Cookie- og Privatlivspolitik
Quentin Tarantino: Når tale bliver til guld

Quentin Tarantino: Når tale bliver til guld

Hvad gør instruktøren så fremragende?

Stem op!
9
Stem ned!
0
(reset)

Quentin Tarantino modbeviser det gamle ordsprog: Tale er sølv, tavshed er guld. For hos den amerikanske instruktør, er tale guld.

Quentin Tarantino er født i 1963 - og er knap tre måneder ældre end forfatteren af denne blog. Hans nye film er den ottende i rækken (hvis 'Kill Bill' regnes for ét værk) - samme antal som de gange, jeg har blogget hos kino.dk, medregnet denne. Men hermed ophører de spinkle fællestræk vist også (bortset fra interessen for film, selvfølgelig).

Tarantino voksede op med sin mor og skiftende stedfædre, som begge var filminteresserede og tog knægten med til film langt over hans aldersgrænse. Han rigtige far var entertainer og skuespiller, så interessen kom ikke fra fremmede. Fornavnet er adopteret fra Burt Reynolds’ figur fra tv-serien 'Gunsmoke' - og efternavnet skyldes faderens italienske aner.

Interessen for at skrive manuskripter viste sig allerede som 14-årig, og han var også med i et lokalt amatørteater. Som ca. 15-årig droppede han ud af high school og fik et job i en pornobiograf - senere begyndte han at studere skuespil på James Best Theatre Company.

Det førte nogle småroller med sig - men han var ikke specielt målrettet og havde en blandet karriere, blandt andet med fem år som ansat i en videobutik - som uden tvivl har givet ham mulighed for at fordybe sig i film.

Ved en fest i Hollywood i 1987 mødte Tarantino Lawrence Bender (som var i gang med en karriere som producer - og som siden har produceret de fleste af Tarantinos film), der syntes, at han havde mange interessante ideer - og som anbefalede ham at begynde at skrive manuskripter.

Fem år senere debuterede han med sin første film, Reservoir Dogs - og så gik det stærkt, for han havde i den grad ramt noget rigtigt med hans form for dialogbårne film. Hurtigt blev hans talent som manuskriptforfatter kendt - og Tony Scott (Ridleys bror - og instruktør af bl.a. Top Gun, Fjenden i dybet og Enemy of the State) fik lov til at instruere True Romance - som i dén grad er en Tarantino-film (har man ikke set den, så er der noget at glæde sig til).

Pulp Fiction/Miramax

I 1994 gjorde han noget helt genialt, da han rebootede John Travoltas karriere og satte ham sammen med Samuel L. Jackson. Pulp Fiction var coolere end cool - og Travoltas dans med Uma Thurman er endt som et af filmindustriens mest ikoniske øjeblikke. Men filmen bugner med den slags, og man bliver aldrig træt af at se den og ikke mindst de helt geniale replikker - hvor helt almindelige hverdagskonversationer pludselig slår over i vold og død. Samtidig legede Tarantino også med rækkefølgen på scenerne - så man ikke med det samme kunne se, hvilken vej det ville udvikle sig. Skuespillere som Bruce Willis, Harvey Keitel, Ving Rhames og mange flere har alle uforglemmelige øjeblikke i filmen. 'Pulp Fiction' indbragte Tarantino hans første Oscar for manuskriptet og vandt i øvrigt Den Gyldne Palme ved Cannes festivallen.

Samme år var det Oliver Stone tur til at få lov til at lave en typisk Tarantino-film - den ultra voldelige Natural Born Killers - om et ungt psykopatisk par, som (i stil med Bonnie og Clyde) glorificeres af pressen (herligt personificeret af Robert Downey Jr.). Ironi og humor går hånd i hånd med masser af drab.

Nu var Tarantinos skæbne beseglet - og han kunne bare have fortsat i samme stil, så var han måske endt på samme hylde som Steven Spielberg - med bare at vade fra succes til succes. Med skiftevis at producere, skrive manuskript og instruere.

Men han ville noget helt andet med sine film. Han havde en helt anden agenda, som i højere grad handlede om at lave noget som først og fremmes bundede i hans egen opvækst med film (sikkert også fra videoforretningen) - som også omfatter det man normalt regner som B-film.

De næste par år tog han en omvej, sammen med Robert Rodriguez (instruktør af bl.a. 'Desperado' og Sin City) lavede han den mindre heldige Four Rooms - og bagefter vampyrfilmen, From Dusk till Dawn (hvor Tarantino selv spillede en større rolle sammen med en vis George Clooney). Kritikerne var bestemt ikke begejstrede, men filmen er siden vokset til kultstatus, så meget at den blev efterfulgt af endnu to film og en tv-serie.

I 1997 vendte han tilbage med det, han selv kalder sin tredje film, Jackie Brown. Filmen minder i store træk om opbygningen af 'Pulp Fiction', med scener båret frem af dialog. Filmen er en hyldest til den sorte heltinde, spillet af Pam Grier - den når dog ikke helt det samme niveau som 'Pulp Fiction'.

Seks år skulle der gå, før Tarantino vendte tilbage med et nyt hovedværk - i mellemtiden arbejdede han som medproducent på mindre opgaver. Men det skulle vise sig, at han bryggede på noget stort.

Kill Bill: Vol 1/Miramax

I 2003 var han i den grad tilbage med først Kill Bill: Vol. 1, og året efter fulgte han op med Kill Bill: Vol. 2. De to film bør ses som et samlet værk, og Tarantino viste, at han i den grad ikke var færdig med at lege med mediet. Det er en skøn blanding af asiatisk kampkunst, western og hævnfilm - alle genrer som sammenlagt gør det til min personlige favorit blandt hans film. Opbygningen i kapitler kunne minde om noget, man også har set hos Lars von Trier. Og sjældent har en hovedperson haft så mange grunde til at tage på et hævntogt, som The Bride (personificeret i Uma Thurman i hendes livs rolle).

Visuelt er det, uden sammenligning, Tarantinos største præstation - blodet flyder lystigt sammen med afrevne hoveder arme og ben (alt sammen på en yderst delikat og æstetisk måde, med det ypperste indenfor material arts). Men han forfalder ikke til at gentage sig selv. Hvert kapitel beskriver en ny måde at fjerne en fjende på, og samtidigt oprulles historien langsomt, så vi ender med at være sikre på, hvad der bør være det endelige showdown. Tarantino var absolut ikke i dvale i seks år - det har krævet en del at komponere det værk.

De følgende tre år brugte Tarantino som producer og med en gæsteoptræden hos tv serien 'CSI' - samt på at forberede endnu et projekt sammen med Robert Rodriguez, 'Grindhouse', hvor de tog typiske slasher-film fra 70'erne (ekstremt blodige gysere eller thrillere) og gav dem et løft til et nyt niveau.

Personligt var jeg mest glad for Rodriguez' bidrag, 'Planet Terror', som, udover at levere en zombiefilm med et utal af løsrevne kropsdele, også var ekstremt morsom og fantasifuld.

'Death Proof' var Tarantinos femte film, og den var som sædvanlig dialogbåren. Men også alt for lang og helt uvant kedelig. Den spinkle handling kunne have været lavet på en halv time. Klimaks er værd at vente på, men den endeløse tøsefnidder er alt, alt for meget.

Heldigvis ventede vi bare på at han skulle peake igen to år senere, i 2009 med Inglourious Basterds. Nu skulle Europas Jøder hævne nazisternes massedrab under Anden Verdenskrig - godt hjulpet af USA, selvfølgelig. Helt geniale roller med Brad Pitt, som aldrig er set sjovere, og Christoph Waltz, som STJÆLER filmen og fortjent scorer en Oscar som én af de farligste nazister, verden har set. Tarantino var befriende ligeglad med, om han var hverken historisk eller politisk korrekt. Og sådan sluttede hans krig.

Django Unchained/Columbia Pictures

Så var det, som om han havde fundet en recept, som virkede - og derfor nåede Django Unchained måske ikke helt de samme højder, for mig. Opskriften var den samme: Nu skulle den sorte mand hævne sig på de hvide sydamerikanske slaveejere. Igen fik Waltz de saftigste replikker - og en Oscar. Men det er selvfølgelig en gennemført Tarantino-film med masser af humor og fine præstationer af især Samuel L. Jackson og Leonardo DiCaprio. Slutningen virkede dog en anelse forceret og uoplagt.

Nu venter vi så på det seneste udspil fra Tarantino, The Hateful Eight. Noget så specielt som et komisk dramamysterie, hvis man skal tro IMDb. En ting er sikkert, kedeligt bliver det næppe - det skal nok være spækket med gode detaljer og overraskelser. Og så var det hele lige ved ikke at blive til noget, da detaljer om handlingen blev lækket til offentligheden. En sur Tarantino meddelte først, at det hele var aflyst, men fortrød heldigvis.

Tarantino har stor kærlighed til de lidt underlødige film - slasher, vampyr, kung-fu og spaghetti-western – som han har forvandlet til høj klasse. Samtidig har han skabt sin helt egen niche, som mange har forsøgt at efterligne. Også i Danmark hvor Anders Thomas Jensen lavede gode film med 'Blinkende lygter' og 'Adams æbler'. I England har Guy Ritchie forsøgt sig med 'Rub, Stub og to rygende geværer' - samt 'Snatch'.

Men INGEN kan lave en Tarantino-film så godt som mesteren selv. Og lad os håbe, at han har mange til os endnu - selv om han har annonceret, at han vil gå på en tidlig pension.

De bedste film er dem, som er alt for korte.

Filmhilsner

Lars Bergstrøm (Wayne)

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

Number 9

Jep. Et styk højtbelagt Tarantino-mad er næsten altid nam nam.

Min favorit er debuten Reservoir Dogs. Nej, vent lidt. Det må blive Pulp Fiction. Nej forresten, der er jo også Kill Bill. Arh!... Det er umuligt at vælge ;)

Jeg glæder mig altid til at se den næste Tarantino-film (selvom jeg dog er enig med dig i, at slutningen i Django var lidt dum)

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Du rammer præcist, for det er næsten umuligt at vælge.

Selvom 8 ikke er mange film, så er der helt utroligt mange holdninger til hvilke der er bedst.

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Hannibal

Tarantino er helt sikkert også en af mine favorit-instruktører. Elsker hans stil med god dialog, vold og mindeværdige scener/karakterer. Jeg er ret sikker på at Inglourious Basterds er fra 2009, og ikke 2007. Kan heller ikke forstå hvorfor du ikke kan lide Django Unchained.

Glæder mig også meget til Hateful Eight.. Rigtig godt indlæg

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Mange tak.

Du har helt ret - Inglourious Basterds er fra 2009, det er en tastefejl :-)

Du tager helt fejl, når du antager at jeg ikke kan lide Django Unchained. Jeg er vild med den. Min eneste anke er at selve grundideen ikke lå langt fra Inglourious - og så den lidt sjuskede afslutning. Men jeg gav den alligevel 5 ud af 6 stjerner, her hos Kino.

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Julius

Tarantinos filmkærlighed er tydelig i alt, han fyrer i hovedet på os, og mandens dedikation og passion er noget, man skal værdsætte, for folk af hans kaliber af passion og talent finder man ikke igen foreløbig, tror jeg.

Jeg har altid holdt af Tarantinos film, så jeg var selvfølgelig i biografen i går aftes og se The Hateful Eight i 70mm. Noget af en oplevelse. Tarantinos filmbiografi vil utvivlsomt gå over i historien som én af de mest unikke og varierede karrierer i Hollywoods historie.

Elsker også, hvordan han får alle filmene til at foregå i samme univers med sine egne brands og stamtræer. Og ja, selvfølgelig ryger de Red Apple Cigarettes i Hateful Eight. ;)

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Tak!

Mon ikke jeg er lidt misundelig - ærgerligt at den ikke vises i 70mm i Aarhus. Men mon ikke det bliver en oplevelse aligevel?

Ja, man må sige at Tarantino er et fænomen, som ikke findes magen til. Der findes andre originaler - som Coen brødrene og Wes Anderson. Men ingen som gør det som ham.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter