Cookie- og Privatlivspolitik
Dårligt selskab

Dårligt selskab

Amerikansk drama går planken ud

Stem op!
10
Stem ned!
0
(reset)

BERLIN. Nordamerikanske film har ikke haft meget at fejre de sidste mange år på Berlinalen. Årets bidrag i hovedkonkurrencen, 'The Dinner', kommer næppe til at ændre situationen.

Engang gik det strålende. 1980erne resulterede i tre Guldbjørne (til bl.a. Rain Man), og i 1990erne kunne USA modtage hovedprisen hele fem gange. Nu ligger den seneste af slagsen 17 år tilbage i form af Magnolia. Richard Linklater modtog ganske vist en sølvbjørn for Bedste instruktion, da han havde Boyhood med på Berlinalen, men Guldbjørnen måtte han undvære.

Årsagen findes delvist i Berlinalens profil, hvor verdensfilm vægtes langt højere end amerikanske studieproduktioner. Der er ellers masser af stjerner i den tyske hovedstad, men deres film vises næsten altid ”udenfor konkurrence”. (Noget der i øvrigt var tilfældet med dagens 'Final Portrait'. Et hyggeligt øjebliksbillede af kunstneren Alberto Giacometti med en Geoffrey Rush i topform og Armie Hammer på sidelinjen.)

Alligevel er det mærkværdigt, at man ikke kan finde bedre nordamerikanske film til hovedkonkurrencen. Måske fordi Cannes løber med de bedste af slagsen, eller fordi filmene mangler det politiske fundament, som store dele af festivalen hviler på. Her må man i det mindste give ’The Dinner’ kredit for at forsøge.

The Dinner
Herman Kochs roman fra 2009 er allerede blevet filmatiseret i både Holland og Italien, og nu er turen kommet til Oren Movermans amerikanske fortolkning af en mislykket middag på en luksuriøs restaurant. Deltagerne er to par, to brøde og deres hustruer, der mødes for at diskutere en voldelig handling, som deres sønner har begået i fællesskab.

Her forventede jeg (ganske naivt) et klassisk kammerspil, men filmen viser sig hurtigt at indeholde så mange tilbageblik, at selve middagen ofte træder i baggrunden. 'The Dinner' vil nemlig både være en politisk fortælling om det amerikanske folk, en dissekering af menneskets egoistiske overlevelsestrang og en beskrivelse af borgerskabets psykiske lidelser. Resultatet er fire mennesker, der konstant afbryder hinanden, hvis de altså ikke selv bliver afbrudt af endnu et flashback.

Steve Coogan, som desillusioneret historielærer, taler og fylder mest. Han er blandt filmhistoriens mest irriterende roller, og han skyder konstant dialogen, og dermed filmen, i sænk. Det er med fuldt overlæg, og han giver alt, hvad han har, men hans karakter er forceret usympatisk. Richard Gere har det nemmere, og Rebecca Hall får det maksimale ud af en ellers utaknemmelig rolle. Laura Linney er derimod temmelig anonym, indtil hun pludselig forvander sig til et moderne monster af en mor.

'The Dinner' er en nådesløs film, der med stolthed går hele vejen. Den ønsker inderligt at provokere og frustrere sit publikum, men det lykkes kun, fordi karaktererne hurtigt bliver et trættende bekendtskab. Filmen fortjener ros for sin kynisme, men tilbage står 120 minutter i ualmindeligt dårligt selskab.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Relaterede nyheder

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Tanjasl

I min optik kunne det være skønt hvis i havde mere fokus på arrangementer som Berlinalen og BAFTA i stedet for at alt skal omhandle Cannes og the Oscars.

Simon

Så det er da bestemt ikke fordi de ikke har gjort noget ud af Berlinalen. Til gengæld missede de så at dække BAFTA i nogen særlig udstrækning fordi de var i Berlin.

Wayne

Jeg så det på DR3 igår - det er en fantastisk oplevelse, som efter min mening langt overgår The Oscars.

Det er hyggeligere, sjovere - og ikke fyldt med de evindelige reklamepauser. Og så er The Royal Albert Hall ganske enkelt imponerende. Genialt show, som aldrig tager sig selv for højtideligt. Man kan også se at skuespillerne elsker det.

Stephen Fry er hele sjælen ved showet, han kan slippe afsted med alt.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter