Cookie- og Privatlivspolitik
Mens vi venter på King Kong

Mens vi venter på King Kong

Mig og kæmpeaben

Stem op!
11
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

Den 9. marts næste år kommer næste kapitel i King Kongs farverige fortælling, som startede i sort/hvid.

Kong: Skull Island kommer ifølge beskrivelsen til at handle om tiden, før Kong blev bortført fra øen. Og det skal afgjort nok blive interessant at se, for man har mange spørgsmål, som aldrig er blevet opklaret. Findes der flere Kongs? Han må jo nødvendigvis have en familie. Hvad indeholder Skull Island ellers? Vi ved allerede, at det vrimler med dinoer...

Det skal afgjort nok blive spændende at se - og der er masser af gode kræfter lagt i projektet. Jordan Vogt-Roberts instruerer (han lavede sidst den fine 'The Kings of Summer'), og castet må få de fleste biografgængere til at småsavle: Tom Hiddleston, Brie Larson, Samuel L. Jackson, John Goodman, John C. Reilly og mange flere.

King Kong (1976)/Dino De Laurentiis Company

Mig og King Kong
Mit første bekendtskab med kæmpeaben var med King Kong fra 1976. Filmen var kun inspireret af den oprindelige historie fra 1933 og havde brandvarme Jeff Bridges og Jessica Lange i hovedrollerne. Men temaet lignede i grove træk. Båd ankommer til mystisk ø, øen bebos af kæmpeabe som forelsker sig i kvindelig hovedperson. Kæmpeabe nedkæmpes og tages med til New York og ender sine dage i et fald fra tårn (denne gang World Trade Center - i stedet for Empire State Building).

Dengang var filmen det helt store, og noget alle skulle se - jeg var selvfølgelig også i biffen til premieren. I forhold til andre katastrofefilm stod den ikke tilbage for noget. 'King Kong' var godt lavet (efter datidens standard).

Jeg var ganske godt tilfreds efter min første oplevelse med kæmpeaben, men senere har jeg genset den, og i sammenligning med Peter Jacksons udgave er kvaliteten slet ikke i på samme niveau. Men man skal se den for at få et herligt gensyn med en ægte 70'er blockbuster.

Selve filmen var ikke det store sus, og den er også siden næsten blevet glemt igen.

King Kong (1933)/RKO Radio Pictures

Heldigvis var der den oprindelige film fra 1933, som er én af historiens store klassikere. Jeg har den selvfølgelig til at stå i samlingen - og man kan i dén grad blive forundret over, hvad man var i stand til at frembringe allerede dengang.

Tilbage i 1930'erne var den en vaskeægte sensation. En kæmpeabe, som næsten var umulig at nedlægge. Eksotisk fundet på en fjern og hemmelig ø. Bragt til New York, hvor den tog død og ødelæggelse med sig. Og så er der jo kærlighedshistorien, som er det helt essentielle i fortællingen: Sød lyshåret pige tryllebinder stort hankønsvæsen, og det ender med at blive dens endeligt. Symbolikken gik rent ind, og folk strømmede til billetlugerne for at opleve den grusomme fantasi.

Selve karakteren Kong er naturligvis ubehjælpeligt unaturlig i sammenligning med nutidens CGI, men alligevel har skabningen et fantastisk udtryk i ansigtet, og det er nemt at sætte sig ind i, hvor stærkt den har virket overfor et publikum, som kun lige var begyndt at se film med tale. Alligevel er den et must, for alle filmelskere, dels for historien og skuespillet - og dels fordi den hører til blandt de helt store fra filmens barndom.

King Kong (2005)/WingNut Films

I 2005 så en ny udgave dagens lys, som endelig skulle yde den første film fuld retfærdighed (eller næsten).

Forleden genså jeg Peter Jacksons King Kong. Mest fordi jeg ved et tilfælde kom til at slå over på en kanal, der var i gang med at vise den - og jeg blev hurtig enig med mig selv om, at den var et gensyn værd. Så et par dage senere kom den ned fra hylden, godt støvet af ikke at have været fremme i 10 år. Bagefter sad jeg tilbage med følelsen af, at Peter Jackson var rystende tæt på at kunne have lavet et mesterværk. Kulisser (især dem fra New York) og stemning er perfekte, castet fungerer, og vigtigst: King Kong er virkelig godt animeret.

Historien om en filmskaber, som er så passioneret for sit projekt, at han er klar til at sætte alt på spil, kunne måske være et billede af Jackson selv. Jack Black spiller for en gangs skyld en seriøs rolle, og det slipper han hæderligt fra. Naomi Watts er glimrende som "Lady in distress" - og hendes naive tro på det gode, på trods af stor modgang, er usvækket filmen igennem.

Jeg var med hele vejen, fra flugten til skibet og fra politiet - på skibet og rejsen til Skull Island. Sjovt nok fik jeg en ”Tintin-følelse” af den del. Skibet mindede om det - kaptajnen gjorde det samme. Alt fungerede. De indfødte var skæmmende fanatiske - flugten, bortførslen og ofringen var også helt i top.

Så begyndte jagten på King Kong i junglen, og først da dinoerne dukkede op, begyndte mislydene at vise sig. Det er helt fair, at Jackson havde dem med - de var også med i den oprindelige film fra 1933. Men når man laver alt perfekt - New York, Skibet, King Kong - så er man pinedød nødt til at lave perfekte dinoer også. Og de er virkelig dårligt lavet, og det gælder især i samspillet med skuespillerne. Man tror simpelthen ikke på, at de tonstunge dinoer, stort set, aldrig træder på et menneske.

King Kong (2005)/WingNut Films

Herefter går der pludselig Tintin i den igen. Vi er på ”Den sorte ø” med kæmpe insekter, som truer med at udslette besætningen. Den del var ikke i den oprindelige film, så det er helt Jacksons egen fejl - og set fra min stol er det både overflødigt og ødelæggende for filmen.

Resten af filmen fungerer virkelig godt, fra tilfangetagelsen af King Kong og til fremvisningen af verdens 8. vidunder i en fyldt koncertsal. King Kongs flugt, de mange ødelæggelser i New York og det poetiske samspil mellem Watts og King Kong i parken på isen er flot lavet. Den klassiske kamp på Empire State Building kunne næppe være lavet flottere - og yder fuld retfærdighed til det oprindelige ophav.

Peter Jackson kan redde filmen. Det kræver kun, at den skal klippes om, samt nogle flere timer i computerafdelingen. Dels skal insektdelen helt skæres ud - og dernæst skal dinoerne fylde markant mindre og være af meget højere kvalitet, så de passer til resten af filmen. Mere skal der ikke til, så ville Peter Jackson have skabt et værk, som ydede fuld retfærdighed og overgik den oprindelige film i en opdateret udgave. Men det kan han vel nå endnu?

Kong: Skull Island/Warner Bros.

Tilbage til udgangspunktet - nu venter der os nye oplevelser på Skull Island til næste år, og måske er der mange flere kæmpeaber end Kong. Det bliver næppe sidste omgang med King Kong.

De bedste film er dem, som er alt for korte.

Filmhilsner

Lars Bergstrøm (Wayne)

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Relaterede nyheder

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
TheDayDreamer

En artikel med en teori om hvem der er den "gode" og den "onde" i den kommende "Godzilla Vs. King Kong".

http://moviepilot.com/posts/4048587

Jeg er som tidligere beskrevet klart mest fan af King Kong, og ikke tilhænger af denne kommende "bland-sammen"-film -men artiklen kommer dog med et interessant bud på hvad Godzillas rolle kunne være - og selvom jeg ikke håber at King Kong bliver den onde i den film, så tror jeg alligevel godt det kunne være spændende at se, fordi man sagtens kunne forestille sig King Kong have set sig sur på menneskeheden (specielt hvis man tager begivenhederne i originalen i betragtning, og de tager den del af historien med i det nye univers, eller i det hele taget hvis man dømmer ud fra traileren til "Kong: Skull Island": jeg ville nok også blive irriteret hvis nogle soldater invaderede min ø

Wayne

Som udgangspunkt vil det give mening hvis King Kong er den "gode" - han er trods alt et mere tænkende væsen, med masser af følelser, som kun handler når han selv angribes.

Mens Godzilla mere fremstilles som et reptil lignende væsen, som skaber død og ødelæggelse - ofte uden grund.

Segoyuser/116755

Ejj tak for endnu et godt indlæg, nu får jeg jo helt lyst til at gense alle film har jeg dem nope kun den sidste Kong film altså træls, den fra 1933 kan vel ikke fåes på bluray?

Jeg kunne rigtig godt lide den med Peter Jackson den ramte vældig godt på mange måder, jaa de der dinos...især når Kong var så vellykket.

Nu må jeg se hvad jeg kan hitte ud af, kunne være hyggeligt at lave en Kong tema aften alle film fra morgen til når de er set :-))

Skønt med alle i andres bidrag , nu vil jeg snart ud at rejse se lidt Kong i en Park!!!

Wayne

Herligt du synes om det.

Aner ikke om den findes på blu ray - men mon ikke. Jeg købte mit eksemplar for en del år siden i hedengangne TP musik. Den er i to udgaver, originalt i sort hvid, og tillagt farver.

Det nærmeste jeg har været i nærheden af Kong, var i Universal Studios - hvor den findes i "rigtig størrelse" :-)

Segoyuser/116755

Universal Studios og Kong.....

Jeg fandt dvd film med Kong 1933 på net, men går lige et smut ned til min brugt dvd forhandler det er lidt nemmere...måske den findes i bluray?

Det er virkelig inspirerende med jer som skriver blog.

Wayne

Min udgave er på DVD. Jeg tvivler egentlig på at den bliver meget bedre på blu ray. Det er jo en gammel film. ;-)

Takker.

TheDayDreamer

Kong: Skull Island har været min mest ventede film lige siden den blev annonceret! Jeg sad og fulgte spændt med i Comic-Con, da jeg havde hørt rygter om at der ville blive vist den første trailer til filmen der, og sandt nok - den kom..... og den leverede varen BIG TIME! (specielt de sidste par sekunder ;)

https://www.youtube.com/watch?v=E591L_sxw-k

Peter Jacksons version af "King Kong" er en af mine absolutte yndlingsfilm, så jeg ser en hel del frem til den her.

Det blev for nyligt annonceret at den her version af Kong vil være den hidtil største af ham som der er lavet, og selvom jeg er ret sikker på at man ene og alene har truffet den beslutning så man ikke har et forklaringsproblem når han skal op imod Godzilla i 2020 (en idé jeg ikke er fan af, og som jeg allermest tror sker på grund af lyden af potentielle *bling bling*), så er jeg stadig nysgerrig omkring hvordan den enorme størrelse kommer til at se ud i denne film, for i traileren så det ret godt ud! Og jeg tror bare det er med til at gøre ham mere mytisk og frygtindgydende (= YES!). Mit første indtryk, var at historien til denne film ville være den samme som den officielle efterfølger til originalen "Kong: King of Skull Island - udgivet i grafisk novelle form (http://www.kongskullisland.com/) - men ved nærmere eftersyn lader det ikke til at være tilfældet.

Så vidt jeg kan forstå, skulle den nye version foregå i 1970'erne (dvs efter originalen, som er tidssat i 30'erne) - og jeg er også nysgerrig efter at se om man overhovedet anerkender de begivenheder der skete i originalen i denne film (om Carl Denham nævnes, og om begivenhederne i New York fandt sted) - for at dømme ud fra hvad jeg indtil nu har set og hørt, så virker det som om der er tale om en helt seperat tidslinie, som skal kæde denne film sammen med Godzilla-universet fra 2014 og den kommende "vs."-film

Men uanset hvad, så er jeg MEGA spændt på at se hvad den nye film byder på af eventyr, og hvad vi får at se af promotion-materiale indtil premieren d. 9 Marts! Indtil nu har Legendary Pictures benyttet "Mystery Box"-metoden, hvor man viser så lidt fra filmen som muligt, for ikke at spoile noget fra den, og bevare mystikken (til gavn for biografgængerne). Denne metode har jeg længe været fan af, men der er en hårfin grænse for hvor længe man som filmselskab kan tillade sig at tilbageholde plakater, billeder, plotdetaljer og trailere - for på et eller andet tidspunkt bliver folk for trætte af at vente - men i denne films tilfælde synes jeg det har fungeret fint (og det hjælper på det hvis man melder ud hvornår folk så kan forvente at se noget, som det var tilfældet med Comic-Con), for så går man og glæder sig til "afsløringen").

PS. Til alle nysgerrige sjæle, kan det nævnes at Orlando Florida Temaparken i USA for nyligt har åbnet en ny King Kong forlystelse kaldet "Reign Of Kong" - og den forlystelse havde op til åbningen en lille fed mini-webserie kaldet "Myth Explorer: Quest For Kong" kørende, i 5 afsnit, så man skulle blive spændt på forlystelsen! Det skal dog lige siges, at den ingen forbindelse har til den kommende film.

http://mythexplorer.com/episode_1/

Wayne

Fedt indlæg.

Du har virkelig sat dig ind i universet. At dømme ud fra traileren, så kan der ikke være tvivl om at vi tidsmæssigt er langt forbi 1933 - og det giver naturligvis et forklaringsproblem.

Hvordan er en død kæmpeabe vågnet til live - og returneret til Skull Island?

Det kan selvfølgelig være en bror, der er tale om - eller bare en helt anden "Kong". Det vil afgjort være ærgerligt hvis man glemmer den oprindelig historie.

King Kong vs. Godzilla. Jeg har det lige som dig - det ville være fedt at se, men det vækker dårlige minder om Alien vs. Predator. Jeg gider ikke hule film...

TheDayDreamer

Enig! Jeg er af den holdning at King Kong og Godzilla fungerer fint hver for sig, i selstændige film, men at de her "Vs."-film bare er en pengemaskine, hvor man ikke nødvendigvis har tænkt over om plottet vil fungere. (Welcome to Hollywood...)

Jeg mener ikke at de to vil fungere godt i samme univers. Men jeg vil nok stadig se filmen (man er vel nysgerrig ;) - og hvem ved, måske vil jeg efter at have set den tænke "Wauw, hold da op hvor var det fedt!" - men jeg holder ikke vejret i spændig.

Dybest set har min fascination og interesse altid mest ligget hos Kong, og jeg tænker et eller andet sted at man spolerer hans univers lidt ved at blande det sammen med Godzilla - men det er bare fanboyen i mig der snakker der)

Ps. Stor ros for dit blogindlæg også - super godt skrevet! Det gjorde mig endnu mere spændt på filmen!

Wayne

Tusind tak, og tak for det fine supplement som støttede det helt genialt.

Lad os håbe på det bedste. :-)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter