Cookie- og Privatlivspolitik
Blod, splat og den gode stemning

Blod, splat og den gode stemning

Gyserfilmfestivalen Blodig Weekend

Stem op!
5
Stem ned!
0
(reset)

Genren horror har gennemgået en rivende udvikling igennem hele dens levetid. Hvad er det egentlig, der skræmmer os? Er det vampyrer, varulve, zombier, rumvæsner eller bare en gedigen morder med en kniv. Hver genration har sine horrorfilm og eksempler på, hvad der skræmmer. I 50erne var rumvæsner det store. I 60erne og 70erne kom de levende døde og slasherkongerne som Michael Myers og Leatherface til. 90erne bød på danske seriemordere i Nattevagten, og slasherbølgen fik en genoplivning med film som Scream og I Know What You Did Last Summer.

Inden for de sidste par år er zombierne kommet op til overfladen igen og flere instruktører eksperimenterer med antologifilm og ekstreme blodsudgydelser, men ikke uden meninger. Horror kan bruges til mange ting. Den kan chokere, den kan bruges om politisk standpunkt, og den kan bare skræmme livet af sit publikum. Danmark får ikke altid mulighed for at se alle de anderledes og lidt mere ekstreme genrefilm, som verden har at byde på, og derfor skal vi være glade for, at en filmfestival som Blodig Weekend findes, som lige har overstået sin 4. udgave.

German Angst

Jeg har deltaget i festivalen de sidste tre år, og ligesom med CPH PIX, som kører i 14 dage, vælger jeg at tage fire dage ud af min kalender og kun koncentrer mig om at nyde det gode selskab med andre horrornørder og se en god bunke genrefilm. Årets festival havde en bunke genrefilm at byde på, i lidt forskellige afskygninger. Man havde mulighed for at opleve den berygtede undergrundsfilm fra 1987 'Nekromantik', instrueret af tyske Jorg Buttgereit, som også gæstede årets festival.

Buttgereit bidrog også til antologifilmen 'German Angst', som er en vellykket forlængelse af film som 'The ABCs of Death' og 'VHS'. Det er blevet meget populært for genreinstruktører inden for de seneste par år at teste sig selv med at lave små ekstreme film, og 'German Angst' viderefører det koncept meget godt.  Buttgereits egen del, som hedder 'Final Girl', er efter min mening et lille mesterværk. En meget grum, men samtidig smuk historie. De to andre historier kan ikke leve op til denne del, men 'German Angst' er bestemt værd at se.

Et af festivalens helt store tilløbsstykker har siden starten været deres collectors market, hvor en masse store og små samlere møder op for at sælge ud af deres merchandise, dvd’er og specielle ting. Det har altid været en stor succes, og samtidig vil man også kunne få en autograf af festivalens gæster.

Førnævnte Buttgereit og den amerikanske instruktør, Brian Yuzna, var i år til stede. Yuzna var der for at præsentere hans sociale satire fra 1989, 'Society', som har fået en lille genfødsel inden for de seneste par år. Den blev ikke nogle succes tilbage i 1989, men ved at en festival som Blodig Weekend tager den på programmet og får Yuzna til at komme, giver det den fornyet liv. Yuzna udtalte selv, at det er en meget stor overraskelse for ham, at filmen er blevet populær igen i gyserkredse.

'Society' er en ægte kulsort komedie, som har et af de mest ulækre klimaks, jeg har set på film. Det er både virkelig ulækkert, men samtidig ustyrligt morsomt. Jeg kan godt forstå, at den har fået en genfødsel her 25 år efter. Den er bestemt værd at se, hvis man kan se det satiriske i den.

Sorgenfri

Danmark har ikke været den største spiller på genremarkedet. Vi har dog haft film som 'Nattevagten' og Sidste time, som var gode forsøg på genren horror. Inden for de sidste par år er der blevet født en genre i Norden, hvor flere instruktører prøver på at lave genrefilm. Film som den svenske Lad den rette komme ind, den finske Rare Exports og vores egen Når dyrene drømme hører alle inde under Nordic Twilight, og i år havde Blodig Weekend fået fat på både et norsk bud i form af 'Vildmark 2' og et dansk, hvor man fik en helt unik chance for at se den kommende zombiefilm Sorgenfri. Filmen får først premiere til marts, og I kan roligt glæde jer. Til alle danskere, der hungrer efter danske genrefilm, så er 'Sorgenfri' et godt bud.

Når man tager på en filmfestival, så er der selvfølgelig altid nogle film, man ser frem til, og der er nogle, som man absolut ingen forventninger har til. Jeg vil ikke decideret sige, at der var nogle film, jeg var helt op i skyerne efter at se efter at have set årets program. Men jeg går altid åben ind til en film og ser, hvad den har at byde på. En af de helt store overraskelser for mig i år var Eli Roths home invasion-film Knock Knock, som faktisk er en genindspilning af en thriller fra 1970erne ved navn 'Death Game'. Filmens handling er ikke videre original, men skuespillerne gør den virkelig god. Keanu Reeves er perfekt castet som den rare familiefar, der bliver fanget i et sygt spil efter at have tilbudt sin hjælp til to unge piger, som viser sig at være roser med torne på. Jeg var virkelig godt underholdt, og filmens slutning er ikke lige, hvad man forventer.

En anden genindspilning, som var på årets festival, var det amerikanske remake af den franske 'Martyrs' af Xavier Gens. Den originale film var med i den franske genre, der bliver kaldt for French Extreme, der også tæller film som 'Inside', 'Frontieres' og 'High Tension'. Deres greb på genren var et mere hårdt og blodigt tag på publikum, og 'Martyrs' er blevet kaldt for hovedværket i genren. Efter at have set den amerikanske version var jeg meget alene om at synes, at den faktisk holder sig meget godt til den franske og stadig bibeholder den ubehagelige stil. Desværre falder den fra hinanden i 3. akt, men jeg vil ikke mene at man skal holde sig langt væk fra den amerikanske version. Den er hæderlig.

Martyrs (2015)

Blodig Weekend har været stærk til at gå ud i krogene og finde genrefilm i flere forskellige undergenre. Man kunne møde spøgelser i 'We Are Still Here', hekse i 'Cherry Tree' og dæmoner i 'Deathgasm'. Man kan selvfølgelig heller ikke vinde altid, og for mit vedkommende må jeg sige, at festivalens største skuffelse var den amerikanske thriller 'Emelie', som gerne ville chokere ved at have børn i hovedrollerne, men som desværre mislykkedes på mange punkter.

Den føles alt for konstrueret og iscenesat, og jeg følte mig slet ikke fanget på noget tidspunkt. Men sådan er det altid. Jeg har aldrig i min tid på festivaler oplevet, at alle filmene var gode. Der vil altid være nogle film, der skuffer, og denne gang var det 'Emelie'.

Genrefilm er meget alsidig, og derfor er det altid interessant at se, hvad festivalen bringer på banen i løbet af de fire dage. En god blanding af horror og drama kunne man se i den amerikanske indiefilm 'Spring', som blander monsterfilm med Richard Linklaters stil fra Before Sunrise-serien. En meget behageligt tempo og romantik, som bliver blandet med et godt monstertvist. Jeg kunne rigtig godt lide den. Derfor er det jo det, at horror er grundlæggende forskellig for mange. Det er individuelt, hvad hver enkel person finder uhyggeligt, og hvad man bare finder sjovt.

Den amerikanske instruktør Sam Raimi, som er kendt for film som Evil Dead og Spider-Man, har udtalt, at horror og humor ligger meget tæt op ad hinanden, og det er der bestemt noget om. Det er godt at kunne grine, og det er godt at kunne gyse. Nogle film kan levere god stemning og ægte uhygge og nogle film kan levere gode grin, men hvis man kan blande det, så man både får det brede smil på læben og samtidig sidder med en isende i kroppen, så burde en genrefilm kunne nå ud til alle.

Blodig Weekend lægger meget vægt på, at det skal være uhyggeligt og blodigt, men den mener bestemt også at det skal være en fest at se en god genrefilm og det er det bestemt og især når man kan se den på en filmfestival som Blodig Weekend.

Indlægget er skrevet af Kristian Enevoldsen, der er fast blogger på kino.dk.

Vil du også skrive indlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.