Cookie- og Privatlivspolitik
PIX 2015: Psykedelisk forvirring og tyske rumvæsner

PIX 2015: Psykedelisk forvirring og tyske rumvæsner

Reportage fra CPH PIX

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)

Årets CPH PIX har nu varet i 11 dage, og der har været vist film i alle genrer i de københavnske biografer. Jeg har endnu ikke haft den helt store oplevelse til seks stjerner, som jeg stadig håber, kommer i løbet af de sidste tre dage. De sidste par år har jeg altid haft en biografoplevelse, som bare tog mig helt ud af den normale verden og gav mig en rejse ind i filmens vidunderlige univers. 

For to år siden så jeg den belgiske 'The Broken Circle Breakdown' og sidste år så jeg den japanske 'R100', som jeg gav seks stjerner begge to, fordi de gav mig den helt unikke filmoplevelse, som man søger på en filmfestival. Dermed ikke sagt at jeg ikke har set nogle virkelig gode film. Til gengæld har jeg også set min første en-stjernede film.

Phi Films production

Torsdag eftermiddag i Cinemateket. Jeg havde rendt ind i en del af mine pixvenner. Vi skulle alle sammen ind og se den nyeste film af den canadiske instruktør Guy Maddin, 'The Forbidden Room'. Jeg havde kun set én film af Maddin før, den noir-inspirede thriller 'Keyhole', som blev vist på PIX i 2012. Jeg synes, den var sjov nok, men ikke noget videre. Men jeg satte mig ned og åbnede mit sind. Hvad jeg fik, kan ikke beskrives. Det skal opleves.

Det var et sammensurium af billeder, fotografier, mærkelige væsner, som en mand der er besat af knapper, levende bananer og børn med overskæg. Det var en ægte psykedelisk oplevelse. Jeg var totalt forvirret, da jeg kom ud. Samtidig var filmen lavet i en stil, så det så ud som om, man så en film, der var lavet i 1910erne, 20erne, 30erne og 40erne. Gamle slidte 35mm film der lige er ved at sprænge. Jeg vil ikke sige, at jeg kunne lide den, men det er sådan nogle film, der er sjove at se på en filmfestival.

Kataskop Film

Jeg så en næsten ligeså absurd film lørdag nat til en af de årlige midnatsvisninger. Den tyske 'Der Bunker' er næsten et kammerspil, som handler om en familie, der bor i en bunker ude i skov. Kvinden snakker med et rumvæsen, som bor i hendes betændte ben, og familiens søn er en fuldvoksen mand osv. og osv. Det var virkelig absurd, men utrolig morsomt. Når man ser sådan nogle film, handler det om at købe præmissen og følge en handling, man aldrig kan regne ud, hvor ender.

Man ønsker altid at være positiv overfor alle de film, man ser på en filmfestival. Der har været meget arbejde for festivalens ledelse i at udvælge alle de film, der er at vælge imellem på festivaler i Berlin, Venedig og Cannes. Jeg har altid haft det princi,p at jeg prøver at opretholde en positiv holdning, når jeg sætter mig i biografsædet. Jeg går aldrig fra en visning, da jeg altid tænker, at der må komme noget godt på et tidspunkt. Men lørdag aften, i festivalens anden weekend, kunne jeg ikke længere opretholde min positivitet.

Kaijyu Theater

Jeg skulle ind og se den japanske krigsfilm 'Fires on the Plain' af den kontroversielle instruktør, Shin´ya Tsukamoto, der har lavet de tre 'Tetsuo' film, som er blevet kult. Krigsfilmen handler om en japansk soldat, der oplever helvede under 2. Verdenskrig. Det er ikke fordi, jeg ikke kan se potentiale i filmen, men når jeg kan mærke, at instruktøren kun vil lave en krigsfilm for at vise blod, indvolde og galde, så bliver jeg sur. Der er intet galt med splatterfilm. En film som 'Turbo Kid', som også bliver vist på årets festival, er lavet med humor og glimt i øjet, og derfor fungerer splattereffekterne rigtig godt. Det gjorde de ikke her, fordi de var det eneste, jeg kunne se, instruktøren ville vise.

Krig er helvede. Det ved vi. Men det var udført så meget mere smukt i den italienske krigsfilm 'Greenery Will Bloom Again', som jeg så torsdag aften. Meget mere subtilt, og uden én eneste dråbe blod, kunne den fortælle en intens og bevægende krigsfilm med samme morale som 'Fires on the Plain'. Derfor kunne jeg ikkegive andet end én stjerne en film uden nogen som helst positive elementer. Men sådan er det, når man er på filmfestival. Man ved aldrig, hvad man får, og hvor man ender på stjerneskalaen. Jeg håber, at de tre sidste dage byder på nogle gode og spændende filmoplevelser.

Indlægget er det fjerde af Kristian Enevoldsens reportage fra CPH PIX.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter