Cookie- og Privatlivspolitik
Batman v Supermans eftermæle

Batman v Supermans eftermæle

Misforståede muligheder

Stem op!
214
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Dennis Kirkegaard Jensen, der er fast blogger på kino.dk.

Mens verden så småt lægger Batman v Superman-hypen bag sig, må det være fair at antage, at alle, der har haft et brændende ønske om at se filmen, nu har set den. Skulle der alligevel sidde nogle derude bag skærmen, der ikke har set den, så tag dig i agt - i dette indlæg vil jeg tale om Batman v Superman med det udgangspunkt, at du har set filmen. Jeg vil analysere bestemte pointer og scener, som jeg føler, er blevet misforstået. Jeg vil komme med mine bud på, hvordan jeg oplevede disse scener og i nogle tilfælde, hvordan scenerne kunne have haft større gennemslagskraft og emotionel virke.

Den store hype omkring filmen har udløst, at mange ultimativt føler sig skuffede over det endelige resultat - jeg er selv en af dem! Jeg var SÅ klar på, at denne film skulle indfri mine forventninger til DC Comics' filmunivers (alias "the DCEU") og samtidig sætte overliggeren for superheltegenren endnu højere! Når det så er sagt, er min holdning samtidig den, at rigtig mange søger konsekvent at fremhæve det negative ved filmen i stedet for at fremhæve det positive.

'Batman v Superman' nydes bedst under forståelsen af, at den anden trailer aldrig havde set dagens lys (så Doomsday stadig var en overraskelse, hvis afsløring kunne have haft positivt virke), og titlen på filmen havde været 'Man of Steel 2' (så der underforstået havde været mindre fokus på Batman, og hans fremtrædende rolle i filmen ligeledes havde været en positiv overraskelse). Med det i mente, kombineret med mine bud på de mest misforståede og dårligt eksekveret pointer i filmen, håber jeg at kunne skabe en bedre filmoplevelse for dig, der synes, filmen havde nok at byde på til at give den endnu et gennemsyn på dvd og Blu-ray - og måske endda se Zack Snyders vision til fulde med 30 minutter ekstra spilletid oven i biografversionen.

Man of Steel/Warner Bros. 

Afrika-episoden 
Misforståelse: Regeringen ønsker at arrestere Superman, efter det lykkedes Lex Luthor at få det til at se ud som om, at Superman har skudt afrikanske terrorister.

Først og fremmest: Hvorfor skulle Superman skyde nogen som helst? Manden er et omvandrende våben i sig selv, som ville kunne riste et simpelt menneske blot ved at kigge rigtigt (eller vel nærmere forkert?) på det. Men det er slet ikke det, der er problemet. Problematikken er, at Superman blander sig i en international politisk affære, og det efterlader en masse spørgsmål. Hvorfor var Superman der i første omgang? Hvorfor var der flere tilskadekomne end reddet efter hans tilstedeværelse? Hvem gav ham tilladelse til at vælte en afrikansk krigsherre?

Man kan mene, hvad man vil i forhold til, om Supermans indblanding var velbegrundet, men hvis man prøver et øjeblik at lægge spørgsmålet om, hvad der er rigtigt og forkert bag sig, så kan man ikke ændre på det faktum, at han forstyrre (og tilsyneladende forværre) en politisk situation, som ingen har bedt om hans medvirken i. Zack Snyders store vision med Superman-karakteren, lige fra det sekund han blev hyret som instruktør til Man of Steel, har været ganske klart. Superman bliver nødt til at blive stillet overfor moderne problemstillinger, hvis han skal have nogen form for relevans i dag - en vision jeg er meget enig i! At interagere i udenrigspolitik og invaderede et land for at vælte en afrikansk krigsherre? Hvis jeg sletter ordet ’afrikansk’, ringer det så en klokke? Det er om nogen en moderne problemstilling, og hvis man ikke forsøger at stille Superman til regnskab for hans interaktion, så sender man et klart signal om, at den slags indblanding bare er ok.

Måske det mest misforståede ved denne sekvens, er det umiddelbare mord, Superman begår ved at vælge at flyve den afrikanske krigsherre face-first gennem tre solide mure (… AV!). Som alle fans af karakteren er bekendt med, så er netop det at tage en anden mands liv noget, Superman gerne afholder sig fra, og det har fungeret som et fundamentalt karaktertræk for ham i rigtig, RIGTIG mange år. Husk på at Superman gerne flyver med begge arme strakte foran sig, som smukt afbilledet på plakaten til 'Man of Steel'.

Hvem siger, han ikke så fint har haft den afrikanske krigsherre under armen, og hans knyttede hånd var det, der blev murenes endelige? Dette kunne have været vist SÅ glimrende gennem et skud i fugleperspektiv af en Superman i samme instans, han bryder igennem sidste væg, og flyver op mod kameraet med den ene arm forrest og ét styks skrigende krigsherre i den anden – JA tak! Men det er det faktum, at Snyder vælger ikke at vise visse detaljer, der gør, at man må danne sin egen konspirationsteori igennem meget af 'Batman v Superman' for at få handlingen til at give nogen form for mening. I stedet for mit meget forklarende førnævnte skud, der ikke ville have efterladt nogen tvivl om, at den afrikanske krigsherre rent faktisk overlevede, er vi i stedet for efterladt med at skulle købe Clarks: ”I didn’t kill those men, if that’s what they’re saying”.

Warner Bros. Television 

Batmans (manglende) no-kill politik
Misforståelse: Zack Snyder har aldrig læst en Batman-tegneserie, siden Batman slår alt ihjel, hvad der rører sig.

At forstå hvorfor Batman er blevet så brutal på nuværende tidspunkt, ville resultere i ren gætteleg, men Alfred smider forskellige kommentarer gennem filmen, som understreger for os som seere, at Batman HAR krydset grænsen. Hans brændemærke er beskrevet som et direkte symbol for dødsstraf i fængslet (Jesus!). Denne film giver os en Batman, som har bekæmpet kriminalitet i rigtig mange år, og som vi mennesker så tåbeligt er indrettet, så husker vi bedre negativitet end positivitet. Venner og allierede er kommet og gået. Jokeren har dræbt en Robin (den orange dragt set i Batmans grotte med ”HAHA.. Joke’s on you Batman”-skriften), som kan have haft stor indflydelse på hans nuværende, manglende empati for menneskeliv, hvilket er en ny og vovet tilføjelse til hans karakter. Når det så er sagt, føler jeg, folks reaktion er blæst ret meget op.

For mens det er nyt, at Batman tager menneskeliv på så nonchalant vis, så er det ikke første gang vi har set Batman tage menneskeliv på det store lærred. I Tim Burtons Batman Returns smider han dynamit ned i bukserne på en fyr, hvilket hvis du spørger mig, er en RIGTIG nedværdigende måde at forlade dette liv på! Selv Nolans succesrige trilogi havde masser af drab. Batman skyder Talia al Ghul i The Dark Knight Rises, og han vælger på meget eftertænksom vis (eftersom han siger direkte til ham, at han ikke behøves at redde ham) at lade Ra’s al Ghul, sammen med et tog, styrte direkte ind i dødsriget!

Al denne kritik af Batman viser bare hvor meget tættere folk holder DC’s karakterer til hjertet og forventer en vis standard i forhold til en korrekt adaption fra kildematerialet - og det siger jeg ikke (må jeg hellere skynde mig at sige!) for at træde nogle Marvel-fans over tæerne, men hvor er I, når Captain America dræber en masse mennesker på båden i The Winter Soldier og i åbnings action-sekvensen i Civil War? … Det er okay, jeg venter… For at runde dette emne af, så er der efter min fortolkning et tydeligt skel mellem den Batman, vi først bliver introduceret til i 'Batman v Superman', og den Batman vi slutter filmen af med. I en de sidste scener i filmen besøger Batman Lex Luthor i sin celle, og det er her man ser, at Supermans død har gjort Batman god igen.

I stedet for at brændemærke en ellers meget øretæveindbydende Lex, så vælger Batman at slå kraftigt i muren bag ham, hvorefter han forsvinder - og det skulle ikke være første gang, at Superman har inspireret Batman gennem tiderne. Superman legitimerer overfor Batman, at et menneske kan gøre sig fortjent til at stå blandt guder (i og med Batman er medlem af Justice League), hvilket er en fin gestus, for en mand med hans ego. Batman er med garanti færdig med at brændemærke folk efter at have været vidne til Supermans ofring - og som følge heraf set, at retfærdighed kan ytres både rigtigt og forkert.

Batman v Superman/Warner Bros.

Martha Kents kidnapning 
Misforståelse: Hvorfor bruger Superman ikke sin hørelse til at lokalisere Martha?

Nu bliver det en smule langhåret, men for nogle år siden relancerede DC Comics deres tegneserier. Primært for at forsøge at rette op på kontinuitets-problemer, der ikke kan undgå at opstå, når man har udgivelse nummer 700-og-noget, men relanceringen blev også brugt til, at nedtone Supermans kræfter en smule. Folk bliver nødt til at forstå, at disse karakterer ændrer sig afhængig af, hvilken kunster der arbejder med dem, men for Superman vil der altid være én konstant - han er nøjagtig så stærk, som situationen kræver af ham! Dette er også den primære årsag til, at Superman er en karakter, rigtig mange har svært ved at forholde sig til, men hvis du har lyst til at læse mere om, hvorfor Superman IKKE er kedelig, så er i dag din heldige dag, da du kan finde mit blogindlæg her på kino.dk om selv samme emne.

Snyder ønsker også at nedtone Superman for at gøre ham lettere at relatere til. Han udtalte efter Watchmen, at han havde svært ved at arbejde med alt for omnipotente karakterer. Så det her er altså ikke Superman, der kan flyve rundt om Jorden og spole tiden tilbage eller hive transparente ’S’-logoer ud af sit eget bryst-logo for at indkapsle fjenden (… hvad fanden skete der for det?!). Denne Superman har grænser. Faktisk havde Snyder skudt en scene til 'Batman v Superman', hvor man som seer skulle få en fornemmelse af, hvilken stor byrde hans kræfter kan være. Scenen viser en Superman, der forsøger at lokalisere hans mor med hans hørelse, men i processen, samtidig hører ALLE de mennesker, der skriger og råber desperate efter hjælp.

Personligt ville jeg vildt gerne have set scenen, fordi jeg er en af de få, der rent faktisk har noget forståelse overfor Snyders version af karakteren. Forestil dig den indre konflikt man må gå rundt med, når man hele tiden skal tage stilling til, om man skal vælge at lytte efter mennesker der har brug for hjælp og agere på det, eller om man skal vælge at ignorere det, fordi man også blot er et menneske, der nyder en hyggelig aften på sofaen med Lois. Alle de grusomheder, man kunne vælge at lytte til, ville kunne dræbe den mest ihærdige ildsjæl, da det meget hurtigt ville stå meget klart - man kan IKKE hjælpe alle! 

Superman har ingen mulighed for at vide, hvor han skulle begynde at lede efter sin mor, og ved siden af det, arbejder han under begrænset tid grundet Lex Luthors ultimatum. Grunden til han ved, hvor Lois er, skyldes, at han altid har sin opmærksomhed rettet mod hende. Hun er hans verden. Martha antager, han er i sikkerhed i de rolige omgivelser i Smallville og er derfor ikke på samme måde opmærksom på hende. Et konkret eksempel på, at Supermans hørelse ikke konstant er på, udformer sig rigtig fint i den scene, hvor han SER der er brug for hans hjælp i Mexico, og på meget-tro-mod-hans-karakter vis, agere med det samme! Det er også hele årsagen til, at han arbejder på Daily Planet (duh) - så han kan holde sig opdateret om eventuelle farlige situationer, mens de udfolder sig.

DC Comics

Supermans død
Misforståelse: Hvorfor er det ikke Wonder Woman, der bruger kryptonit-spyddet mod Doomsday, da hun hverken er påvirket af kryptonit og har flere tusinde års erfaring med brugen af spyd som våben?

Det her er Superman, damer og herrer. Han ville aldrig risikere at sætte andres liv i fare, hvis han har muligheden for at tage sagen i egen hånd (Spyddet… Got it?), og det er uanset konsekvenserne. Han har lige mødt Wonder Woman, og kender hverken til hendes kamp-færdigheder, og endnu vigtigere her - heller ikke til hendes svagheder. Superman træffer en beslutning med sit hjerte kombineret med situationens alvor. Man må heller ikke glemme, at Batman og Wonder Woman holder Doomsday hen. Dette var noget, jeg virkelig nød at se udfolde sig på skærmen - og nej, ikke den lidt for skyndte død af Superman, men mere konkret det nærmest instinktive samarbejde i kamp Superman, Wonder Woman og Batman havde. Fra det øjeblik vi ser de tre side om side, var det som om de var kendt med hinandens strategier i kamp, og de komplimenterede hinanden smukt i de efterfølgende action-scener!

Grunden til at Superman dør, er naturligvis, fordi Doomsday er kendt fra tegneserierne for at være den eneste, der har været Supermans overmand, hvilket førte til hans midlertidige død i tegneserien ’The Death of Superman’ i 1992. I en konfrontation af episke proportioner leverer de et endeligt slag hver især, der sætter hinanden ud af spillet. Personligt havde jeg gerne set, at man havde brugt Doomsday lidt senere i dette DCEU, så opbygningen og udformningen af Supermans karakter havde været mere gennemarbejdet, og hvorved hans død også havde båret mere emotionel vægt.

The Dark Knight Returns & Batman v Superman

’Vores mødre hedder begge Martha’-situationen
Misforståelse: Da Batman endelig står som sejrsherre og skal til at sænke kryptonit-spyddet i Superman, får han kolde fødder, da han hører navnet Martha, og de to er pludselig Super Friends.

Uanset hvor meget jeg vender og drejer det, var dette øjeblik bare fucked! Det understreger mit største problem med filmen - dialogen. Meget af manus lugter langt væk af, at Chris Terrio er ny til tegneserie-materialet og grundet det har valgt at hænge sig i SÅ ligegyldige detaljer, som at vores to heltes mødre deler samme fornavn! ... Jeg skal lige samle mig ... Når det så er sagt, så er det foruroligende, at folk har valgt at se helt bort fra, hvad det er der egentlig udfolder sig fra Bruce Waynes perspektiv, bare fordi vi som seere er klar over, at Superman er mere end blot et rumvæsen med verdensherredømmet i tankerne.

Batman står klar til at dræbe noget, han indædt er fast besluttet på, dels er skyld i, at der bliver ført en intergalaktisk krig her på Jorden, og dels ikke i sin vildeste fantasi havde regnet med nogen holder af - og da slet ikke mennesker! At høre navnet Martha sender ham tilbage til en tid. En tid hvor en sølle tyv tog hans barndom fra ham ved at dræbe begge hans forældre. Han har dedikeret hele sit liv til at uddele retfærdighed, så andre aldrig skulle være vidne til sådan et horribelt øjeblik, som det øjeblik, han fandt sig selv forældreløs i Gothams gyder. Med hans blindende had dæmpet af lyden af hans mors navn, kombineret med Lois’ indblanding i duellen, går det op for ham, at han er ved at plante et horribelt billede i nethinden på en anden - Lois. Han er faldet så langt, at han er blevet, det han hader mest. 

Folk har en tendens til at glemme, at en normal mand forklædt som en flagermus skulle forestille samtidig at være helt ved rette forstand. Ja, Batman er hyper-intelligent til det punkt, hvor han nærmest kan udtænke sig ethvert muligt scenarie for efterfølgende at agere af bedste evne på det og, i rigtig mange tilfælde, se sig selv som sejrsherre. Men ifølge Frank Millers 'The Dark Knight Returns', som Snyders version af Batman løseligt drager inspiration fra, er han også en mand, hvori en konstant dualitet udspiller sig - er han Bruce Wayne, eller er han Batman? Sandheden er, at han er begge dele, men jeg elsker Millers skildring, hvor Bruce Wayne har forsøgt at underkue Batman i flere år, men pludselig, og på bedste skizo-typisk manér, bliver overvundet af Batman i sit sind, og han gør sig klar til at tage kampen op med en mutantleder.

Det øjeblik Batman siger til Superman, at ”ingen Martha skal dø i aften!”, mener han det virkelig, fordi han ser en mulighed for at søge frelse gennem redningsaktionen af en mor ved samme navn som sin egen, der er uretfærdigt og hjælpeløst trængt op i en krog, ligesom Martha Wayne var. Brugen af den alt for åbenlyse parallel mellem mødrenes navne fremstår komisk og unødvendig i kontekst af den seriøse tone, der adskiller DC’s produktioner fra Marvels. Batman som anti-helt i 'Batman v Superman' var forfriskende for mig, men folk valgte at se bort fra betydningen af den udvikling, karakteren gennemgår, fordi den blev proppet ned i halsen på en på så usmagelig vis. Det undrer mig, at en mand som Snyder ikke valgte at vise Batmans billedlige rejse fra selvtægtsmand med et forskruet syn på, hvordan retfærdighed uddeles, til frelst helt med genvundne principper, mere tydeligt gennem Batmans soloredningsaktion af Martha. Flashback-scenerne af Martha Waynes død havde føltes mindre forceret og haft større gennemslagskraft, hvis de havde fundet sted, mens Batman uddeler røvfuld for at markere hans målrettede ønske om at redde Martha og genvinde sig selv.

Batman v Superman/Warner Bros.

Ligesom gæsteanmelderen Jonas Mose er jeg godt oppe og køre over 'Batman v Superman' og det faktum, at DC's anden film i et sammenhængende univers har indtjent (næsten!) ligeså meget, som det tog Marvel fem film at tjene, viser, at der i den grad er håb forude. Jeg har en objektiv vurdering af filmen på 6/10, fordi jeg anerkender filmens fejl og mangler, men en subjektiv vurdering af filmen på 8/10 FORDI DET ER BATMAN OG SUPERMAN I SAMMEN FILM! Det er filmhistorie det her, og filmen var visuelt alt, hvad jeg nogensinde har drømt om (Snyders flair for at vække paneler fra tegneserierne til live er enestående!), men det var sløset redigeret sammen. Jeg havde håbet, at Batman og Superman ville slås grundet ideologiske forskelligheder, og ikke fordi Superman var tvunget til det.

Batmans motivation for at hade Superman synes jeg, var fint etableret, men man kan ikke sige det samme om Supermans motivation for at hade Batman eller Lex Luthors motivation for at hade Superman, hvilket begge kunne være løst gennem et ordentligt manus. Der er ingen i filmen, der taler om, hvad der foregår i filmen, hvilke får de fleste karakterer til at fremstå, som om de ingen ambitioner har med, hvad de foretager sig, og det tænder rigtig mange af, som ikke er die hard fans af kildematerialet. Denne kritik har Warner Bros. tænkt sig at modsvare, når filmen udkommer på dvd og Blu-ray med 30 minutter ekstra spilletid vi blev snydt for i biografversionen, og som eftersigende skulle flette karakterernes motiver og scener generelt bedre sammen. Den ekstra spilletid blev skåret fra, så biografer kunne vise flere forestillinger om dagen (det er en syg verden, vi lever i!). Så når din nysgerrighed overgår din skuffelse, og du skal se 'Batman v Superman' igen, håber jeg at klædt dig på til opfattelsen af en bedre filmoplevelse.

'Batman v Superman' fik ikke den positive omtale og gode anmeldelser fra kritikerne, Warner Bros. havde håbet på. Der er talent, fra den ene ende af spektrummet til den anden, involveret i the DCEU, og nu er tegneserieskaberen Geoff Johns for få dage siden blevet ansat som den guidende hånd, der skal skabe en rød tråd i historiefortællingen fremadrettet og overse DCEU. Så måske var der simpelthen for mange ’hænder i bolledejen’ i produktionen af 'Batman v Superman'. Geoff Johns har udtalt, at han vil involvere håb og optimisme ind i the DCEU, hvilket er alt det, Superman står for, så måske han vil få noget dialog i Justice League. Henry Cavill er en fantastisk skuespiller, men efter to film, føler jeg ikke, jeg kender denne version af Superman, og karakterens værdigrundlag er ikke kommet til udtryk.

Som følge heraf har jeg skrevet en omskrivning af dele af 'Batman v Superman's manus, der retfærdiggøre længden af kampen mellem de to, fordi når man ikke forsøger at nedtrappe en konflikt med ord, så er man bare to bøller liderlige efter et slagsmål. Mit manus er at finde på Twitter under hashtagget whensupermanspeaks, og det ville betyde verden for mig, hvis jer med profiler på Twitter gad smide et retweet af det og eventuelt tilføje nogle nærliggende hashtags. Tak for jeres tid.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Nikolaj

God artikel du har skrevet, og er enig i det meste. Er ikke ligeså begejstret for Superman som dig, men det er jo en smags sag. Jeg var også pænt glad for BVS, men er enig i, at der er ting, som kunne havde gjort bedre. Men der er stadig pænt med DC superhelte film i vente, Suicide Squad, Wonder Woman, Justice League og ikke mindst Afflecks Batman film. Så mon ikke at det bliver godt.

Inshapedk

Jeg håber virkelig Suicide Squad vender befolkningens syn på DC, så vi kollektivt kan se fremad mod Wonder Woman, Justice League osv. :)

Segoyuser/116755

Det var interessant læsning Tak. nogle af dine fortolkninger var ligeså her, der med Martha tænkte den fylder så meget i hans indre og lige der i filmen så jeg det som du slår på en stor klokke boom han "vågner op" så den er ok herfra, lidt lige som du har fået at vide gør du sådan 50 gange sker der en ændring men du høre det først når person nr.51 har udtalt det, hvor nogen af de andre siden kan sige jamen....

Jeg er så ikke superhelt nørd har ikke set alle, var inde se den med min bror vi talte begge om noget af det som skete hvor vi havde a hvad.....

Selvfølgelig vælger Supermand at bruge det våben selv med sin "død" som indsats, har altid se hans figur som den der ved han har det ekstra som redder de mennesker han kan, men jeg så det også som en kamp i henhold til modpol at han kunne nedkæmpe det store bæst:-))

Synes der var mange flotte filmet kampscener...

Der hvor jeg synes den var mærkelig er at han ikke ser/høre bomben.....det at han midt i en duel høre dunk....skal redde kvinden endnu engang:-))

venligst Segoy

Grayphieuser/727285

Super indlæg, ligesom sidst! I min optik ser og forstår du virkelig dine superhelte og disse film så gennemført, at visionen og kompleksiteten i en film som BvS kommer til sin ret når du skriver om det! Og samtidig er der ikke nogen naiv glorificerende fanboy-attitude, så fejlene bestemt også kan påpeges, og alt i alt efterlades man virkelig med en god håndfuld observationer og know-how som virkelig (in my opinion) er yderst tiltrængt hos menigmand, i forhold til en film som BvS! Så tak... Og jeg glæder mig allerede til dit forhåbentlig snarlige nye kompetente indlæg.

Inshapedk

Mange tak for dine rosende ord Grayphie, sætter jeg virkelig pris på! Jeg glæder mig selv til at komme igang med at skrive igen, som forhåbentligt bliver snarest end senere. Har du et emne du mener jeg bør tage op? :)

Grayphieuser/727285

Hvis jeg skal slynge et par emner på banen, som interesserer mig, men jeg ikke ved alverden om må det være Suicide Squad og hvad det egentlig er for en konstellation? Og med de lige opstartede optagelser af den sidste Wolverine film, hvad for et/nogle tegneserie-forlæg der muligvis bliver brugt, da der snakkes om Old Man Logan? Senere hen når vi nærmer os, så vil et indlæg omkring Justice League nok også være kærkomment, og hvorfor de lige har valgt de members? Her tænker jeg mest cyborg frem for... Osv... Jeg googler løs og finder noget, men langtfra alt er jeg sikker på! Men det er jo bare mig subjektivt og hvad jeg er interesseret i!

Horsi

Hej Dennis. Her er et svar på dit indlæg. Jeg må først skrive at det har været svært overhovedet at svare på dit indlæg. Jeg har nemlig flere gange følt mig usikker på hvad du egentlig mener. Der er også en fejl i som jeg vil adresse længere nede. En lille DC universet hedder for det meste ikke DCEU. De fleste kalder det DCCU (DC Cinematic Universe) ikke at du er forkert med DCEU.
Så kommer vi til flere af dine argumenter. Din første del med Afrika episoden. Jeg kan godt se pointen med at ideen måske er ok. Det er dog en af de få ting jeg måske kan se en pointen. Resten er jeg meget uenig med.
Så kommer non politic - og du spurgte hvor var vi Marvel fans i Captain America 2 og 3? 2 - det var ikke et tema i 2'eren at skulle håndtere det at folk dør. Desuden var det et agentur hvor folk dør - altså betyder det folk der ved at de risikere deres liv for deres sag. 3'eren håndtere netop problematiken - krigen mellem de to fronter kommer af en konvention - konventionen kommer efter netop omtalte episode. Altså er det hoved problemet. I BvS var det blot en af de tusinde sub plots. Så giver jeg heller ikke noget for at Batman har krydset grænsen på grund af Robin. I tegneserierne blev Batman's Robin nr. 2 banket ihjel af Jokeren med et kødben og der krydsede han IKKE grænsen på trods af det.
Martha - bliver kidnappet. Lad os lige gøre status for Superman. Biologiske forældre død, adaptiv far død, planet destrueret. Altså må hans mor være meget vigtig for ham. Hun er det sidste link til hans barndom så hun betyder ganske meget. Så han burde havde styr på hende. Desuden kan du ikke sige at man på en gang er massias der kan rede HELE menneskeheden og samtidig kun et almindelig menneske der er superhelt og reder mange men ikke alle liv fordi han også gerne vil være almindelig. Du er nød til at vælge og holde dig til en. (Hvis han ser helt til Mexico skal han så ikke også kunne se til Green Village?)
Superman dør - bare generelt er der to ting. 1. Selvom Superman ikke vil give hende det så har han stadig Batman han lige har kæmpet med. 2. Der bør være langt flere fejl når folk der ikke har kæmpet sammen før pludselig skal kæmpe sammen end der er i filmen.
Martha. Der er så mange folk med navnet Martha at Batman burde virkelig havde hørt navnet før. Hvis folk er nået til punktet at dræbe så vil et navne annoncering ikke stoppe dem.
Okay det er så argumenterne - her kan du være uenig eller enig. MEN der kommer også en fejl fra din side når du erklære at "det faktum, at DC's anden film i et sammenhængende univers har indtjent (næsten!) ligeså meget, som det tog Marvel fem film at tjene" er faktuelt forkert. FØRST jeg antager at du mener enten phase 1 eller 2. Først det er seks film der er i de to afsluttede faser. Den første har tjent over 3 milliarder, den anden over 5. Så jeg vil sige, du er ret galt afmarcheret. Det kan også stærkt betvivles om filmen overhovedet var et finansielt succes. Den havde et drop på 69 procent på fra første til anden weekend. (Den forhadte Batman og Robin havde et drop på 61). Der ud over har BvS kostet 250 millioner (selvom rygter siger at det er 410 millioner). Så kommer der yderligere 250 i marketing. Altså under de bedste omstændigheder koster den 500 millioner og tjener 871 mio. Ikke nok med det men DC forventede den ville tjene 1 mia. Da Dark Knight 2 og 3 alene skaffede 1 mia. Altså burde den hellige trio på Batman, Superman og Wonder Woman optræder sammen. De måtte på trods af dette ned prioritere hele fire gange. Altså er det finansielt en fiasko - sorry men det er sandt.
Det er meget langt, men det følte jeg ville skrive et indlæg.

Inshapedk

For alle der kommer til at læse de her kommentarer, så kommer det hurtigt til at lyde som påstand mod påstand. Jeg synes du skal vælge dine ord mere med omhu Horsi, i stedet for at proklamere at du har ret :) Jeg har naturligvis lavet min research op til dette indlæg, ligesom jeg gør til alle mine indlæg, så lad mig komme igang med at forklare, hvorfor jeg skriver som jeg gør.

Det er meget muligt de fleste kalder det DCCU, men det gør det ikke rigtigt. DCEU står for DC('s) Extended Universe, som det er døbt af pressen, for at den almene befolkning bedre kan skelne mellem Marvel's film (MCU) og DC's film.

Det er ligegyldigt om død af et tema for filmene. Hvis man er fan af disse karaktere, så må man også tage holdning til, når de agere utro mod deres fundamentale karaktertræk. Det er ikke normalt for Kaptajnen at slå ihjel, men Superman og Batman skal have en masse had deres vej, fordi Superman dræbte Zod i MoS og Batman dræber.. Nårhja, alle i BvS :D Men rigtigt at Marvel adresserede problemet i Civil War, hvilket var et kløgtigt valg.

Superman, ligesom alle andre helte, kan og skal det som den pågældende kunstner der arbejder med karakteren, ønsker han skal kunne. Snyder's Superman er ikke pre-crisis Superman. Han har begrænsninger, men er samtidig, meget åbenlyst endda, portrætteret gennem Snyders afbildning som en moderne messias - så jeg taler om karakteren udfra filmens kontekst. Superman er noget for mig personligt, og garanteret noget helt tredje for dig :)

Listen over top 10 bedst sælgende superheltefilm globalt, ser således ud:
1. Avengers (1,5B)
2. Avengers: AoU (1,4B)
3. Iron Man 3 (1,22B)
4. The Dark Knight Rises (1,08B)
5. The Dark Knight (1B)
6. Spiderman 3 (890,9M)
7. Batman V Superman (862,9M)
8. Spiderman (821,7M)
9. The Amazing Spiderman 2 (783,7M)
10. Gurdians of the Galaxy (773,3M)

Avengers var Marvel's 6 film. Ergo...

Du skal ikke være i tvivl om, markedsføringen inkluderet, så kommer Warner til at have tjent penge på BvS - men så mange penge som de havde håbet? ABSOLUT ikke! :)

Horsi

Jeg beklager naturligvis meget, hvis jeg er for hård i retorikken. Jeg vil prøve at køre en mere nedtonet stil. Ydermere lyder det også som om, at jeg er imod DC - på ingen måde. Jeg ville elske at se DC lancere et fedt univers lige some Marvel. Jeg er dog vil jeg understrege stærkt uenig i at der er ret meget godt i BvS. Det mest grundlæggende problem her er Zack Snyder. Snyder er en mand der er fantastisk visual mand - men ikke en historie fortæller. Desuden ligger han sig op af en meget mørk stil han har udtalt at Batman begins ikke er mørk nok. Han så gerne at f.eks. Batman blev voldtaget - han specificere aldrig hvem. Jeg må dog sige, jeg har svært ved at se hvordan det er at være tro mod universet at lade f.eks. jokeren voldtage Batman. Det sidste problem jeg har med Snyder er at han har også udtalt at hvis jeg ikke kan lide BvS så er det fordi jeg er for dum som Marvel fan til at forstå filmen. Hvorfor skal jeg fornærmes bare fordi jeg OGSÅ holder af Marvel.
Så siger du at jeg må se på karakteren så må der også tages ind i sammenhæng at det altså vigtig at huske at nej Captain America kan ikke lide at dræbe men han er også en soldat. Han kender til krig og han gør derfor hvad der må gøres en gang imellem. Hele karakteren blev jo skabt som krigs propaganda. Så han kender til krigens rædsler og de ting man af og til må gøre.

Jeg har angående tallene omkring Marvel og DC siddet og regnet på det - tallene er fra Box mojo og ser på verdensplan og uden marketing.
Med de fem første Marvel film fra fase 1 har Marvel tjent følgende: 2,292,431,496
Marvel har brugt i budget: 780,000,000
Giver en indtjening på: 1,512,431,496

DC med Man of Steel og BvS:
Indtjening: 1,539,873,087
Budget: 475,000,000
Giver en indtjening på: 1,064,873,087

Jeg kan tage fejl, men jeg ville ikke kalde det en succes for DC det her. Hvis man deler Marvel's budget i to dele bliver det 390,000,000 - DC har brugt mere end det halve på at skabe to film end Marvel har på at skabt fem. På trods af det har de tjent mindre end Marvel.

Når dette optager mig så meget, er det fordi jeg frygter at hvis DC ikke snart får lavet nogle gode superhelte film - så vil de slå superheltefilm som noget alle kan se ihjel. Ind til 2008 er det min opfattelse at mange så Superhelte film som kun for nørder. Man Dark Knight og Iron man ændrede det. Nu går den almindelig movie viewer også ind og ser dem. Men hvis DC ikke snart tager sig sammen så holder de op. Mange almindelige movie viewer kan ikke se forskel på DC og Marvel.

Et sidste problem med BvS. Ekstra materiale er primært set af nørder og die hard fans. Hvis du hele tiden er nød til sige at alt bliver godt når ekstra materialet har du tabt. De fleste der har set BvS. vil huske den dårlige oplevelse og vil slet ikke gide at købe dvd'en og se ekstra materiale. Så jeg når i min egen analyse frem til en ting. BvS var en failure. Det er min optik men du kan være uenig.

Inshapedk

- Alt forladt Horsi! :) Det er bare lidt træls på det nærmeste at blive anklaget for at være for sløset, allerede fra første paragraf :D Med længden på dine respons, kan jeg konkludere, at du er noget af en ildsæl, og det er jo bare dejligt, når folk som dig gider bruge tid på at læse ens indlæg.

Jeg må iøvrigt give dig ret i, at jeg er enig i det faktum, at BvS havde for mange subplots, der aldrig blev bundet en knude på. Jeg føler stadig ikke Snyder er problemet. Jeg synes netop hans stil og tone, får DC til at differentiere sig fra Marvel, men han har til gengæld vist at han er, som du selv skriver, en dårlig historiefortæller. Man kan håbe nyligt opgraderede executive producers Ben Affleck og Geoff Johns kan rette bod på det. Mit største problem er dialogen, så jeg vil stadig skyde mest af skylden på Chris Terrio.

Jeg mener ikke det er Snyder der skal have skylden for at have startet; 'Du forstår bare ikke BvS og derfor er du dum'-trenden, men jeg kan tage fejl! - Jeg tror det er endnu dummere og alt for hardcore DC-fanboys der har starten den der. BvS er stilistisk lavet i samme stil som en tegneserie, men det gør ikke en dum, hvis man ikke er til den stil. Det er bare et spørgsmål og præferencer :)

Det er han bestemt, men er alle superhelte ikke i nogen grad en soldat? - Jeg har det fint med der er mennesker der dør i disse film. Mennesker dør på de mest sadistiske måder i vores moderne verden, og hvis disse film skal reflektere dette, så giver det også mest mening der er mennesker der dør i filmene. Det er heltenes rolle at bevise på de rigtige tidspunkter at de værdsætter menneskeliv.. Noget som hverken er lykkedes med Batman eller Superman på nuværende tidspunkt.

Mine tal var fra Hollywood Reporter, bare for argumentationens skyld :) Det er klart ikke en succes sat overfor Marvel, men Marvel har også gjort noget helt exceptionelt. Jeg siger ikke det bliver godt med ekstramaterialet til BvS, det kan jeg ikke hævde før det er udgivet, men jeg tror kun det kan blive bedre, og man kan mene hvad man vil om Snyder, men hvis hans version af filmen viser sig at være MEGET bedre, så falder skylden udelukkende på Warner for at pillet alt for meget ved redigeringen.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter