Cookie- og Privatlivspolitik
Dansk film i krise?

Dansk film i krise?

Fast blogger undersøger sagen nærmere

Stem op!
71
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

"Jeg gider ikke se danske film - de er simpelthen for dårlige".

Udsagnet er ikke mit, det stammer fra en ung filmbuff, jeg talte med forleden - og det er langt fra første gang, jeg hører det fra et yngre filmpublikum. Det er ærlig talt bekymrende, for det fortæller jo tydeligt, at hvis der ikke strammes op, så risikerer man at tabe kampen om publikum på sigt.

Er det så et stort tab i virkeligheden? Vi har jo i mange år i stigende grad set flere og flere, især engelsksprogede film. Og er det ikke længe siden, at film, der dyrkede nationalfølelsen, som 'Far til fire' og 'Olsen-banden', har ligget helt i toppen af salgsstatistikkerne (dog var Hvidstengruppen pænt med i 2012)?

Jeg mener, at tabet er stort. For det er vigtigt for både samtid og eftertid, at vi kan bruge filmmediet til at fortælle historien om, hvem vi er som danskere - og hvad det er, som gør os helt unikke.

Den ene side er salgstallene, som fortæller hvor meget vi ser danske film - men det fortæller også, hvilke danske film vi ser. Og det er ikke uvæsentligt, for skal dansk film overleve i fremtiden, så skal det jo ikke kun være baseret på ligegyldige film, som er glemt, når vi forlader biografen. Det vil ikke sikre dansk films overlevelse på sigt.

Så jeg satte mig for at tage temperaturen på dansk film - og bladrede mig gennem en masse statistik - for nemmere at kunne gennemskue det og få et overblik.

Ifølge nøgletallene ser det slet ikke så sort ud i virkeligheden. Der mangler godt nok de helt store blockbustere - som Olsen-banden, der stadig ligger på en flot 3. plads på alle tiders liste over flest solgte billetter med Olsen-banden ser rødt med imponerende 1,2 mio. solgte biografsæder (kun overgået marginalt af Titanic og den først Ringenes Herre-film).

Ser man på nøgletallene generelt, så har dansk film haft en gennemsnitlig markedsandel på 28,6 % af totalmarkedet de seneste fem år (2011-2015) - og det er faktisk en fremgang, i forhold til fem år før (2006-2010), på hele 4 %.

Klovn: The Movie

Hvad er det så vi danskere ser, når vi vælger danske film i biografen?

I 2011 var det klart Casper og Frank med Klovn The Movie, som trak det største læs - hele 855.174 endte med at indløse billet (et tal der også påvirkede 2010, da filmen havde premiere i december det år).

På de næste pladser kom Klassefesten (517.799), Dirch (484.209), Far til fire - tilbage til naturen (416.940) og Alle for én (378.514).

2012 toppes af 'Hvidstengruppen', Den skaldede frisør, En kongelig affære, Min søsters børn alene hjemme og Far til fire til søs.

2013 gav en førsteplads til Kvinden i buret, fulgt af Jagten, Min søsters børn i Afrika, Alle for to og Spies & Glistrup.

I 2014 var der især to film som trak fra de andre: Fasandræberne og Klassefesten 2.

Sidste år bød kun på en enkelt film, som førte feltet an, og det var ikke med helt så store tal som første gang; Klovn Forever (512.224). Til gengæld var feltet af film som solgte ca. 200.000-400.000 biletter større end normalt: Mænd & høns, Min søsters børn og guldgraverne, Sommeren '92, Far til fires vilde ferie, Skammerens datter, 9. april, Mennesker bliver spist, Stille hjerte og Krummerne - alt på spil.

Samlet betød det, at der blev solgt mere end 4 millioner billetter til danske film sidste år - det største antal i mange år.

Overordnet set kradser krisen altså ikke i dansk film. Vi ser stadig mange film på vores modersmål. Men har det unge publikum alligevel ret på den lange bane, når de siger, at danske film er dårlige?

Hvis vi kigger på kvaliteten af de film, som har solgt mest, så topper de med 'Klovn: the Movie', 'Hvidstengruppen', 'Fasandræberne', 'Kvinden i buret', 'Jagten', 'Den skaldede frisør', 'Klassefesten 2', 'Klassefesten', 'Klovn Forever' og 'Dirch'.

Herefter er det store udbud af børnefilm og komedier som 'Far til fire', 'Min søsters børn' samt 'Alle for en' og 'Alle for to', som falder i øjnene.

Det fornærmer forhåbentligt ikke mange, hvis jeg siger at kvaliteten generelt ikke er imponerende, hvis man lige ser bort fra 'Jagten', 'Dirch' og til dels 'Hvidstengruppen'. Størstedelen af danske billetter er altså solgt til film med begrænset kvalitet - komedier, thrillere (Afdeling Q) og børnefilm. Isoleret set kan det altså sagtens opleves, som om danske film er dårlige.

Frit fald

Men er det helt fair? Lad os kigge på udbuddet af danske film de seneste år, af film som ikke har opnået deres potentiale.

ID:A: En glimrende thriller, som brugerne hos kino.dk ratede til 4,4 - solgte sølle 10.400 biletter.

Melancholia: Von Triers berømmede billedfantasi (60.156 biletter - ikke underligt at manden er deprimeret).

Frit fald: Både kritikere og kino.dk’s brugere var glade for den socialrealistiske film - alligevel blev den kun set af 29.189!

You & Me Forever: Ungdomsfilm i en stil så den burde ramme sit publikum - især når man tænker på den norske seriegigantsucces 'Skam'. Men kun 39.656 indløste billet.

Fuglejagten: Blev af anmeldere fremhævet som en film, der hævede sig over de sædvanlige 'Far til fire' og 'Min søsters børn'. Desværre blev den kun set af 24.808.

Når dyrene drømmer:  Anmelderne var vilde med den danske gyserfilm - alligevel solgte den kun skræmmende 3.661 biletter!!!

Krigen: Var udtaget som Oscar-kandidat, men solgte beskedne 77.586 pladser.

I dine hænder: Dansk hverdagsdrama om et meget aktuelt emne - aktiv dødshjælp. Anmelderne var glade - vanvittigt at kun 2.912 så den.

Idealisten: Glade anmeldere og brugere - men kun 44.718 endte i biografen.

Steppeulven: Lige så flot produceret som 'Dirch' og 'Spies & Glistrup' - men måtte nøjes med 39.430 tilskuere.

De Standhaftige: Alt pegede i retning af at den burde sælge stort - men 35.097 er alt for lidt.

Noget tyder altså på, at filmselskaberne er for dårlige til at markedsføre film, som burde have et større publikum. Det virker, som om film skal kunne sælge sig selv for at have en chance (altså helst være en del af en serie, eller på andre måder kendt i forvejen gennem forlæg eller lignende).

Måske skal de have fat i det potentielle publikum, der hvor de befinder sig - på de sociale medier i højere omfang - for omtale i de trykte medier eller i tv er ikke længere nok. Pengene styrer film, og hvis udbuddet skal være alsidigt, så kræver det, at flere ser de alternative film, hvis det hele ikke skal ende med udelukkende 'Afdeling Q,' 'Klassefesten' og 'Far til fire' garneret med udenlandske film.

Klassefesten 3: Dåben/Nordisk Film

Den danske filmindustri skal til og i gang med at tænke nyt, og 2016 ser ikke ud til at give løsningen. Der mangler blot tre måneder af året, og kun 1.741.979 billetter er solgt til danske film (under halvdelen af et almindeligt filmår) - og 'Afdeling Q' har endda været der. Klassefesten 3 kan rette en smule op på tallet - men langtfra nok.

Der skal altså produceres bedre film, og de skal ses af flere. Og her har Det Danske Filminstitut et stort ansvar for, hvor de bruger støttekronerne - jeg tror jeg vil gemme et blogindlæg om det til senere, for det vil være for omfattende at tage med her. Men det er tankevækkende læsning. For man kan nemt få opfattelsen, af at nogen mere lever af støttekroner, end af billetindtægter.

Min konklusion
Der bliver faktisk produceret gode film i Danmark - stadig ikke nok, og de bedste bliver ikke set af nok danskere. Det er jo ikke kun et spørgsmål om antal solgte billetter i dag, hvis dansk film skal have en fremtid - det kræver også en høj kvalitet, hvis man skal huske filmene efter biografturen. Og det burde være målet for alle, som er med i produktionen af danske film - hvis de skal have en fremtid i de danske biografsale.

Jeg forstår udsagnet fra starten i min blog: "Jeg gider ikke se danske film - de er simpelthen for dårlige". For samlet har den danske filmindustri ikke gjort nok for at ændre på den opfattelse.

Hvad mener du, dansk film skal gøre for at ændre udviklingen?

De bedste film er dem, som er alt for korte.

Filmhilsner
Lars Bergstrøm (Wayne)

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Relaterede nyheder

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Julie

Den danske filmbranche har bestemt nået et punkt hvor der skal gøres et eller andet for at vende skuden, så det går den rigtige vej.

Jeg synes personligt at mange af de danske film er direkte pinlige at se på, herunder især klovn og klassefesten, kan ikke holde ud at se på det.

Men tilgengæld synes jeg DK er gode til at lave seriøse og rørerende film som Jagten og Under Sandet fx. som også er dem udlandet roser os for, så dem synes jeg at der burde være langt mere fokus på og det er branchen desværre ikke særlig gode til at markedsføre. At lave en kort trailer i tv og en outdoor plakat er altså ikke nok til at fange opmærksomheden.

Wayne

Nogen kalder Klassefesten for Min Søsters Børn for voksne - jeg er enig, det er bestemt ikke høj kvalitet, men der skal selvfølgelig også være plads til et uforpligtende grin i biografen.

Jeg ville bare ønske at flere fik øjnene op for de bedste film.

Som det er nu er der generelt flere som ser film uden budskab - end dem som har noget på hjertet, og det er en skam.

Niclas Dalby

Et godt indlæg, der har stor relevans til nutidens biografgængere. Nu arbejder jeg med unge til dagligt og når snakken kommer ind på film er det ekstremt sjældent de overhovedet nævner danske film. Hvis jeg nævner film som Jagten, Dirch eller Krigen har de intet kendskab til dem. De er i stedet langt mere med på The Maze Runner, The Hunger Games, Divergent-serien og lignende. Hvis jeg samtidig nævner film, som de fleste af os kender - men nok ikke alle ser - som Far til Fire, Mine Søsters Børn og film i denne kategori, så kender de dem, men er simpelthen ligeglade. Det danske filmmarked, som det ser ud lige nu, henvender sig simpelthen ikke til den moderne ungdom.
Der har lige været nogle fremragende ungdomsfilm i biografen, én-to-tre nu! samt I Blodet og jeg så stort set ingen unge mennesker i salen - jeg så stort set ikke nogen hvis jeg skal være ærlig. Selvfølgelig kan jeg kun tale for en meget lille del af befolkningen i Danmark, da jeg kun så dem én gang i samme sal i samme biograf, men det er stadig foruroligende. Hvad jeg der i mod ser er en enorm tilgang fra 30+ alderen når film som Klovn eller Klassefesten kommer til - den tomme komedie, man ikke behøver sætte sig ind i for at forstå, og det er bestemt ikke kun i Danmark dette problem finder sted.
I udlandet hungrer man efter originale film med intellekt og unikke tilgange, men når de endelig kommer, så er der ingen, der ser dem. Dette år har været fremragende for de mindre film - kvalitetsmæssigt - men ingen ser dem og det er et ekstremt stort problem. Når man ser på hvor meget film som Fast & Furious, Transformers og mange andre film, der findes i en franchise, indtjener, så er det en tydelig indikator på hvor størstedelen af befolkningen er i deres tilgang til biografen. Størstedelen af befolkningen vil ikke i biografen for at tænke over verden og hvordan den hænger sammen, men for at slå hjernen fra og undslippe den. Mine yndlingsfilm i år har stort set alle været de indie-film, som ikke mange andre kender til eller har set i min omgangskreds og det er en skam.
Det danske marked er løbet ind i samme problem. Der kommer en masse smukke og gode danske film, men ingen ser dem og de film der kommer, som jeg gerne vil se, findes kun i biografen 3-4 dage, da der skal gøres plads til den næste Marvel, DC eller Transformersfilm. Og det er forståeligt, biograferne og hele mediekulturen skal tjene penge, det er trods alt en forretning, men det kommer til at gå ud over de film, der ofte har mest substans.
Om denne tilgang ændrer sig har jeg svært ved at sige, men jeg tror næppe det sker lige foreløbigt.

Wayne

Du har fat i en vigtig pointe; at folk generelt går i biografen for at undslippe virkeligheden.

Ærgerligt, for så er producenterne oppe mod en modstander de ikke kan vinde over.

Jeg er bare ikke helt sikker på at den holdning er helt rigtig.

En af de mest sete film, de senere år er den franske De Urørlige. En film som egentlig er en lille film om et utroligt venskab. Biograferne afviste den, og først efter at den blev set af mange - andre steder, endte den på det store lærred.

Dansk film har lavet mange fine små film, som næsten er opgivet på forhånd. Filmselskaberne skulle lære af film som Deadpool - som ikke er nogen fantastisk film, men som med genial markedsføring for små midler endte som et kæmpe hit.

Der mangler simpelthen fantasi i branchen. Man sender bare anmeldere, som kun få læser, i biografen - og så krydser man fingre for at nogen gider se filmene, bagefter.

Måske skulle man "opfinde" nogle komiske figurer som går i biografen - og dele deres oplevelser? Som L'easy's Luffe og Sjanne. Eller mange af de andre typer som findes i reklamer. Humor virker.

Der burde tænkes på marketingsstrategi, samtidig med at en film produceres.

Niclas Dalby

Du har en god pointe med De Urørlige - en utrolig smuk film om venskab, der aldrig gøres større end hvad den selv kan bære. En sjov tanke ville være: Hvis denne film nu engang var dansk, ville lige så mange så være inde og se den? - jeg tvivler hvis jeg skal være ærlig.

Der er stort set ingen markedsføring på danske film - enkelte film får ekstrem meget opmærksomhed som Klovn og Klassefesten, men de små film bliver, som du selv skriver, overladt til anmeldere og ikke mange andre.
Der mangler i den grad fantasi når det kommer til markedsføring. Du nævner selv Deadpool, som jeg ikke var fan af, men markedsføringen til den var blandt de bedste jeg nogensinde har set - og den fik i den grad folk i biograferne.

Det er også interessant at lægge mærke til (eller måske er det blot i min omgangkreds): Folk nævner ofte, at de er trætte af at se de samme skuespillere hele tiden i de samme roller - der er ingen diversitet. Men når film med andre og mere ukendte skuespillere endelig kommer, så er der ingen der ser dem fordi man tvivler på deres evner. Det giver ingen mening!

Wayne

De Urørlige - det kræver selvfølgelig nogle skuespiller som klikker, men så tror jeg faktisk at den kunne have gjort det lige så godt på dansk. Nogle film har bare den der ekstra X faktor...

Casper og Frank kom ikke sovende til det - de rejste landet rundt med mercandise for filmen, og red selvfølgelig på en bølge fra tv-serien.

Det kunne andre måske også lære af. Skuespillerne på de store udenlandske produktioner rejser ofte verden rundt for at reklamere - det er der alt for lidt af på danske film. Og det kunne man sagtens kopiere til mindre forhold - hvilket de også gør med Klassefesten.

Tænk hvis man valgte at lave et event, hvor man inviterede drenge fra børnehjem til en forpremiere - sammen med skuespillerne til Der Kommer En Dag. Det ville have givet mere omtale, og måske en dabat.

Der er masser af muligheder. Jeg er heller ikke den store fan af Deadpool, det er ikke en fantastisk film - men markedsføringen var.

Skuespillerne - du har helt ret, der er mange dygtige skuespillere på de danske teatre - og jeg ville også foretrække at man prøvede nye ansigter, for troværdighedens skyld.

Patrick

Det er stort set det samme problem i Hollywood. Folk går igen og igen efter det sikre kort - både selskaber og biografgængere. Vi går ind og giver Transformers 4 en milliard dollars på verdensplan mens intelligente film som Ex Machina eller endda gode action film som Dredd ikke får stor opmærksomhed. Og så brokker vi os over at der konstant bliver lavet sequels og prequels.

Hvad angår danske film er problemet for mig personligt at jeg kun har så meget interesse i social realisme og lign. som vi ser så meget af i dansk film. Jeg elsker sci-fi og den slags med det ser vi jo ikke de store mængder af herhjemme. Jeg ville elske at se flere film der brød lidt med de normer og prøvede noget nyt. Om grunden til det er mangel på støtte til dem der vil det, mangel på folk der vil prøve det eller noget helt tredje ved jeg ikke.
En film som den norske "Trollhunter" (som jeg desværre ikke har fået set endnu) ville jeg elske at se produceret i Danmark.

aspargsenuser/121305

Ville jeg rigtigt gerne se, men igen undrer jeg mig over hvem der engetligt sidder og vælger hvilken film der skal gå i biografen ??

Wayne

Den kom faktisk i biografen - men alt for sent, og efter at den var udkommet på DVD/VOD.

Wayne

Helt enig - sørgeligt at Transformers får så meget opmærksomhed.

Da Skammerens Datter kom for et par år siden, var der en oplagt mulighed for at skabe noget stort - både som serie og internationalt. Desværre gik man kun halvvejs og lavede en dyr produktion, som lige manglede det sidste for at kunne slå igennem for alvor.

Sci-Fi kan laves for få midler - har du set filmen Moon? Noget i den stil kunne sagtens være lavet i Danmark.

Spændende hvad der sker, når Danmark får sin egen maskerede "superhelt" i filmen Underverden til januar ;-)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter