- men Berlinalen åbnede med det modsatte
BERLIN. Hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Berlin er skudt i gang. Paul Verhoeven, årets juryformand, efterlyste ”anderledes og kontroversielle film” på pressemødet, men åbningsfilmen var alt andet. En ungarsk film kom derimod til undsætning.
Django
Åbningsfilmen i Berlin (og Cannes) er næsten altid en besværlig størrelse. På den festlige gallaaften ønsker man hverken at chokere eller stryge publikum med hårene. Filmen lander ofte et sted mellem begge stole, og årets Berlinale er ingen undtagelse. Portrættet af jazzguitaristen Django Reinhardt er et gennemarbejdet periodedrama, der følger musikerens flugt fra Paris i 1943. Reda Kateb er god som sigøjneren, der spillede bedre guitar end de fleste, og det hele fejler sådan set ikke rigtigt noget.
Etienne Comar (der debuterer som instruktør) trækker relevante tråde til den aktuelle flygtningekrise i Europa - og kombinerer tematikker fra film han tidligere har produceret som Timbuktu og Om guder og mænd - men det forbliver en traditionel biografi. Festivalen åbnede således i den sikre ende af skalaen.
On Body and Soul
Det ungarske drama, om en stille forelskelse på et slagteri i Budapest, er derimod en anderledes oplevelse. Smukke billeder af hjorte i skoven afløses skiftevis af hæslige scener fra slagtegulvet, imens den sterile kvalitetskontrollør, Mária, og den finansielle direktør, Endre, kredser om hinanden. Det viser sig nemlig, at de om natten har identiske drømme, og den slags skal man naturligvis tale med hinanden om. Hvis man altså kan.
Den 62-årige Ildikó Enyedi har begået et sorthumoristisk drama om kommunikation og ikke mindst manglen på samme. ’On Body and Soul’ var en god overraskelse, og indbegrebet af hovedkonkurrencen i Berlin. Anderledes, ubehagelig og opløftende på sin egen sære facon. En sølvbjørn, af den ene eller anden slags, virker oplagt.
