget op i sin (dalende) position på kunstscenen. Noah Baumbach har udstyret sine karismatiske karakterer med veloplagte replikker i en film, der bevæger sig et sted mellem klassisk Woody Allen og The Royal Tenenbaums. Den er med andre ord indbegrebet af Noah Baumbach, hvilket absolut er bedre end så meget andet, men en placering i hovedkonkurrencen virker mere generøst end kunstnerisk funderet.

Sidekonkurrencen
Un Certain Regard, sidekonkurrencen der hylder ”anderledes vinkler”, har derimod budt på film, der havde klædt hovedkonkurrencen gevaldigt, udover den tidligere omtalte 'Western'.

Walking Past the Future/Cannes 2017
'Walking Past the Future' er et kinesisk drama om en pige, der forsøger at finde sin identitet et sted mellem storbyen og forældrenes fattige landsdel. Der er luksuriøse billeder fra et sterilt moderne liv, og støvede billeder fra landsbyen, i en film, der, til trods for ujævne momenter, har samme episke format som tidligere festivalfilm af Jia Zhangke.

Taylor Sheridans ’Wind River’ bliver også vist i Un Certain Regard, selvom det er småt med ”de anderledes vinkler”. Filmen har nemlig stort set samme tone som Sicario (ikke overraskende da Taylor Sheridan skrev manuskriptet), og resultatet er en bundsolid thriller fra et iskoldt reservat, der langsomt men sikkert bygger op til et fortættet klimaks. Jeremy Renner er strålende, og filmen kan minde om en hårdt pumpet, moderne udgave af Thunderheart fra 1992.

Fortunata/Indigo Film
Den mexicanske ’April’s Daugther’ og den italienske ’Fortunata’ er ligeledes mere forfriskende bekendtskaber end nogle af de traditionelle film, der forsøger at vinde Guldpalmen. Det betyder ikke, at de kunne bære en placering i hovedkonkurrencen, men hellere noget nyt end noget gammelt og kedeligt. Begge film handler om usædvanlige kvinder. I førstnævntes tilfælde er tale om en foruroligende handlekraftig mor, der bortfører sit eget barnebarn, imens sidstnævnte handler om en ukuelig frisør, der forsøger at beskytte sin datter. Træerne gror dog ikke ind i himlen. ’After the War’ er et mislykket italiensk drama om en far, der i 1980erne var en berygtet venstrefløjsterrorist, og som 20 år senere indhentes af sin fortid.

Men en dårlig film i årets sidekonkurrence har nærmere været undtagelsen end reglen, og jeg kan desværre ikke sige det samme om hovedkonkurrencen. Det er måske på tide at ryste posen, så det fremover er festivalens bedste film, der rent faktisk konkurrerer om at vinde Guldpalmen. 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Relaterede nyheder

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter