Cookie- og Privatlivspolitik
Et Oscar-år fuld af overraskelser

Et Oscar-år fuld af overraskelser

Optakt til Bedste skuespiller-priserne

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Simon Holmbjerg, der er fast blogger på kino.dk.

Det amerikanske skuespillerforbund, Screen Actor’s Guild (SAG), uddeler deres priser i weekenden, og det betyder, at vi får flere svar frem mod Oscar-uddelingen i et år, der hidtil har budt på mange overraskelser, blandt andet ved PGA sidste weekend.

Hollywood producernes prisfest blev afholdt sidste weekend, og ligesom ved Golden Globes blev resultatet særdeles overraskende. I hvert fald som jeg så det. The Big Short vandt, og jeg troede selv, at den kun var en outsider blandt de tre største kandidater. Sejren betyder også, at den nu er favorit til at løbe med Oscar’en for Bedste film.

Jeg har dog også set, hvad folk, der var til stede ved selve uddelingen såsom Pete Hammond fra Deadline, har skrevet efterfølgende, og det tyder på, at løbet måske ikke er helt slut endnu. Ifølge hans beretning kom det også som en stor overraskelse for de tilstedeværende, der havde stemt, at 'The Big Short' var endt som vinder.

Det blev da også lækket, at afstemningen havde været uhyre tæt mellem flere film. Og for to år siden var PGA-afstemningen så tæt, at det endte i en uafgjort. Derfor vil jeg ikke erklære løbet for slut endnu, og indtil videre har det været et overraskelsernes år, så måske fortsætter det.

Room/A24

Hvor jeg overhovedet ikke føler mig sikker på Bedste film, så føler jeg mig mere sikker i nogle af skuespilkategorierne. Og endnu mere sikre bliver vi, når SAG har uddelt deres priser i weekenden. SAG-vinderne matcher i de fleste tilfælde med den skuespiller, der vil gå videre til at vinde Oscar’en. Særligt hvis SAG-vinderne også vinder ved BAFTA-uddelingen senere hen, er der meget store chancer for at, den samme person vil vinde en Oscar.

I fuld overensstemmelse med at dette er et overraskelsernes år, er der dog kun tretten af de nominerede til SAG, der også blev nomineret til en Oscar. Det er det laveste antal overlapende nominerede nogensinde. En del af forklaringen på det skal findes i SAG’s meget tidlige afstemning om nomineringerne. Den foregik allerede i starten af december, inden alle havde nået at se alle de værdige kandidater.

En finurlig ting ved SAG er dog, at det ikke kun er skuespillere, der er stemmeberettigede. Det er folk, der arbejder foran skærmen i mange forskellige roller. Film- og særligt tv-skuespillere fylder selvfølgeligt rigtigt meget. Men lokale nyhedsoplæsere, vejrværter og andre skærmpersonligheder kan også stemme, da de hører under samme fagforening.

Det giver et mere varieret udsnit, end hvis det kun havde været skuespillere, der stemte om årets bedste skuespil både på film og tv. Det giver dog også en kæmpe gruppe af stemmeberettigede på mere end 100.000 personer. Det store antal personer gør resultatet mindre tilfældighedsbaseret end Golden Globes med under 100 personer.

Men lad os komme til det, hvem tror jeg så vinder filmkategorierne (jeg springer tv over) ved SAG-uddelingen?

The Revenant/20th Century Fox

Jeg vil starte med et par ”nemme” kategorier. De to hovedrolle-kategorier har to stærke favoritter. Ligesom da han vandt ved Golden Globes, er Leonardo DiCaprio (The Revenant) den altoverskyggende favorit til Bedste mandlige hovedrolle, og jeg vil blive meget overrasket, hvis han tabte.

Alle synes at være enige om, at dette er hans år. Jeg vil dog nævne den samme potentielle overraskelse som ved Golden Globe, nemlig Bryan Cranston. De fleste medlemmer af SAG arbejder med tv, og Cranston er en af de største stjerner fra tv med Breaking Bad. Selvom Cranston overraskende skulle vinde her, vil han dog stadig ikke kunne forhindre DiCaprio i at vinde ved Oscar-uddelingen.

Bedste kvindelige hovedrolle er en lille smule mere åben, men ligesom DiCaprio tror jeg, Brie Larson gentager sin sejr fra Golden Globes. Hendes konkurrent, Saoirse Ronan (Brooklyn), har en bedre chance for at vinde en BAFTA. Brie Larsons film Room fik også hendes medstjerne Jacob Tremblay nomineret, mens Ronans Brooklyn kun fik hende nomineret, hvilket tyder på, at 'Room' er en mere elsket film. Hvis Larson vinder her ved SAG, kan jeg ikke se, hvordan hun skulle kunne tabe ved Oscar-uddelingen.

Det var de nemmere kategorier med to stærke favoritter. Nu kommer jeg ud på svært terræn med Birolle-kategorierne.

Sylvester Stallone kan nemlig ikke gentage sin sejr fra Golden Globe for Bedste mandlige birolle, da han slet ikke er nomineret til en SAG. Det gør denne kategori helt åben. Jeg tror dog, at vi skal finde sejrherren blandt de blot to kandidater, der også blev nomineret til en Oscar. De to er Christian Bale (The Big Short) og Mark Rylance (Spionernes bro).

Bales mulighed er at hans film blev Oscar-favorit efter PGA-sejren, og han kunne derfor godt tænkes at blive løftet frem af hans film, hvis den fortsætter sejrsgangen. Hvis SAG-medlemmerne vil støtte Stallone, kunne de stemme på Jacob Tremblay, eller en af de to andre, der ikke er nomineret til en Oscar. Hvad jeg dog i sidste ende tror bliver afgørende er, at 'The Big Short' også er nomineret til Bedste ensemble, hvilket kunne tippe skalaen i Bales favør. Stallone er dog stadig min favorit til at vinde Oscar’en.

Steve Jobs/Universal Pictures

En næsten ligeså svær kategori er Bedste kvindelige birolle. Fire af SAG-kandidaterne er nomineret til en Oscar, og de har alle en god chance. Det er Alicia Vikander (Den danske pige), Kate Winslet (Steve Jobs), Rooney Mara (Carol) og Rachel McAdams (Spotlight). Af de fire vil jeg klart mene, at McAdams har den mest underspillede rolle, hvilket ikke er nogen fordel. Rooney Mara er også meget underspillet, og hun har ikke vundet nogen andre større priser endnu.

Vikander og Winslet har til gengæld taget nogle sejre ved de hidtidige prisuddelinger. Winslet vandt Golden Globe og Vikander vandt ved Critics Choice Awards. Det der taler for Winslet er, at hun er uhyre respekteret blandt hendes skuespillerkollegaer. I Steve Jobs giver hun også en ”stor” rolle, hvor hun spiller på alle tangenter og minder alle om, at hun er en af sin generations største skuespillerinder. Hun har da også vundet både en SAG og en Oscar før. Men det er samtidigt også det, der taler imod hende. Vikander er derimod den nye stjerne, der for alvor er trådt ind på scenen i år. Hun spiller med meget store følelser, så det er nemt at få øje på hendes præstation.

Ved Golden Globe var Vikander nomineret i hovedrollekategorien, og var dermed ikke op mod Winslet. Det var hun til gengæld ved Critic’s Choice Awards, og anmelderne valgte hende frem for Winslet. Mit bud er, at den nye stjerne, Alicia Vikander, vinder over den etablerede stjerne, Kate Winslet. Jeg tror, at SAG-vinderen også vinder en Oscar, så der tror jeg altså også på Vikander.

Det var mine tanker om udfaldet af PGA og forudsigelser af SAG Awards. Hvis I er uenige i min analyse, eller har nogen kommentarer til, hvorfor jeg har valgt de skuespillere, jeg har, kan i skrive i kommentarfeltet forneden.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Wayne

Spændende at se udfaldet af SAG, nu har jeg mine favoritter til en Oscar på plads;

Efter at have set Room er jeg heller ikke i tvivl om at Brie Larson er storfavorit - og jeg har ikke oplevet reelle modkandidater til Leonardo DiCaprio.

Birollerne er ikke specielt overbevisende i år - og det er nok derfor der er så stor usikkerhed. Stallone vil nok være et populært valg - da ingen af de andre mænd for alvor brænder igennem, måske lige bortset fra Mark Ruffalo som hidser sig op i Spotlight.

Jeg håber på Jennifer Jason Leigh, hos kvinderne - Kate Winslet's overraskende Golden Globe vinder er altså ikke specielt interessant.

Simon

Jeg fik 3 ud af de fire kategorier rigtige, hvilket jeg anser for et godt resultat i betragtning af usikkerheden. Den eneste jeg ramte forkert med var Bedste Mandlige Birolle, hvor Idris Elba vandt. Han vandt dog nok som resultat af, at Stallone ikke var nomineret og de derfor ikke kunne stemme på ham, og at SAG-medlemmerne gerne ville sende et politisk signal om støtte til #oscarssowhite kampagnen.

Wayne

Ja mon ikke det vil sætte ekstra ild i den diskussion - ærgerligt at det ikke bare kan være de bedste præstationer som bliver belønnet, og at racekortet skal trækkes. Men flot ramt, ellers.

Simon

Det er første gang at en ikke-oscarnomineret skuespiller har vundet en SAG i filmkategorierne. Så den var ikke nem at forudsige.

Wayne

så er der jo nærmest lavet et statement.

Fire mørke nominerede - fire mørke vindere i tv kategorierne. Er der tale om særbehandling? Det virker ærlig talt sådan - og det er vel ikke meningen med det hele.

Det er næsten for skummelt. Alene det at Queen Latifah vinder er overraskende, for mig - uden at jeg dog har set den pågældende serie.

Simon

At høre på dig forudsige de forskellige uddelinger, Simon ;-). Jeg glæder mig til en analyse om Oscar.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter