Cookie- og Privatlivspolitik
Den rene filmoplevelse

Den rene filmoplevelse

Lykkelig uvidenhed

Stem op!
4
Stem ned!
0
(reset)

CANNES. Jeg er ikke fan af handlingsreferater. En instruktør, genre eller plakat fortæller rigeligt i sig selv, og hvis jeg skal have præsenteres for et plot, foretrækker jeg en enkelt linje i stil med ”Genetisk skabte dinosaurer går amok i forlystelsespark”, eller "Italiensk forfatter begynder at betvivle sin tilværelse".

Holdningen er måske ikke den smarteste at argumentere videre for, når man er ansat på kino.dk, hvor der dagligt besøges gennemsnitlig 44.000 filmomtaler, og det er indlysende, at man kan være i humør til en type film fremfor en anden og derfor vil vide noget om handlingen. Altså før man sidder i biografsalen.

Alligevel fortjener alle at se en film i biografen uden forhåndskendskab overhovedet. Jeg oplever det selv for sjældent, men det sker, når jeg er på filmfestival, hvor filmene som regel har verdenspremiere. Ofte er der hverken plakat eller mere end én linje handlingsreferat, og da slet ikke trailers, som først kommer på banen, når filmene er solgt til diverse distributører og derefter skal overbevise publikum.

Her i Cannes har jeg eksempelvis set den fremragende ’Saul fia’. På forhånd var jeg klar over, at det var en ungarsk Holocaust-film, men jeg vidste ikke, at den var filmet i lange scener uden klip på en halv meters afstand af hovedkarakteren (der dermed er med i næsten hvert eneste billede), og at den ville være blandt de mest nådesløse og menneskeligt nedværdigende film, jeg nogensinde har set. Havde jeg kendt dens ry i forvejen, var jeg gået ind til filmen på en helt anden måde.

Af ’Maryland’, med Matthias Schoenaerts og Diana Kruger, regnede jeg med et nogenlunde rendyrket drama med enkelte genre-afstikkere, men jeg havde aldrig drømt om en decideret home invasion-film. Jeg havde heller ikke gættet, at den japanske ’An’ ville kombinere bønnemos og spedalskhed, eller at ’Mon roi’ ville være et parforholdsorienteret drama pakket ind i genoptræning af et genstridigt knæ.

Det er ikke nemt at opstøve den rene filmoplevelse, når premierefilm eksponeres overalt, og i de fleste tilfælde er det næppe den mest hensigtsmæssige taktik. Til gengæld er det en anderledes måde at gå i biografen på, som alle burde unde sig selv noget oftere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter