Cookie- og Privatlivspolitik
Berlinalen starter i dag!

Berlinalen starter i dag!

5 film vi ser frem til

Stem op!
120
Stem ned!
0
(reset)

BERLIN. Man kan planlægge sin festival på forskellige måder, men der er et par oplagte tilgange til Berlinalen.

Den ene handler om at følge stjernerne og de større mainstream-film, der vises i parallelserier eller på det sideløbende filmmarked (hvor man på små messestande skal spørge om adgang til fremvisninger, der absolut ikke er tiltænkt pressen men professionelle filmindkøbere).

Den anden mulighed er at følge festivalens hovedkonkurrence, hvor 18 film kæmper om Guldbjørnen, der tildeles festivalens bedste film. Antallet er egentlig 23 stk., men fem af dem kan ikke vinde priser af mere eller mindre gennemskuelige årsager.
 
Alt efter hvilket spor man følger, kan man have to vidt forskellige festivaler. De to tilgange kan naturligvis kombineres, men da jeg ikke vil gå glip af film i hovedkonkurrencen, er der ingen vej udenom.

Det betyder, at jeg ikke får set en række mere kommercielle film (fx komedien 'War on Everyone' med Alexander Skarsgård, Michael Pena og Theo James). Den brede filmsmag er stadig at finde i hovedkonkurrencen, men den domineres af titler, der ved første øjekast lyder akkurat så kunstnerisk og politisk funderede, som det hører festivalen til.

Flere af filmene tager udgangspunkt i politiske konflikter, flere af filmene vil være fusere, og enkelte vil være fremragende. Berlinalen ser næsten altid dårligere ud på papiret end festivalen i Cannes, men førstnævnte har det anarkistiske overraskelsesmoment på sin side.

Alone in Berlin

'Alone in Berlin' og 'Genius'
Baseret på en kort synopse og ét billede hører 'Alone in Berlin' og Genius hjemme i den traditionelle ende af skalaen. Førstnævnte følger en tysk familie under starten af Anden Verdenskrig, der mister deres søn ved fronten, hvorefter deres opfattelse af Hitler ændres. Rollelisten inkluderer Emma Thompson, Daniel Brühl, Brendan Gleeson og Mikael Persbrandt som SS Officer. 'Genius' har en endnu mere imponerende rolleliste i form af Colin Firth, Laura Linney, Nicole Kidman, Jude Law, Dominic West og Guy Pearce. Det biografiske drama handler om redaktøren på nogle af det forrige århundredes største litterære amerikanske værker. Umiddelbart lyder det hele jo vældig godt, men det kan lige så nemt være et tilfælde af det modsatte. Den schweiziske skuespiller, Vincent Perez, har instrueret 'Alone in Berlin', imens teatermanden Michael Grandage får debut som spillefilmsinstruktør med 'Genius'.

Midnight Special

'Midnight Special' og 'Death in Sarajevo'
Midnight Special er umiddelbart sværere at placere. Science fiction-thrilleren ligner en blanding af instruktørens knugende 'Take Shelter' og en mørk, mareridtsudgave af 'E.T.' Jeg sætter min lid til Jeff Nichols' evner som instruktør, og håber på det bedste. Det samme er tilfældet med 'Death in Sarajevo', som på papiret er min favorit. Dramaet foregår på et hotel i Sarajevo på 100-årsdagen for det snigmord, der populært sagt startede Første Verdenskrig. Der kan være tale om et multiplot-orienteret drama tilsat sort humor, men det kan også være noget helt andet. Instruktøren Danis Tanovic vandt en Oscar for 'No Man’s Land', og blev tildelt Juryens Special Pris på Berlinalen i 2013 for filmen med den fantastiske titel 'An Episode in the Life of an Iron Picker'. I 2009 stod han bag 'Triage' med Colin Farrell.

Boris Without Béatrice

'Boris Without Béatrice'
Den femte film fra hovedkonkurrencen, altså af dem der rent faktisk kæmper om Guld- og Sølvbjørne, som jeg ser mest frem til, er 'Boris Without Béatrice' af Denis Côté. En arrogant mands kone bliver depressiv, og nu må ægtemanden drage ud i skoven for at svare på ubehagelige spørgsmål. Plottet lyder tilpas interessant, og måske har instruktøren begået en bedre film end 'Vic + Flo Saw a Bear', der blev vist på Berlinalen i 2013. En film der var ligeså anstrengende og forceret indie-skæv, som titlen antyder.

Det efterlader 13 film i hovedkonkurrencen (inkl. Kollektivet hvor Trine Dyrholm må være forhåndsfavorit til en Sølvbjørn for Bedste kvindelige hovedrolle) tilsat fem "udenfor konkurrence" som Hail, Caesar!, Spike Lees 'Chi-Raq', Lee Tamahoris 'The Patriarch', og 'Saint Amour'  - en komedie der følger Gérard Depardieu i tykt og tyndt.

I Berlinale Special-serien ser jeg frem til den japanske thriller 'Creepy', hvor en detektiv forfølges af fortiden; 'The Serious Game' af Pernilla August med manuskript af Lone Scherfig; en biografi om Emily Dickinson, og naturligvis den nye dokumentarfilm Where to Invade Next af Michael Moore.

Der er også en dansk/svensk psykologisk thriller kaldet 'Shelley', og sådan kunne man blive ved. Målet er 25 vidt forskellige film over de næste 6-7 dage.

Følg årets Berlinale her på sitet og på Twitter @kinodk.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
lisbet

Jeg glæder mig til Genius det er så mange super gode skuespiller med at den kan ikke ramme ved siden af.Håber den vinder.

Eva

Nu håber jeg snart at der langt om længe udkommer en trailer og andet nyt, da det er over et år siden at de færdiggjorde optagelserne og jeg har ventet spændt på at se den lige siden jeg hørte om den.

Så, ja, håber inderligt på en trailer og en plakat samt at præmieren bliver slået fast og ikke bliver holdt tilbage.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter