Cookie- og Privatlivspolitik
Deadpool-effekten

Deadpool-effekten

Trendsættende superheltefilm

Stem op!
226
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Julius Kamper, der er fast blogger på kino.dk.

OBS: Jeg har aldrig læst en eneste tegneserie om hverken Superman, Batman, Deadpool eller nogen anden i dette indlæg. Disse holdninger kommer udelukkende fra en filmnørd.

Noget, der altid er fascinerende ved de “anderledes” blockbusters, der kommer fra tid til anden, er den trend, de sætter for de efterfølgende år. Det bedste eksempel i nyere tid ville være, da Christopher Nolan pustede i gløderne til Batman. Måske er "pustede i gløderne" et lidt forkert udtryk, da Nolan snarere rodede godt og grundigt rundt i flammerne og gav os en helt anden fortolkning af Batman, end vi hidtil havde set på film.

Væk var den karikerede Batman i læderkostumerne i det tegneserieagtige univers, og ind kom den realistiske Batman, der i stedet fokuserede på Bruce Wayne og det mørke, tragiske liv, han egentlig levede. Og man kunne argumentere for, at Nolans fortolkning ramte plet - filmene oversteg de forventninger, man kunne have til superheltefilm, og de blev i stedet set som værende action-thrillere med et hint af superhelt over sig.

The Dark Knight/Warner Bros.

Da trilogien endte med The Dark Knight Rises i 2012, gik der kun ét år før en stilistisk lignende superheltefilm kom ud: Man of Steel, som for mig og en del andre var et tonedøvt rod af en film. Filmen blev mødt af, mildest talt, blandede anmeldelser, og en relativt stor del biografgængere var også utilfredse.

Den mørke, realistiske grundtone, som vi så i Batman, var nu lagt over i Superman, og det fungerede bare ikke. Det er svært at fortælle en troværdig, realistisk historie om et rumvæsen med overmenneskelig styrke, og Christopher Nolans involvering var da også markant. Der blev spillet for alle følelserne, familiemedlemmer dør, filmens farver var nedtonede, og Hans Zimmers tordenmuzak var højere end nogensinde før.

Gå et år længere frem til Guardians of the Galaxy, en ekstremt overraskende og rimeligt suveræn film. Her blev den realistiske, mørke tone fuldkommen skrottet, og pludselig var der sjov, farver og underholdning for alle pengene. The Hollywood Reporter skrev, at filmens succes bestod i, at den ikke var bange for at være sjov, glad og farverig, og de spåede den som værende banebrydende for superheltegenren.

Guardians of the Galaxy/Walt Disney Pictures

Det samme skrev folk så med 2016's Deadpool. Jeg var meget overrasket over filmen - jeg havde ingen forventninger til den, udover et par begejstrede venner, som var helt oppe at køre. Og jeg må erklære mig enig; filmen var faktisk rigtigt god. Og både publikum og anmeldere var enige. "Filmen var sin egen, den var grov, den var ikke bange for at nå ud til et andet publikum", og så videre, og efterdønningerne af filmen kan allerede mærkes. Kino.dk har selv lavet en afstemning om, hvilke kommende superheltefilm, der skulle have den famøse R-rating, og her opstår problemet vel:

Folk er overbevist om, at hvis en given film som 'Deadpool' var en succes, må det automatisk betyde, at alle andre grovkornede superheltefilm på samme måde vil blive succeser. Det er ikke tilfældet, snarere tværtimod. 'Deadpool' fungerede ligesom 'Guardians of the Galaxy' eller Dark Knight-filmene alene på det udgangspunkt, at de tog en chance og prøvede noget nyt, som folk ikke havde set før. Jeg kan garantere, at Marvel og DC nok skal få trukket nogle støvede superhelte frem, og lave R-ratede film baseret på 'Deadpool's succes.

Derfor synes jeg, at man i stedet for straks at se fremad ved at huske, hvor "banebrydende" en film 'Deadpool' egentlig er, og hvordan den kan åbne døren for en masse nye film, i stedet nyde 'Deadpool' for hvad, den egentlig er: Et enormt sats lavet med kærlighed og passion af et dygtigt filmhold. Tænk over det, før du sætter dig ind og ser Deadpool 2.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Lassicuser/582638

Jeg synes du kommer frem til nogle rigtig gode pointer og jeg er helt enig med dig. Deadpool var fantastisk, ikke fordi den var R-rated, men fordi den var sin egen. Jeg tror ærlig talt ikke det vil kunne lade sig gøre at gøre den kunsten efter - heller ikke for en sequel.

Julius

Tusinde tak! :)

Wayne

Fine betragtninger.

Ja, Nolans mere dystre og realistiske tilgang fungerede i den grad. Og Snyders billedstorm var desværre en skuffelse - for uden en velfungerende historie, går det bare ikke.

Jeg var nok en af de få som ikke helt overgav mig til Deadpool - selvom det er glimrende underholdning, og fin selvironi. Måske havde jeg bare sat mine forventninger for højt, eller måske havde jeg bare set en del af joksene en gang for meget. Og så var slutningen desværre ret tynd, og det trak ned for mig. Men fire stjerner er heller ikke ringe.

Vi har set noget lignende før i f.eks. The Punisher - hvor vold og humor går hånd i hånd. Men egentlig synes jeg det er humoren som bærer Deadpool - resten er egentlig bare staffage, som sagtens kunne være nedtonet en smule, uden at det havde betydet det helt store for filmen.

Efter min mening er det sjældent ratingen som er afgørende for hvor god en film ender med at blive.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter