Cookie- og Privatlivspolitik
2 film lægger pres på publikum

2 film lægger pres på publikum

Mørk latter i Cannes

Stem op!
3
Stem ned!
-2
(reset)

CANNES. En film kan presse sit publikum på mange måder. Med verdenspremiererne på Michael Hanekes ’Happy End’ og Yorgos Lanthimos’ ’The Killing of a Sacred Deer’ er det foregået på to af de bedste måder.

Happy End
Michael Haneke har vundet Guldpalmen for sine to seneste film (Det hvide bånd, Amour), og den tyske instruktør er selvsagt blandt favoritterne til årets hovedpris og altså et evt. hattrick. Denne gang handler det om en velhavende familie i Calais, fuldt udstyret med tjenestefolk, der er mindst ligeså dysfunktionel, som den er rig. Fundamentet er derfor lagt for en hudfletning af borgerlige dyder, og begivenhederne udfolder sig som forventet sat i gang af en arbejdsulykke i familiens entreprenørfirma. Stilen er ikke overraskende satirisk drama. De fleste scener springer rundt mellem karaktererne, imens Haneke løbende refererer til sit overlegne bagkatalog. 'Happy End' byder således på et barn, der ser verden gennem et kamera (Bennys video), en aldrende mand der ønsker at modtage aktiv dødshjælp (Amour), børn der eksekverer ondskabsfulde planer (Det hvide bånd) og en klassisk uddannet musiker med undertrykte seksuelle fantasier (Pianisten).

Haneke-eksperter kan sikkert finde mange flere eksempler, men spørgsmålet er, hvad man skal stille op med det hele. Selv havde jeg svært ved at leve mig ind i filmen, som jeg primært opfattede som en gennemgang af instruktørens tidligere tematikker uden at bringe specielt meget nyt til bordet. Filmen er i det hele taget underligt distanceret, og selvom den kombinerer tematikker fra hans tidligere film, er den samtidig blottet for den overlegne suspense, der ellers er blandt Hanekes varemærker. Det nærmeste jeg kan komme en overordnet tematik er et ligblegt menneskesyn. En fortælling om den velhavende europæer, der har mistet lysten til at leve, uanset alder, og som blot ønsker at dø. En pointe der naturligvis står i stærkt kontrast til en af filmens flygtninge, der har brugt et år på at komme fra Afrika til Calais.

Da rulleteksterne satte ind, var der spredte klapsalver, men reaktionen var tøvende. De fleste lignede nogen, der endnu ikke havde taget stilling til, hvad de egentlig havde set, og hvor godt det egentlig var. Det er ikke nemt, når en instruktør holder beskueren på afstand, men det kan godt være en pointe i sig selv - og den slags sker i øvrigt alt for sjældent.

The Killing of a Sacred Deer/Element Pictures
The Killing of a Sacred Deer
Man kan også presse publikum med en stribe uhyrlige og samtidig sorthumoristiske scener, og det gør Yorgos Lanthimos hellere end gerne med den metafysiske thriller ’The Killing of a Sacred Deer’. Colin Farrell spiller en hjertekirurg med en hustru (Nicole Kidman) og to børn. Ved siden af familien har han udviklet et specielt forhold til sønnen af en patient, der døde på hans eget operationsbord. Herfra udvikler tingene sig i en uventet retning.

Lanthimos deltog i hovedkonkurrencen 2015 med den skæve fremtidsromance, The Lobster, og den akavede stil - samt metafysiske begivenheder der stiltiende accepteres af filmens karakterer - fortsætter ufortrødent. Så vidt formen. Hvad indhold angår er sagen en anden. ’The Killing of a Sacred Deer’ bliver langsomt men sikkert til en dæmonisk stiløvelse, der sådan ca. giver publikum tre muligheder: Forlade biografsalen, afskrive filmen som en syg leg eller omfavne den modbydelige morskab. Jeg valgte sidstnævnte. Den sidste tredjedel er et mareridt udfoldet på film. Det er ikke uhyggeligt. Det er derimod ubehageligt, voldeligt og voldsomt underholdende.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter