Cookie- og Privatlivspolitik
Mens vi venter på King Kong

Mens vi venter på King Kong

Mig og kæmpeaben

Stem op!
11
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

Den 9. marts næste år kommer næste kapitel i King Kongs farverige fortælling, som startede i sort/hvid.

Kong: Skull Island kommer ifølge beskrivelsen til at handle om tiden, før Kong blev bortført fra øen. Og det skal afgjort nok blive interessant at se, for man har mange spørgsmål, som aldrig er blevet opklaret. Findes der flere Kongs? Han må jo nødvendigvis have en familie. Hvad indeholder Skull Island ellers? Vi ved allerede, at det vrimler med dinoer...

Det skal afgjort nok blive spændende at se - og der er masser af gode kræfter lagt i projektet. Jordan Vogt-Roberts instruerer (han lavede sidst den fine 'The Kings of Summer'), og castet må få de fleste biografgængere til at småsavle: Tom Hiddleston, Brie Larson, Samuel L. Jackson, John Goodman, John C. Reilly og mange flere.

King Kong (1976)/Dino De Laurentiis Company

Mig og King Kong
Mit første bekendtskab med kæmpeaben var med King Kong fra 1976. Filmen var kun inspireret af den oprindelige historie fra 1933 og havde brandvarme Jeff Bridges og Jessica Lange i hovedrollerne. Men temaet lignede i grove træk. Båd ankommer til mystisk ø, øen bebos af kæmpeabe som forelsker sig i kvindelig hovedperson. Kæmpeabe nedkæmpes og tages med til New York og ender sine dage i et fald fra tårn (denne gang World Trade Center - i stedet for Empire State Building).

Dengang var filmen det helt store, og noget alle skulle se - jeg var selvfølgelig også i biffen til premieren. I forhold til andre katastrofefilm stod den ikke tilbage for noget. 'King Kong' var godt lavet (efter datidens standard).

Jeg var ganske godt tilfreds efter min første oplevelse med kæmpeaben, men senere har jeg genset den, og i sammenligning med Peter Jacksons udgave er kvaliteten slet ikke i på samme niveau. Men man skal se den for at få et herligt gensyn med en ægte 70'er blockbuster.

Selve filmen var ikke det store sus, og den er også siden næsten blevet glemt igen.

King Kong (1933)/RKO Radio Pictures

Heldigvis var der den oprindelige film fra 1933, som er én af historiens store klassikere. Jeg har den selvfølgelig til at stå i samlingen - og man kan i dén grad blive forundret over, hvad man var i stand til at frembringe allerede dengang.

Tilbage i 1930'erne var den en vaskeægte sensation. En kæmpeabe, som næsten var umulig at nedlægge. Eksotisk fundet på en fjern og hemmelig ø. Bragt til New York, hvor den tog død og ødelæggelse med sig. Og så er der jo kærlighedshistorien, som er det helt essentielle i fortællingen: Sød lyshåret pige tryllebinder stort hankønsvæsen, og det ender med at blive dens endeligt. Symbolikken gik rent ind, og folk strømmede til billetlugerne for at opleve den grusomme fantasi.

Selve karakteren Kong er naturligvis ubehjælpeligt unaturlig i sammenligning med nutidens CGI, men alligevel har skabningen et fantastisk udtryk i ansigtet, og det er nemt at sætte sig ind i, hvor stærkt den har virket overfor et publikum, som kun lige var begyndt at se film med tale. Alligevel er den et must, for alle filmelskere, dels for historien og skuespillet - og dels fordi den hører til blandt de helt store fra filmens barndom.

King Kong (2005)/WingNut Films

I 2005 så en ny udgave dagens lys, som endelig skulle yde den første film fuld retfærdighed (eller næsten).

Forleden genså jeg Peter Jacksons King Kong. Mest fordi jeg ved et tilfælde kom til at slå over på en kanal, der var i gang med at vise den - og jeg blev hurtig enig med mig selv om, at den var et gensyn værd. Så et par dage senere kom den ned fra hylden, godt støvet af ikke at have været fremme i 10 år. Bagefter sad jeg tilbage med følelsen af, at Peter Jackson var rystende tæt på at kunne have lavet et mesterværk. Kulisser (især dem fra New York) og stemning er perfekte, castet fungerer, og vigtigst: King Kong er virkelig godt animeret.

Historien om en filmskaber, som er så passioneret for sit projekt, at han er klar til at sætte alt på spil, kunne måske være et billede af Jackson selv. Jack Black spiller for en gangs skyld en seriøs rolle, og det slipper han hæderligt fra. Naomi Watts er glimrende som "Lady in distress" - og hendes naive tro på det gode, på trods af stor modgang, er usvækket filmen igennem.

Jeg var med hele vejen, fra flugten til skibet og fra politiet - på skibet og rejsen til Skull Island. Sjovt nok fik jeg en ”Tintin-følelse” af den del. Skibet mindede om det - kaptajnen gjorde det samme. Alt fungerede. De indfødte var skæmmende fanatiske - flugten, bortførslen og ofringen var også helt i top.

Så begyndte jagten på King Kong i junglen, og først da dinoerne dukkede op, begyndte mislydene at vise sig. Det er helt fair, at Jackson havde dem med - de var også med i den oprindelige film fra 1933. Men når man laver alt perfekt - New York, Skibet, King Kong - så er man pinedød nødt til at lave perfekte dinoer også. Og de er virkelig dårligt lavet, og det gælder især i samspillet med skuespillerne. Man tror simpelthen ikke på, at de tonstunge dinoer, stort set, aldrig træder på et menneske.

King Kong (2005)/WingNut Films

Herefter går der pludselig Tintin i den igen. Vi er på ”Den sorte ø” med kæmpe insekter, som truer med at udslette besætningen. Den del var ikke i den oprindelige film, så det er helt Jacksons egen fejl - og set fra min stol er det både overflødigt og ødelæggende for filmen.

Resten af filmen fungerer virkelig godt, fra tilfangetagelsen af King Kong og til fremvisningen af verdens 8. vidunder i en fyldt koncertsal. King Kongs flugt, de mange ødelæggelser i New York og det poetiske samspil mellem Watts og King Kong i parken på isen er flot lavet. Den klassiske kamp på Empire State Building kunne næppe være lavet flottere - og yder fuld retfærdighed til det oprindelige ophav.

Peter Jackson kan redde filmen. Det kræver kun, at den skal klippes om, samt nogle flere timer i computerafdelingen. Dels skal insektdelen helt skæres ud - og dernæst skal dinoerne fylde markant mindre og være af meget højere kvalitet, så de passer til resten af filmen. Mere skal der ikke til, så ville Peter Jackson have skabt et værk, som ydede fuld retfærdighed og overgik den oprindelige film i en opdateret udgave. Men det kan han vel nå endnu?

Kong: Skull Island/Warner Bros.

Tilbage til udgangspunktet - nu venter der os nye oplevelser på Skull Island til næste år, og måske er der mange flere kæmpeaber end Kong. Det bliver næppe sidste omgang med King Kong.

De bedste film er dem, som er alt for korte.

Filmhilsner

Lars Bergstrøm (Wayne)

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Relaterede nyheder

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Wayne

Ja, spændende - men det kan vel ikke gå helt galt :-)

Camie

Jeg har altid elsket '76-udgaven for Jessica Lange & Jeff Bridges og for den mystik, der er i filmen. De to hovedpersoner er fantastiske, især Lange imponerer mig hver gang jeg ser den.

2005-udgaven knækkede også for min del over, da der gik Jurrasic Park i den. Det skal siges at jeg ikke har set '33-udgaven, så jeg troede dinoerne var et nyt påfund, men det ændrer ikke på at dels dinoerne og dels hele scenen var ufatteligt dårligt skruet sammen. Især når vi på daværende tidspunkt har været forkælet med 3 Jurrasic Park film, hvor standarden var helt anderledes.

Desuden synes jeg heller ikke at magien mellem Naomi og Kong er noget at skrive hjem om. Langes fremlæggelse af rollen gør båndet mellem hende og Kong meget mere troværdig.

Indrømmet, jeg har kun set 2005-versionen én gang, da jeg ikke var synderligt imponeret, meeen jeg skal da gerne give den et forsøg mere. Om ikke andet for de flotte scenarier og effekter, som filmen byder på.

Wayne

Jessica Lange er også ret skøn at skue i den film ;-)

Du bør se 2005 udgaven igen, jeg var heller ikke klar over at insekterne oprindeligt var med i den første udgave - men jeg holder fast i at det og Dinoerne trak ned i helhedsindtrykket for mig. Men den fortjener i den grad et gensyn.

Noobcake

79 versionen har 4,9 raiting på IMDB, tvivler på det overhovdet er muligt at side igennem den.

Wayne

Hvilken film?

Camie

Jeg er ikke lige med på hvad du snakker om? Hvilken 79-version?

Jeg snakker om 76-versionen, som får 5,8 på IMDB. Ikke at det betyder ret meget, da den "kun" er rated af godt 22.000, hvilket ikke er specielt mange på IMDB.

Uanset hvilken rating den har, så vil det ikke være første gang at jeg er uenig med IMDB og jeg lader mig ikke skræmme af en middelmådig rating. Jeg har nydt film, som bliver sablet ned og hadet film, som IMDB roser til skyerne, men det er jo også bare MIN mening. Jeg dikterer ikke hvad andre skal synes om den.

Kaj

var en god film

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter