Cookie- og Privatlivspolitik
15 fremragende filmatiseringer

15 fremragende filmatiseringer

Film du (måske) ikke vidste, var bøger

Stem op!
117
Stem ned!
0
(reset)

I år udkommer Carol med Cate Blanchett og The Martian med Matt Damon, men hvad der måske ikke er almen viden for enhver er, at der er tale om filmatiseringer af bøgerne 'The Price of Salt' af forfatteren Patricia Highsmith og 'The Martian' skrevet af Andy Weir.

Hollywood er hele tiden på udkig efter nyt materiale, som kan blive det næste store blockbuster-hit, og i rigtig mange tilfælde finder de det materiale i form af en populær og/eller anerkendt bog.

Hvis en bog har været en succes, betyder det dog ikke nødvendigvis, at filmatiseringen bliver det. Der skal ofte en del ændringer til, før en historie kan bevæge sig fra det skrevne over i det visuelle medie, og nogle gange går vigtige elementer tabt i den proces.

Andre gange opstår der ren "movie-magic", og filmen formår ikke blot at beholde bogens sjæl, stemning og temaer, men laver samtidig et produkt, der er filmisk unikt. 

Her er en liste med 15 filmatiseringer, der har gjort netop det. De fleste af dem så godt, at de helt overskygger bogen bag.

© Focus featuresAtonement
Forfatter Ian McEwan har skrevet denne historiske tragedie, hvor to personer, der elsker hinanden, splittes ad pga. krig. Med Joe Wright ved roret, og med Kiera Knightley og James McAvoy som de to elskende, er filmen blevet til et af filmhistoriens smukkeste periodedramaer.

Blade Runner
Ridley Scotts neo noir-klassiker er baseret på en roman af Philip K. Dick. Bogen bærer dog den lidt mindre mundrette titel: 'Do Androids Dream Of Electric Sheep?'. Plottet er stort set det samme, men Harrison Fords dusørjæger - vis job det er at eliminere replikanter - løfter niveauet.

Children of Men
For mange er 'Children of Men' en af de bedste sci fi-film i nyere tid, og det hænger i høj grad sammen med Alfonso Cuarons unikke og tekniske instruktion - og måske også hans lidt løse tilgang til sit kildemateriale skrevet af P.D. James. Cuaron har gjort historien til sin egen, men bevaret de mest centrale temaer bevaret.

© Warner Bros.Eyes Wide Shut
Stanley Kubricks 'Eyes Wide Shut' handler om en anerkendt læge (Tom Cruise), der kaster sig ud i en nat fuld af seksuelle og moralske dilemmaer. Filmen foregår i New York, men er egentlig en filmatisering af Arthur Schnitzlers 'Traumnovelle' fra 1926, som foregår i Wien. Størstedele af handlingen er den samme, hvilket viser, at universelle ideer om ægteskab, kærlighed, troskab, begær og seksuelle fantasier ikke behøver at være bundet til et bestemt tid og sted.

Fight Club
Chuck Palahniuks fortælling fra 1996, om en mand der starter en hemmelig fight club, blev filmatiseret af David Fincher i 1999 med Edward Norton og Brad Pitt i hovedrollerne - og hvis man kender plottet, ved man, at det er et ambitiøst projekt at kaste sig over. Godt gået, Fincher!

Forrest Gump
Robert Zemeckis ramte de fleste filmelskere lige i hjertet med sin filmatisering af Winston Grooms roman fra 1986. Filmen er en sentimental og gribende fortælling om en simpel sydstats-mand, og hvordan han reagerer på (og påvirker) verden omkring ham - spillet til perfektion af Tom Hanks.

© Twentieth Century FoxGone Girl
Gillian Flynn har vist sig at være en ret talentfuld forfatter, hvilket også skinnede igennem i hendes manuskript til filmatiseringen af forfatterens egen bestseller, 'Gone Girl'. Filmen blev både en kommerciel og anmelderrost succes - ikke mindst takket været David Finchers håndtering af det svære materiale. 

No Country for Old Men
I 2005 udkom Cormac McCarthys roman 'No Country For Old Men', og i 2007 blev den filmatiseret af instruktørduoen Joel og Ethan Coen. Historien om en narkohandel der går helt galt, blev kun ekstra skræmmende med Javier Bardem i den ene hovedrolle, og Coen brødrene vandt stor anerkendelse for deres Oscar-vindende thriller.

Shutter Island
Filmen er en foruroligende, mørk og dramatisk detektiv-thriller med tydelige noir-elementer og en velspillende Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Mens mange film bliver nødt til at afvige betragteligt fra bøgerne, for at få alt til at gå op i en højere enhed, er 'Shutter Island' i overraskende grad tro mod bogen af samme navn. At bogen lader sig oversætte til film så let, hænger muligvis sammen med at forfatteren, Dennis Lehane, bl.a. har været inspireret af 'Pulp Fiction' og en række gotiske film, da han skrev den.

© Fox Searchlight PicturesSlumdog Millionaire
Da instruktør Danny Boyle tog Vikas Swarups littærere debut fra 2005 'Q&A' under kærlig behandling, endte det med at blive en kæmpe success for Fox Searchlight. Filmen havde et beskedens budget på 15 mio. dollars, men indtjente langt over 300 mio. dollars på verdensplan. Nu skal alt dog heller ikke gå op i penge, for 'Slumdog Millionaire' kan også prale af at have vundet hele 8 Oscars.

Still Alice
Historien om Alice, en succesfuld og intelligent kvinde, der langsomt begynder at udvise tegn på Alzheimers sygdom, er skrevet af neurolog Lisa Genova. Filmatiseringen af bogen kunne meget nemt have udmundet i et gennemsnitligt tv-drama, men med Julianne Moores portræt af Alice Howland er filmen blevet så meget mere end det. Den talentfulde skuespillerinde vandt da også en Oscar for sin ambitiøse præstation.

The English Patient
Michael Ondaatjes bog foregår under 2. verdenskrig og handler om en ung canadisk sygeplejerske og hendes unavngivne engelske patient. Bogen blev filmatiseret i 1996, og Anthony Minghellas romantiske drama blev både en kritiker og kommerciel succes. Der er tale om episk kærlighedshistorie på niveau med de store klassikere som 'Doctor Chivago' og 'Lawrence of Aarabia'.

© Touchstone Pictures,The Prestige
Christopher Priests anerkendte bog om magi blev filmatiseret ved hjælp af Christopher Nolans kyndige hænder. Bogens spirituelle sideplot og den moderne rammefortælling kom ikke med i filmen, men Priest komplimenterede filmens manuskript som helt ekstraordinært og fascinerende. Og så blev filmen bestemt ikke dårligere af at have Hugh Jackman og Christian Bale i hovedrollerne.

The Road
John Hillcoats filmatisering af Cormac McCarthys Pulitzer-vindende roman, 'The Road', følger en mand og hans søn, mens de er på en hård rejse gennem en dystopisk verden. Filmen viser en trist, beskidt og døende fremtid, der er lige så forrevent og slidt som hovedpersonens ansigt. Apropos: Viggo Mortensen leverer en fantastisk præstation.

The Talented Mr. Ripley
'The Talented Mr. Ripley', Patricia Highsmiths fortælling om mord, stjålen identitet og seksuel ambivalens fra 1955, blev filmatiseret af Anthony Minghella i 1999, med Matt Damon som den snarrådige og manipulerende, sociopat: Tom Ripley. Jude Law blev desuden nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle og fik for alvor sit gennembrud som Dickie Greenleaf.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Moviemaniac.dk

Vil gerne bytte Atonement ud med Jurassic Park (Michael Crichton), Den Grønne Mil (Stephen King) og The Bourne Identity (Robert Ludlum).. - bare for at nævne et par stykker ;) Men ellers go liste Kino har fået lavet....

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter