Cookie- og Privatlivspolitik
Pans Labyrint: Er fantasien at foretrække?

Pans Labyrint: Er fantasien at foretrække?

Guillermo del Toros mørke eventyrfilm

Stem op!
6
Stem ned!
0
(reset)

Jeg elsker film. Det har jeg gjort hele mit liv, så jeg er sjældent i tvivl, når jeg ser noget og tænker: “Det her er noget særligt!” Jeg kan huske, da jeg så plakaterne på busstoppestederne i København til en biografaktuel film ved navn Pans labyrint, og jeg lagde ikke mere i det end det. Jeg har været godt 10 år gammel, og det lignede jo “bare” en eventyrfilm for børn med “noget Peter Pan-værk” i det. Tog jeg fejl? Ja, for pokker! 

Guillermo del Toros 'Pans Labyrint' (Direkte oversat fra spansk: 'Faunens labyrint') er én af de film, jeg ville kalde perfekt. Det er en fantasyfilm, en realistisk film, det er en børnefilm, en voksenfilm, en psykologisk thriller, en film om krig og eventyr, en gyserfilm, og måske vigtigst: En smuk film. Utroligt fotograferet og ekstremt ubehagelig - dette er en af de film, der - for mig - gør præcis det, film skal gøre: Fortælle en historie og suge dig ind i filmens verden som ingen anden kunstform kan gøre det.

Men denne film er ikke for alle. Mange biografgængere, som var blevet lokket af filmens marketing som værende en ordinær eventyrfilm, følte sig mildest talt taget bagfra, da de blev slynget ind i et mareridtsunivers, der var alt for virkeligt og ubehageligt. Den bedste måde at beskrive filmen på til folk, der ikke ved, hvad de går ind til, er med Schindlers liste møder Bridge to Terabithia.

Pans labyrint
En smuk film!

Filmen handler om en lille pige, der finder sig selv levende i et ægte mareridt, mens hun søger en drømmende og himmelsk verden. Historien foregår i det nordlige Spanien, da krigen i resten af Europa var ved at slutte. Spanien havde haft en treårs borgerkrig, der, set i kontekst, kunne anskues som en forsmag på den verdenskrig, der ville ramme hele Europa – lige efter Fransisco Francos fascistiske styrker kom til magten i Spanien i 1939. Franco og Hitler var allierede (det tyske luftvåben havde hjulpet Franco gevaldigt i hans kampagne), men Franco valgte klogelig at holde sig ude af al kampen, der foregik i Europa og holdt i stedet al sin fokus på sit eget styre, og dermed sørgede han for, at hans fascistiske regime var det eneste overlevende efter Anden Verdenskrig.

Det er her, filmen foregår. De besejrede republikanere bor i et fascistisk Spanien, ventende på krigen i Europas slutning i håbet om, at Hitler og Mussolinis nederlag ville hjælpe deres sag – for selvom det nazistiske mareridt i Europa var slut, havde fascisterne i Spanien faktisk vundet, og var derfor blevet. Det er en virkelighed, som havde Tyskland vundet Anden Verdenskrig i stedet for de allierede og vendt sig mod sig selv.

Og ind i denne virkelighed dumper den unge Ofelia (fænomenalt portrætteret af Ivana Baquero), hvis enkemor skal giftes med en af Francos kaptajner. Ofelias mor bærer kaptajnens ufødte søn, og sammen skal de flyttes op til en militærlejr i bjergene, hvor kaptajnen gør sit for at jage de sidste oprørere, der måtte gemme sig i landet.

Pans labyrint
Kaptajn Vidal - man elsker at hade ham.

Det er tydeligt fra starten, at den eneste grund til, at Kaptajn Vidal (uhyggeligt stærkt spillet af Sergi López), viser nogen form for venlighed over for Ofelia og hendes mor er, at han forventer, at hans nye hustru vil føde ham en stærk søn, som skal fortsætte den ærede slægt, og at Ofelia er en mindre bagatel, som bare skal ignoreres. Eller værre. Snart begynder Ofelia at se ting, magiske skabninger, feer, og en faun, der fortæller, at hun er datter af en mægtig konge fra et underjordisk rige, som hun snart kan vende tilbage til. Men kun hvis hun viser sig at være værdig.

Problemet er, at alle disse svære og nogle gange frygtelige prøvelser, Ofelia skal udføre, ikke er nogle, et undertrykt barn af en voldelig, fascistisk kaptajn, midt i en militærkampagne burde stå over for, og at hun nok skal komme i problemer. Og tag ikke fejl, man skal ikke ønske at gøre Kaptajn Vidal vred. Nærmest til det punkt, hvor man ikke ved, hvad der er værst: De magiske og skræmmende væsner, Ofelia skal stå over for, eller den direkte onde terror, som er hendes stedfar. Nogle gange er overnaturlige rædsler de letteste rædsler.

Pans labyrint
Han gør mig stadig utilpads den dag i dag. 

Jeg kan stadig huske, da jeg så endelig fik set Pans labyrint for første gang. Det var på vores lejrskole i niende. Vi sad en hel klasse samlet i en plastik-campinghytte på vores sidste aften. Vi var trætte efter en uges lejrskole og havde aftalt at se en film, før vi tog hjem. En pige løfter Pans labyrint op og foreslår, vi ser den. Titlen siger mig et eller andet, men ingen af os andre havde set den før, så vi sætter den på dvd-afspilleren, der er sluttet til det lillebitte fjernsyn på væggen.

En halv time inde i filmen bemærker jeg noget. Der er fuldstændigt stille i hytten. Alle sidder og stirrer med åben mund og polypper på den fantastisk grusomme fortælling, der udspiller sig for øjnene af os. Vi gispede, vi holdt os for øjnene og fik det næsten dårligt, hver gang Vidal dukkede op, og andre gange ved de andre, knapt så livstruende rædsler. Vidal er utvivlsomt en af de bedste skurke i film og absolut én af de mest skræmmende. 

Faun-skabningen er fantastisk og ekstremt troværdig. Jeg elsker de små ting, han gør, de små spasmer og hans rystende hænder. Kameraet fortsætter med at bevæge sig, og vi bliver suget dybere og dybere ind i Ofelias mareridt, hvor vi egentlig bare ønsker, at alt ville blive godt igen. Man ser filmen i håbet om, at alt nok skal blive godt igen, nok på samme måde, som spanierne, der levede i den tid, også gjorde, så de selv kunne fortælle historien videre. Til sidst blev alting godt i Spanien, men det tog mange år...

Alle eventyrelementerne i filmen er så smukt udførte, med en enorm mængde originalitet lagt i det undervejs. Som i de gamle eventyr er der en masse symbolik, der er en enorm mængde bittesmå detaljer over det hele, og effekterne er på grænsen til det perfekte. Atmosfæren for perioden, skoven, faunens verden, Ofelias verden er alle lagt utroligt råt foran publikum, så det simpelthen føles ægte.

Pans labyrint
"At adlyde, blot for at adlyde, er kun noget, folk som Dem kan gøre, Kaptajn" - Dr. Ferreiro (Alex Angulo).

Det er på ingen måde en let film at se grundet det emne, den tager op, men den er utroligt belønnende i sidste ende, fordi den virkelig får én til at tænke. Ét af de mest interessante aspekter af filmen er, hvad publikum tror, der sker. Ér de magiske skabninger der overhovedet, eller er de bare produktet af en ung piges fantasi? Den virkelige verden er alt for virkelig, og det gør ondt at se. Ville man ikke ønske, at denne magiske verden var virkelig i kontrast til den anden frygtelige verden, ligesom man vil have Ofelia til at tro det?  

Denne virkelighed er så hård og grusom, at nogle af os ville ønske, den magiske verden fandtes. Næsten som en form for religiøs belønning efter at have lidt igennem hele livet på Jorden.

På et tidspunkt i filmens kommentarspor laver del Toro næsten en bogstavelig fortolkning af Ofelias fantasis betydning, men som mange store kunstværker, som bøger, sange, og ja, også film, skaber fortællingen nogle gange sit eget liv.

Pans labyrint

Dette transcenderer nogle gange forfatterens intentioner - at opleve det som læser, seer, lytter giver noget af éns egen fortolkning af værket, og dette værk bliver på denne måde langt mere levende, end forfatteren nogensinde kunne håbe på. Værket når nu et mere universelt niveau, formet delvist af forfatterens egne intentioner, men næsten endnu mere af folks egne opfattelser af værket.

Jeg synes, 'Pans labyrint' har opnået netop det, og det er nok derfor nogle mennesker hader filmen, mens andre kalder det et så fantastisk stykke filmkunst. En ubehagelig film, som stadig formår at være så uendelig smuk. Nogle ser det, der sker på én måde, andre på en anden måde. Det er tidløst som en fabel, og alligevel for tidligt til at blive kaldt historisk - filmen er jo trods alt kun ni år gammel.

Indlægget er skrevet af Julius Kamper, der tidligere har skrevet om problemer i Hobbitten-trilogien.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Julius

Synd og skam. Det er, som jeg nok har givet udtryk for, én af mine absolutte yndlingsfilm, men den er meget barsk og brutal samtidig. Til gengæld er den så dragende rent stemningsmæssigt, at man ofte glemmer man bare ser en film. Jeg synes ikke du skal gå glip af den, i hvert fald! :)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter