Cookie- og Privatlivspolitik
Blog: Mit filmår 2016 - Del 3

Blog: Mit filmår 2016 - Del 3

Enkelte højdepunkter

Stem op!
11
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

Her fortsætter jeg min gennemgang af 2016, årets biografudbud – med tredje kvartal. Var det godt, middel eller skidt? Læs første del og anden del.

Det er selvfølgeligt helt subjektivt, og set med mine øjne. Du er velkommen til at fortælle, hvad du mener, om du er enig eller uenig i mine betragtninger. Udover en kort beskrivelse giver jeg filmen en karakter fra 1-10.

Samtidig har jeg endnu ikke set alle årets film, så der er absolut nogle, som også fortjener en omtale. Det håber jeg på at du vil supplere med.

Ice Age: Den vildeste rejse ©20th Century Fox)
07.07.2016. Ice Age: Den vildeste rejse
Fortsætter hvor forrige film slap. Den har selvfølgelig stadig nogle spøjse og kvikke scener, men i det store og hele er serien ved at være lidt træt. Børnene har en fest med at se den. Det er på tide at finde på noget nyt.  5/10

07.07.2016. Virgin Mountain
Meget langt fra Hollywood helt ude på det vejrbidte Island. Smukt hverdagsdrama om den overvægtige og nørdede Fúsi, hvis liv mod alle odds udvikler sig fra en grå hverdag, til en fremtid med mere perspektiv og kærlighed. Smuk film med en helt særlig tone og sit helt eget tempo. 8/10.

14.07.2016. Den sidste konge
Sikkert et resultat af den store succes for tv-serier som ’Game of Thrones’ og ’Vikings’. Baseret på virkelige hændelser, men en meget endimensionel fortælling om de onde (danskere og Baglere) mod de gode og kongetro Birkebeinere. 5/10

The Dressmaker ©Miracle Film
14.07.2016.The Dressmaker
Farverig, sort australsk humor. Myrtle ”Tilly” Dunnage vender tilbage til den by hun blev smidt ud af 25 år tidligere, anklaget for mord. Nu ønsker hun delvist at få opklaret, hvad der virkelig skete og få oprejsning. Filmen fungerer først og fremmest via den sorteste humor og vanvittige påfund. Det er en fryd at se især Hugo Weaving og Judy Davis som et par af landsbyens tosser, som skifter mellem næsten normale og skingrende skøre. Kate Winslet nailer naturligvis sin rolle som det naturlige midtpunkt for det hele. Desværre lever slutningen ikke helt op til resten. 7/10.

14.07.2016. The Legend of Tarzan
Hver generation, sin Tarzan. Desværre er denne udgave langt fra noget, som bør huskes for eftertiden. Christoph Waltz er en ond og lidt kedelig skurk, med kedelige replikker som; "He will come for you" og "Grab the diamonds".  Alexander Skarsgård har samme træk som far Stellan - og gør det glimrende som mystisk abemand/Lord Greystoke, og er helt klart fit til at svinge sig i lianerne. Margot Robbie er en tilpas sødmefyldt, og kampberedt Jane, hverken mere eller mindre. Plot og udvikling kunne lige så godt være lavet til de første Tarzan film, men et moderne publikum må forlange meget mere. Billederne er ganske imponerende, men det er manglen på logik ikke.  6/10.

Den store venlige kæmpe ©Nordisk Film
21.07.2016. Den store venlige kæmpe
Filmen er en større visuel oplevelse, end historien kan bære. Man bliver egentlig aldrig bange, i dette overdådige eventyr, og det er måske filmens største svaghed. På trods af menneskeædende kæmper, så er filmen så sød og hyggelig, at det næsten virker søvndyssende. Men en masse fantasi og humor løfter det hele, sammen med et fantastisk animationsarbejde som bare havde fortjent en bedre historie. Men alligevel rigtig god som en ufarlig og sjov familiefilm. 6/10

21.07.2016. Star Trek Beyond
Det er tydeligt at se, at med J.J. Abrams på Star Wars projektet, og mindre på Star Trek, så nærmer universet sig mere det oprindelige, til glæde for de mange Trekkies. Justin Lin (instruktør fra Fast & Furious-serien) er ny mand bag roret, og det lykkes faktisk - over forventning - at skabe en fortsættelse, som virker helt naturlig i forhold til de to foregående i den nye serie. Men også med en lidt mere og mere forudsigelig fremdrift. Væk er den rebelske Kaptajn Kirk, som mere og mere ligner den oprindelige fornuftige udgave fra tv-serien. Alt i alt et godkendt afsnit, som bør sikre at vi også får et fjerde kapitel. 7/10.

Everybody Wants Some!! ©Scanbox
28.07.2016. Everybody Wants Some!!
Linklater elsker tidsbilleder, og som en, der var teenager i slut 70erne og start 80erne var det en stor fornøjelse at være tilbage i tiden. Ganske vist på amerikansk, men tiden med diskere, punkere og flippere var sjov at genopleve. Moden og især musikken giver filmen en særlig stemning. Handlingen er ikke væsentlig, den er næsten ikke eksisterende, og tjener kun det formål at flytte os rundt i en verden der var engang. Mine stjerner er påvirket af et stænk af nostalgi, så den måske får en enkelt mere end den fortjener. 6/10

28.07.2016. Jason Bourne
Desværre skuffer Bourne, mod forventning. Man bliver aldrig overbevist over vigtigheden i at hente Bourne tilbage. Han har ikke selv haft en agende for at få ryddet op hos CIA, men har endnu en gang bare levet under det offentliges radar. Tommy Lee Jones har sine momenter, men virker også en anelse træt i rollen, og Alicia Vikander formår ikke at overbevise i hendes indtog i serien. Vincent Cassel, derimod, er som forventet en genial udgave af det nødvendige "Es", som sendes efter Bourne. Og netop den del trækker det hele op. For action fungerer helt på højde med det bedste fra serien. Forhåbentligt har Greengrass mere i posen til en eventuel forsættelse, for Bourne fortjener mere end bare at deltage i en jævnt god actionfilm. 6/10

Captain Fantastic ©Scanbox
04.08.2016. Captain Fantastic
En feel good-film med komiske undertoner, som samtidig har masser på spil. Tonelejet skifter fra sjov til alvor og tilbage igen. Familien lever et vildmarksliv i pagt med naturen, med en far (spillet genialt af Viggo Mortensen) som på (næsten) alle områder opdrager sine seks børn mentalt, intellektuelt og fysisk, på et nærmest overmenneskeligt niveau. Tilsyneladende lever de i en lykkelig symbiose, langt fra normal vestlig levevis. Men så godt er det naturligvis ikke. Der lurer et oprør mod faderens strenge, men hudløst ærlige opdragelse, hvilket man i starten kun opfatter i små glimt. Samtidig har børnenes mor været fraværende i 3½ måned, på grund af sygdom, og hun begår kort inde i historien selvmord. Hendes bisættelse fører til et opgør med det bestående samfund, men viser også, at børnene er socialt handicappede. Der er masser at tænke over i en film, som mere er en komedie end en tragedie. Viggo Mortensen har afgjort fortjent sin Oscar nominering. Om han så ender med en Oscar i hånden er en helt anden sag. Stor film, som dog bliver overgjort for meget til at ende som et rent mesterværk. Desværre, for potentialet er der. 8/10.

04.08.2016. Ghostbusters
Den oprindelige ’Ghostbusters’ var en fin eventyrkomedie. Fint båret af et originalt plot og Murray, Aykroyd, Ramis og Hudson samt Sigourney Weaver. I den nye udgave er der snarere tale om en rendyrket komedie, tilsat elementer fra de oprindelige Ghostbusters. Hvilket nok er naturligt, når det er Paul Feig, som igen instruerer Melissa McCarthy. Desværre er det åbenbart Feig/McCarthys plan at trække vittighederne ned på prut og pølseplan, og det er lidt anstrengende i længden. Jeg forstår godt at man glæder sig over, at der faktisk findes kvinder som kan være sjove, men for at jokes kan være sjove, så skal de stå på skuldrene af en smule alvor. Bare en lille smule. Enkelte sjove scener er værd at huske, men ikke filmen som helhed. 5/10

Kæledyrenes hemmelige liv ©UIP
04.08.2016. Kæledyrenes hemmelige liv
Handling: Hunde bliver væk, midt i storbyen og jages af hundefangere og gadens andre dyr. Det er set før. Men det er målgruppen, børnefamilien, sandsynligvis fløjtende ligeglade med, for underholdningen er god, ind i mellem sjov. Og så har den selvfølgelig det sædvanlige opbyggelige budskab om venskab, samt at hjemme er bedst. Traileren havde fortalt, at vi skulle se noget originalt, om hvad vores kæledyr i virkeligheden foretager sig, når vi ikke er hjemme. Og det kunne måske have udviklet sig til en langt sjovere, og mere original historie. Desværre havde forfatterene ikke mod til at køre den ret længe, før de måtte ned og rode i kassen over plots som var brugt mange gange før. Der arbejdes ikke voldsomt med at udvikle karaktererne (dem er der i øvrigt alt for mange af), så det er svært for alvor at blive grebet af dem. 6/10.

11.08.2016. Suicide Squad
Det kunne have været så godt, og så endte det bare som form uden indhold. Hvis nogen for 9 år siden havde spurgt mig om hvem man skulle vælge til rollen som Jokeren (Heath Ledger eller Jared Leto) så ville jeg, uden tøven, have valgt Leto. Trailers og stills lovede en måske endnu mere vanvittig Joker, end nogensinde. Sikke en skuffelse det var, at han kun var med som staffage til filmen, og i en total endimensionel udgave, som ellers kun er set i dårlige tegnefilm. Desværre er det betegnende for filmen at lysten til at se figurerne er større end til at lave en historie. Vi er faktisk derhenne, hvor formen minder lidt om stilen fra den frygtelige ’Batman & Robin’. Man har i den grad valgt at basere det med udgangspunkt i Margot Robbies Harley Quinn-figur. Men hun formår ikke at bære filmen alene. Og så har det hele fået et lyserødt skær, som absolut ikke klæder banden. Ja, sorry, der er faktisk ikke noget godt at skrive om resultatet. 5/10

The Shallows ©UIP
18.08.2016. The Shallows
Filmen er i den grad i familie med husbond Ryan Reynolds’ ’Buried’, eller måske mest Danny Boyles ’127 timer’, idet vi følger vores hovedperson helt tæt, stort set uden anden menneskelig kontakt. Indrømmet, fra start troede jeg, at jeg skulle se en billig form for gyserfilm, med referencer til andre haj-film, tilsat en køn pige, som Blake Lively afgjort er. Men ’The Shallows’ udvikler sig heldigvis til at blive mere end det, og jeg endte med at blive opslugt af dramaet om liv og død. 7/10

25.08.2016. Find Dory 
Pixar når (hav)bunden. For 3 år siden skrev jeg i en blog om den dalende kvalitet hos Pixar. Desværre står det endnu værre til med de sidste film, og især denne nyeste i rækken.  Ambitionerne om at være de bedste er væk. ’Find Dory’ er en nuttet og ufarlig historie for de allermindste. Jeg følte aldrig, at Dory på noget tidspunkt var i fare for noget som helst. Pixars store fejl er først og fremmest, at de har flyttet fokus. Dory er med sin mangel på korttidshukommelse, det komiske indslag, som virkede fint i den første film. Men at basere en hel film med hende i centrum, kun bygget på, at hun bliver bedre til at huske og på, at hun finder "hjem" er alt for lidt. Kun Pixars fortsatte høje animationsniveau holder filmen fra at falde helt sammen. 5/10

Blood Father ©UIP
01.09.2016. Blood Father
Billederne er flot komponerede og historien er stram, men varer til gengæld kun i små 1½ time og det går en smule ud over karakterudviklingen. Mel spiller Link, en tidligere alkoholiker og kriminel, som nu har gjort sig fri af begge dele og lever en tålelig tilværelse som tatovør i en trailerpark. Han er i øvrigt prydet med et imponerende fuldskæg (som gav en ekstra interessant tilføjelse til rollen). Synd, at han ikke beholdt det filmen ud. Han indhentes af fortiden, da hans datter dukker op forfulgt af narkogangstere. Det fører selvfølgelig til en del konfrontationer. Ikke en stor film, men absolut en Mel Gibson som stadig kan sit håndværk.  7/10.

08.09.2016. Lyset i havet
Smuk med smuk på. Smertefuld smerte. Drama og kærlighed. Filmen er bestemt både interessant og flot. Desværre er den ganske enkelt blevet for lang. De lange flotte billeder fra øen tager simpelthen overhånd. Ærgerligt, når dramaet ellers har en god historie, men det endte med, at jeg kedede mig lidt. 7/10

08.09.2016. Miraklet på Hudsonfloden
Kan noget, som set udefra var et mirakel, være forkert? Ja selvfølgelig kan det det. Måske kunne flyet være landet på en sikker landingsbane, uden risiko for mennesker og uden yderligere skade på flyet. NTSB (the National Transportation Safety Board) og diverse medier undersøgte den mulighed, og flere medier satte spørgsmålstegn om, hvorvidt Sully faktisk var den helt, han blev antaget for. Det virkelige drama udspiller sig derfor mest hos hovedpersonen selv. Hans troværdighed, eftermæle og karriere er på spil. Og selvom han i situationen var sikker på, at han handlede rigtigt, så opstår tvivlen. Filmen er lavet i respekt for en absolut helt, uden tårer. Clint Eastwood har lavet en fin men ikke fantastisk film, og Tom Hanks gør hvad han skal, uden at bejle til en Oscar. 8/10

Bridget Jones' Baby ©UIP
15.09.2016. Bridget Jones' Baby
Man mærker tydeligt, at instruktøren fra den første og vellykkede film i serien, Sharon Maguire, er tilbage. Hun finder den fine balance mellem det vulgære og sjove, tilsat den typiske charmerende engelske humor. ’Bridget Jones' Baby’ er ikke nogen stor film, men det er et hyggeligt gensyn med nogle midaldrende mennesker som er kommet lige nøjagtigt så lidt videre med deres liv, som mange fra den virkelige verden. Hun har selvfølgelig intet lært, men det er også charmen ved Bridget. 7/10

22.09.2016. The Magnificent Seven
Hvorfor vælger syv mand at kæmpe for en hel landsby, hvis indbyggere de ikke kender? Mod en overmagt så stor at de sandsynligvis ikke vil overleve? Kun en af de syv ender med at have en brugbar grund, mens de andre egentlig bare ikke havde noget bedre at give sig til. Og hvorfor laver man en genindspilning af to så klassiske film, når man ikke har noget nyt at fortælle, og i øvrigt ikke har ambitioner, eller format til at leve op til forgængerne. Hele udstyret er på plads: Kulisserne og teknikken er til stede, og halvdelen af skuespillerne i de væsentligste roller hører til A-holdet. På trods af det, så ender det hele bare med at være en ligegyldig parentes i filmhistorien. Jeg elsker genren, og den har nogle få gode scener. Men tænk hvad det kunne være blevet til... 6/10

29.09.2016. Deepwater Horizon
Glimrer med et betagende ragnarok men ikke som film, da vi ikke rigtigt lærer personerne at kende.  6/10

Miss Peregrine's Home for Peculiar Children ©20th Century Fox
29.09.2016. Miss Peregrine's Home for Peculiar Children
Tim Burtons indre billedgalleri er uden tvivl eksploderet, da han har læst forlægget. En pige som behersker luften. En dreng som kan skabe liv. En usynlig dreng. En dreng som spytter bier. En pige som kan forstørre ting. En pige med gloende hænder. En lille, brølestærk pige. Mystiske tvillinger, som man ikke må se. En dreng, som fungerer som en billedfremviser. Og til slut en forstanderinde, som ved alt og kan transformere sig til en fugl. Det hele fanget i et tidsloop, som hele tiden gentager sig og konstant er under angreb fra onde magter. Og så handler det også om en dreng, som har en farfar med en hemmelig mission og en særlig evne. Og det er drengen Jacobs historie vi følger. Så langt så godt. Men historien handler som sagt om en lettere kejtet teenager (som i den grad ligner en ung Benedict Cumberbatch). Og så kan man godt blive i tvivl om historien også skulle henvende sig til børn. Det gør den måske, hvis man forudsætter, at børn bare sluger den mangel på logik som også er i filmen. Slutningen tyder også på, at det er hensigten at ramme Harry Potters store publikum. Desværre er den sidste del også det, som næsten kuldsejler det hele. Jeg ender på en karakter over middel, mest for Burtons visuelle visioner, ikke for den ujævne fortælling. 7/10

29.09.2016. Snowden
Sidste film i kvartalet og bestemt værd at se. Oliver Stone skal afgjort have point for at have lavet en afbalanceret film. Han fremstiller ikke Snowden som den store amerikanske helt, som har gjort det hele af patriotiske grunde. Ifølge Stone er Snowden en helt almindelig amerikaner, med særlige evner, som viste sig ved et tilfælde. At Snowden udvikler en samvittighed, skyldes mest kæresten. For Snowden er dedikeret til sit arbejde, og kan i virkelighede ikke afskrive sit medansvar for de programmer han udvikler. Det endelige brud opstår, da Snowden føler han og kæresten selv bliver kigget over skuldrene, og bliver klar over, at man ikke stoler blindt på ham selv. Joseph Gordon-Levitt er perfekt, som den udtryksløse nørd, der er blændende til sit arbejde, men ender med ikke at turde stole på sit eget land. Alt i alt, en troværdig, interessant og sober biografi, uden for stor overvægt af politisering, som Stone sagtens kunne have endt med at lave. 8/10

Samlet set er kvartalet tæt på at være godkendt. Kvaliteten er blandet, men der er absolut film imellem som er værd at huske.

Top 10 i tredje kvartal:
1. Captain Fantastic
2. Virgin Mountain
3. Snowden
4. Miraklet på Hudsonfloden
5. The Dressmaker
6. Star Trek Beyond
7. Lyset i havet
8. Blood Father
9. The Shallows
10. Miss Peregrine's Home for Peculiar Children

I næste afsnit om årets film behandler jeg oktober, november og december 2016. Du er velkommen til at bidrage med din top 10 over kvartalet. Lad os få en diskussion på banen. Jeg ved der må være mindst én film, jeg burde have set.

De bedste film er dem, som er alt for korte.

Filmhilsner

Lars Bergstrøm (Wayne)

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Wayne

Men Kino's redaktion er på vej til Berlinalen, så vi må se hvornår de får tid til at redigere, og lægge billeder på.

Der er en hel del tekst - for sidste kvartal var et af de bedste på året.

Segoyuser/116755

Hm mine venner synes jeg går tit i biffen ,men må skrive en del ikke set ....
Ice Age: Den vildeste rejse; Så den ikke da jeg heller ikke var total vild med den forrige.
Virgin Mountain: Ikke set , nogen film får jeg slet ikke øje på...
Den sidste konge: Denne fik jeg slet ikke lyst til at se.
The Dressmaker: Denne kunne jeg godt lide, den forandring hovedperson formår at gøre, ja slutning men den var da okay broen er væk nyt liv venter.7/10
The Legend of Tarzan: (Jeg fik lyst til at se JW film , blot for at se de var meget gode!) Den nyeste kunne jeg lide da tiden vupti var gået der var sket en hel masse men måske en dag jeg genser den ikke leve op til en 6/10
Den store venlige kæmpe; Tog filmen bogstavlig den kæmpe var temmelig venlig, der var ting i film som tiltalte min person , dog ikke den bedste , har ikke fået den genset endnu 6/10
Star Trek Beyond; Den fik tanker om hele Star Trek serie frem, fik lyst til lave en maraton...7/10
Everybody Wants Some!!: ikke set føler heller ikke for det, jo hvis den tilfælde kom i tv.
Jason Bourne: 5/5 middelmådig selv med aktion.
Captain Fantastic: Den film var jeg vild med, mon den får en pris...men 8/10 med en lille pil opad..
Ghostbusters; Fik slet ikke lyst til at se...
Suicide Squad: ikke set..har heller ikke lyst til.
The Shallows: den valgte jeg fra , tænkte den ligger i den grumme ende som sharks og andet i den duer.
Blood Father: Har ikke fået set men måske hvis den dumper forbi.
Lyset i havet: Har bogen dog endnu ikke læst, filmen havde gode elementer, flot natur, historien er mulig kunne have været sket,6/10
Find Dory: må erkende den forrige var et par tænder bedre 5/10
Miraklet på Hudsonfloden; Den film fik mig til at tænke uha da sikken meget han skulle igennem før de valgte at erkende det var korrekt, at kunne handle på de få sekunder 8/10
Bridget Jones' Baby: Latterture, god humor, okay 7/10
The Magnificent Seven: ikke set og nejj kommer ikke til.
Deepwater Horizon; ikke set ...kommer heller ikke til.
Miss Peregrine's Home for Peculiar Children; Jeg kan stadig tænke hvor kommer alt den fantasi fra, 7/10
Snowden: har ikke fået set , men vil gerne når tid er dertil.

Tak for dine blog her om alle disse film så kan jeg beslutte om der er hængepatier...

Wayne

Man behøver jo ikke at se alle film ;-)

Det er bare mig som næsten ser det som en sport at komme igennem de fleste. Og det gør ikke noget at man har noget til gode, til de bliver sendt på tv - det er alt for tit at jeg har set de film som bliver sendt der.

Tak fordi du læser dem, og godt hvis det er en inspiration til at få set nogle flere :-)

Julie

1.Captain Fantastic (8/10)
Enig i at det er en fantastisk film. Alle børnene har deres specielle karaktertræk, og jeg kan faktisk godt lide den måde han opdrager dem på med så meget ærlighed :) Det var også nogle rigtig stærke scener da de til sidst graver moderen op, kører afsted med hende og begraver hende.

2. Lyset i havet (8/10)
Jeg synes slet ikke at den var langtrukken og jeg elskede alle de smukke scener ude på øen. Kunne godt have brugt at der var skruet lidt mere op for dramaet imellem parret, men ellers var det en god og solid film :)

3. The Lobster (7/10)
For at se den her, så skal man nok kunne lide lidt mærkelige og ulogiske ting. Nogle gange fungerer det og nogle gange gør det ikke, men lige i den her film gør det og er tilpas mærkelig! Den er virkelig surrealistisk og ikke decideret overnaturlig på nogen måde, også alligevel, for hvem finder lige på at man tager på et hotel og skal finde en livspartner, hvis man ikke gør det inden for et bestemt antal dage, så bliver man forvandlet til et dyr. Den gør op med et samfund hvor man åbenbart skal have en partner, ellers har man ikke succes i livet og bliver set ned på. Se den! den kan slet ikke forklares med ord.

4. Miraklet på Hudsonfloden (7/10)
Havde faktisk forventet at se en film der handlede lidt mere om selve dramaet der foregår imens flyet skal nødlande, og knap så meget det der foregår efterfølgende. Men det var alligevel en god film og Tom Hanks leverer sok altid en god præstation :)

5. The dressmaker (7/10)
God film, men enig i at slutningen slet ikke kunne måle sig med den resterende del.

6. Miss Peregrine’s home for peculiar children (7/10)
Fantastisk eventyrligt og flot iscenesættelse. Flotte og opfindsomme karakterer med hver deres små finurligheder. Selve historien haltede lidt :)

7. Find Dory (7/10)
En LÆNGE ventet film. Den forsatte i det sjove univers som den forrige og det var dejligt at se gamle karaterer, men et var nok mest nostalgi end det var en god historie. Elskede 3 af de nye karakterer: hvalerne og blæksprutten :D

8. Snowden(6/10)
God og spændende film om et meget aktuelt emne: overvågning af samfundet. Film gik lidt i langdrag og cirkulerede rundt om det samme lidt for længe.

9. Suicide Squad (6/10)
Skuffende.... Historien var dårlig, mens det eneste der leverede var selve karaktererne.

10. Kæledyrenes hemmelige liv (5/10)
De første 10 - 15 min var sjove og handlede faktisk om dyrenes hemmelige liv (præcis ligesom traileren havde forudsat), også hoppede kæden ellers af for dem.

Wayne

Vi er jo ikke voldsomt uenige ;-) - selvom du er mere tilfreds med Dory...

The Lobster. Afgjort en film jeg skal have set, på et tidspunkt - det kan sagtens være at jeg vil elske den, det gør jeg ofte med skæve film.

Julius

Med sådan en liste giver du én, som egentlig gerne vil kalde sig filmfan, ufattelig dårlig samvittighed, Lars, haha. Der er, traditionen tro, rigtigt få film på listen, som jeg har haft interesse i at se, men jeg kan jo gå kronologisk igennem:

Ice Age ... 5? Så den ikke, da jeg ikke engang kunne færdiggøre den første.

Virgin Mountain. Fik den aldrig set, men hørte glimrende ting om den.

Den sidste konge. Nope. Aldrig hørt om den.

The Dressmaker. Så den i et fly, og er enig i, at slutningen var lidt forhastet. (7/10.)

The Legend of Tarzan. Endnu en remake, jeg aktivt forsøgte at undgå, på trods af at den har én af mine yndlingsskuespillere i.

BFG. En relativt cute sødsuppefilm, der hænger sig i mig som én af Spielbergs hidtil værste (ikke at det siger så meget). (5/10.)

Star Trek Beyond. Var ikke helt solgt på de to første, men jeg har hørt mange gode ting om den nyeste, og at den faktisk har forstået, hvad der gjorde Star Trek godt i sin tid. Den må jeg få set.

Everybody Wants Some!! Så den ikke.

Jason Bourne. Var ikke engang skuffet. Filmen var præcist så middelmådig, som jeg forventede, og jeg er endda fan af de andre film i serien. (6/10.)

Captain Fantastic. Jeg må indrømme, at den var én af mine yndlingsfilm i '16. Manus, skuespil og instruktion er i topklasse, og den rejser nogle glimrende pointer mht. opdragelse af børn og hvor meget, man skal eller ikke skal fortælle dem. (9/10.)

Ghostbusters. Nej. Jeg har sagt alt, der er værd at sige om denne Sony-propaganda-film. (3.5/10.)

The Secret Life of Pets. Så den ikke.

Suicide Squad. Ha. (3/10.)

The Shallows. Filmen lignede en lidt wacky udgave af Jaws, og den var skidesjov, må jeg indrømme, men bare på de lidt forkerte måder. (5/10.)

Find Dory. Jeg elsker din pun med havbunden, på trods af, at jeg ikke har set filmen.

Blood Father. Mel Gibson er ved at komme tilbage, men jeg har ikke fået set Blood Father endnu.

Lyset i havet. Har ike set den.

Sully. Jeg læste ret meget op på historien, da jeg ved, at Clint Eastwood godt kan lide at manipulere med fakta for at fortælle en mere gribende historie, men filmen var overraskende ærlig. Tom Hanks er selvfølgelig glimrende. (7/10.)

Bridget Jones' Baby. Så den ikke.

The Magnificent Seven. Synes på ingen måde, filmen gav mening, men den havde et par gode øjeblikke. (5/10.)

Deepwater Horizon. En god gammeldags patriotfilm med Mark Wahlberg i hovedrollen, hvor han tæsker vietnamesiske men- Nå nej. Han arbejder på en boreplatform. *Ahem*. En velproduceret thriller, der slet ikke interesserer sig for manuskript og karakterer. (5/10.)

Miss Peregrine's bla bla. Har ikke set den endnu. (Er nu ved at være lidt træt af at skrive så meget, haha, men jeg opdaterer løbende mindsettet.)

Snowden. Faktisk en glimrende film, men jeg følte lidt, at den holdt lidt igen, når den ikke skulle. På alle punkter er den dog stadig en fantastisk biografi. (8/10.)

Dernæst vil jeg gerne lige nævne en anden film, jeg så i den periode: Sing Street, som handler om en ung irsk knægt, der i firserne starter et band. Filmen er vanvittigt charmerende, og den har glimrende musik og skuespillere på sin side. Én af mine andre yndlingsfilm fra sidste år (9/10.)

Stadig fedt, du gider lave de lister her! Keep it up! ;)

Wayne

Indrømmet. Jeg havde nok ikke forventet at det ville blive så stor en opgave at gennemgå året.

Og selvom jeg har mange film med, så har jeg jo langt fra set dem alle.

Men jeg håber at jeg har fået de fleste af de vigtigste med i mine blogs.

Du skal ikke have dårlig samvittighed - jeg har selv set 10 film ekstra, for at kunne gøre året færdigt. Og jeg mangler stadig 6 film, før jeg er bare nogenlunde tilfreds.

I alt behandler jeg 89 film, så det er en pæn stak.

Sing Street lyder som en film jeg skal se. Generelt er vi vist ikke afgørende uenige om de film du har set. ;-)

Tak for støtten, jeg kæmper videre :-)

Julius

Jesus. 89 film. Og ja for pokker, Sing Street kan klart anbefales! Glæder mig til at høre, hvad du synes om den! :)

Wayne

Ja det er en pæn stak :-)

Jeg smider en anmeldelse når jeg har set den.

Wayne

At have 3 blogs, blandt de seneste 5. Det kommer nok ikke til at ske igen. ;-)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter