Cookie- og Privatlivspolitik
Tom Hardy - meget mere end muskler

Tom Hardy - meget mere end muskler

Fra misbruger til filmstjerne

Stem op!
6
Stem ned!
0
(reset)

Lad mig lige for god ordens skyld komme med en læsevejledning – eller advarsel om man vil. For når det kommer til min brug af tiltalende og flatterende adjektiver i forhold til de tanker, jeg har omkring Tom Hardy, ja så kender mit ordforråd ingen grænser. Så er I varskoet!

For jeg har en svaghed. En svaghed for skuespillere, som man ikke er et eneste sekund i tvivl om, hvorvidt han eller hun har dedikeret sig helt og holdent til den rolle, de nu engang portrætterer. Af samme grund er jeg for tiden særlig glad for at følge med i, hvad Tom Hardy foretager sig på det store lærred. 

Legend

I sidste uge så jeg Legend, hvor Hardy spiller tvillingerne Reggie og Ronnie Kray. Det var egentlig ikke med min gode vilje, at valget faldt på netop den film (traileren solgte mig ikke rigtig). Men min skepsis blev hurtigt gjort til skamme, takket være en faktisk ret så dragende historie og bestemt også Hardys bud på et modsætningsfyldt og samtidig overraskende dynamisk broderskab.

Tom Hardy, eller for at være helt korrekt, Edward Thomas Hardy, er født i London i 1977 og runder snart de 40. Jeg skal ikke søge ret længe på Google, før jeg kan læse, at Hardy, frem til 2003, ved siden af skuespillet levede det hårde liv med alkohol og stoffer, og at den livsførelse først stoppede efter en skilsmisse og en tur på afvænning.

Der kan aldrig komme noget godt ud af sådan et misbrug. Eller kan der? Måske er den dedikation og ægthed, som han, efter min mening, påfører hver af de roller han spiller, et resultat, om man vil, af at have levet det vilde liv og måske endda set døden i øjnene? 

The Dark Knight Rises

Jeg vil også gerne dele nogle tanker, hvad angår hans skuespil, som henholdsvis Bane i Christopher Nolans The Dark Knight Rises og rollen som Ivan i Locke. Begge roller er interessante, når man tænker på, hvor meget hans bevægelighed og udtryksform i den grad begrænses. Men buttom line, hvis du spørger mig, er, at også her viser Hardy sit værd.

Hvad enten han skal portrættere en hårdt presset familiefar og arbejdskollega inden for rammerne af en bils klaustrofobiske fire døre. Eller han, iført en maske, som slører noget så udtryksfuldt som munden, skal være skurken, som med sin muskuløse overkrop og hårrejsende stemme spreder frygt, så nailer han begge de roller!

Wuthering Hights

Den her lovprisning i Hardys favør gør, at jeg egentlig også er ret så ærgerlig over at læse, at Mr. Darcy, i Joe Wrights 2005 udgave af Stolthed & fordom, kunne være spillet af Hardy, som dog blev slået på målstregen af Matthew Macfadyen. Æv! For efter at have set Hardys take på Mr. Heathcliff, i miniserien 'Wuthering Heights' fra 2009 er jeg slet ikke i tvivl om, at hans bud på en Mr. Darcy, efter min mening, kunne have konkurreret selv med Colin Firths version – med eller uden gennemblødt skjorte på!

Ja, jeg har faktisk lidt svært ved at få hænderne ned, når det kommer til min mening omkring Tom Hardy. For bedst som jeg ikke tror, at han kan overraske mig mere positivt, læser jeg, at Tom Hardy til gallapremieren på 'Legend' i London, udover sin højgravide kone, også medbragte sin hund Woody. Hold nu op, jeg lover jer, mit hundehjerte og min begejstring for Tom Hardy jublede i kor, da jeg efterfølgende søgte på billeder fra den røde løber. 

Jeg vil på falderebet endda gå så vidt som at sige, at hvis jeg havde levet i Shakespeares tidsalder, ville jeg have betalt hvad som helst for at have oplevet en persona som Tom Hardy stå på de skrå brædder. For det er i virkeligheden den ånd og kraft, som jeg forbinder med skuespil fra den glemte tidsalder, der karakteriserer og omfavner det aftryk og indtryk, Tom Hardy gang efter gang efterlader mig med.

... og nå ja, så glæder jeg mig helt ustyrligt meget til premieren på The Revenant. En cocktail med Iñárritu, DiCaprio og Hardy - det lover godt!

Indlægget er skrevet af Katja Lund Sohl, der er fast blogger på kino.dk.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Linauser/774152

Godt indlæg! Og når det kommer til Tom Hardy, kan jeg heller ikke få armene ned..

Bliver spændende hvor længe der skal gå, før han får den rolle der gør, at han får hevet en af de gyldne statuetter hjem, for sådan en skal han sgu nok få!

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter