Cookie- og Privatlivspolitik
Blog: Mit filmår 2016 - Del 4

Blog: Mit filmår 2016 - Del 4

En smuk afslutning

Stem op!
13
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

Her afslutter jeg så min gennemgang af årets film, og var det så skidt, middel eller godt? Det er på tide at få afgjort kvaliteten af årets danske biografudbud. Det er selvfølgeligt helt subjektivt, og set med mine øjne, så du er velkommen til at fortælle hvad du mener, om du er enig eller uenig i mine betragtninger. Udover en kort beskrivelse giver jeg filmen en karakter fra 1-10.

Som tidligere nævnt har jeg ikke set alle årets film, så der er absolut nogle som også fortjener en omtale, og det håber jeg på, at du vil supplere med.

Årets sidste kvartal indeholdte nogle af årets bedste film, så jeg er absolut tilfreds. I slutningen opsummerer jeg med to top 10-lister. En for kvartalet, og en samlet for året.

Men lad os komme i gang, der var nok at tage fat i:

Cafe Society ©Scanbox
06.10.2016. Café Society
Årets Woody-film, hører til i det brede midterfelt af hans produktion. På en måde er det mere formen, som har interesseret Woody Allen. Det at skabe et tidsbillede fra 1930’erne, garneret med hans sædvanlige hyggelige og skæve dialog. Jesse Eisenberg gør det fint som Allens alterego. På grund af et evigt lydtæppe af hyggelig jazz, kommer filmens dramaer aldrig til at virke dramatiske, men det har vi set før. 7/10

06.10.2016. Storkene
Plottet er på mange måder åndsvagt, men personligt er jeg vild med WB animations gale humor, som tydeligt stadig eksisterer i bedste velgående. Animationerne er gode, men ikke fantastiske. Filmen er herlig, skæv familieunderholdning, som fik mig til at grine højt flere gange. 7/10.

13.10.2016. Peter og dragen
Disney har lavet en plan. Samtlige klassikere fra arkivet skal genindspilles med almindelige skuespillere, blandet med ny animationsteknik. Og det lader til, at det sender en ny generation i biografen, så hvorfor ikke? Grundhistorien er der altså ikke noget nyt i. Det er en opdatering af den gamle udgave, som delvist var animeret. Venskabet mellem en dreng og en "fantasi-ven", som ikke er ren fantasi. Det omgivende samfund forstår selvfølgelig ikke, at sådan en drage kan være venligsindet, og så opstår det forventede drama. 7/10

Trolls ©20th Century Fox
13.10.2016. Trolls
De gode gamle Gjøl-trolde er blevet populære igen, og hvem havde lige set, at de skulle ende i en stor filmproduktion? Men da der ikke i forvejen var en større historie forbundet med dem, var det jo bare at opfinde den. Ikke nogen original historie, men alligevel med gode pointer undervejs. Det kræver lige, at man overvinder sin modvilje mod alt for mange pastelfarver, som gør, at den især henvender sig til små piger. Men til gengæld tæller det op, at der er masser af god musik undervejs, og de fleste børnefamilier vil være godt underholdt. 6/10

13.10.2016. Inferno
Bortset fra slutningen, holder Ron Howard sig nøje til bogens handling. Egentlig burde Dan Brown have fået mere opmærksomhed for sin pointe: Jorden er overbefolket, og der er ikke plads til alle i en nær fremtid. Handlingen er henlagt til Firenze, Venedig og Istanbul, og det giver mulighed for masser af action blandt nogle af verdens smukkeste bygninger. Måske kræver det, at man har læst bogen, så man er forberedt på de overraskelser, der er i handlingen. Ellers kan det virke forvirrende, at der veksles mellem venner og fjender i hurtigt tempo. Jeg var dog fint underholdt i en film, som fungerede bedre end ’Engle og dæmoner’. 7/10.

Jack Reacher: Never Go Back ©UIP
20.10.2016. Jack Reacher: Never Go Back
Politiet og militæret tumler rundt som kegler på en bowlingbane uden at være andet end statister i Reachers kamp mod nogle forbryderiske officerer. Denne gang forsøges Reachers panser at blive brudt af en "måske" datter bare for, at han skal være lidt menneskelig. Alligevel går han fra det ene slagsmål og direkte til det næste, som en arrig hveps, der har færten af en marmelademad, uden at overveje konsekvenserne. Den slemme håndlanger er bondesnu, og bruger handsker konstant mens Reacher & co. planter fingeraftryk på alt. Det sætter endnu en gang vores helt op mod myndighederne. Action er ganske fin, men plottet er under gennemsnit. 6/10

20.10.2016. The Accountant
Ben Afflecks lidt udtryksløse ansigt er egentligt som skabt til rollen som autist. Der findes mange grader og typer af autisme, og Christian Wolff er tilsyneladende en af dem, som både formår at udnytte sine helt særlige evner for tal og regnskaber, samt skydeevner og samtidig er i stand til at bevare et imponerende overblik. Hvis man skal sammenligne med noget man har set før, så må det være ’Terminator’, for Wolffs analytiske evner er nærmest som en robots, og det samme er hans evner for kampsport og omgang med våben. Det fuldendes med hans manglende sociale og medmenneskelige evner. Samlet set er Wolff perfekt, når lyssky virksomheder skal have ryddet op i deres regnskaber. De helt store problemer opstår dog, da han kommer til at arbejde for en lovlig virksomhed, som tilsyneladende har ansatte, som fører chefen bag lyset. Anna Kendrick er den søde sædvanlige (men lidt overflødige) pige i vanskeligheder, som gør det hele lidt mere besværligt. Midt i plottet af lejemordere og svindel er Skattevæsenet/FBI også på sporet af den usædvanlige revisor, som egentlig bare vil sørge for at alle regnskaber stemmer, også de moralske. Jon Bernthal spiller en overbevisende kold chef for lejemorderne, som gemmer på en hemmelighed som jeg dog havde regnet ud. I modsætning til de fleste film er der virkeligt kælet for afslutningen, som slet ikke er det sædvanlige klimaks men en perfekt afrunding, og det trækker op i min bog. 8/10

Doctor Strange ©Walt Disney Pictures
28.10.2016. Doctor Strange
Dr. Strange er interessant. Hans verden består af mystik, trolddom, okkulte besværgelser og andre dimensioner. Konstant er han i konflikt med onde kræfter, som han er i krig med. Til gengæld mangler han den sikre grund under fødderne af realisme, som de fleste andre superhelte ejer. Nemlig en grad af helt almindelig hverdag, som præger de fleste andre superhelte. Dr. Stephen Strange har ingen fortid, som vi hører om. Til gengæld møder vi en højrøvet kirurg, som er blandt de bedste i verden, hans narcissisme er så stor, at der kun er plads til ham selv i den form for liv han lever. Men det er faktisk her historien begynder at udvikle sig, for på højden af tinderne sker en ulykke, som berøver ham for hans fornemste instrument. Hans hænder. På trods af utallige operationer, lykkes det aldrig at genvinde førligheden, og han ender i en sidste form for desperation at forfølge et uvidenskabeligt håb. Det er i denne proces at Dr. Strange virkelig fungerer, for det er egentlig kun i den udgave, og den desperation, at han virker som et rigtigt menneske. Filmen burde have dvælet i længere tid i den udvikling. Især den transformation han gennemgår, da han finder løsningen og lærer om Zen og okkulte besværgelser er simpelthen for hurtig til, at den for alvor bliver troværdig. Jeg ville have foretrukket, at han ikke SÅ hurtigt var blevet i stand til at tøjle sine kræfter. Faktisk virker det som om han på et splitsekund overhaler sin mentor i indsigt og viden. Og er det troværdigt for en person, som for et øjeblik siden elskede sig selv mere end noget andet? Når det er sagt, så er filmen næsten værd at se, alene på grund af de grafiske animationer. Det er en oplevelse, at tid og rum bevæger sig helt uden for fysikkens normale love. 8/10

Kvinden i toget ©Nordisk Film
03.11.2016. Kvinden i toget
Filmen er måske en smule oversolgt af den mystiske trailer, som lover lidt mere end historien kan bære. Men det er absolut spændende at følge Emily Blunts alkoholiserede skæbne, mens hun drømmer om det liv hun har haft og kunne have haft. Drømmen forvandler sig dog langsomt til et mareridt, da hun på grund af alkohol havner i et hukommelsestab og en besynderlig adfærd, som gør hende til mistænkt i en mordsag. Det hele er selvfølgelig ikke som det ser ud, og slutningen kan ikke helt bære det som man ellers føler man er blevet lovet. Men er man til thrillere, så er den absolut godkendt uden at nå op i nærheden af Hitchcocks eller David Finchers niveau. 7/10

10.11.2016. Hacksaw Ridge
Det er umuligt ikke at have enorm sympati for Desmond T. Doss, som med utrættelig kamp for sin ret til at være pacifist, og til alligevel at kunne bidrage, med livet som indsats, i krigen uden andre våben, end en slidt bibel. Der er i det hele taget mange referencer til selvsamme bibel i filmen, og den er et magtfuldt våben mod befalingsmændenes ønske om at smide Doss ud af hæren. Doss’ far, spillet med indlevelse af Hugo Weaving, er præget af indre dæmoner i kølvandet på 1. verdenskrig og har ligeledes stor betydning for Doss' valg og skæbne. Andrew Garfields fremstilling af Desmond T. Doss minder i høj grad om den endnu mere naive Forrest Gump, som Tom Hanks bragte til live med stor succes. Der er dog intet naivt i Doss' kamp for at redde menneskeliv, kun et ekstremt heltemod og et ønske om at gøre en forskel og gøre sin pligt. Filmens største problem er, at den ikke føles som en helhed. Den er i høj grad delt op i to halvdele. Den første del handler om Doss’ opvækst, mødet med kæresten og opgøret med hæren om retten til at deltage i krigen på egne betingelser. Modsat mange andre krigsfilm, som giver tid til eftertanke, måske gennem brevveksling med de kære derhjemme, eller med et andet ophold i filmen, hvor man venter på det næste slag, så vælger Gibson at beskrive et enkelt (eller 2) slag, som føles som en lang træfning, hvor Doss midt i alt det grusomme får mulighed for at bevise sit heltemod. Gibson går amok i blodrus, og viser os tydeligt krigens totale meningsløshed, med sprængte lemmer og blod som sprøjter os lige i hovedet. Det er skræmmende og fascinerende på samme tid, og afgjort filmens stærkeste kort.

Alligevel vælger Mel Gibson at trække unødige veksler på tilskuerens tålmodighed. Alle Doss’ modstandere får deres egen stjernestund med vores helt, hvor de får mulighed for at opleve og hylde hans mod. Det virker en anelse for patetisk, men i øvrigt typisk for Gibson. Jeg savnede en epilog, hvor vores helt kunne binde enderne sammen med familie og kæreste. Det kunne måske have givet en mere sammenhængende film. Vi får det godt nok i form af den dokumentariske afslutning, men det virker alligevel som om første halvdel af filmen bliver ladt i stikken. 7/10

Fantastiske skabninger... og hvor de findes ©Warner Bros.
17.11.2016. Fantastiske skabninger... og hvor de findes
Universet er der ikke noget galt med. To søstre, som vi nok skal komme til at holde af, en lidt nørdet troldmand (Newt Scamander/Eddie Redmayne). En ondskabsfuld leder af et børnehjem, og nogle kuede børn, hvoraf et par stykker er hemmelighedsfulde. En amerikansk udgave af det engelske Ministerie for magi. En forsvunden troldmand og New York anno 1926. Læg dertil en række fantastiske skabninger med potentiale, og baggrunden for en spændende fortælling er på plads. Det er desværre bare ikke helt nok, for vi får aldrig den nødvendige opbygning, så vi når at lære vores nye venner ordentligt at kende. Newt ankommer til New York, og med det samme er vi midt i en bølge af action og begivenheder, der aldrig stopper, filmen igennem. Vi ser aldrig Newt sidde og fundere over udfordringerne, eller diskutere dem med andre, og der er en underlig ligegyldighed med hvorfor ting sker. Forhåbentligt bliver det hele meget bedre i den næste film, hvor man kunne ønske sig et gensyn med Hogwarts og ikke mindst Dumbledore. Bedre held, næste gang J. K. Rowling. Du kan gøre det meget bedre. 7/10

24.11.2016. Allied
Forfatteren Steven Knight, og Robert Zemeckis kan deres klassikere og udnytter dem i stor stil. Vi starter ude i ørkenen, med storslåede horisonter (’Lawrence of Arabia’), og fortsætter straks til byen Casablanca (og dermed filmen af samme navn). Men derfra fortsætter filmen i et mindre forudsigeligt spor i et plot om spionage og kontraspionage, garneret med kærlighed og lidenskab. Lidt synd, at Brad Pitt ikke vælger at følge sin alder, hans rolle ville være mere autentisk hvis han havde smilehuller og lidt bekymringsrynker. Som det er her, virker han næsten digitaliseret eller plastret til med Botox. Historien er lidt ujævn fordi vi dels har romancen, og dels en action-thriller blandet med et spiondrama, og filmen vil lidt af det hele. Handlingen er egentlig spændende nok, men personligt tror jeg, at en anden skuespiller end Pitt havde løftet den til noget større. Pitt er simpelthen for klinisk og upersonlig. Marion Cotillard gør det glimrende, men hun kan ikke skabe det hele alene. 6/10

Min far, Toni Erdmann ©Camera Film
01.12.2016. Min far Toni Erdmann
Filmen handler i al sin enkelthed om en ensom mand, med trang til practical jokes, som ind i mellem går for langt. De er dog altid ment harmløst, og er en del af hans personlighed. Da hans hund dør, føler han sig endnu mere alene og opsøger hans datter som har en succesfuld karriere i Bukarest i Rumænien. Da han ankommer, er han ikke så velkommen som han havde håbet. Faktisk har hans datter alt for travlt til at se ham. Han opdager dog hurtigt, at hun slet ikke er spor lykkelig i det job hun har, som mere handler om afvikling end udvikling. Gennem en række spøjse situationer finder han langsomt tilbage til sin datter, som modvilligt må indrømme, at hun i høj grad stadig er sin fars datter. Uden at gøre andet end det der falder ham ind, og det er ikke så lidt, giver han hende nøglen til at finde sig selv, og dermed redde sig fra at drukne i en livsfejltagelse. Filmen er sjov og har sin helt egen eventyrlige stemning, som på en mærkelig måde minder mig om den italienske Roberto Benignis ’Life is beautiful’. Selvom Benignis humor er langt mere støjende, så er underfundigheden og den naive tilgang til livet lidt den samme. Ikke en film for alle, som sagt, men en film alle burde give sig tid til at se og forstå. 8/10

01.12.2016. Arrival
Jeg hylder konstruktionen i Denis Villeneuves flotte film. Den er modig, den er nytænkende, og den er visuelt flot. Det er modigt, og genialt at trække spændingen i mødet med vores rumvæsner til det absolut yderste. Jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede i gysende spænding, lige som alle andre. I det hele taget er det imponerende at skabe en så intens oplevelse, som samtidig er fascinerende og skræmmende. Fantasien i hvordan disse fremmede så ud, udmønter sig genialt, lige som det fantastiske sprog, som er opfundet til filmen. Når det er sagt, så synes jeg, at det skæmmer filmen, at den samtidig prøver at være politisk og da vi når til konklusionen, så har jeg samme problem som jeg har med Kubricks ’Rumrejsen år 2001’ og Nolans ’Inception’. Det er ikke andet end fantasifulde postulater og gisninger. Flotte, javel, men jeg kan ikke rigtigt bruge dem til noget. I stedet vil jeg nyde at gense filmen for den flotte visuelle præstation og for modet til at holde spændingen. 8/10

Hunt for the Wilderpeople ©UIP
01.12.2016. Hunt for the Wilderpeople
Et særdeles umage par på flugt fra myndighederne, som trods både hunde, soldater, politi og lokale jægere, har mere end almindeligt svært ved at lokalisere dem i flere måneder. Det er på mange måder en dannelsesrejse for dem begge. Drengen, kommer fra storbyen og har absolut intet kendskab til naturen. Faktisk har han kun ungdomsfængsel at se frem til, og en fremtid som kriminel. Den gamle jæger (fint spillet af Sam Niel) har en fortid bag sig med en uheldig voldsdom, ingen kendskab til børn og kan samtidig ikke læse. Planen var aldrig, at de to skulle ende sammen, men det tvinges de til da en tragedie indtræffer. På mange måder er de begge udstødte og uønskede af det samfund, som på grund af nogle forviklinger og misforståelser har indledt en menneskejagt. Temaet lyder måske skræmmende, men det er i høj grad en komedie, måske snarere en feel good-historie, tillagt en række særlinge på begge sider af loven. Nogle gange fremstilles de sociale myndigheder næste for komisk, men overdrivelse fremmer vel forståelsen. Den dybere mening er selvfølgelig, at hvis man stoler på hinanden, så kan man lære noget nyt om sig selv og verdenen - også selvom det fra starten ser umuligt ud. 8/10

08.12.2016. Hell or High Water 
Man kan ligefrem føle støvet og mærke den trods, som generationers modgang har skabt i et en afkrog af verden hvor lov og orden er gode manerer. Filmen lever i høj grad af sine små oaser af typer, som er helt genialt fundet til lejligheden. Blandt andet står vores Texas Rangers i en lille diner og får det simple valg fra en gammel servitrice: ”What is it that you ain't having?”. Med det mener hun, at det eneste de serverer er T-Bones, med bønner ELLER majs. Så er menuen til at overse. På et andet tidspunkt møder samme rangers en farmer som proklamerer, at han har tænkt sig at gøre noget selv hvis han møder røverne. "Det vil spare alle for meget. Undtaget dig" siger Marshal Marcus Hamilton (Jeff Bridges). "Det kommer an på om du kan finde ud af hvilket træ (de hænger i, underforstået)" replicerer farmeren. Det er den tørre dialog, som præger filmen. Stort set alle mænd i filmen bærer et skydevåben på sig og er klar til at bruge det. Det gør et almindeligt røveri i en lille bank ekstremt farligt for alle. Blandt andet tøver en gammel bedstefar ikke med at skyde efter de to ved første lejlighed. Filmens cast er enkelt og genialt. Jeff Bridges er en gammel Ranger, som kender sine lus på travet. Han ved, hvad de vil gøre næste gang af erfaring, samtidig fyrer han nederdrægtige racejokes af i hver anden sætning. Man kan ligefrem se, hvor ondt det gør på partneren, som er af indiansk afstamning og skydeskive for det meste. Ben Foster er den ene bror, Tanner. En halvgal kriminel, som har levet det meste af sin tid i fængsler, og som absolut intet har at miste, bortset fra kærlighed til broderen. Chris Pine spiller den anden bror, Toby, og beviser her, at han sagtens kan spille en tung og dyb rolle, hvor replikkerne ikke er de vigtigste. Meget mere af det, tak. Ud over det trøstesløse landskab og den særlige vindtørre humor spiller musikken en kolossal rolle for stemningen. Man er aldrig i tvivl om hvor vi befinder os midt i det moderne og alligevel ældgamle Vesten, hvor der altid står nogen klar til at tage det der er dit, hvis du ikke er i stand til at forsvare dig. Handlingen er såre simpel, men det er alle de små gaver der er lagt ind undervejs, som gør, at man er nødt til at se den igen og som gør, at den kan få klassikerstatus. En af årets bedste film. 9/10

Syv minutter over midnat ©SF Film
08.12.2016. Syv minutter over midnat
J.A. Bayona har lavet et eventyr om en 13-årigs værste mareridt om at være på kanten af det største tab, at risikere at skulle miste sin mor (i øvrigt perfekt afdæmpet og fint spillet af Felicity Jones). Filmen handler ultimativt om at behandle sorg, og om at mobilisere kræfter, til at kunne komme videre i sit liv. Det er en historie om vrede, frygt, afmagt og håb. Lewis MacDougall er perfekt i rollen som Conor O’Malley, som udover frygten for sin mors død samtidig mobbes på det ondeste af klassekammerater. Hans skiftevis plagede, modløse og trodsige ansigtsudtryk fortæller tydeligt det mareridt han gennemlever. Conor reagerer voldsomt på det store pres, men heldigvis er han omgivet af forstående voksne. Blandt dem er hans far, hans mormor (Sigourney Weaver) og en skoleleder. Filmen er garneret med eventyr, som ruster Conor til at omfavne og forstå den skæbne og fremtid han har. En af årets bedste og mest rørende film. 8/10

14.12.2016. Rogue One: A Star Wars Story
Efter en kort intro, med vores hovedperson Jyn Erso som barn, kastes vi hovedkuls frem til filmens nutid uden mellemregninger. Og det er nok filmens eneste svaghed. Ganske vist introduceres vi til en mægtig terrorist, Saw Gerrera (spillet af Forest Whitaker), som skal have taget sig af hende til hun fyldte 16, men det forhold gøres til en underlig biting, og vi får aldrig at vide hvorfor hun er fanget af imperiet som kriminel. Når det er nævnt, så er der rigtig mange elementer som fungerer langt bedre end de gjorde i ’Star Wars: The Force Awakens’. Blandt andet en original historie som linker film nummer tre og fire tættere sammen. Tidsmæssigt er vi lige inden ’Episode IV - A New Hope’. Det giver selvfølgelig anledning til en række glædelige gensyn med karakterer fra særligt den film. Nogle har man valgt at animere, hvilket kan ses, men meningen er god nok, og det fungerer i det store og hele. En broget forsamling finder sammen, for at udføre en nødvendig operation bag Imperiets linjer, og det går glimrende i tråd med det vi ellers kender. Dødsstjernen er færdigbygget, og hele handlingen går på, at rebellerne stjæler tegningerne, som Leia skal modtage i IV. Manglen på Jedis fører til mange fine kampe, som giver mindelser til de to bedste Star Wars film IV og V. Action er der i det hele taget rigeligt af, og her kunne man have ønsket, at der var brugt bare en lille smule mere krudt på relationerne mellem vores helte. Design er typisk Star Wars. Storslåede landskaber, nye og gammelkendte figurer, imponerende rumskibe, hvor vi kender en del, og igen er det tydeligt at vi ligger tæt på IV. En af Star Wars’ flotteste film, som jeg personligt synes fungerer bedre end ’The Force Awakens’, da den ikke overtræder de normale konventioner for universet. Den er også en af de mørkeste, da netop det tidspunkt er præget af et Imperie i næsten total magtovertag. Derfor er oprørerne decimeret til at agere som terrorister og sabotører, som ofte er på rene selvmordsmissioner. Det betyder selvfølgelig, at der ikke er plads til de sædvanlige comic relief, selvom der er enkelte primært fra den omprogrammerede imperierobot K-2SO. Men lidt mere galgenhumor havde klædt filmen. 8/10

Jeg, Daniel Blake ©Scanbox
22.12.2016. Jeg, Daniel Blake
Når Ken Loach møder en uretfærdighed, så laver han en film om det. Og det er altid en god idé at have noget at fortælle, hvis historien skal være god. Som oftest, er det de små i samfundet Loach står op for, og her er det en helt almindelig arbejder, som bliver svigtet af et bureaukratisk offentligt system, som mere virker som om det er til for at modarbejde dem det er lavet for. Daniel Blake, spillet fortrinligt af Dave Johns, bliver oprevet, da han oplever systemets behandling af en enlig mor med to børn, og der opstår en helt særlig relation mellem dem, da han forsøger at hjælpe. Som altid holder Loach historien helt nede på et plan, hvor man føler sig som tilskuer til et helt almindeligt hverdagsdrama, og han sætter trumf på for at understrege sin sag. 8/10

22.12.2016. Passengers
Jeg er stor science fiction-fan, og der var rigtig mange ting jeg synes om ved ’Passengers’. Universet, skibet og teknikken er i absolut topklasse, så det købte jeg helt. Jeg synes også, at dilemmaet er glimrende. Men jeg savner et ekstra element, som ofte er i science fiction-film, frygten for det ukendte, en fjende som uventet dukker op. Det giver ofte rumfilm en ekstra klaustrofobisk dimension. Når det er sagt, så er Chris Pratt glimrende, især i starten hvor han lever som ’Palle alene i verden’/’Robinson Crusoe’, og er ved at gå i hundene. Jennifer Lawrence er fin staffage, men mangler efterhånden at bevise, at hun er noget særligt som skuespiller. Slutningen er måske lidt kliché, men er helt fair, når man ser filmen som helhed. 7/10

Alt i alt en fantastisk afslutning på året, med hele 8 film, som jeg gav et ottetal og en enkelt nier som skilte sig ud.

Top 10 i fjerde kvartal:
1. Hell or High Water
2. Syv minutter over midnat
3. Rogue One: A Star Wars Story
4. The Accountant
5. Jeg, Daniel Blake
6. Arrival
7. Doctor Strange
8. Hunt for the Wilderpeople
9. Min far Toni Erdmann
10. Hacksaw Ridge 

Samlet for året er jeg også meget tilfreds, efter at have set og bedømt 90 film, er jeg helt sikker på mine top favoritter, blandt årets mange biograffilm. 

Her min endelige dom – og top 10 for 2016:
1. Sauls Søn (årets film)
2. Hell or High Water
3. The Revenant
4. Room
5. Den lille prins
6. Captain Fantastic
7. Syv minutter over midnat
8. The Hateful Eight
9. Rogue One: A Star Wars Story
10. Arrival

’Doctor Strange’, ’Captain America’ og ’The Big Short’ klarede lige nøjagtigt ikke cuttet til at være med på den endelige liste. Nu er jeg spændt på at se jeres lister for året, men jeg er svært tilfreds med min egen, som er lavet på baggrund af en grundig research, kombineret med mine oplevelser med at se dem.

Pheeew. Det var et kæmpearbejde at lave listerne, så nu er jeg spændt på at høre fra dig. Hvordan ser din liste ud for kvartalet? Og hvilke film er årets allerbedste?

Lad os få en diskussion, som vi kan blive klogere af. Det er altid en fornøjelse at høre jeres meninger. 

De bedste film er dem, som er alt for korte. 

Filmhilsner 

Lars Bergstrøm (Wayne)

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Rasmus/Musen

Jeg er virkelig interresseret i ALT, hvad der har at gøre med film. Selvfølgelig allermest det, som har at gøre med spillefilm. Men der er jo så utroligt meget, som man kan blive til inden for filmbranchen.

Så en blog kunne virkelig være et oplagt valg (Synes jeg selv) til at fortælle lidt om, hvad min oplevelse med film og interessen for det er.
Men mit problem er egentlig bare, at jeg ikke helt ved, hvordan man egentlig starter en blog op. :-/
Det lyder næsten som om, at man skal gå lidt flere faser igennem, før man overhovedet kan få en blog op på siden. Men jeg har heller ikke prøvet det før endnu. Måske jeg kunne få lidt råd til, hvordan man starter en op?

-Og ååh ja, i forhold til dit første spørgsmål, så bor jeg OG lever i Aarhus. De har godt nok ikke rigtig så mange filmskoler eller filmuddannelser her. Men der er trods alt lige Godsbanen med Aarhus Filmværksted, som inddrager hold fra bl.a Station-Next (Mit filmhold), Potemkin film, Super-8 med flere.

Mange tak for det, forresten. Det var vel egentlig også lidt usædvanligt, at vores første film kunne gå så langt. Men vi havde selvfølgelig også et fantastisk hold af filmentusiaster, der bare vidste, hvad de ville med filmen. Det øjeblik tror jeg helt sikkert vil blive ved med et stå som et af de største nogensinde i mit liv lang tid frem fra nu af.

Mange gode hilsener
Fra Rasmus.
:-)

Wayne

Jeg nøjes med at skrive min, her hos Kino - og det kan du garanteret også gøre. Du skal bare kontakte Kino's redaktion og til Daniel;

daniel@kino.dk

Han er godt nok på barsel, lige nu - men er tilbage om et par måneder. Imens tager Marie sig af hans opgaver.

Hvis du skal lave din helt egen blog, så skal du snakke med nogen som har prøvet det. Det kræver nok noget mere, hvis du skal få fat i mange som vil læse den.

Mon ikke du kommer til at overgå den oplevelse. Det er jeg sikker på. ;-)

Et held at du bor i Aarhus, der sker trods alt lidt mere som har med film at gøre end i andre jyske byer - ellers må du jo til København.

Rasmus/Musen

Jeg troede faktisk det var meget mere "besværligt" at få kontakt med dem end sådan så. Men det er vel bare, man gør det, når man skal lave det.

-Alligevel tænker jeg dog, at jeg hellere vil i gang med at lave anmeldelser af nogle film først, som jeg har set, før jeg starter på en hel blog omkring mine oplevelser med film. Jeg har faktisk allerede nogle stykker bag tankerne, som jeg allerede har en rimelig god idé om, hvad der skal skrives om dem.
Jeg ved ikke, hvad der giver det bedste skub i skrivningen, egentlig. Men jeg har i hvert fald en plan, og den vil jeg fuldføre imens jeg har muligheden.
-Og så kan jeg desuden også tage mig i lære af alt det, som jeg har lært af den bedste...
LARS BERGSTRØM!
;-)

P.S:
Jeg er glad for at leve i Aarhus, og de har mange muligheder i sådan en storby. Jeg kommer nok ikke til at flytte lige med det samme, men muligvis i fremtiden (muligvis).
:D

Wayne

God idé at træne med anmeldelser først - jo mere man tænker og skriver - jo flere egne holdninger skaber du.

Jeg har læst den anmeldelse du lige har skrevet om Græsrødder. Du kan læse mine kommentarer til den her;

http://www.kino.dk/film/a/a/bugs-life-1998#comment-227099

Arrowstormen

Slutningen af året bringer altid mange af årets bedste film (især når man tæller alle de film som vi først får i Danmark i januar/februar/marts med).

Det var ikke et dårligt film-år, men der var mange skuffelser i den første halvdel, især da jeg troet året ville blive efterfølgeren til 2014, som jeg synes er det bedste år i årtiet indtil videre. Måske kan 2017 give en konkurrende præsentation i stedet.

For det fjerde kvartal:

10) Trolls (6/10)
Var ikke super interesseret i den her film, så jeg var positivt overrasket. Ville have givet den 7/10, men "cringed" en eller to flere gange end jeg brød mig om. My Little Pony: Friendship is Magic gjorde tricket med at have et regnbue-glad land virke tolerant for et ældre publikum med en "straight-man/pony/troll" karakter bedre.

9) A Monster Calls (7/10)
En fin og eventyrlig "coming-of-age" story. Fandt den dog ikke så rørende som jeg ved visse andre gjorde.

8) The Accountant (7/10)
En god film med nogle interessante elementer.

7) Rogue One: A Star Wars Story (7/10)
Folk kan generelt lide den her film, men har hørt meget splittet holdninger. Kender nogle som sådan den var virkelig dårlig, mens andre synes den var fantastisk. Kunne personlig bedre lide The Force Awakens, og selvom den gav et unikt indblik i rebellerne fra den originale trilogi, var jeg ikke så "invested" som jeg gerne ville være.

6) Doctor Strange (8/10)
Spændende visuelle effekter, skuespillere jeg godt kan lide, magi, en film der er generelt godt skruet sammen og en forfriskende tredje akt lader filmen slippe af sted med at historien er en meget standard origin-story. Tror klart det kunne have været en 9/10 med en mere våget handling.

5) Hell or High Water (8/10)
Modern western er en god beskrivelse for filmen. Skuespillet er godt, men det er især manuskriptet som er nøglen til hvor god den her film er.

4) Fantastic Beasts and Where to Find Them (8/10)
Elsker Harry Potter universet, i hvert fald på bog/lydbog format. Kunne dog aldrig nyde filmene helt så meget efter jeg begyndte på bøgerne. Jeg var derfor meget interesseret i en original film skrevet af J.K. Rowling, og som fan skuffet den ikke. Jeg elsker eventyr-film, og den her film er en af de få som kører hårdt på at udforske verdenen den foregår i under rejsen.
Nogle har brokket sig over at man ikke fik udforsket karakterene så meget og at hovedplottet ikke var så centralt, men jeg accepteret at de i den her film var mindre vigtige elementer, som formentelig bliver udforsket mere i de efterfølgende film, som jeg ser frem til.

3) Hunt for the Wilderpeople (8/10)
Filmen er blevet beskrevet som den film Pixar ville lave hvis de lavet live-action, og det er ikke en dårlig beskrivelse. Synes filmen var super sjov og "whimsical", og synes bedre og bedre om filmen jo mere jeg tænker på den.

2) Arrival (9/10)
Super interessant og tankevækkende sci-fi thriller, med et anderledes og relativt realistisk udgave af det klassiske alien invasion koncept. Giver mig store forventninger til Blade Runner 2049 senere i år, som er lavet af samme instruktør.

1) Hacksaw Ridge (9/10)
Formentelig min nye yndlings krigsfilm. Er blevet meget træt af at se amerikaner smadrer nazis i 1944, efter krigen var mere eller mindre vundet, på totalt overdrevet og herosik manér. Den her film fungerer som en antidosis til det, med en anderledes form for helt og voldelige krigsscener der virkelig viser krigen på en mere brutal og rystende måde end jeg har set før. Stor fan af Andrew Garfields skuespil.

Top 10 for hele 2016 (med officiel amerikansk release date snyd):
1. Hacksaw Ridge
2. Arrival
3. Zootopia
4. Deadpool
5. Your Name
6. Manchester by the Sea
7. Moana
8. Hunt for the Wilderpeople
9. Kubo and the Two Strings
10. Fantastic Beasts and Where to Find Them

Wayne

Tak for dit grundige indlæg.

Fantastic Beasts and Where to Find Them, højere på listen end Hell or High Water? Ja, det er jo en smagssag - jeg synes at animationerne var fantastiske i Fantastic Beasts, men også ret tuttenuttede, og jeg savnede en ordentlig baggrundshistorie - og det hele var ret overfladisk. At det hele var overstået på 48 timer, er også ret atypisk i forhold til Harry Potter universet - det virkede som en lang finale, uden pauser.

Jeg ser i den grad også frem til Blade Runner 2049, lad os håbe den ikke skuffer.

Hacksaw Ridge, jeg har altid store forventninger til Mel Gibson - han skuffede ikke, men jeg synes desværre at den blev lidt for konstrueret da han skulle have afskedsscener med alle - og som jeg skrev, så synes jeg ikke at det er en hel sammenhængende film men mere to separate.

Fin og anderledes årsliste. Jeg kan jo ikke helt sammenligne, da du har bragt et par af de danske 2017 premierer med på din.

Deadpool er sjov, den tager egentlig mest pis på superheltefilmene - hvilket er forfriskende. Men som historie er der ikke meget at hente.

Kubo and the Two Strings står på min liste over film jeg skal have set. Og jeg ser frem til Manchester by the Sea og Moana.

laurits

Fedt indlæg du har lavet Wayne. Thumps up for det. Det er altid skønt at høre andres mening hvad angår film.
Personligt er jeg ikke så tit i biografen, men jeg har alligevel kunnet lave min egen top 10. Så her er den:

1. Swiss Army Man
2. The Hateful Eight
3. Hell or High Water
4. The Nice Guys
5. Arrival
6. Junglebogen
7. Captain Fantastic
8. A Monster Calls
9. Hacksaw Ridge
10. Fantastic Beasts And Where to Find Them

Jeg missede Son of Saul, hvilket jeg skammer mig over. Til Gengæld er jeg uenig med din holdning til The Revenant og Rogue One. The revenant var for mig en tynd historie, der kun blev reddet af smukke billeder og en mildest talt fremragende performance fra Tom Hardy (Leo var okay).
Rogue One var intet andet end en middelmådig popcorn-film.

Wayne

Skønt at se din top-10 for året, og tusind tak for rosen.

Synd at du ikke fik set Son of Saul, men så har du den jo bare til gode. Den kan lejes og købes mange steder, og jeg advarer på forhånd - det er ikke en film som man bliver glad af at se. Men som film er den helt fantastisk og føles ekstremt realistisk.

Swiss Army Man. Jeg har set flere som har den ret højt på deres liste, og jeg var selv ret begejstret for den, som du kan se her;

http://www.kino.dk/film/p/pi/pix16-swiss-army-man

Desværre synes biograferne ikke den var værd at sætte på plakaterne, og den var derfor kun en del af Cph. Pix. Og det er kun filmene med officiel landsdækkende biografpremierer, jeg har valgt at tage med på min liste. Men der har været så mange gode film i år, så den var måske havnet på min top 12-14 stykker.

Det visuelle tæller altid op for mig, og hvis historien river mig med så har det stor betydning. Det er måske årsagen til at The Revenant ligger så højt på min liste.

Rouge One. Jeg var skuffet over The Force Awakens, og havde ikke store forventninger til denne side historie. Den havde et par svagheder, indrømmet. Men jeg var langt mere tilfreds med logikken og flowet i universet - ved et tilfælde var jeg inde for at se den to gange, både til en forpremiere og til premieren (at se den i 2D var en bedre oplevelse end IMAX 3D, iøvrigt) - og som kæmpe fan af universet, så sniger den sig altså lige netop ind på min liste. ;-)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter