Cookie- og Privatlivspolitik
Hvem vinder årets Golden Globes?

Hvem vinder årets Golden Globes?

Og hvad det betyder for Oscar-uddelingen

Stem op!
4
Stem ned!
0
(reset)

På søndag uddeles Golden Globes, og det er nu, det brede filmpublikum begynder at følge med i Oscar-kapløbet. Oscar-sæsonen har dog været i gang siden efterårets festivaler, hvor mange af filmene blev præsenteret for første gang. I denne blog giver jeg et bud på, hvem der vinder Golden Globes, og hvad det betyder for Oscar. Det skal dog være sagt med det samme: Dette er et usædvanligt svært år at forudsige vinderne.

Når man skal forudsige, hvem der løber med priserne, er det vigtigt at vide, hvem der stemmer. Golden Globes er et helt særligt foretagende. Hollywood Foreign Press (HFPA), som er organisationen bag Golden Globes, består ikke af anmeldere eller folk i filmbranchen. Nej, det er reportere fra udenlandske medier, der bor og arbejder i Hollywood. Det er altså slet ikke nødvendigt at have en særlig indsigt om film for at blive medlem.

For at bliver medlem af Det Amerikanske Filmakademi (der står bag Oscar-uddelingen) skal man have udmærket sig inden for filmbranchen. Når det så er sagt, så vil HFPA gerne tages seriøst, og derfor lægger de sig ikke alt for langt væk fra det, de regner med at Oscar-akademiet kan lide.

Men hvem vinder så Golden Globes på søndag? Vi starter lige på og hårdt med Bedste Drama. Her vil alt andet end en sejr til 'Spotlight' være yderst overraskende. Spotlight er favoritten til Oscar, så det vil være mærkeligt, hvis ikke HFPA valgte den. Et teoretisk alternativ kunne være Mad Max: Fury Road, men det er usandsynligt.

The Big Short/UIP

Golden Globes har to Bedste Film-kategorier, og den anden er Bedste Komedie eller Musical. Den er straks lidt sværere, for her er en reel kamp mellem The Big Short og The Martian. 'The Big Short' havde premiere sent på året i USA, men har virkeligt fået stort momentum her omkring årsskiftet. Jeg tror derfor, at den vinder denne kategori, og den fremstår derfor efterhånden også som en stor trussel mod 'Spotlight' ved Oscar-uddelingen.

Bedste Instruktør er meget åben, og det er en kamp mellem hele fire personer med Thomas McCarthy (Spotlight), Ridley Scott (The Martian), George Miller (Mad Max) og Alejandro González Iñárritu (The Revenant). Her spiller det ind, at Golden Globe bedst kan lide store stjerner, hvis ikke der er nogen klar Oscar-favorit at gå efter. Derfor er George Miller og Ridley Scott de største favoritter, men det er en meget tæt kamp. Jeg tror dog, at 'Mad Max' er så populær, at George Miller får den, og han har da også vundet de fleste kritikerpriser. Når vi kommer frem til Oscar, tror jeg dog mere på McCarthy eller Adam McKay (The Big Short). Sidstnævnte er dog ikke nomineret til en Golden Globe.

Bedste Skuespiller: Drama har Leonardo DiCaprio som kæmpe favorit for 'The Revenant'. Hvis jeg alligevel skal sige, hvem der er toer, tror jeg vi skal kigge på Bryan Cranston (Trumbo). Men det bliver DiCaprio, og med mindre der sker noget dramatisk i forhold til Cranston, vinder DiCaprio også en Oscar.

Bedte Skuespiller: Komedie eller Musical bliver Matt Damon. 'The Martian' bliver dækket ved at få en pris i en tynd kategori. Hvis nogen overrasker, bliver det Christian Bale (The Big Short), men Damon er en større stjerne og mere vellidt, så det bliver ham.

Bedste Skuespillerinde: Drama er en kamp mellem to forholdsvis tætte konkurrenter i Brie Larson (Room) og Saoirse Ronan (Brooklyn) både her og ved Oscar. Ronan spiller en immigrant, og Golden Globe medlemmerne har et stort flertal af immigranter til USA. Her ved Golden Globes har 'Room' dog fået flere nomineringer, mens Ronan er den eneste fra hendes film. Det tyder på at Larson vinder, fordi de alt i alt bedre kan lide hendes film.

Bedste Skuespillerinde: Komedie er en lidt ligegyldig kategori i år, da ingen af de nominerede har store chancer for at blive nomineret til Oscar. Amy Schumer (Trainwreck) har haft et stort år, og de vælger sandsynligvis hende. Hendes veninde Jennifer Lawrence er dog en større stjerne og med Golden Globes' forkærlighed for store stjerner, har hun en lille chance.

Creed/Warner Bros.

I Bedste Mandlige Birolle spiller Golden Globes forkærlighed for store stjerner igen ind og derfor løber Sylvester Stallone (Creed) med den her. Men det er i øvrigt en ekstremt rodet kategori frem mod Oscar, hvor både Idris Elba og Mark Rylance kan bryde frem som vindere, eller måske Mark Ruffalo (Spotlight), selvom han slet ikke blev nomineret ved Golden Globes. Ved Oscar uddelingen kan alt ske i denne kategori, og Stallone skal end ikke vide sig for sikker på at blive nomineret.

Bedste Kvindelige Birolle er en kamp mellem Alicia Vikander (Ex Machina) og Jennifer Jason Leigh (The Hateful Eight). Denne kategori er dog også rodet. Rooney Mara (Carol) og Vikander for hendes anden film (Den danske pige) er vurderet til at være hovedroller her, men kunne meget vel ende i Birolle-kategorien i stedet til Oscar. Det gør denne kategori meget svær at forudsige, men jeg tror, de vælger at krone den nye stjerne i form af Alicia Vikander. Hun står dog helt lige med Leigh.

Bedste Manuskript er også forholdsvis åben, men 'Spotlight' får den nok sammen med Bedste Drama-prisen. Man kan dog ikke fuldstændigt afvise Tarantino, fordi han er Tarantino og en stor stjerne. Han har også vundet enkelte andre manuskript-priser.

Bedste Animation er der ingen kamp om. Den vinder Inderst inde. Det gør den også ved Oscar.

Der er heller ingen tvivl om at Sauls søn løber med Bedste Udenlandske Film. Holocaust er et emne, som bliver ved med at berøre folk dybt, lige meget hvor mange gange det bliver behandlet på film.

Det var min analyse af søndagens uddeling. Hvem tror I vinder, og hvordan tror I, at Golden Globe kandidaterne vil klare sig videre frem mod Oscar?

Indlægget er skrevet af Simon Holmbjerg Kristiansen. 

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Wayne

Det er altid modigt at forudsige en prisuddeling - og du ramte helt pænt med nogle, men det viser også bare hvor uforusigeligt det kan være.

Simon

I forgårs sagde jeg, at The Big Short var en potentiel outsider, men at enten The Revenant eller Spotlight mere sandsynligt ville vinde PGA tidligt her i morges.
Nu vandt The Big Short så og det betyder at den automatisk rykker op som favorit til Oscar. Spotlight er mere eller mindre ude efter at have tabt to af de store priser.

Wayne

At The Revenant vandt The Globe kan meget vel også blive det der gør at den ikke får sin Oscar - men måske var det en fordel at The Big Short vandt PGA. Det fjerner fokus en smule.

Jeg ved godt at det ofte er politik som afgør priserne, men hvor ville det være befriende hvis det bare var den bedste film som vandt.

Maggie Smith

Spændende bud, du ramte da lidt rigtigt

Laurauser/906212

Blev lige sååå glad da jeg så at Paul Dano er nomineret til mandlig birolle!!! Jeg ved godt der desværre er en alt for lille chance for at han vinder den, men ejjj hvor han fortjener at vinde den. Han er jo blevet snydt for oscars, BAFTA og globes før. Jeg vil side med krydset fingre for ham, for han fortjener den globe!

Sten

Om hvem der eventuelt viser showet live?
Jeg kan se at DR3 viser det på tirsdag, men det er lidt sent, så hvis nogen ved hvem der viser det, så er det ud med sproget.

Pil

Jeg er enig i det meste. Jeg håber dog Jen (Not JLaw, den rigtig Jen!) tager den for The Hateful Eight. Hun er fantastical. Men dette er om nok Alicias store år, og hvis hun tager den for Ex-Machina? Er det fuldt fortjent.

Men den vigtigste pris for mig er Best Director til George Miller. Hvad han har skabt er helt unikt og er ikke bare endnu en god drama film, der dukker op hvert år. Han har lavet et absolut mesterværk, a work of art. Og hvis det ikke belønnes? I might break something or someone :)

mathias

Bedste instruktør tror jeg kommer til at gå til Ridley Scott, og hvis der kommer en "overraskelse" her så bliver det i form af Alejandro Gonzales Inarritu for The Revenant.

Derudover så tror jeg at Bedste Drama går til Spotlight skarpt efterfulgt af The Revenant.
Bedste komedie går til The Martian i tæt kapløb med The Big Short.

Simon

Som jeg skriver er det meget tæt løb og jeg kan finde argumenter for alle i den kategori med undtagelse af Todd Haynes.

Pil

Han har da i hvert fald en chance! I hvert fald hvis man ser på bookmakerne og antallet af prestigefyldte kritikerpriser, han indtil videre har skovlet til sig. Han ligger helt forrest.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.