Cookie- og Privatlivspolitik
Hvorfor floppede Hobbitten?

Hvorfor floppede Hobbitten?

Mening: Her gik det galt

Stem op!
29
Stem ned!
0
(reset)

Før du udbryder "'Hobbitten' floppede ikke, den var en stor kommerciel succes!", så lad mig forklare overskriften. Jeg er vokset op med 'Ringenes Herre' – både i bog- og filmformat. Min far viste mig Eventyret om Ringen, da jeg var fem år gammel, og året efter var jeg klædt ud som Gandalf til fastelavn i børnehaveklassen. Som femårig er det jo begrænset, hvor meget man forstår af en engelsksproget film, men et eller andet indtryk må de jo have gjort på mig, og forståeligt nok.

Jeg synes den dag i dag, at Ringenes Herre-trilogien hører til blandt de absolut bedste film, og jeg kan stadig se dem igen og igen. Det er en smuk, episk historie, der kombinerer stærkt drama med noget af det flotteste sceneri set på film. Og generelt set er Ringenes Herre-filmene jo også anset som værende nogle af de helt store. Filmene har indtjent næsten tre milliarder dollars på verdensplan, og trilogien har fået fremragende anmelderrespons hele vejen over. De har i alt vundet 17 Oscars, hvoraf 11 gik til det afsluttende kapitel. 

Da jeg hørte, der ville komme en film om 'Hobbitten', var jeg begejstret; det skal ikke være en hemmelighed. Jeg elskede bogen, og da jeg også hørte, den ville være fra instruktøren af Pans labyrint, Guillermo del Toro, var jeg da klart også begejstret. Så opstod der nogle finansielle problemer i produktionsselskaberne, MGM’s økonomi skrantede, og projektet stod stille.

Derefter kom det frem, at Peter Jackson overtog roret som instruktør. Han instruerede jo også Ringenes Herre, så det gjorde mig ikke noget. At vende tilbage til universet efter så mange år var da bare for godt til at være sandt. Jeg fulgte med i alle rygter og nyheder fra New Zealand angående optagelserne. Jeg så Jacksons video-blogs, som gav små smugkig på filmen. 

Samtidig var det kommet frem, at det ikke skulle være én film om bogen med en efterfølgende "bindeværksfilm" til 'Ringenes Herre', men i stedet to om 'Hobbitten' alene. Dette gav jo god nok mening, da der sker så meget på bogens få sider, og siden Jackson også ville inkorporere ting fra Tolkiens andre værker, virkede det fornuftigt nok. Så var det pludselig tre film, og dér stoppede jeg for alvor op og spurgte mig selv: "Hvorfor tre film?" Jeg havde svært ved at retfærdiggøre det over for mig selv, og i sidste ende blev det også ét af filmenes allerstørste problemer, men mere om det senere. 

Peter Jackson
Han ser virkelig træt ud

En anden ting, jeg også bemærkede i Jacksons video-blogs, var manglen på energi fra instruktørens side. Dette er jo bare min fortolkning af optagelserne, men han havde slet ikke den samme energi, der var så væsentlig en del af behind-the-scenes-optagelserne fra 'Ringenes Herre', og jeg tror, det er her, formlen begynder at krakelere.

For det første var presset jo enormt, og jeg er næsten overbevist om, at idéen om at dele bogen op i tre film kom fra de mange produktionsselskaber, der stod bag filmen, og ikke Jackson selv. Hans job var i sidste ende at gøre dem tilfredse, og alle producerne ville jo gerne genskabe succesen fra 'Ringenes Herre'. Hvordan gør man det? Det, som folkene bag filmen tydeligvis troede, var, at man skulle have de samme karakterer, samme episke historie, de samme store slag osv.

Læser man Tolkiens 'Hobbitten', opdager man, hvor charmen ligger. Det er alt sammen fortalt fra lille Bilbos synsvinkel. Han er bare midt i dette eventyr, som udfolder sig omkring ham. I filmene er han næsten usynlig, overskygget af dværge, elverfolk, orker og troldmænd, og filmen 'Hobbitten' bliver snarere til historien om Thorin, der skal fuldføre sin skæbne, og blive den konge, han var født til at være. Han har også sin nemesis, Azog, som nævnes præcis én gang i bogen, men nu bliver gjort til filmens primære superskurk, som (selvfølgelig) slog Thrór, Thorins bedstefar ihjel. Dette lyder jo mildest talt som Aragorn om igen.

Aragorn Thorin
Kan du se ligheden?

Filmene tror fejlagtigt, at ved at genskabe de store, episke slag, som jo er ikoniske for 'Ringenes Herre', vil succesen derfor følge med. Det er et klassisk eksempel på stil over substans. I 'Ringenes Herre' var der i hver film en definitiv begyndelse, midte og et afsluttende payoff. 

Der er nok i hver enkelt bog til at lade filmene stå for dem selv, hvori vi ser karakterer udvikle sig i hver enkelt film. Ingen af de primære karakterer er den samme i slutningen af 'Eventyret om Ringen', som de var i begyndelsen. Og ja, jeg ved godt, alle siger, at man slet ikke bør sammenligne de to trilogier, men når Hobbitten-filmene selv prøver så hårdt på at efterligne storebroren, kan man jo ikke lade være.

Lord of the Rings / The Hobbit

Så mange ting i 'Hobbitten' er visuelt inspireret af 'Ringenes Herre', at man måske ikke tænker over det, men det kan være alt fra småting som scenerier, kameravinkler til hele karakterer. Jeg har fra starten været imod Legolas og Tauriels inkludering i disse film, og den primære grund er ikke engang, at de ikke var med i bogen. Den er snarere, at når nu de ikke var med i forlægget, har de ingen indflydelse på historiens udfald.

Tauriels rolle i disse film er også næsten krænkende, når man ser på hendes formål: En kærlighedstrekant, der skaber endnu mere drama og endnu flere karakterer i disse allerede crowdede film. Hvad er pointen i at tilføje en kvindelig karakter, når hendes rolle er papirtynd og nærmest er en kliché på skildringer af kvinder i 1800-tallet?

Tauriel & Arven

Man kunne tro, at jeg bebrejder Peter Jackson for udfaldet af 'Hobbitten', og det gør jeg altså ikke udelukkende. Det er tydeligt, hvor meget han elsker dette univers, og at der er passager i bogen, han har gjort sit yderste for at genskabe i filmene. Her kan man jo nævne scenen med Bilbo og Gollums gådegætteri, som utvivlsomt er den bedste scene i alle tre film. Det er tilfældigvis også er den første scene, hvor Bilbo ikke er omgivet af dværge, og Martin Freeman i sin fremragende præstation for alvor for lov at lege med sin karakter.

Det samme kan siges i den anden film, når Bilbo langt om længe møder Smaug. Scenen starter ud fremragende, med interessante drejninger og gode skuespilpræstationer, men lige pludselig reduceres det til noget af det mest overdrevne og langtrukne action, jeg længe har set. Det går på et splitsekund fra intenst drama til latterligt overdrevet action, hvilket bringer os fint videre til næste punkt.

Filmene er komplet tonedøve
De ved simpelthen ikke, hvilken stiltone, de skal have. Hobbitten-filmene går fra at være fortalt i et utroligt børnevenligt tempo, men pludselig skifter tonen til dystre og voldelige scener med afhuggede hoveder og dernæst tilbage igen. Selv om 'Ringenes Herre' i deres Extended Editions kollektivt tager næsten 12 timer at gennemføre, formår de stadig at holde nogenlunde den samme tone hele vejen igennem. I 'Hobbitten' forsøger de på én gang at ære tonen i bogen, mens de på andre tidspunkter forsøger at gøre fortællingen lige så mørk og dyster som i 'Ringenes Herre'.

Saurons tilstedeværelse i filmene er heller aldrig mere end en ulmende trussel. Når vi hører Gandalf sige: "The Enemy has returned", er man ikke så meget bekymret, men snarere spændt på at se, hvad der sker i 'Ringenes Herre', hvor Sauron først for alvor bliver en trussel. Her er han reduceret til udfyldning, hvor han reelt aldrig virker skræmmende på nogen.

Karaktererne er i det hele taget et stort problem ved filmene. Vi har et kompagni med 13 dværge, en hobbit og en troldmand, som alle skal individualiseres. Dette har kostume- og makeupafdelingerne gjort glimrende, men alt dette skrottes af filmenes storytelling, som ingen udvikling giver disse. En test, man kan stille sig selv for at uddybe films karakterer, er denne: "Beskriv en given karakter uden at nævne udseende, rolle i historien eller kostume." Dette er forbavsende svært taget i betragtning af, at man har brugt ti timer i selskab med disse karakterer og stadig intet kan fortælle om deres personlighed. 

The Lord of the Rings / The Hobbit
Hvis død er bedst? Boromirs eller... jeg vil sige... kom nu, hvad hedder han... Filis?

Jeg fortrak ikke en mine, da den første dværg bliver dræbt i det filmiske kaos der var Femhæreslaget, og det var simpelthen fordi, jeg aldrig kom tæt nok på karaktererne. Tag for eksempel Boromirs død i 'Eventyret om Ringen'. Her er endda tale om en karakter, hvis troværdighed bliver etableret som værende tvivlsom i den allerførste scene, man ser ham i, og i takt med, at Ringen forpurrer hans evner til at se klart, kollapser hans karakter mere og mere. Men så til allersidst vinder han publikums hjerter tilbage, idet han bliver dræbt på heroisk vis i et forsøg på at redde hobbitterne. Hans karakter har i løbet af en halv film været både hadet og elsket af publikum. 

Orken Azog er reduceret til nærmest computerspils-boss, hvor de tre films payoff i sidste ende bliver Thorins akavede duel med ham på den frosne sø til sidst i 'Femhæreslaget'. Uanset hvor mange ar, de giver ham i de store computere, vil han aldrig skræmme mig så meget som orkerne i rigtige kostumer gjorde og stadig gør i 'Ringenes Herre', hvilket bringer os videre til det næste punkt:

Green screen blues og 3D
Den teknologiske magi ødelægger filmens magi. Personligt har jeg aldrig brudt mig om 3D. Idéen i, at man bliver revet bedre med i filmen af et mørkere billede og irriterende briller over snuden er mig en gåde. Kald mig gammeldags, men jeg synes, at Django Unchained, som jeg så få uger efter jeg så “Hobbitten” i 3D og high frame rate og det hele, var langt mere medrivende og indlevende. Dette var på grund af historien og skuespillet, hvilket jo trods alt burde være det, der drev en film. Quentin Tarantino viser hermed, at man sagtens kan få folk til at leve sig ind i film uden det nyeste digitale grej i kameraerne. 

Og hvorfor 48 frames per second? Jeg er helt med på, at teknikken vil ændre filmindustrien drastisk gennem de næste par år. Det er helt uundgåeligt. Men er det nødvendigt at teste en helt ny teknologi med en blockbuster-trilogi? Især når det kommer til at være alt for skarpt og kunstigt at se på? 48 billeder per sekund resulterer reelt set i dobbelt så meget arbejde for alle computereffekt-folkene, hvilket igen burde have været testet, før de startede med et kolossalt projekt som dette. For selv ved den tredje film var effekterne bare ikke gode nok til standarderne i 2014, hvor film som Interstellar kom ud med sine fuldstændigt fantastiske effekter.

Orc
Hvad ER det her overhovedet?

Det generelt overdrevne brug af computereffekter var også filmenes store svaghed. Væk var stuntfolkene i makeup og praktiske effekter, og ind kom computer-orkerne, som der til gengæld var mange flere af. Noget, det menneskelige øje excellerer i, er, at bemærke ting, der ser uægte ud. Derfor føles 'Ringenes Herre' bare mere ægte end 'Hobbitten', selv et årtis teknologiudvikling taget i betragtning. Og lad mig slå noget fast, Gollum og Smaug så begge fantastiske ud. Problemet opstod, når man så ting, der ikke så troværdige ud - som hordevis af orker, der jordes af dværge, som løber igennem et bjerg, og kameraet der flyver efter dem i raskt tempo.

Folk laver altid sjov med, at 'Ringenes Herre' i det store og hele bare er én lang vandretur, og ja, det er det måske, men der er historie og karakterudvikling bag det, som retfærdiggør det hele. 'Hobbitten' bruger næsten to film på bare at nå til Det Ensomme Bjerg, hvor dragen lurer på dværgenes guld. Det er narrativt svarende til hobbitternes rejse til Kløvedal i 'Ringenes Herre'. Der er et specifikt sted, de skal hen, og de møder modstand på vejen.

Jeg kan konkludere, at problemet ikke ligger et enkelt sted for 'Hobbitten', men at mange små faktorer gør sig gældende. Det vigtigste er nok stadig, at historien og karaktererne ikke holder. Det er disse, folk engagerer sig i, ikke action og computereffekter. Vi kan som sådan være ligeglade med den verden, filmene opstiller, men det er vi ikke, fordi vi ikke vil have, vores karakterer mister deres verden. Det er karaktererne, der får os til at holde af universet og historien, og hvis karaktererne ikke er spændende nok, hvorfor ser vi det så overhovedet? 

Hvis du kan lide 'Hobbitten', vil jeg ikke kalde dig et fjols. Vi mennesker har trods alt forskellig smag, men mit personlige forhold til disse film er blevet knust af alle disse ting, jeg har stillet op her. Nogle mennesker vil gerne have action, og det må man da sige, disse film giver én. Jeg er heller ikke den type, der siger, at filmene skal følge bogen så præcist som overhovedet muligt, men for mig at se var 'Hobbitten' aldrig mere end et otte timers nostalgi-trip, og det er ikke film, jeg nogensinde regner med at se igen. Nu bliver det spændende, om filmene kan stå imod tidens tand, for det tvivler jeg altså på. Som kommercielt produkt floppede den ikke, men set i forhold til 'Ringenes Herre' gjorde den desværre.

Indlægget er skrevet af Julius Kamper, der er 18 år og går i gymnasiet.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Danieluser/178270

mens jeg godt kunne lide at ser tolkiens verden igen så kan jeg godt forstå folks problemer med hobbitten.
de burde aldrig have været lavet til tre film, der er alt for meget fyld...som fks Beom, Legolas, ørnene, edderkopperne m.m. jeg ved godt at alle disse ting, undtagen Legolas, er i bogen, men i filmene bliver det bare til fyld.

der ud over burde Peter Jackson have skåret mange af dværgene fra, de fleste af dem var komplet ligegyldige og kunne have forsvundet fra filmen uden nogen ville ligge mærke til det. Der burde være skåret ned til 3-4 dværge..Torin Oakenshield, dværgen med det hvideskæg og så to andre dværge så der er lidt forskellighed. Måske en kvindelig dværg?

på plus siden syntes jeg Gandalfs møde med sauron var en god ide da det bandt historien lidt mere sammen og sauron ikke bare var en skurk som man fik fortalt var rigtig slem. opgøret mellem Sauron og Sauroman burde man have set mere af.
Kærligheds historien bød jeg også velkommen og den kvindelig elver var også en god ide så det ikke blev en totalt pølsefest. jeg ville nok have brug bilbo som den der blev forelsket i elverpigen og så lade hende dø(bilbo kan ikke dø da han er med i den næste trilogi)

Ann-Britt

Jeg så kun første film af Ringenes Herre og blev SÅ SKUFFET. Synes slet ikke den ligner bøgerne. Alt for meget fokus på Orker og krig, fremfor det psykologiske drama, som jeg synes var kendetegnet ved bøgerne.
Til gengæld var og er jeg fuldstændig forgabt i Hobbitten, som jeg finder fabelagtig, smuk, sødmefuld, spændende og flot lavet.
De eneste to steder, hvor jeg gerne ville have haft dem lidt anderledes er, klipperne der slås. De virker lidt amatøragtigt lavet, og så bjørnen/manden (har ikke bogen her, så jeg skriver ud fra hukommelsen), der ikke virkede nær så skræmmende og eller imponerende, som jeg synes bogen beskriver det. Havde set en nordisk vikingtype som manden/bjørnen.
Men som sagt, så elsker jeg de tre film, og synes ikke de er et sekund for lange :)

Jeg er med andre ord fuldstændig ligeglad med, hvor mange penge de har tjent hjem. Det er filmene alene, jeg elsker og nyder at se og gense.

Maria

Du har nogle fine pointer, der i det store hele også er grundene til, at jeg ikke har lyst til at se Hobbitten-filmene, jeg er så sikker på at jeg bliver skuffet.
En skønne dag, når jeg kan acceptere den skuffelse, håber jeg at blive positivt overrasket over den...

Nicolaiuser/658189

Jeg er for det meste uenig, men der er også ting, du har ret i, efter min mening.

Jeg er enig i, at Tauriels trekantsdrama ikke passer ind. Især fordi det slet ikke er medrivende, i hvert fald ikke for mig, at det er mellem to elvere og så en dværg. Dog passer Tauriel i sig selv fint nok ind, men ville nok ikke være med i filmen, hvis ikke der var opstillet dette drama.
Og jeg er enig i, at 3D ikke er godt generelt. Jeg har dog ikke set nogle af disse seks film i 3D (heldigvis).

Jeg er til dels enig i sammenligningen mellem Aragorn og Thorin. Men det er kun på et plan omhandlende udseende og omhandlende relation til deres fædre og forfædre. Som en anden bruger skriver, er deres handlinger og personligheder jo vidt forskellige.

Det tyder på, du ikke ved, at Peter Jackson prøvede at inddrage Hobbitten-bogens mere barnlige side (da den jo er en børnebog), fordi han gerne ville ære Tolkiens værk og ikke gå fuldstændig væk fra dens stil. Han var bevidst om, at gøre Hobbitten-filmene anderledes end Ringenes Herre-filmene på dette punkt.
Dette mener jeg faktisk, er tydeligt i visse scener og filmen i sigselv.

Og det tyder på, du ikke ved, at Peter Jackson var på hospitalet i en periode, hvilket vist kort den efterfølgende tid påvirkede ham fysisk/energimæssigt.

Nicolai

Julius

Tak for kommentaren. Som jeg faktisk har nævnt over for en anden bruger her på sitet, er jeg udmærket klar over, at Jackson fik mavesår lige inden optagelserne til Hobbitten skulle begynde. Dette valgte jeg til gengæld at skære fra i det indlæg, jeg skrev på sitet.

Og mht. Hobbitten værende en børnebog har du vist misforstået mig, for på nogle punkter ramte filmene jo plet med tonen, men på andre tidspunkter var den så dyster og voldelig, at selv Ringenes Herre ikke kunne være med, så jo, jeg er udmærket klar over, hvilket publikum bogen var henvendt til. Fik den selv læst højt som lille. ;)

phsillyre

Jeg kan ikke sige andet end at jeg er helt enig i hvert eneste punkt du har hevet fat i.
Jeg er ligesom dig kæmpe fan af ringenes herre filmene og bøgerne (Hobbitten er stadig min yndlings bog i dag) hvilket resulterede i at jeg blev også blev enormt skuffet over at man strakte en så lille bog ud over 3 film, og på den måde fik ødelagt flowet og den naturlige stemning i bogen. For mig var det en stor skuffelse fra ende til anden. Jeg glædede mig vildt meget til den første film og så den naturligvis i biografen på premieren, men forlod salen med en følelse af at det jeg havde set bestemt ikke levede op til mit minde om ringenes herre filmene. Det sagt så var der ting der var okay ved den, f.eks. var gollum scenen meget fin på trods af at alt der ledte op til den var utrolig ringe i min mening, men det fik mig altså til at ville give 2'eren en chance. Min fornemmelse for serien blev dog kun forringet efter at have set den ved midnatspremieren, da det var en af de værste film jeg endnu har set. Af denne grund så jeg ikke den sidste på premieren, en beslutning jeg på ingen måde fortrød da jeg så den i den sidste uge den kørte i biografen. Hele kampen mellem Thorin og Azog var vildt overdrevet og bidrog på ingen måde positivt til hverken mit forhold til Thorin (som jeg på dette punkt af filmen glædede mig til ville falde) eller til resten af filmens helhedsbillede. Alt i alt var min oplevelse af filmene meget lig din, omend en smule værre vil jeg tro.

Ken Nymannuser/807536

Personligt er LotR triologien langt bedre, ingen ting der. Men i forhold til de krav og forventninger som hobbitten skulle leve op til (doh, LotR) så har de formåede at lave 3 ganske udmærket film, at de så ikke har det store med bøgerne kan man kalde et flop, men det er stadigt 3 underholdene film...

Det med green screen og computer orker, jeg anbefaler at du laver lidt research i stedet for bare at hakke ned, men Peter Jacksons budget på Hobbiten var næsten ingen ting i forhold hvad han fik til LotR. Selvom at der var sparede på mange af rollerne og filmene var forkortet, ville der stadigt ikke være råd til så store slag som i LotR.

Ja Rohans charge var 250 mennesker ridene, som største delen var stuntmænd, de skulle havde løn, de 250 ridder ind i ca 50 - 75 stuntmænd som orker, der også skulle have løn. (og forsikring) Dernæst skal man tænke på at LotR havde flere store skuespillere med end hobbitten, det gør også lidt.¨

Den anden side af mønten er at hvis Orlando Bloom ikke kom som Legolas, ville den være revet ned af fan girls og hvad ellers som ikke er inkarneret og blev tvunget af gode familiemedlemmer eller venner til at læse bøgerne, og dermed have en meget mindre målgruppe end nu.

Derudover er det nævnt de har valgt at bruge mange penge på smaug, som også bliver kaldt et kæmpe vidunder, hvilket jeg synes er utrolig fedt.

Julius

Nu er jeg ked af at skulle rette på dig, men samlet set var budgettet på Rings-trilogien $281.000.000, mens budgettet på Hobbitten i alt var $625.000.000, så budget kan ikke have været en undskyldning her. ;)

K.Auser/1025151

Jeg er dybt uenig (åbenbart som den eneste i dette forum). Man kan IKKE sammenligne Ringenes herre med Hobitten, for det er to helt forskellige filmtrilogier! Bogen Hobitten er skrevet til børn og hele stemningen i bogen passer også med Peter Jacksons filmatisering. Ringenes Herre er skrevet til voksne og desuden er der langt mere materiale fra Ringenes herre. Ringenes herre er bestemt også min favorit som film men jeg vil ikke kritisere Hobitten på det grundlag at den ikke er ligesom Ringenes herre. Jeg synes Peter Jackson har gjort det fremragende i begge tilfælde i forhold til at fange den historie og stemning der er i bøgerne!

Og så undrer jeg mig: Peter Jackson så ikke ud til at have den samme energi i behind-the-scenes optagelserne til Hobitten?? Manden er altså også blevet næsten 15 år ældre -og har desuden tabt sig gevaldigt, hvilket også kunne påvirke helhedsindtrykket. Jeg kunne kommentere på mange af de smålige indvendinger, men jeg bliver bare nødt til at sige: man kan ikke sammenligne filmene af flere grunde. Det er to forskellige fortællinger som bøger, filmene er lavet på forskellige tidspunkter osv..

Derfor: vurdér en film på dens egne præmisser og ikke i relation til Ringenes herre. Jeg synes Peter Jackson har gjort det godt med de ressourcer han havde!

Julius

Jeg ved godt, at man ikke burde sammenligne de to trilogier, da de på papiret burde være vidt forskellige, men som jeg nævnte i indlægget, prøver Hobbitten utroligt meget på at nå de samme højder som Ringenes Herre - så mange ting minder om hinanden, hvilket gør det naturligt at sammenligne dem.

Mht. Jacksons energi og helbred kan man jo stadig sagtens være fuld af energi og begejstring i en alder af 50. Det er tydeligt, hvor meget disse film til gengæld har tæret på ham, se bare hvor meget han tog på henover de år, det tog dem at lave filmene. Han har jo selv sagt, at hans næste par film ikke vil være storfilm, da presset er enormt.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter