Cookie- og Privatlivspolitik
Independence Day - en klichefyldt klassiker

Independence Day - en klichefyldt klassiker

Gensyn med science fiction-filmen

Stem op!
56
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

Nu hvor vi nærmer os filmens 20 års fødselsdag - og hvor Resurgence har premiere i denne uge - så synes jeg det var på sin plads at gense den i den udvidede udgave af Independence Day. Mest for at konstatere, om den bare var en guilty pleasure, og for at se, om den stadig holder til et gensyn. Siden jeg så den for første gang til premieren (lokket af de mange ødelæggelser), har jeg kun set den et par gange - og forrige gang var for mere end 10 år siden. Egentlig havde jeg ikke store forventninger til filmen, men den udvidede version, og tiden der er gået, viste noget andet.

Roland Emmerich er mester i at destruere. Han har flere ødelæggelser på samvittigheden end IS, Al-Qaeda, Stalin, Hitler og hele den vestlige verden - tilsammen! Heldigvis gør han det kun på film - hvor han dygtigt spiller på vores frygt for den verdensomspændende katastrofe, som vil udslette os alle. Emmerich er egentlig tysker, men man finder ikke mange, som laver så ærkeamerikanske film, som ham.

Filmen er fyldt med klicheer - og den største er vel egentlig filmens titel, 'Independence Day', som selvfølgelig handler om amerikanernes nationaldag den 4. juli, der markerer USA’s selvstændighed, og løsrivelse fra Storbritannien i 1776. Én ting er at spille på følelser ved hjælp af titlen, en anden er at lade det store slag foregå på dagen - uden på noget tidspunkt at ryste på hånden, eller synes det er FOR meget.

Når det er skubbet til side, så må jeg indrømme, at jeg virkelig var positivt overrasket over gensynet med filmen. Dengang for 20 år siden blev den markedsført for sin destruktion af Det Hvide Hus (især) - det er ikke længere nogen sensation, for det har vi set flere gange siden. Men jeg bed mærke i, hvordan Emmerich skaber menneskelige relationer, og personligheder som han bruger til at drive handlingen videre - og han glemmer ikke at nurse dem og give dem en vigtig rolle, filmen igennem.

Vores antihelt/helt, spillet af Jeff Goldblum, vokser i forholdet til sin far (spillet af en fantastisk Judd Hirsch) og kone (hvor vi aldrig får at vide, om de bare er separerede eller skilt?). Vi møder ham første gang i færd med at vinde over sin far i skak - og det bliver et tema filmen igennem, at når noget synes umuligt, og man er skakmat, så findes der alligevel en vej.

Independence Day/20th Century Fox

Vores anden helt, spillet af Will Smith, har sine egne problemer at slås med, for hans åbenlyse kærlighed til stripperen Jasmine står i vejen for en karriere hos NASA. Her rammer Emmerich i den grad den amerikanske helt - den fåmælte, selvironiske og altid selvopofrende mand, som man altid ved, man kan stole på, når verden er ved at gå under.

Den tredje helt er præsidenten, fint spillet af Bill Pullman, som viser sig at være en helt almindelig familiefar, og en guttermand som altid stiller sig i forreste linje, parat til at gå ned med skibet som en ægte kaptajn. Altid parat med de rette ord til nationen og en drøm af en coach for ethvert amerikansk sportshold. Selvfølgelig trækker han i pilottøjet, da det endelige opgør skal stå.

Den fjerde helt er landsbytossen - drankeren/fjolset, som ingen regner med. Nedværdiget og udstødt af sine egne, og ude af stand til at tage sig af sin egen familie. Få er bedre til at spille den rolle end Randy Quaid, som især huskes fra sin rolle som den skøre fætter Eddie i Fars Fede Ferier. Da situationen går fra slem til umulig, udvikler han pludselig evner og ansvarlighed, som ingen havde forventet - og ender med at redde dagen.

Som nævnt bæres filmen af sine personer og forståelsen af, at intet er umuligt, selvom man er oppe imod den totale overmagt. Fjenden forbliver på en måde et symbol på noget, der bare ser os som mad/energi, som skal fortæres på vejen mod det næste mål. Og selvom fjenden i de fleste film er lige så vigtig som helten, så bliver det næsten mere skræmmende, at vi kun aner omridset og fornemmer potentialet.

Emmerich formår på forunderlig vis at skabe en film, som trækker tråde til de klassiske westerns og soldaterfilm - og samtidig mikser det med katastrofe, Alien og ikke mindst sender en kærlig hilsen til Star Wars.

På mange måder en film som er ekstravagant og alligevel hviler i hverdagsproblemer.

Min personlige dom over 'Independence Day' efter 20 år er, at den holder - i den grad.

Independence Day/20th Century Fox

Trods klicheer, og på trods af, at Emmerich har haft ambitioner om alt for meget, så lykkes det at lave en sammenhængende film, som glider naturligt afsted i et behersket tempo (så behersket det nu kan være, når verden er ved at gå under).

Mesterklasse? Nej, det er det vel ikke - men filmen viser en instruktør på toppen af sin ydeevne (som vel kun i The Patriot og Stargate har lavet noget i samme klasse). På sigt spår jeg, at den sagtens kan end med at blive en klassiker, hvis største fjende egentlig er dens egen titel.

Emmerich har et par gange forsøgt at genskabe den samme følelse for undergang, afmagt og overvindelse i The Day After Tomorrow og 2012, som begge har gode elementer, men aldrig når deres fulde potentiale.

Nu venter vi så på fortsættelsen til 'Independence Day: Resurgence'. Aliens vender tilbage, jorden har forberedt sig, men det har rumvæsnerne selvfølgelig også!

En kliche over en klichefyldt film. Det er svært at vide, hvad man kan forvente sig, men vi kan være helt sikker på masser af destruktion. Og uden at spoile for meget, så har rumvæsnerne næppe en chance til sidst.

Sidste år så vi, hvordan George Miller vendte tilbage til Mad Max - og lavede sin bedste film. Så store forhåbninger har jeg ikke til Emmerich, men det skal nok blive underholdende og farverigt.

Min personlige top 5 over Roland Emmerichs film:
1. Independence Day
2. The Patriot
3. Stargate
4. The Day After Tomorrow
5. 2012

Hvad er din holdning til Independence Day/Roland Emmerich? Er jeg den eneste, som mener, at filmen på sigt fortjener klassikerstatus?

På en 6/6 skala giver jeg den 5/6 - og på en 10/10 får den et solidt 8/10, grænsende til 9/10.

De bedste film er dem, som er alt for korte.

Filmhilsner

Lars Bergstrøm (Wayne) 

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Skriv til daniel@kino.dk.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Julius

Du har måske ret, men jeg tror da netop at grunden til at dine 'ca. 90% af alle filmelskere har den som guilty pleasure' netop af den grund, at filmen er dum. Der kræves jo intet af publikum for at se den, da alle karaktererne er nemme at gå til, og at alle kan være med, og det er vel også derfor, filmen er en 'klassiker' i dag. Jeg har bare aldrig på nogen måde forstået, hvordan folk i ramme alvor kan kalde filmen god, da jeg mener, at den spiller alle de toner, der gør, at jeg undgår disasterfilm-genren så aktivt som jeg gør.

Wayne

At karaktererne er nemme at gå til - det kan man sige om mange film. Jeg mener på ingen måde at ID er et mesterværk, men indefor disaster genren er den en klassiker. Jeg giver dig ret i at der er lavet meget bras af den type, men der er i den grad kælet om detaljerne og i historiens flow at den hæver sig over gennemsnittet.

Anders

Måske vi har hver vores mening omkring hvad en "dum" film er.
Jeg har set mange film, der er "nemme at gå til", men bare falder helt igennem af den ene eller anden grund. Det handler nok lidt om at få det meste ud af det, man har at gøre med. Fx er karaktererne i ID muligvis flade som et stykke pap, men Will Smith formår at gøre hans karakter helt uforglemmelig (i hvert fald for dem, der kan lide filmen).

Under alle omstændigheder har vi ret til vores egen mening, og jeg er da heller ikke den store fan af katastrofefilm-genren - ID og Armageddon er to guilty pleasures, og så er der heller ikke flere.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter