Cookie- og Privatlivspolitik
4 film fra hovedkonkurrencen

4 film fra hovedkonkurrencen

Kannibaler og Ken Loach

Stem op!
217
Stem ned!
0
(reset)

CANNES. Kampen om Guldpalmen er skudt igang med film fra Rumænien, Storbritannien og to fra Frankrig. Værtsnationen er kommet dårligst fra start.

Fransk kannibalfamilie
’Slack Bay’ (Ma Loute) af Bruno Dumont blev vist her til morgen, og det viste sig at være en krimifarce om en sommer ved den franske nordkyst i 1910, hvor en
 lokal familie myrder løs og spiser deres ofre. To Dupont & Dupont-inspirerede kriminalbetjente efterforsker sagen, og i midten af fortællingen står en karikeret aristokratisk familie. Det er den slags film, hvor en tyk betjent triller ned ad klitterne, og senere bliver så oppustet, at han letter fra jorden. Jeg småkedede mig nok til at tælle, hvor mange gange de forskellige karakterer snublede og faldt (ca. 13 gange inkl. solsenge der braste sammen), og det er selvfølgelig ikke noget videre opløftende tegn. Lad os bare sige at filmen ikke vinder Guldpalmen.

Staying Vertical/Les Films du WorsoGedehyrder og homo-erotik
’Staying Vertical’ (Rester vertical) er det andet franske bidrag i hovedkonkurrencen. En ung mand vandrer i bjergene og møder en kvinde, der passer geder. Sammen får de et barn, men hun efterlader dem begge. Den unge mand indleder et seksuelt forhold til en døende olding, han søger hjælp hos en kvinde i skoven, osv. osv. Tonen ligger et sted mellem drama, komedie og fabel. Der er fine scener blandet med forcerede optrin, men virkemidlerne er stort set identiske med Alain Guiraudies forrige film, Stranger by the Lake. Det er filmens svaghed. Instruktørens filmsprog er nuanceret og stærkt personligt, men af samme årsag har det en kedelig bismag af deja-vu.


Sieranevada/MandragoraRumænsk trykkoger
'Sieranevada' af Cristi Puiu er et episk kammerspil, hvor størstedelen af de 173 minutter foregår i den samme forkrampede lejlighed. En rumænsk familie skændes, diskuterer, råber, græder, griner og gestikulerer sig gennem handlingen, imens kameraet følger dem i lange utrættelige klip. Formen er nådesløs, og for hver konflikt der løses, opstår der to nye. Da filmen, efter mere end to timer, endelig rykker udenfor lejligheden, drog jeg et befriet suk, men det betød desværre også, at dramaet tabte pusten. Under alle omstændigheder er der tale om et anseeligt værk, der nemt kan løbe med priser på årets festival, men nok ikke den største af slagsen.

I, Daniel Blake/Sixteen FilmsArbejderklassens helt
’I, Daniel Blake’ er den nyeste film af Ken Loach og indtil videre den bedste af de syv film, jeg har set. Filmen følger en sygemeldt tømrer fra Newcastle, der havner i et bureaukratisk helvede, før han kan modtage sin understøttelse. Titelkarakteren udvikler et venskab med en enlig mor fra London, og meget mere sker der sådan set ikke. Men djævlen ligger som bekendt i detaljerne, og her er Ken Loach en sand mester. Den 79-årige brite leverer så hjerteskærende scener, at han i øjeblikke fremstår som nutidens vigtigste filmskaber, højt hævet over andre instruktørers kunstfærdige krumspring. Desværre er filmens afsluttende del en smule for kalkuleret, men undervejs er der tale om klassisk Ken Loach på den bedst tænkelige måde.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter