Cookie- og Privatlivspolitik
Humoren i britisk socialrealisme

Humoren i britisk socialrealisme

Arbejderklasse, solidaritet og Pride

Stem op!
10
Stem ned!
0
(reset)

En af de store publikumssuccesser i biograferne denne sommer har været den britiske film Pride om en gruppe Gay Pride-aktivister fra London, der indgår en højst usædvanlig alliance med en flok strejkende macho-minearbejdere fra Wales. Vi befinder os i det kriseramte Storbritannien anno 1984, og den fælles fjende er "Jernladyen", Margaret Thatcher, der gør sit bedste for at knække fagforeningerne og indskrænke rettighederne for bøsser og lesbiske. Filmen har ikke bare lokket tusindvis af danskere i biografen, den har også fået de fleste anmeldere til at strø om sig med stjerner. Men hvorfor er det lige, at danskerne er så vilde med film som "Pride", og hvad er det briterne kan, som ingen andre tilsyneladende kan finde ud af?

Mange filmelskere forbinder britisk film med genren socialrealisme, men hvad dækker begrebet egentlig over, og kan man overhovedet kalde "Pride" med dens humor og positive livssyn for socialrealisme? For at besvare disse spørgsmål har jeg prøvet at lave en underopdeling af genren.

Riff-Raff

Instruktøren Ken Loach er om nogen indbegrebet af socialrealisme. Ingen har som ham udstillet det britiske klassesamfund med dets store, sociale uligheder, og ingen har som ham konsekvent stillet sig solidarisk med arbejderklassen og med dem, der befinder sig helt nede på samfundets bund. Loach fik allerede sit gennembrud som filminstruktør i 1969 med filmen 'Kes', men hans storhedstid var i 1990'erne, hvor han lavede trilogien: 'Rif-Raf', 'Ladybird, Ladybird' og 'Raining Stones' om de samfundsmæssige følgevirkninger af Margaret Thatchers benhårde økonomiske politik op gennem 80'erne Det er et meget pessimistisk syn på samfundet, som Ken Loach her giver udtryk for.

De tre film har næsten karakter af doku-dramaer, dels fordi han ofte bruger amatører eller uprøvede skuespillere, dels fordi man som tilskuer til det uglamourøse liv blandt samfundets tabere har en fornemmelse af at være en flue på væggen. I denne kategori er hovedtemaet: arbejderklassen/underklassen og dens sociale arv, for selv om hans personer kæmper, magter de ikke at bryde denne arv, og derfor kommer de uvægerligt til at give den videre til næste generation. I 'Ladybird, Ladybird' er det fx den enlige mor, der hele tiden løber ind i voldelige mænd, og hvis børn ender med at blive tvangsfjernet af myndighederne på grund af omsorgssvigt. 

Billy Elliot

En anden kategori inden for socialrealisme handler om outsideren, der ikke passer ind i det miljø, hvor han/hun er født, og som derfor føler sig ensom og isoleret. Arbejderklassen er stadigvæk i fokus, men her er der et mere optimistisk syn på tilværelsen, idet der ofte viser sig en vej ud af isolationen. Den sociale arv kan således godt brydes - fx ved at udtrykke sig kunstnerisk, eller ved at hovedpersons indre ressourcer vækkes til live gennem en krise. Eksempler fra denne kategori er Billy Elliot (2000) om arbejderdrengen, der trodser normerne og ”snæversynetheden” i sit miljø og vælger dansen frem for fodbold eller boksning, som faderen tilskynder ham til.

Til samme kategori hører Andrea Arnolds Fish Tank (2009) om den 15-årige Mia, der mildest talt har det svært. Hun smides ud af skolen og kommer på kant med moderen, der har mere travlt med at hænge ud med kæresten end at tage sig af sine to mindreårige døtre. Moderens kæreste har svært ved at holde nallerne fra Mia, og til sidst vælter læsset. Hendes redning bliver dansen - ikke klassisk ballet som Billy, men breakdance - og ved at udtrykke sig gennem dansen og ved at få sat grænser over for moderens kæreste, når hun frem til at leve på sine egne betingelser, hvilket lover godt for hendes fremtid.

Selv om humoren ofte er et forløsende element i de nævnte film, er det ofte livets barske sider, der fokuseres på. Loach nedprioriterer ofte humoren i forhold til samfundskritikken, og en anden af de store socialrealister, Mike Leigh, kredser omkring den dysfunktionelle familie, og hvis han bruger humor, er den ofte enten rå eller kulsort. Personligt har jeg altid elsket engelsk humor, og her tænker jeg ikke bare på Monty Pythons syrede komik, eller Blackadders sarkasme, men også på den almindelige englænders ironiske/selvironiske tilgang til tilværelsen. Humoren kan på den måde være en vigtig ingrediens, når man skildrer udsatte eksistenser, for livet bliver trods alt nemmere at bære, hvis man kan finde noget at grine af (måske af sig selv!), og det er sådan humoren optræder i den sidste kategori.

Filmene i kategorien, som man passende kunne kalde "humoristisk socialrealisme", har en gennemgående varm og humoristisk tone. Humoren er selvironisk snarere end syret, sarkastisk eller sort, og den afvæbnende ironiske distance gør, at filmene aldrig bliver sentimentale. Filmene handler om arbejderklassens lange tradition for solidaritet og sammenhold. Ved at stå sammen og kæmpe mod magthaverne i deres brutale jagt på vækst og profit lykkes det at bevare den menneskelige værdighed, selv om det ikke altid lykkes at bevare arbejdspladsen.

The Full Monty

Eksempler på denne type film er 'Brassed off' (1996) om en gruppe arbejdsløse minearbejdere, der finder sammen i et brass-band og på den måde får ny mening med livet gennem musikken og gennem hinanden. Til samme kategori hører 'The Full Monty' (1997) om en gruppe arbejdsløse mænd i Nordengland, der beslutter at give den fuld gas som en lokal variant af mandestrippergruppen The Chippendales, selv om de hverken har baller af stål eller sixpack.

Som det var tilfældet i 'The Full Monty', er der heller ingen egentlige hovedpersoner i "Pride". I stedet følger vi en lille gruppe bøsser og lesbiske, der beslutter sig for at lave en støttekomite for de strejkende minearbejdere, og det er sammenstødet mellem de to grupper, der skaber dynamikken og humoren i filmen. Samtidig viser filmen, at de to umage grupper har mere tilfælles, end man rent umiddelbart skulle tro - solidariteten vinder over fordommene til sidst.

Indlægget er skrevet af Erik Fallesen, der er fast blogger på kino.dk. Han har også skrevet indlægget Smag og behag.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Relaterede nyheder

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter