Cookie- og Privatlivspolitik
Smag og behag

Smag og behag

Om at tilhøre et film-mindretal

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)

Hvordan er det at tilhøre et mindretal - altså et film-mindretal? Lad mig give et eksempel: Ved afstemningen om verdens bedste instruktør, som kino.dk for nylig afholdte blandt brugerne, var flertallets dom klar og utvetydig, og man kunne efter tre runder kåre de store amerikanske blockbuster-instruktører: Steven Spielberg, Christopher Nolan, Quentin Tarantino og Peter Jackson som vindere af afstemningen.

Selv måtte jeg lide den tort, at alle mine favoritinstruktører blev stemt ud i første omgang - nå ja, en enkelt af dem, Alfred Hitchcock, overlevede til næstsidste runde, men alle de andre røg af i svinget allerede i efter første afstemning.

Jeg har ikke som sådan noget imod amerikanske film. Faktisk så elsker jeg Joel og Ethan Coen, som står bag én af mine absolutte yndlingsfilm, Fargo, samtidig med at de har lavet en hel stribe af fantastiske film om sære, men interessante eksistenser i udkants-USA.

Fargo

Ligeledes elsker jeg Woody Allen, når han igen og igen tager pulsen på excentriske og selvoptagede New Yorker-typer, men når Hollywood rykker ud med sine overdimensionerede actionfilm, bygget op omkring endeløse skuddueller, slagsmål, eksplosioner og biljagter plus et helt arsenal af computergenerede special effects - ja, så er jeg for længst stået af.

Jeg anfægter ikke vindernes kvaliteter, og jeg underkender bestemt heller ikke, at Steven Spielberg er en stor kanon inden for filmbranchen. Personligt foretrækker jeg bare den nuttede E.T. frem for action-brag som Jurassic Park eller Indiana Jones. Jeg har også stor respekt for, at Christopher Nolan eksperimenterer med genrer, men hans film siger mig absolut ingenting.

Jeg glemmer aldrig dengang, jeg lod mig lokke med ind for at se Inception. Hold da helt op, hvor jeg kedede mig - faktisk så meget, at jeg efter knapt et kvarter faldt i søvn og først vågnede op under rulleteksterne, og det på trods af at filmens lydniveau var imponerende højt. Jeg siger ikke at det var en dårlig film, jeg siger bare, at den overhovedet ikke ramte min smag. Det samme gælder for den sags skyld Quentin Tarantinos film, altså lige fraregnet hans mesterværk Pulp Fiction.

Pulp Fiction

Men tilbage til afstemningen på kino.dk, som ikke overraskende viste, at majoriteten af biografpublikummet i Danmark foretrækker amerikanske film med høj underholdningsværdi. Adrenalin-kicket skal være optimalt, og nye film skal helst overgå sig selv, hvad angår tekniske finesser og tempopræget action. Det ville være intet mindre end en katastrofe, hvis publikum skulle kede sig bare et enkelt sekund.

Personligt har jeg det lige modsat - jo mere action-præget en film er, desto mere keder jeg mig. Det, jeg tænder på, er film, der giver sig tid til fordybelse og skildrer spændende relationer mellem mennesker. For mig gør det ikke noget, at det går langsomt, bare der er intensitet og nærvær til stede.

Det finder jeg hos europæiske instruktører som østrigske Michael Haneke, de belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne samt briterne Mike Leigh og Steve McQueen. Sidstnævnte kender de fleste fra Oscar-vinderen 12 Years a Slave, men faktisk lavede han to fremragende film i hjemlandet, før Hollywood scorede ham. Først Hunger om en sultestrejke blandt irske, politiske fanger, og senere den fremragende Shame med Michael Fassbender i rollen som den sex-afhængige Brandon. Den film gav mig et adrenalin-kick.

Shame

Indlægget er skrevet af kino.dk-bruger og filmfan Erik Fallesen.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Erik F

Fedt. Så behøver jeg ikke føle mig helt alene i verden. :-)

Rasmus/Musen

Ja, det er LIGE PRÆCIS noget af det samme, som jeg har tænkt.

Så nu er jeg på din side, Erik Fallesen!

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter