Cookie- og Privatlivspolitik
Blog: Mit filmår 2016 - Del 3

Blog: Mit filmår 2016 - Del 3

Enkelte højdepunkter

Stem op!
11
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

Her fortsætter jeg min gennemgang af 2016, årets biografudbud – med tredje kvartal. Var det godt, middel eller skidt? Læs første del og anden del.

Det er selvfølgeligt helt subjektivt, og set med mine øjne. Du er velkommen til at fortælle, hvad du mener, om du er enig eller uenig i mine betragtninger. Udover en kort beskrivelse giver jeg filmen en karakter fra 1-10.

Samtidig har jeg endnu ikke set alle årets film, så der er absolut nogle, som også fortjener en omtale. Det håber jeg på at du vil supplere med.

Ice Age: Den vildeste rejse ©20th Century Fox)
07.07.2016. Ice Age: Den vildeste rejse
Fortsætter hvor forrige film slap. Den har selvfølgelig stadig nogle spøjse og kvikke scener, men i det store og hele er serien ved at være lidt træt. Børnene har en fest med at se den. Det er på tide at finde på noget nyt.  5/10

07.07.2016. Virgin Mountain
Meget langt fra Hollywood helt ude på det vejrbidte Island. Smukt hverdagsdrama om den overvægtige og nørdede Fúsi, hvis liv mod alle odds udvikler sig fra en grå hverdag, til en fremtid med mere perspektiv og kærlighed. Smuk film med en helt særlig tone og sit helt eget tempo. 8/10.

14.07.2016. Den sidste konge
Sikkert et resultat af den store succes for tv-serier som ’Game of Thrones’ og ’Vikings’. Baseret på virkelige hændelser, men en meget endimensionel fortælling om de onde (danskere og Baglere) mod de gode og kongetro Birkebeinere. 5/10

The Dressmaker ©Miracle Film
14.07.2016.The Dressmaker
Farverig, sort australsk humor. Myrtle ”Tilly” Dunnage vender tilbage til den by hun blev smidt ud af 25 år tidligere, anklaget for mord. Nu ønsker hun delvist at få opklaret, hvad der virkelig skete og få oprejsning. Filmen fungerer først og fremmest via den sorteste humor og vanvittige påfund. Det er en fryd at se især Hugo Weaving og Judy Davis som et par af landsbyens tosser, som skifter mellem næsten normale og skingrende skøre. Kate Winslet nailer naturligvis sin rolle som det naturlige midtpunkt for det hele. Desværre lever slutningen ikke helt op til resten. 7/10.

14.07.2016. The Legend of Tarzan
Hver generation, sin Tarzan. Desværre er denne udgave langt fra noget, som bør huskes for eftertiden. Christoph Waltz er en ond og lidt kedelig skurk, med kedelige replikker som; "He will come for you" og "Grab the diamonds".  Alexander Skarsgård har samme træk som far Stellan - og gør det glimrende som mystisk abemand/Lord Greystoke, og er helt klart fit til at svinge sig i lianerne. Margot Robbie er en tilpas sødmefyldt, og kampberedt Jane, hverken mere eller mindre. Plot og udvikling kunne lige så godt være lavet til de første Tarzan film, men et moderne publikum må forlange meget mere. Billederne er ganske imponerende, men det er manglen på logik ikke.  6/10.

Den store venlige kæmpe ©Nordisk Film
21.07.2016. Den store venlige kæmpe
Filmen er en større visuel oplevelse, end historien kan bære. Man bliver egentlig aldrig bange, i dette overdådige eventyr, og det er måske filmens største svaghed. På trods af menneskeædende kæmper, så er filmen så sød og hyggelig, at det næsten virker søvndyssende. Men en masse fantasi og humor løfter det hele, sammen med et fantastisk animationsarbejde som bare havde fortjent en bedre historie. Men alligevel rigtig god som en ufarlig og sjov familiefilm. 6/10

21.07.2016. Star Trek Beyond
Det er tydeligt at se, at med J.J. Abrams på Star Wars projektet, og mindre på Star Trek, så nærmer universet sig mere det oprindelige, til glæde for de mange Trekkies. Justin Lin (instruktør fra Fast & Furious-serien) er ny mand bag roret, og det lykkes faktisk - over forventning - at skabe en fortsættelse, som virker helt naturlig i forhold til de to foregående i den nye serie. Men også med en lidt mere og mere forudsigelig fremdrift. Væk er den rebelske Kaptajn Kirk, som mere og mere ligner den oprindelige fornuftige udgave fra tv-serien. Alt i alt et godkendt afsnit, som bør sikre at vi også får et fjerde kapitel. 7/10.

Everybody Wants Some!! ©Scanbox
28.07.2016. Everybody Wants Some!!
Linklater elsker tidsbilleder, og som en, der var teenager i slut 70erne og start 80erne var det en stor fornøjelse at være tilbage i tiden. Ganske vist på amerikansk, men tiden med diskere, punkere og flippere var sjov at genopleve. Moden og især musikken giver filmen en særlig stemning. Handlingen er ikke væsentlig, den er næsten ikke eksisterende, og tjener kun det formål at flytte os rundt i en verden der var engang. Mine stjerner er påvirket af et stænk af nostalgi, så den måske får en enkelt mere end den fortjener. 6/10

28.07.2016. Jason Bourne
Desværre skuffer Bourne, mod forventning. Man bliver aldrig overbevist over vigtigheden i at hente Bourne tilbage. Han har ikke selv haft en agende for at få ryddet op hos CIA, men har endnu en gang bare levet under det offentliges radar. Tommy Lee Jones har sine momenter, men virker også en anelse træt i rollen, og Alicia Vikander formår ikke at overbevise i hendes indtog i serien. Vincent Cassel, derimod, er som forventet en genial udgave af det nødvendige "Es", som sendes efter Bourne. Og netop den del trækker det hele op. For action fungerer helt på højde med det bedste fra serien. Forhåbentligt har Greengrass mere i posen til en eventuel forsættelse, for Bourne fortjener mere end bare at deltage i en jævnt god actionfilm. 6/10

Captain Fantastic ©Scanbox
04.08.2016. Captain Fantastic
En feel good-film med komiske undertoner, som samtidig har masser på spil. Tonelejet skifter fra sjov til alvor og tilbage igen. Familien lever et vildmarksliv i pagt med naturen, med en far (spillet genialt af Viggo Mortensen) som på (næsten) alle områder opdrager sine seks børn mentalt, intellektuelt og fysisk, på et nærmest overmenneskeligt niveau. Tilsyneladende lever de i en lykkelig symbiose, langt fra normal vestlig levevis. Men så godt er det naturligvis ikke. Der lurer et oprør mod faderens strenge, men hudløst ærlige opdragelse, hvilket man i starten kun opfatter i små glimt. Samtidig har børnenes mor været fraværende i 3½ måned, på grund af sygdom, og hun begår kort inde i historien selvmord. Hendes bisættelse fører til et opgør med det bestående samfund, men viser også, at børnene er socialt handicappede. Der er masser at tænke over i en film, som mere er en komedie end en tragedie. Viggo Mortensen har afgjort fortjent sin Oscar nominering. Om han så ender med en Oscar i hånden er en helt anden sag. Stor film, som dog bliver overgjort for meget til at ende som et rent mesterværk. Desværre, for potentialet er der. 8/10.

04.08.2016. Ghostbusters
Den oprindelige ’Ghostbusters’ var en fin eventyrkomedie. Fint båret af et originalt plot og Murray, Aykroyd, Ramis og Hudson samt Sigourney Weaver. I den nye udgave er der snarere tale om en rendyrket komedie, tilsat elementer fra de oprindelige Ghostbusters. Hvilket nok er naturligt, når det er Paul Feig, som igen instruerer Melissa McCarthy. Desværre er det åbenbart Feig/McCarthys plan at trække vittighederne ned på prut og pølseplan, og det er lidt anstrengende i længden. Jeg forstår godt at man glæder sig over, at der faktisk findes kvinder som kan være sjove, men for at jokes kan være sjove, så skal de stå på skuldrene af en smule alvor. Bare en lille smule. Enkelte sjove scener er værd at huske, men ikke filmen som helhed. 5/10

Kæledyrenes hemmelige liv ©UIP
04.08.2016. Kæledyrenes hemmelige liv
Handling: Hunde bliver væk, midt i storbyen og jages af hundefangere og gadens andre dyr. Det er set før. Men det er målgruppen, børnefamilien, sandsynligvis fløjtende ligeglade med, for underholdningen er god, ind i mellem sjov. Og så har den selvfølgelig det sædvanlige opbyggelige budskab om venskab, samt at hjemme er bedst. Traileren havde fortalt, at vi skulle se noget originalt, om hvad vores kæledyr i virkeligheden foretager sig, når vi ikke er hjemme. Og det kunne måske have udviklet sig til en langt sjovere, og mere original historie. Desværre havde forfatterene ikke mod til at køre den ret længe, før de måtte ned og rode i kassen over plots som var brugt mange gange før. Der arbejdes ikke voldsomt med at udvikle karaktererne (dem er der i øvrigt alt for mange af), så det er svært for alvor at blive grebet af dem. 6/10.

11.08.2016. Suicide Squad
Det kunne have været så godt, og så endte det bare som form uden indhold. Hvis nogen for 9 år siden havde spurgt mig om hvem man skulle vælge til rollen som Jokeren (Heath Ledger eller Jared Leto) så ville jeg, uden tøven, have valgt Leto. Trailers og stills lovede en måske endnu mere vanvittig Joker, end nogensinde. Sikke en skuffelse det var, at han kun var med som staffage til filmen, og i en total endimensionel udgave, som ellers kun er set i dårlige tegnefilm. Desværre er det betegnende for filmen at lysten til at se figurerne er større end til at lave en historie. Vi er faktisk derhenne, hvor formen minder lidt om stilen fra den frygtelige ’Batman & Robin’. Man har i den grad valgt at basere det med udgangspunkt i Margot Robbies Harley Quinn-figur. Men hun formår ikke at bære filmen alene. Og så har det hele fået et lyserødt skær, som absolut ikke klæder banden. Ja, sorry, der er faktisk ikke noget godt at skrive om resultatet. 5/10

The Shallows ©UIP
18.08.2016. The Shallows
Filmen er i den grad i familie med husbond Ryan Reynolds’ ’Buried’, eller måske mest Danny Boyles ’127 timer’, idet vi følger vores hovedperson helt tæt, stort set uden anden menneskelig kontakt. Indrømmet, fra start troede jeg, at jeg skulle se en billig form for gyserfilm, med referencer til andre haj-film, tilsat en køn pige, som Blake Lively afgjort er. Men ’The Shallows’ udvikler sig heldigvis til at blive mere end det, og jeg endte med at blive opslugt af dramaet om liv og død. 7/10

25.08.2016. Find Dory 
Pixar når (hav)bunden. For 3 år siden skrev jeg i en blog om den dalende kvalitet hos Pixar. Desværre står det endnu værre til med de sidste film, og især denne nyeste i rækken.  Ambitionerne om at være de bedste er væk. ’Find Dory’ er en nuttet og ufarlig historie for de allermindste. Jeg følte aldrig, at Dory på noget tidspunkt var i fare for noget som helst. Pixars store fejl er først og fremmest, at de har flyttet fokus. Dory er med sin mangel på korttidshukommelse, det komiske indslag, som virkede fint i den første film. Men at basere en hel film med hende i centrum, kun bygget på, at hun bliver bedre til at huske og på, at hun finder "hjem" er alt for lidt. Kun Pixars fortsatte høje animationsniveau holder filmen fra at falde helt sammen. 5/10

Blood Father ©UIP
01.09.2016. Blood Father
Billederne er flot komponerede og historien er stram, men varer til gengæld kun i små 1½ time og det går en smule ud over karakterudviklingen. Mel spiller Link, en tidligere alkoholiker og kriminel, som nu har gjort sig fri af begge dele og lever en tålelig tilværelse som tatovør i en trailerpark. Han er i øvrigt prydet med et imponerende fuldskæg (som gav en ekstra interessant tilføjelse til rollen). Synd, at han ikke beholdt det filmen ud. Han indhentes af fortiden, da hans datter dukker op forfulgt af narkogangstere. Det fører selvfølgelig til en del konfrontationer. Ikke en stor film, men absolut en Mel Gibson som stadig kan sit håndværk.  7/10.

08.09.2016. Lyset i havet
Smuk med smuk på. Smertefuld smerte. Drama og kærlighed. Filmen er bestemt både interessant og flot. Desværre er den ganske enkelt blevet for lang. De lange flotte billeder fra øen tager simpelthen overhånd. Ærgerligt, når dramaet ellers har en god historie, men det endte med, at jeg kedede mig lidt. 7/10

08.09.2016. Miraklet på Hudsonfloden
Kan noget, som set udefra var et mirakel, være forkert? Ja selvfølgelig kan det det. Måske kunne flyet være landet på en sikker landingsbane, uden risiko for mennesker og uden yderligere skade på flyet. NTSB (the National Transportation Safety Board) og diverse medier undersøgte den mulighed, og flere medier satte spørgsmålstegn om, hvorvidt Sully faktisk var den helt, han blev antaget for. Det virkelige drama udspiller sig derfor mest hos hovedpersonen selv. Hans troværdighed, eftermæle og karriere er på spil. Og selvom han i situationen var sikker på, at han handlede rigtigt, så opstår tvivlen. Filmen er lavet i respekt for en absolut helt, uden tårer. Clint Eastwood har lavet en fin men ikke fantastisk film, og Tom Hanks gør hvad han skal, uden at bejle til en Oscar. 8/10

Bridget Jones' Baby ©UIP
15.09.2016. Bridget Jones' Baby
Man mærker tydeligt, at instruktøren fra den første og vellykkede film i serien, Sharon Maguire, er tilbage. Hun finder den fine balance mellem det vulgære og sjove, tilsat den typiske charmerende engelske humor. ’Bridget Jones' Baby’ er ikke nogen stor film, men det er et hyggeligt gensyn med nogle midaldrende mennesker som er kommet lige nøjagtigt så lidt videre med deres liv, som mange fra den virkelige verden. Hun har selvfølgelig intet lært, men det er også charmen ved Bridget. 7/10

22.09.2016. The Magnificent Seven
Hvorfor vælger syv mand at kæmpe for en hel landsby, hvis indbyggere de ikke kender? Mod en overmagt så stor at de sandsynligvis ikke vil overleve? Kun en af de syv ender med at have en brugbar grund, mens de andre egentlig bare ikke havde noget bedre at give sig til. Og hvorfor laver man en genindspilning af to så klassiske film, når man ikke har noget nyt at fortælle, og i øvrigt ikke har ambitioner, eller format til at leve op til forgængerne. Hele udstyret er på plads: Kulisserne og teknikken er til stede, og halvdelen af skuespillerne i de væsentligste roller hører til A-holdet. På trods af det, så ender det hele bare med at være en ligegyldig parentes i filmhistorien. Jeg elsker genren, og den har nogle få gode scener. Men tænk hvad det kunne være blevet til... 6/10

29.09.2016. Deepwater Horizon
Glimrer med et betagende ragnarok men ikke som film, da vi ikke rigtigt lærer personerne at kende.  6/10

Miss Peregrine's Home for Peculiar Children ©20th Century Fox
29.09.2016. Miss Peregrine's Home for Peculiar Children
Tim Burtons indre billedgalleri er uden tvivl eksploderet, da han har læst forlægget. En pige som behersker luften. En dreng som kan skabe liv. En usynlig dreng. En dreng som spytter bier. En pige som kan forstørre ting. En pige med gloende hænder. En lille, brølestærk pige. Mystiske tvillinger, som man ikke må se. En dreng, som fungerer som en billedfremviser. Og til slut en forstanderinde, som ved alt og kan transformere sig til en fugl. Det hele fanget i et tidsloop, som hele tiden gentager sig og konstant er under angreb fra onde magter. Og så handler det også om en dreng, som har en farfar med en hemmelig mission og en særlig evne. Og det er drengen Jacobs historie vi følger. Så langt så godt. Men historien handler som sagt om en lettere kejtet teenager (som i den grad ligner en ung Benedict Cumberbatch). Og så kan man godt blive i tvivl om historien også skulle henvende sig til børn. Det gør den måske, hvis man forudsætter, at børn bare sluger den mangel på logik som også er i filmen. Slutningen tyder også på, at det er hensigten at ramme Harry Potters store publikum. Desværre er den sidste del også det, som næsten kuldsejler det hele. Jeg ender på en karakter over middel, mest for Burtons visuelle visioner, ikke for den ujævne fortælling. 7/10

29.09.2016. Snowden
Sidste film i kvartalet og bestemt værd at se. Oliver Stone skal afgjort have point for at have lavet en afbalanceret film. Han fremstiller ikke Snowden som den store amerikanske helt, som har gjort det hele af patriotiske grunde. Ifølge Stone er Snowden en helt almindelig amerikaner, med særlige evner, som viste sig ved et tilfælde. At Snowden udvikler en samvittighed, skyldes mest kæresten. For Snowden er dedikeret til sit arbejde, og kan i virkelighede ikke afskrive sit medansvar for de programmer han udvikler. Det endelige brud opstår, da Snowden føler han og kæresten selv bliver kigget over skuldrene, og bliver klar over, at man ikke stoler blindt på ham selv. Joseph Gordon-Levitt er perfekt, som den udtryksløse nørd, der er blændende til sit arbejde, men ender med ikke at turde stole på sit eget land. Alt i alt, en troværdig, interessant og sober biografi, uden for stor overvægt af politisering, som Stone sagtens kunne have endt med at lave. 8/10

Samlet set er kvartalet tæt på at være godkendt. Kvaliteten er blandet, men der er absolut film imellem som er værd at huske.

Top 10 i tredje kvartal:
1. Captain Fantastic
2. Virgin Mountain
3. Snowden
4. Miraklet på Hudsonfloden
5. The Dressmaker
6. Star Trek Beyond
7. Lyset i havet
8. Blood Father
9. The Shallows
10. Miss Peregrine's Home for Peculiar Children

I næste afsnit om årets film behandler jeg oktober, november og december 2016. Du er velkommen til at bidrage med din top 10 over kvartalet. Lad os få en diskussion på banen. Jeg ved der må være mindst én film, jeg burde have set.

De bedste film er dem, som er alt for korte.

Filmhilsner

Lars Bergstrøm (Wayne)

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Wayne

Med 4 blogs, blandt de seneste 6 :-)

Niclas Dalby

Dejligt med en tredje del og så endda et kapitel, hvor der er forholdsvis stor forskel på hvad vi har set, hvilket jeg kan takke min tur til udlandet for i september og en lille animationsfestival i Viborg, jeg var så heldig at blive en del af.

De film jeg ikke sammenligner med dine karakter er derfor film, jeg endnu ikke har fået at set, men der er måske også nogle den anden vej, så du har noget at glæde dig til.

Virgin Mountain:
Fuldstændig fantastisk film. Jeg var den eneste i salen, da jeg så den, hvilket jeg den dag i dag er meget overrasket over - især grundet den fantastiske modtagelse den fik. Den er dog, som du selv skriver, helt frataget det normale hollywood-drama, hvilket i den grad kan skræmme folk væk. Jeg synes den var smuk, rørende, realistisk og yderst imponerende. 8/10

The Dressmaker:
Den fangede aldrig mig, desværre. Det er en flot film med fint skuespil og imponerende scenografi, men historien nåede aldrig ind og rørte mig på samme måde som eksempelvis ovenstående film. Kate Winslet var i mine øjne filmens bedste, hvilket hun så ofte er. 5/10

The Legend of Tarzan:
Jeg gik ind til filmen uden nogle forventninger, hvilket nok var det bedste, da filmen intet gjorde for mig. Virkelig dårligt skuespil, historien var kun interessant i starten og de computeranimerede effekter tog mig helt ud af den.
Når jeg husker tilbage på den er der reelt set ikke noget der gør, at jeg vil se den igen, hvilket er en skam, da historin om Tarzan ellers burde være interessant nok i sig selv. 3/10

Star Trek: Beyond
En ganske fin film, hvor slutresultatet var langt bedre end forventet grundet de forfærdelige trailers. Den var bestemt bedre end Into Darkness, men jeg synes den mistede fokus i tredje akt, hvor det hele bare blev for stort. Det bedste ved filmen er dog, at det er den første i mine øjne, der virkelig føles som en klassisk Star Trek film, hvor vi endelig besøger andre planeter. 6/10

Everybody Wants Some!!
Jeg er stor fan af Linklater og jeg anser hans Before trilogi som værende blandt de bedste trilogier nogensinde, så jeg havde da derfor også store forventninger til denne film og jeg må sige, at jeg endte med at forlade salen ganske positiv. Den er bestemt ikke blandt hans bedste, men umiddelbare neutrale og løse tilgang til hverdagslivet synes jeg var spot on. 7/10

Captain Fantastic:
Sjældent har jeg følt så meget i salen som ved denne film: Den var fantastisk, storslående, nærværende og helt igennem forrygende. Viggo er kanon i rollen, men det er lige så meget rollingerne, der stjæler billedet. Historien bliver aldrig større end hvad den selv kan bære og da rulleteksterne løb over skærmen vidste jeg, jeg havde set én af de bedste film i år. 9/10

Jeg beklager, men det er nu på tide du møder "Den Negative Niclas", for de næste fire film har en samlet score på 13.

Ghostbusters:
Muligvis årets dummeste film - det skal være sagt med det samme, jeg synes den oprindelige Ghostbusters er en fin film, men slet ikke nær så god, som mange andre synes den er og jeg havde derfor ingen nostalgiske følelser, da jeg gik ind til denne film. Da jeg forlod salen følte jeg, at jeg havde misbrugt 2 timer af mit liv. Det eneste lyspunkt var Chris Hemsworth, men hans karakter blev hurtig steril og ganske ubrugelig, hvilket alle andre i filmen også var. På intet tidspunkt formåede filmen at få mig til at grine, scenografien var virkelig ringe og musikken passede slet ikke ind. 3/10

Kæledyrenes Hemmelige Liv:
Eller, bedre kendt som "Toy Story rip-off" - har du set Toy Story behøver du ikke se denne film, da den blot føles som en langt billigere udgave. Den havde nogle fine elementer, men historien blev meget hurtig triviel og alt for langtrukken. Skurken var en parodi og til sidst var jeg reelt set ligeglad med hvem der klarede den. Det, der redder filmen er første og anden akt, der er underholdende nok, hvis hjernen ikke er slået til. 5/10

Suicide Squad:
Jeg føler ikke noget for denne film. Den er kedelig, elendig filmet og klippet, skurken er så ringe, at det næsten gør ondt og meget, meget mere. Den havde meget få lyspunkter og de havde alle at gøre med Will Smith, der gør filmen bare en anelse seværdig. 4/10

The Shallows:
Undskyld mig, men hvad pokker var dette? En parodi, en komedie, et drama eller noget instruktøren havde proppet i blenderen og bare drukket? For mig årets absolut ringeste film, da jeg følte hovedpersonen var noget af det dummeste, der havde fundet vej til det store lærred. Der var så mange gange, hun kunne have reddet sig selv, hajen var... ja, lad os bare glemme den med det samme og hele konceptet var bare tåbeligt. 1/10

Find Dory:
Pixar skuffede stort med denne film. Jeg følte ikke meget for nogen af karaktererne og det hele føltes bare som om Pixar slet ikke vidste, hvad de lavede. Historien og progressionen var virkelig banal og kedelig og filmens tredje akt føles bare alt for lang. Det eneste, der redder filmen er de tre hovedpersoner, der stadig er skønne at følge, men når eventyret er tomt føles filmen ligeså. 5/10

Nu går jeg lige hurtigt gennem et par stykker:
Blood Father: 6/10
Lyset i Havet: 7/10
Miraklet på Hudsonfloden: 6/10
The Magnificent Seven: 5/10
Deepwater Horizon: 6/10
Miss Peregrine's: 4/10
Snowden: 6/10

Nu skal jeg heller ikke gøre min respons alt for lang, men jeg synes næsten der er et par film, du skylder dig selv at se, hvis de da ikke finder vej i del 4 - i så fald kan du bare se bort fra dem :)

La Tortue Rouge:
Jeg var meget heldig at få den sidste plads ved Animationsfestivalen i Viborg og hold da op en film. Det er en stumfilm, hvor vi følger en mand strandet på en øde ø, men kan ikke komme derfra grundet en stor rød skildpadde. Det viser sig dog denne skildpadde har en grund til sin opførsel og vi følger mandens liv på øen, hvor musikken og den fantastiske animation hele tiden føles innovativ. Den har en spilletid på 80 min, hvilket føles helt perfekt til en film som denne. 8/10

Kubo - Den Modige Samurai:
Én af de flotteste animationsfilm i år fra et studie, der nok desværre ikke overlever alt for længe grundet deres specielle metode og visning. Filmen er virkelig godt skruet sammen og visuelt helt fantastisk. Enkelte gange falder historien dog noget flad og især slutningen synes jeg bliver for melodramatisk og klichéfyldt. Dette skal dog ikke tage noget fra den visuelle oplevelse, der virkelig er noget for sig selv. 7/10

Julieta:
En spansk film af den spanske mester-instruktør Pedro Almodóvar. Filmen er bestemt ikke for alle, men jeg synes den føles let, unik og yderst innovativ i sin tilgang til personerne og hvordan de bliver portrætteret. Filmen føles meget europæisk i sin fortællestil, da den er helt fri for unødvendig drama, hvilket er lidt af en befrielse. 7/10

The Blackcoat's Daughter:
Jeg var i Portugal, da denne film fik premiere til en filmfestival og jeg var så heldig at få en plads (dog ikke grundet mine ikke-eksisterende sprogevner) og jeg kan kun sige, at denne film er den mest brutale, ækle, mørke og forfærdelige film, jeg har set hele året. Det er en sand slowburner, så hvis man ikke er til sådanne film, vil man hade denne, men jeg faldt i med begge ben og elsker den stadig den dag i dag. Musikken er klam og frygtelig og den imponerende scenografi gør virkelig filmen til noget specielt. 8/10

Jeg må hellere stoppe for denne gang, da jeg ellers bare kan blive ved og ved og ved, men jeg glæder mig meget til del 4, hvor vi endnu engang nok finder os selv ganske uenige i mange af tingene, men det er trods alt også det sjoveste.

Wayne

Jeg tror at den store forskel på os er at selv når jeg synes en film er dårlig, så leder jeg efter noget positivt ved den.

Hvis man på en skala på 10 giver 1-4 points, så mener jeg at de skal være dybt elendige. 1 og 2 er film som ikke bør udgives, 3 er film som skulle være gået direkte til DVD. Derfor er det sjældent at jeg rammer bunden når jeg deler stjerner ud.

Derfor tror jeg egentlig også at vi er mere enige om filmene, i virkeligheden - selvom der selvfølgelig er afvigelser. :-)

The Shallows - av. Der taler vi altså om en film, som du mener er blandt det værste der nogensinde er produceret? Hos IMDb får den 6,4 - som ikke er prangende, men alligevel.

Den laveste rating en film har hos IMDb er 1,5 - og der taler vi altså om film, som ingen kender. Selv en film som Epic Movie har 2,3....Meet the Spartans 2,7.

http://www.imdb.com/chart/bottom

Jeg forstår hvad du mener, og det er helt fair at det ikke var en film som sagde dig noget. Men her er vi "lidt" uenige - selvom jeg er meget langt fra at synes den er et mesterværk. ;-)

La Tortue Rouge og Kubo - Den Modige Samurai, er skrevet op. Dem skal jeg have set.

Jeg har set mange af Almodóvar's film - så jeg skal nok komme omkring Julieta på et tidspunkt.

Jeg glæder mig også til del 4, som er i proces. Men jeg mangler lige et par film der skal ses først.

Niclas Dalby

Måske var jeg lidt for hård, da jeg bedømte en række af filmene, men hvis det er en film, jeg virkelig ikke føler noget for og har decideret svært ved at se færdig, så får den en rating under 4. Hvis der så er tilstrækkeligt med negativt går den kun længere ned.
Alle film starter ud som en 5'er for mig og alt efter kvantiteten af negative og positive aspekter kan denne rating forandre sig for det bedre eller værre. Jeg har givet en del film 1 gennem de seneste år, hvilket jeg kun gør, hvis jeg bliver decideret sur på filmen - hvilket jo kan ske ;)

Julieta er hverken Almodóvar's bedste eller værste film, så forvent en film i midten af hans CV - den er dog ganske seværdig.

La Tortue Rouge får en lidt bredere visning i midten af februar, men man skal nok stadig være heldig for at finde den. Kubo bliver udgivet d. 23 februar så vidt jeg husker :)

Niclas Dalby

Jeg glemte helt at nævne min top 10 for dette kvartal, så den får du her:
1. Captain Fantastic
2. La Tortue Rouge
3. The Blackcoat's Daughter
4. Virgin Mountain
5. Kubo - Den Modige Samurai
6. Julieta
7. Everybody Wants Some!!
8. Lyset i Havet
9. Blood Father
10. Miraklet på Hudsonfloden

Wayne

The Blackcoat's Daughter er på din 3 plads - så den må jeg holde udkig efter.

Arrowstormen

Heller ikke 10 film den her gang. Der var mange som jeg overvejede, men valgte ikke at se fordi anmeldelserne og word-of-mouth ikke var særligt godt. Generelt var det et trist år for sommer-sæsonen i biografen. Forhåbentlig bliver det bedre i år.

9) Suicide Squad (6/10)
Den var "okay" på grund af visse lyspunkter (ala Harley Quinn og Deadshot), men redigeringen var elendig og den var meget skuffende i forhold til det potentiale den havde.

8) Star Trek Beyond (6/10)
Et fint lille rumeventyr, og jeg ved visse trekkies kan meget bedre lide den end de to forrige, men for mig er det omvendt. Fandt den her lidt... throw-away.

7) Lights Out (7/10)
Horror er ikke min genre, men den her var en udmærket lille B-film.

6) Magnificent Seven (7/10)
En sjov og udmærket action western film, men så heller ikke meget mere.

5) Deepwater Horizon (7/10)
Kunne godt lide de to første dele af filmen, men efter katastrofen var sket, fandt jeg ikke filmen så følelsesmæssig kraftfuld som jeg havde håbet.

4) Sully (7/10)
Fint og interressant lille biopic. Tom Hanks og Aaron Eckhart giver gode performances, dog ikke helt på Oscar-level.

3) Finding Dory (8/10)
Ikke alle var fans af den her efterfølger, men jeg kunne godt lide Hank og Dory's chemistry og akvarium-eventyr i midten af filmen, og synes det var interressant og smukt hvordan de brugte Dory's handikap. Det tredje act var også fedt.

Side-note: det kan godt være at Pixar ikke altid har lavet de bedste film de sidste par år, men Inside Out er i mine øjne deres absolut bedste film, og er tegn på de stadig har krammet når det kommer til at ramme de helt høje højder.

2) Captain Fantastic (8/10)
Rigtig god og sjov drama, og det er dejligt at se Viggo Mortensen igen. Hvis folk ikke allerede har tjekket den ud efter hans Oscar nomination, kan den varmt anbefales.

1) Kubo and the Two Strings (8/10)
Du nævnte ikke den bedste film i hele kvartalet! Så den godt nok ikke i biografen fordi de ikke viste den i engelsk, men alligevel. Det er den eneste film på listen her som nået min top 10 sidst på året. Stop-motion film finder jeg altid imponerende, og den her er især imponerende. Ved der er en del som ikke engang kan se at det er stop-motion.

Den er fra Laika, som har lavet andre stop-motion film som Coraline, Paranorman og Boxtrolls, og i min øjne er det her deres bedste. Et flot eventyr med sjove karakterer og nogle smukke temaer om minder og de historier vi fortæller om folk.

Wayne

Star Trek - jeg er principielt enig. Jeg er også mere til "Star Wars" udgaverne.

Finding Dory - godt at du fik noget godt ud af den, jeg var som sagt skuffet (måske så du den ikke på dansk, som jeg gjorde). Jeg synes at Pixar skal være dem der sætter barren for nye standarder, og det har Disney drænet dem for. Inside Out var en fin film - men for mig var den ikke blandt Pixars allerbedste.

Kubo and the Two Strings er noteret - den lover jeg at jeg får set! Er den stadig god hvis man ikke kender universet i forvejen?

Arrowstormen

Så vidt jeg ved er Kubo and the Two Strings en original historie. Men hvis den er baseret på noget, kender jeg ikke til det, så svaret er vel ja. :)

(Og ja, jeg så Dory på engelsk)

Rasmus/Musen

-Jeg elsker virkelig dine blogs, Wayne. De er både inspirerende og fulde af fortælling på samme tid. Tjaah, jeg kunne nok også godt tænke mig at se nogle flere af filmene fra din blog snart.

Det er i hvert fald rigtig fedt, at du både giver en beskrivelse OG en bedømmelse til hver enkelt film.

-MEGA TOTALT FEDT at du også har så stor passion for dit arbejde. Det synes jeg du skal tage til dig. For du er godt nok god til at formulere dine meninger om film på en meget forståelig og let gennemskuelig måde. Det fortjener ære, synes jeg. ;-)

Jeg kan næsten ikke vente med at se din næste blog for det fjerde og sidste kvartal af 2016.

SÅDAN Lars Bergstrøm (A.K.A Wayne).
Jeg tror på dig!
:-)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter